Pacific Crest Trail

Hvad er Pacific Crest Trail?

Pacific Crest Trail – eller bare PCT – er en 4.265 kilometer lang vandre- (og ride)sti gennem de amerikanske stater Californien, Oregon og Washington.

Det sydlige endepunkt ligger få meter fra hegnet mellem USA og Mexico. Det nordlige er placeret præcis på grænsen mellem USA og Canada.

PCT blev officielt udnævnt som en såkaldt National Scenic Trail i 1968, men idéen til den blev udtænkt helt tilbage i 1930erne. Og det var først i 1993, at de mange kilometer sti var (nogenlunde) ryddede, afmærkede og anlagt som som én lang sammenhængende vandrerute.

Så lang en sti har mange forskellige typer af terræn undervejs. I kort form er det:

Først cirka 1.100 kilometer ørken (hvis man starter fra syd).
Californien-ørken er ikke helt Sahara-ørken – godt nok er der i dagtimerne oftest temperaturer på +30 (og om natten drønkoldt), men det er ikke en flad sanddyne – der er også nåleskov og et par forholdsvis seriøse bjerge i omegnen af 3.000 højdemeter undervejs.

Så følger Sierra Nevada, som er cirka 700 kilometer med gletsjersøer, floder, bjørne, og en lang række bjergpas, man skal over, det højeste er cirka 4.000 højdemeter.
Sierra Nevada er, især hvis der ligger meget sne, den mest krævende (og nok også den farligste) strækning og den, hvor man i længst tid er længst væk fra civilisationen. Men også den, mange har som favorit, fordi her er ekstremt smukt.

Næste sektion er det nordlige Californien, der består af knapt 900 kilometer gennem vulkanlandskab og afsvedne skovområder efter tidligere brande og med temperaturer nogenlunde som dem i ørkenen.

Derefter kommer godt 700 kilometer gennem Oregon. Den strækning kaldes motorvejsstaten, fordi stien her ikke har de vilde op- og nedstigninger og underlaget er primært nålebelagt skovsti, så de fleste kan gå et maraton eller mere om dagen.

Sidste strækning er Washington, som er godt 800 kilometer gennem bjerge, op- og nedstigninger og meget lidt civilisation (herunder omkring nul telefondækning). Og går man fra syd mod nord, er strækningen krydret med efterårsvejr – altså enten rødgule farver og blå himmel eller tung grå tåge. Eller sne, hvis man er (u)heldig eller sent på den.