Lær at sove i naturen

Her er turen til dig, der drømmer om at sove i naturen på dine vandringer, men ikke rigtigt og af alle mulige grunde kan overskue det. Kom og lær det. På Højlyngsstien med mig.

Er du sådan en, der godt kan lide at vandre og måske har været på vandretur mange gange, og nu drømmer (eller længe har drømt) om at udvide med overnatning i naturen undervejs – men kan ikke rigtigt overskue det? 

Enten på grund af det praktiske – hvordan gør jeg med mad, toilet, telt og alt det der – og/eller fordi du synes, det af alle mulige forskellige grunde er lidt utrygt at lægge sig til at sove i naturen? 

Det her er turen til dig, der har det præcis sådan. 

Vi skal på en smuk vandretur på Bornholm, men især skal vi på en tur, hvor du vil lære at sove ude.

Jeg vil dele alle mine erfaringer med dig, så du lærer at få styr på al praktikken, og lærer, hvordan du mentalt bliver okay med at tage på vandring med overnatning, så du bagefter kan gøre det selv. 

Om du er ung, ældre, kvinde, mand, studerende, direktør, bor i København, har hjemme i Nordjylland, er gift eller overhovedet ikke – alt er ligemeget; det eneste, turen kræver, er, at du er vant til at vandre (dagsture) og har lyst til og mod på at tage skridtet videre og lære at overnatte ude. 

Jeg lover dig ikke, at du efter turen styrter ind til din chef og siger dit job op og rejser til verdens ende med et lillebitte enmandstelt og en plan om at være der i et år – men jeg vil gerne garantere, at du VIL få noget med fra turen, der rykker dig i forhold til det med at sove ude. 

Udover selvfølgelig en smuk og forhåbentlig superhyggelig tur med grin og gode snakke med en flok søde mennesker, der er samme sted som dig. 

(Læs mere under de her eksempler fra mine ind imellem dyrtkøbte erfaringer om, hvad man skal og kan lære, hvis man vil sove i naturen 🙂 )

Alt det praktiske 

Hvor skal vi på tur henne? 

Vores vandretur er den 67 kilometer lange Højlyngsstien på Bornholm. Højlyngsstien er en superfin afmærket natur-rute, som starter i Sandvig på Nordbornholm og snor sig gennem bl.a. Almindingen og Paradisbakkerne til Årsdale syd for Svaneke. 

Hvor skal vi sove? 

Vi overnatter tre gange undervejs, alle gange i telt på primitive lejrpladser – med bålplads, men uden toilet og andre “luksus”-ting. Vi kommer dog undervejs på vandringen hver dag forbi offentlige træk-og-skyl toiletter. 

Hvor langt skal vi gå hver dag?

Vi bruger fire dage på at gå de 67 kilometer. 

Den første dag går vi kun cirka 7 km, så vi kommer tidligt frem til lejren og har god tid til at forberede vores første overnatning. De næste tre dage går vi cirka 20 kilometer per dag. 

Hvornår er turen? 

Fra 26.-29. maj, som er torsdag til søndag i Kr. Himmelfarts-weekenden. 

Vi starter vandringen fra Sandvig torsdag kl. 13 (sådan at man kan tage Bornholmerbussen / Kombardoexpressen fra København torsdag kl. 8.30) og er tilbage i Rønne søndag eftermiddag (så man kan nå bussen kl. 16.20 med ankomst ved Hovedbanegården kl. 19.30). 

Turen i Kr. Himmelfarts-weekenden er fuldt booket. Hold øje med siden her for nye ture.

Hvad skal jeg have med? 

Når du er tilmeldt turen, får du en udførlig pakkeliste. 

Hvad koster det?

Prisen er 2.199 kr. per person og inkluderer:

Et intromøde, hvor I møder mig og hinanden og hvor vi gennemgår ruten, pakkelisten, idéer til mad, osv. 

Jeg tænker, at mødet varer cirka 3 timer inkl. lidt mad + drikke (som er on me :). Datoen kommer senere, men regn med en hverdagsaften i slutningen af marts i København. Evt. holder jeg også et online-møde, hvis der er mange, som ikke kan eller kommer (for) langvejs fra. 

Fire dage på Højlyngsstien med mig som guide, underviser og supporter i at lære at overnatte ude, herunder lejrliv, bål, mad, vandreteknikker, pakning af rygsæk, mentale strategier, osv. 

Lokal bustransport på Bornholm. 

I skal selv stå for transport til og fra Bornholm, for jeres eget udstyr (telt, sovepose, m.v.) og for jeres egen forplejning, altså mad, drikke, snacks, m.v. 

Hvordan kommer jeg til Bornholm? 

Man kan flyve (tjek dat.dk), man kan køre i bil, eller man kan tage enten Bornholmerbussen eller KombardoExpressen. Bussen koster fra 119 kr. per vej og tager tre timer fra Københavns Hovedgård. 

Jeg tager bussen, og I må meget gerne følges med mig, men det er altså ikke et krav.   

Hvor mange bliver vi?

Vi bliver max. 9 inklusiv mig, så der er “plads” til alle.

Skal jeg være erfaren vandrer? 

Nej, det behøver du overhovedet ikke, men du skal kunne gå 20 kilometer om dagen med oppakning (som du på intromødet får fif til at gøre så let som muligt).

Hvad nu hvis jeg ved alt om at sove ude, men bare gerne vil med på turen?

Alle er velkomne – også øvede, og hvis du vil dele ud af din viden, er det kun en gave. Det er dog supervigtigt, at alle føler sig trygge og okay i at være ny og eventuelt usikker i ude-overnatninger, så er du typen, der gerne vil blære dig med din erfaring, er det her ikke turen for dig 🙂

Jeg vil gerne med

Hurra, du er så hjertelig velkommen…!

“Desværre” er turen i Kr. Himmelfarts-weekenden fuldt booket, men jeg afholder mindst en mere i løbet af sommeren/start-efterår 2022, så hold øje med siden her OG især med opslag på Instagram.


Hvad er Højlyngsstien egentlig?

Læs min guide til Højlyngsstien her