Trek and Tell

Gitte Holtze om vandring og vandreture

PACIFIC CREST TRAIL
CAMINOEN
- Om Caminoen
- Pakkeliste til Caminoen
VANDREGUIDER
- DANMARK
- VERDEN
  - Afrika: Kilimanjaro
  - Alperne: Rundt om Mont Blanc
BØGER
FOREDRAG
KONTAKT
BLOG

Skip to content

Sverige: Fjällräven Classic

Indhold er på vej – jeg skriver og skriver.

Bog: JEG LEVER

Fortællingen om min vandring ad Pacific Crest Trail. Baseret på bloggen, men helt sin egen.

Guidebog: GÅ LANGT!

Fuld af fif til dig, der gerne vil på en lang vandring, men er lidt lost på det med forberedelsen.

gitteholtze

Ovre på Instagram

GR11 dag 5: Læs op

Ordesa National Park i Pyrenæerne skulle være helt fantastisk flot, en gigantisk kløft med stejle bjergvægge på begge sider, Spaniens Grand Canyon og en masse andre superlativer. Uanset var jeg rigtig glad for, at GR11 skærer sig direkte ind gennem den, og i dag var dagen, vi nåede dertil på ruten.
Tidligt afsted - med en sandwich med i rygsækken fra cafeteriet på campingpladsen - og mod Ordesa.
Vi var ved turistinformationen og p-pladsen lidt i 12, sultne, men ville ikke holde frokostpause og spise den medbragte sandwich, før vi var ude af den skov, man skulle gennem for at komme til den vilde dal, Ordesa er så kendt og berømt for.
Men der var det altså bare lige, at jeg havde glemt at sætte mig ind i, at man liiige skal gå gennem skov i noget, der minder om to timer. Jeg var meget lidt tilfreds med situationen, så det endte med, at vi spiste sandwich midt på den brede skovvej til skue for horder af de mange dagsturister, der besøger parken. Hrmph.

Bagefter tog vi små afstikkere til nogle af parkens vilde vandfald, og SÅ endelig kom vi ud i “the hidden valley” (ja, meget passende navn jo).

GR11 går gennem hele dalen og så op op op ad små stier i det, der ligner en dead end af en bjergvæg. Men som jeg efterhånden har opdaget på ikke bare den her, men flere vandringer i bjerge, ér der en sti op af selv de mest utilnærmelige bjergvægge.

Den her går op til refugiet Goriz, der ligger kæmpehøjt og ene langt oppe i biergene med en vanvittig udsigt ud over alting. Rigtig mange sover der, enten på refugiet eller slår telt op - det er ikke tilladt at telte i nationalparken, så det er det første sted efter.
Det gjorde vi så ikke, for vi havde på forhånd aftalt, at hvis vi følte os i form til det, ville vi gå videre og sove ved floden Rio Bello et par timers vandring længere fremme. OG nå ja, 700 højdemeters nedstigning længere fremme.

Fortsættes i kommentarer

GR11 dag 4: Skiftedag I dag var en dag, hvor GR11

GR11 dag 4: Skiftedag

I dag var en dag, hvor GR11 skiftede så meget i terræn og landskab (og vejr i øvrigt også), at det virkede helt bizart, at det var samme rute jeg var på.
Først: op til et pas igennem noget, der bedst kan betegnes som stenørken. Og så ned fra passet i samme terræn - nu bare endnu større sten i kategorien boulders, som betyder, at man ikke kan gå på det, men er nødt til at finde sin indre bjergged (og den med god balance) frem for at hoppe fra sten til sten. Og nej, de er bestemt ikke alle flade. (!)

Vi skulle 1.200-ish højdemeter ned, og nærmest for hver meter blev det grønnere. Først stridt græs mellem floder, der væltede ned gennem dalen - og skulle krydses flere gange. Dem, der har læst min blog eller bog om PCT ved, at jeg hadede flodkrydsninger - men somehow har alle de floder jeg kom over der hærdet mig, så her gik det virkelig let (og den eneste gang jeg fik våde fødder var i noget, der mest var en vandpyt. Typisk). Dernæst buske, så blomster i enge, så fyrretræer og til sidst gik vi i decideret skov. Og til allersidst havnede vi på blødt almindeligt græs på en campingplads langt nede i en dal. Vildt fascinerende skifte fra den barske verden af sten oppe i højderne.

Campingpladsen Valle de Bujarelo, som den hedder, var vores mål, fordi den har en butik. Og et bad, wifi og et glas rødvin. Hvad mere kan man bede om? 😊❤️ Nå ja, måske at ens ben ikke var så ømme, som tilfældet er - trapperne ned til bruserne var av og av og av. Den manglende træning igen. Men heldigvis åbenbart mest tydeligt på en sølle trappe og ikke ude på stierne.

Ps. Min kæreste tager ret fine billeder - se evt nogle af hans Kodak-moments fra den her tur på @lewulff 😄❤️
.
#vandring #vandretur #gr11
#pyrenæerne #hikingadventures #rejseblog #udpåtur #bjerge #bjergvandring #jeglever #valledebujaruelo

GR dag 3: Den vildeste dag Når nu det hedder si

GR dag 3: Den vildeste dag

Når nu det hedder sig, at en etape er den mest krævende på hele ruten mellem Atlanterhavet og Middelhavet, er det så egentlig smart, at man vælger sin rute sådan, at man skal gå den etape på dag 3? Efter at være ankommet nærmest lige fra sofaen og absolut ikke i bjergform?

Så lad mig bare sige, at da vi forlod vores smukke lejrplads og gik mod Cuello de Teberray, som det berygtede pas, der gør etapen hård, var jeg ret spændt. Hvordan ville det gå? Hvor svært ville det være? Ville jeg bryde helt sammen og insistere på en helikopter ud?

Det, der er svært ved lige præcis det pas, er, at det går dødhamrende stejlt opad. Først på (løst!) grus og så de sidste knapt 50 meter så lodret, at hænderne skal i brug - ikke som i decideret klatring, men jeg var i hvert fald glad for den stålwire, der var sat op.
Derudover skal man scary brat nedad på den anden side af passet, og så ned over en masse store klipper. OG hvis der så ligger sne over det hele, skøjter man rundt i det. (Medmindre man har microspikes med, hvilket jeg ikke har.)

Og det var så heldigvis heller ikke nødvendigt. For til meget stor overaskelse for mig selv klarede jeg det vildt godt. Både op (hvor det største problem var at jeg ikke havde fået foldet vandrestavene sammen, inden jeg skulle i gang med at “klatre”, og ned. Der var snepassager, men min kæreste tog min rygsæk (tak for den hjælp) og så kunne jeg lidt bedre komme gennem skøjteriet.

Resten af vejen var smooth sailing gennem det smukkeste landskab, fordi de smukkeste søer, med de smukkeste udsigter. Og jeg var så fuld af overskud, fordi jeg havde “klaret” det hårde pas, at jeg efter at vi havde badet i en af floderne, der bruser gennem dalen, at jeg var klar til at gå en hel masse videre den dag.

Så det gjorde vi.

Men ikke ad den officielle rute. Vi valgte at gå ad den såkaldte gamle GR11 - fordi vi så ville slippe for 1.000 højdemeter ned OG op igen, men more or less bare kunne gå på tværs. Udfordringen var at den rute ikke skulle være særlig godt afmærket og også ret eksponeret.

Fortsættes i kommentarer

GR11 dag 2: Fra underskud til overskud I dag sta

GR11 dag 2: Fra underskud til overskud

I dag startede med ned ad bakke. Helt præcis 1.000 højdemeter - hvoraf (langt!) de fleste var lige i starten. Jeg er ikke særlig god til nedstigninger - mit hadeord i bjergvandre-sammenhæng er løst grus, og det har der det med at være, når det går nedad. Nu var det her faktisk ikke slemt, men med de slatne ben, jeg vågnede med - tak til de 1.000 højdemeter op i går - var det slemt nok. Oveni det er Ibons d’Anayet åbenbart en vældig populær dagsdestination, så stien var en banegård af folk på vej op. Som i at da vi havde passeret 100, holdt jeg op med at tælle.

Nede fra det stejle ventede så en vejvandring på 5 km. Heller ikke min favorit, og mine ben var stadig ret gelé-agtige.

Så da vi endelig nåede Sallent de Gallago passede det mig SÅ (som i helt vildt!) godt, at vi lige præcis ikke nåede supermarkedet inden siesta-lukningen fra 13.30 til 17 og var nødt til at vente. Jeg havde ondt i hovedet (det var 29 grader, og jeg havde helt klart ikke drukket nok vand), og var bare udmattet. Så kæmpe ja tak til 3 timers hængen ud ved og i floden, drikke kaffe, og bare slentre lidt rundt i den superhyggelige lille bjergby og købe gas til kogegrejet og en ny pink top til 6.50 euro (bare for at kunne tage billeder med god kontrast til alt det bjerg-farvede 😄)

Det gjorde alt sammen, at da vi kl 17.30 efter indkøb af proviant til de næste tre dage forlod Sallent de Gallago for at stige 1.000 højdemeter op mod Respomuso-søen, var jeg flyvende. Really. Og det er SÅ underligt - jeg kunne overhovedet ikke overskue den opstigning, da vi kom til byen, havde mest lyst til at sove, men en pause på tre timer (og en burger og to colaer) og så var min motor klar igen.

Fortsættes i kommentarer

GR11 dag 1: Den mest forrygende (omend lidt hård

GR11 dag 1: Den mest forrygende (omend lidt hård for utrænede ben)-start

Efter næsten 12 timers transport fra København, overnatning i byen Jaca (som jeg intet forventede af, men som er mega-hyggelig!) OG en bustur de sidste 25 minutter landede vi endelig i Canfranc de Estadion. Og kunne endelig begynde på det, vi er rejst til Spanien for: At følge de rød-hvide striber, der indikerer, at her går GR 11. Juhu.

Vi går mod øst, så med solen bragende ind på højre side (jeg er allerede klart mest brændt på den side 🙈) gik vi afsted. Et ord: (SÅ) pænt. Bjergtinder, blomster, grønne dale, floden i bunden. Måske er det fordi jeg ikke har været i bjerg-omgivelser i et par år og derfor er lidt underernæret på den slags landskaber, men efter bare en sølle dag i Pyrenæerne er de allerede kravlet langt op på listen over de smukkeste steder, jeg har vandret.

That said: det var også hårdt.
De første to timer var relativt lige ud, hvor det hårdeste var, at det var drønhamrende varmt. Heldigvis passerede vi flere vandløb, hvorfra vi kunne pøse koldt vand i nakken (og et enkelt sted tage en dukkert - og hilse på de +20 køer, der pludselig kom ned ad stien og forbi os, mens vi sad parkeret der.)

Men SÅ gik det opad.
700 højdemeter på ikke ret mange kilometer var tre RET hårde timer. Ikke for min bjerggeds-kæreste, men for mig, der brugte en del af de timer på at bande over, at jeg ikke liiige fik trappetrænet bare lidt inden afgang.

Så jeg var MEGET glad, da vi nåede op til søerne Ibons de Anayet. Og ikke bare søer - to vildt smukke søer. Vi slog lejr ved den mindste (som de eneste - alle andre havde rejst teltet ved den første og største, men “vores” var altså mere hyggelig og havde sol til kl 21.30. Og så sad vi der og sugede naturen ind. Også lidt aftensmad, men mest synet af alt det omkring os. For en ting er at gå i stor natur, noget andet er at lægge sig til at sove i den. I helt stilhed og langt fra alting. Jeg føler mig meget meget heldig at få lov at være her ❤️
.
.
.

#vandring #vandretur #hikingthepyrenees #gr11 #eventyr #rejseblog #påeventyr #udendørsliv #bjerge #pyrenæerne

Vil I med mig på ud af tryghedszonen-vandreture?

Vil I med mig på ud af tryghedszonen-vandreture?

Fra i dag har jeg sommerferie! I tre uger og lidt til. Wuhu. Den tid skal bruges på at vandre i Pyrenæerne, men også på at udtænke noget, jeg længe har drømt om, men ikke haft tid til at gå ordentligt ind i før nu.

Med mig ind i tænkeboksen vil jeg rigtig gerne have jeres mening.

Jeg har en drøm om at arrangere vandreture. For (umiddelbart især) kvinder, der gerne vil udvide deres vandrehorisont med overnatning i naturen. MEN som ikke har gjort det, fordi det virker for uoverskueligt med mad og telt og natur-toilet, eller - og det er den del, jeg er klart mest optaget af - fordi det føles utrygt med mørket og at sove udenfor og (mere eller mindre) at være alene i naturen.

Jeg elsker, når nogen gør noget, der af forskellige grunde og på forskellige måder er udenfor den famøse komfortzone. For jeg tror på, at uanset hvad der sker derude, rykker man sig og lærer noget om sig selv (og i det her tilfælde forhåbentlig også helt lavpraktisk efterfølgende at kunne tage på overnatningstur selv.)
Den proces vil jeg rigtigt gerne være med til - både at opleve, hvordan du/I/nogen vokser, og at være den, der skubber gang i det som vejleder/coach/mentor/alt det andet, der er brug for.

Hvad tænker I om det? Er der nogen af jer, der kan se jer selv i det og ville tage med? Hvilke betænkeligheder kunne I have? Hvad ville være vigtigt for jer på sådan en tur? Osv. osv. osv.

Jeg spørger blandt andet, fordi der jo allerede er mange, der arrangerer ture, også via Facebook-grupper, hvor der ikke er en “coach”, bare en der står for det praktiske. Det her er også en vandretur, men skal give noget mere, og det kræver lidt flere tanker bag konceptet og lidt mere indsigt i, hvad I, der måske tænker, det kunne være noget for jer, har brug for, så I kan vende hjem med den der vilde følelse af at ja, sgu, det her kan jeg godt. Jeg lever!

Jeg har en idé om hvad det handler om, fordi jeg selv har været der, men vi er alle forskellige, så jeg vil rigtig gerne høre om jeres tanker og meninger og holdninger til det. Så skriv, skriv, skriv (også i PM, hvis I hellere vil det). ❤️

Følg med på Instagram

BLIV OPDATERET

Leave This Blank:Leave This Blank Too:Do Not Change This:

Your email:

PRIVATLIVS- & COOKIEPOLITIK

Læs min privatlivspolitik her

Copyright 2021 Gitte Holtze

Facebook
Instagram