Om mig

Foto: Sine Nielsen

Jeg hedder Gitte Holtze og er en årgang 1973, journalist, hundemor til Futte, og så er jeg vild med naturen og at være (aktiv) i den. Især hvis det involverer bjerge og vildmark og kræver, at man er okay med teltliv og fraværet af daglige brusebade og Netflix.

Det er jeg (rigtig) meget okay med. 

Min friluftsfetich er ikke medfødt –  det var først, da jeg i starten af nullerne en kedelig søndag hev min daværende kærestes slidte paperback “Into Thin Air” ud fra bogreolen, at jeg fandt ud af, at jeg var vild med ikke bare Himalaya – som er lokationen i den bog – men det meste af det, der kan proppes ind i kategorien friluftsliv. 

Siden har jeg været ude på vandrestier i alle mulige egne af verden, nogle gange i kulde og tynd luft på deciderede bjerge, andre gange i alpesol med klatresko på, i støvet vulkanlandskab, langs kysten i Danmark eller med fuld oppakning i lande fyldt med myg. Og fandt ud af, at jeg er allermest lykkelig, når jeg befinder mig derude under den store himmel. 

I 2018 tog jeg så den ultimative vandretur fra Mexico til Canada, som udover alt, hvad de fem måneder op gennem USA gav mig af personlig udvikling, fik mig til at blive endnu mere skør med at vandre. Og især at vandre langt med alt, hvad det indebærer. Som efterfølgende – i foråret 2019 – sendte mig afsted på den franske Camino fra Saint Jean Pied de Port til Santiago de Compostela. 

Naturen, stilheden og det simple liv på to ben ligger højt på drømmeingredienser i mit liv, så selv om mine friluftsplaner og -ønsker for fremtiden ikke er begrænset til at vandre, vil det sandsynligvis være det, jeg fremover kommer til at gøre mest. 

Har du spørgsmål?

Det er de færreste, der går langt uden forberedelse. Og forberedelse kan være en lille smule uoverskueligt. Kost, træning, udstyr, det mentale. Hvornår skal man starte, hvad skal man kunne, hvor meget skal man have med, hvordan fungerer det, hvad nu hvis…?  

Hvis du går med drømme om at gå langt, Pacific Crest Trail, Caminoen eller “bare” det nordlige Sverige med fuld oppakning, er du meget velkommen til at kontakte mig for en aftale om rådgivning til din lange rejse. 

Alle andre spørgsmål og kommentarer til mig, min blog, min bog eller noget fjerde, femte eller sjette er selvfølgelig også velkomne.

Jeg kan fanges på gitte.holtze@gmail.com eller via formularen her.

Når du trykker send besked accepterer du samtidig at jeg modtager og behandler dine persondata. Læs min privatlivspolitik her.