Kørekort i København, foredrag og fanpost – og ny special someone

Da min lillesøster for nu snart mange år siden tog kørekort, gjorde hun det i København. Det var ikke verdens sjoveste at the time, nok mere verdens mest skræmmende for hende at blive kastet direkte ud i det for Danmark værste og vildeste sted at lære at køre bil. Og selv om hun i dag er en haj bag rattet i en kaotisk Indre By, får hun stadig nogle nervøse trækninger ved munden, når hun fortæller om dengang hun var ny i disciplinen.

Min netop overståede foredragsdebut var som at tage kørekort i en storby.

Jeg har holdt oplæg før, jeg har også undervist, og det er dermed ikke første gang, jeg står foran en masse mennesker. Men det er første gang, jeg skulle gøre det med en historie, som er min og som er personlig, så ja, jeg var lige præcis så nervøs, som man kan forvente, inden jeg trådte op på scenen – eller gulvet – i foredragssalen på rejsemessen Ferie for Alle i Herning for et par uger siden.

Alle, der nogensinde har været på feriemessen i Messecenter Herning, ved, at det er en – meget – kaotisk omgang. Tusindvis af mennesker, der sværmer hektisk rundt for at få de gode messetilbud, score gratis smagsprøver, deltage i konkurrencer, opleve diverse optrædender – og et dertil hørende inferno af larm. Bare at komme ind var et forhindringsløb mellem folk, der stod som en levende kødrand foran døren et par minutter i åbningstid.

Foredragssalen var ikke en decideret sal, men et område spærret af af gulv til loft-gardiner, som betød, at larmen godt nok var reduceret til en summen, men absolut ikke lukket ude, så jeg fik stukket en mikrofon i hånden for at overdøve den. Eller rettere – om hovedet i form af et headset, der blev ved at glide ned om mit åbenbart deforme hoved.

Og så var det ellers bare at gå i gang og forsøge at ignorere de enkelte deltagere, der kom snigende ind undervejs, dem, der lignede nogen, der var blevet slæbt ind af konen og egentlig hellere ville have brugt tid ved hotdogboden, og så min mor, der ved den ene af mine to optrædender i Herning sad spændt og begejstret på forreste række og knipsede billeder af mig – med blitz.

Rejsemessen i Lokomotivværkstedet, som for de uindviede er et ja, sjovt nok tidligere lokomotivværksted, som i dag bruges til bl.a. konferencer og messer, var ikke meget bedre for en stadig meget nybagt foredragsholder som mig.

Der var færre folk (nok også svært at trække flere til, end de gør på den gigaferiemesse i Herning), men forholdene omkring foredragene var desværre værre.

Messen er kun på sit andet år og stadig på læringsstadiet, hvad angår optimale rammer. Så selv om det bliver anderledes næste år, var der denne gang ikke en decideret foredragssal, men blot et areal i et hjørne af den højloftede hal spærret af på to af siderne af en form for skillevægge.

Det betød, at lyden var mildest talt elendig (og nej, ingen mikrofon). Og i og med det ikke var et lukket rum, kunne folk defilere forbi og stille sig op bag stolerækkerne – hvilket de gjorde. Der var fuldt hus begge dage, men halvdelen af deltagerne kunne ikke høre en dyt af, hvad jeg sagde.

Oven i det startede jeg det første foredrag med at gå i panik over teknikken, som var en stationær computer, der ikke var i gang og sluttet til – så jeg måtte have fat i en af messens heldigvis virkelig hjælpsomme arrangører, inden jeg lidt panisk og noget forsinket i forhold til den annoncerede starttid begyndte mit foredrag, i lyntempo for at nå det på den tid, jeg havde, og med meget høj stemme, hvilket ikke var speciel optimalt – det bliver lidt kunstigt at skulle råbe sine refleksioner ud.

Især når nogen så midt i det hele råber “højere”…

Dagen efter var jeg forberedt på teknikken og lydniveauet, så da jeg gik over mod Lokomotivværkstedet, var min nervøsitet forvandlet til en sikkert lidt mere sund spænding.

Men så – to minutter inden showtime – dukkede en for mig meget særlig person op.

Som en overraskelse, og det var det, altså en overraskelse.

Vedkommende er en hel historie i sig selv, men som den korte version stadig ny i mit liv, eller i virkeligheden gammel på venne-måden, men ny som en mand, der i februar pludselig genpoppede op i mit liv, og uden at jeg ved, hvordan det skete (udover at det var i biografen under grædescenen i A Star is Born-filmen) boblede det i min mave på meget mere end venne-måden. (Og, siger han i hvert fald, også i hans).

Så at se ham stå her i Lokomotivværkstedet og vide, at han kom for at høre mig på det her forholdsvis nye tidspunkt i vores forhold, fik min indre harddisk til på et splitsekund at ctrl-alt-delete og gå i sort.

Jeg blev som en teenager, der var fyldt med hormoner, som ikke havde noget som helst med mit foredrag at gøre, og jeg kunne vitterlig lige pludselig overhovedet ikke huske, hvad jeg skulle starte med at sige, drønede bare ud på toilettet og stod og trak vejret i dybe åndedrag, mens jeg trippede rundt og kunne se i spejlet, at jeg var forvandlet til et stort fjollet smil midt i et rødmende ansigt.

Men på en eller anden måde kom de rigtige ord til mig, da jeg trådte op foran deltagerne og det fulde hus og stående publikum, som ikke kunne høre noget, og jeg kom gennem seancen – på en åbenbart god måde, for bagefter kom adskillige af dem, der havde været der, hen til mig med verbale roser. Inklusiv den nye special someone. (Thank God, tænk hvis han var stukket af, fordi han syntes, at puha, nej, hun er da helt elendig til at fortælle, I’m off.)

Og det er jeg egentlig det, jeg vil sige med alt det her.

At selv om man tager kørekort i København, og det kan virke helt vildt og uoverskueligt med alt det omkring en, man skal navigere i og ikke har prøvet før og som er skræmmende og stressende, kan man faktisk godt finde ud af at køre bil (eller i mit tilfælde holde foredrag) – og fordi man lærer det på den, synes jeg, ret hårde måde, får man forhåbentlig en ekstra ballast til senere.

Og senere bliver der meget af, for trods alle mine nerver inden jeg gik på synes jeg, at det at holde foredrag er supersjovt. Ikke så meget – eller overhovedet faktisk – at være i fokus, men at mærke folk være med, at kunne se i øjnene eller på deres kropssprog, at det, jeg siger, rammer et eller andet. Dét er sjovt.

Og det er sjovt og lærerigt bagefter at få deltagernes dom, for det er selvfølgelig den, man skal måle sig på. Begge steder stod jeg efter foredragene ved en stand og solgte og signerede bøger, og begge steder blev jeg druknet i så mange pæne ord og søde gerninger, at det er et under, jeg ikke lettede fra jorden af ren storhedsvanvid.

Fra blogfølgeren Paul, der mødte op på messen bare for at se mig, fra ditto Pauline, der stod og trippede og ikke vidste, om hun skulle kramme mig, for selv om hun “kender” mig, kender jeg jo ikke hende, fra Morten, der har læst min bog og er så begejstret, at han har læst højt af den for en flok vandrevenner, fra min venindes mor, der havde kørt i to timer for at komme til mit foredrag (og som jeg så ikke kunne kende, altså pinligt), fra en perifær veninde, der holdt i kø så længe udenfor messecentret i Herning, at hun til sidst smed bilen i en skov for at nå ind og høre mig, fra en kvinde, der så min bog på messen, men ikke ville købe den der, fordi hun ville have forfatteren til at signere den (hvortil jeg jo så måtte sige, at jeg var lige her), fra en Berlingskelæser, der var dybt utilfreds med, at jeg ikke længere skriver for den avis’ rejsesektion, fra tidligere kolleger, jeg ikke anede fulgte med i min gøren og laden, fra et elskeligt ældre par, jeg engang har mødt på en vandretur i Alaska og som dukkede op på messen for min skyld, fra de to sødeste sødeste piger, der sad på gulvet under et af foredragene for at være så tæt på, at de var sikker på at kunne høre, hvad jeg sagde, og bagefter indviede mig i, at undervejs på Pacific Crest Trail var mit daglige blogindlæg deres yeah-oplevelse om morgenen, og fra alle de mange andre – alle dem, der har fulgt min blog og læst min bog og kom med sidstnævnte under armen for at få en signatur og for at fortælle mig, hvor inspirerede de er af mig og hvad jeg har gjort.

Og i øvrigt også gjorde det til min bogreception – de bloglæsere, jeg kender navnene på, fordi de har skrevet opmuntringer og søde ord til mig igen og igen undervejs på turen op gennem USA, som dukkede op og var så søde i virkeligheden også, at jeg var lige ved at græde af glæde over deres dedikation.

Og af benovelse over, at nogen synes, jeg er så fantastisk – det er jo bare mig, for fanden, et ikke-supermenneske, men måske er det det, der gør det.

Uanset hvad det end er, har reaktionen på både foredrag og især min bog fra for mig fremmede været helt vild.

Ja, også fra venner, men på en eller anden måde er det mere forudsigeligt, at ens mor og veninder køber ens griflerier og siger ih og åh og næh og hvor er du dygtig.

Men at enten folk, jeg ikke har haft kontakt med i +10 år eller især vildtfremmede sætter sig ned og skriver til mig, fordi min bog på en eller anden måde har gjort noget for og i dem – på Messenger, mail, via bloggen her eller som kommentar til opslag på Instagram eller Facebook – dét synes jeg er sindssygt rørende.

Hvor ofte har jeg selv lige brugt tid på at skrive til en forfatter, fordi jeg syntes, hans eller hendes bog var god? Èn gang. Og det er altså ikke, fordi jeg kun en gang har været vild med en bog – men det får man, jeg i hvert fald, bare sjældent gjort i en travl hverdag.

Så jeg er simpelthen så taknemlig for hver eneste af de “fanbreve”, jeg har fået og stadig hver eneste dag modtager nye af. Seneste eksempel værende her til morgen, hvor jeg vågnede til en mail fra en, der kl. 00.02 i går aftes skrev, at hun lige var blevet færdig med min bog og bare ville sige, at jeg og den var fantastisk.

Hvordan kan man andet end blive overvældet og glad og rørt af dét? Og tænke, at selv om jeg ikke gik fra Mexico til Canada for andre end min egen skyld, er det eddermameme en helt vild sidegevinst, at den bog, der er kommet ud af det, åbenbart også betyder noget for andre. Tak, mennesker.

Lokomotivværkstedet
Herning
Mere Herning
Bogreception I
Reception II i lidt dårlig opløsning. Beklager

 

13 kommentarer til “Kørekort i København, foredrag og fanpost – og ny special someone”

  1. Ha ha, det var da en både morsom og rørende beretning fra din foredragsturne’
    Det har da også været fantastisk og spændende, at følge dig på din lange
    vandretur
    Jeg kigger dagligt på bogen, men jeg åbner den ikke, før jeg skal på ferie i næste uge ☀️
    Og forøvrigt, et stort TIL LYKKE med mand og bil ❤️

  2. Endnu en gang Tillykke med bogen og mand kære Gitte
    Jeg nåede desværre ikke på nogen af messerne, men vil istedet glæde mig til dit foredrag på Tranquebar, i mere rolige omgivelser.
    Glæder mig i den grad til at købe din bog og læse den (altså det jeg mangler at læse 🙂 efter at ha fulgt dig det meste af turen.
    Hvor jeg havde det lige som pigerne på gulvet – jeg måtte bare starte dagen med din mail for at høre hvor langt du var og hvordan du havde det og der var sket nye oplevelser. Din måde at skrive på tryllebinder. Så tak for dette. Vi ses om snart.
    Hilsen Simone

    1. Tak, Simone og glæder mig til at møde dig på Tranquebar. Det bliver (forhåbentligt) lidt mindre kaotisk, men ellers er du selvfølgelig velkommen til at sidde på gulvet også 🙂

  3. Hej Gitte
    Hvor er du bare cool med det du går igennem med foredragene. Og hvor er det bare SÅ dejligt at høre om ham der poppede op i dit liv igen.
    Jeg er blevet færdig med at læse din bog. Virkelig en god bog. Jeg var med på rejsen igen 😀

  4. Vi kom kun for at høre dig og købe en signeret bog! Bogen er slugt i en mundfuld og nu glæder vi os til Caminohistorien. Hilsen pigerne på gulvet 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.