Om mig

Jeg hedder Gitte Holtze…

…og er en årgang 1973, journalist, hundemor til Futte, og så er jeg vild med naturen og at være (aktiv) i den. 

Især hvis det involverer bjerge og vildmark og kræver, at man er okay med teltliv og fraværet af daglige brusebade og Netflix.
Det er jeg meget okay med. 

Min friluftsfetich er ikke medfødt –  det var først, da jeg i starten af nullerne en kedelig søndag hev min daværende kærestes slidte paperback “Into Thin Air” ud fra bogreolen, at jeg opdagede min passion for ikke bare Himalaya – som er lokationen i den bog – men for det meste af det, der kan proppes ind i kategorien friluftsliv. 

Siden har jeg været ude på vandrestier i alle mulige egne af verden, nogle gange i kulde og tynd luft, andre gange i bagende alpesol, i støvet vulkanlandskab, langs kysten i Danmark eller med fuld oppakning i lande fyldt med myg. Og fandt ud af, at jeg er allermest lykkelig, når jeg befinder mig derude under den store himmel. 

I 2018 tog jeg så den ultimative vandretur fra Mexico til Canada, som udover alt, hvad de fem måneder op gennem USA gav mig af personlig udvikling, fik mig til at blive endnu mere vild med at vandre. Og især at vandre langt med alt, hvad det indebærer. 

Naturen, stilheden og det simple liv på to ben var alt, hvad jeg drømte om, så selv om mine friluftsplaner og -ønsker for fremtiden ikke er begrænset til at vandre, vil det sandsynligvis være det, jeg fremover kommer til at gøre mest. 

I første omgang – fra slutningen af maj 2019 – ad Caminoen fra Frankrig over Pyrenæerne til Santiago de Compostela.

 

Gitte Holtze
Jens Otto Krags Gade 7, 5
2300 København S
50 71 00 06
CVR: 38820796