Trek and Tell

Gitte Holtze om vandring og vandreture

PACIFIC CREST TRAIL
CAMINOEN
- Om Caminoen
- Pakkeliste til Caminoen
VANDREGUIDER
- DANMARK
- VERDEN
  - Afrika: Kilimanjaro
  - Alperne: Rundt om Mont Blanc
BØGER
FOREDRAG
KONTAKT
VANDREKURSUS
BLOG

Skip to content

Sverige: Fjällräven Classic

Indhold er på vej – jeg skriver og skriver.

Bog: JEG LEVER

Fortællingen om min vandring ad Pacific Crest Trail. Baseret på bloggen, men helt sin egen.

Guidebog: GÅ LANGT!

Fuld af fif til dig, der gerne vil på en lang vandring, men er lidt lost på det med forberedelsen.

gitteholtze

Ovre på Instagram

Vil du på vandrekursus på Hærvejen med mig? 🍁

Er du sådan en, der godt kan lide at vandre og drømmer om at udvide det til også at sove i naturen undervejs? At prøve det med telt og lave mad på trangia (eller noget tilsvarende?) Og lære det hele på en forlænget weekendtur sammen med en flok forhåbentlig andre søde mennesker og med mig som din “lærer”?

Jeg lavede sådan en tur i Kr. Himmelfartsferien, nu gør jeg det igen - denne gang på Hærvejen og i oktober.

Jeg ved godt, at oktober er noget andet end maj, og at nogle af jer er måske ikke lige til efterår.

Så jeg har tænkt virkelig meget over, om jeg skulle lave turen, men nu gør jeg det altså, og så håber jeg rigtig meget, at I vil med alligevel - det kræver lidt mere varmt tøj, men bliver garanteret en ligeså sjov og hyggelig og lærerig tur, som det var i foråret. (Og med bålhygge i efterårsaftenen).

Ligesom sidst er turen for jer, der endnu ikke har sovet ude og selv lavet mad på tur, men rigtig gerne vil prøve det. Du må også godt komme med, hvis du er erfaren, men - to be honest - jeg vil helst have jer med, som ikke er det, så alle er i samme nye båd.

Og så det praktiske:

Datoen er 28.-30. oktober, (d. 28. er en fredag, og vi starter om formiddagen, så I skal have fri den dag). Vi slutter sidst på eftermiddagen d. 30.

Vi går knapt 60 km ad Hærvejen på strækningen syd for Viborg, forbi bl.a. Bølling Sø, Grathe Hede og Dollerup Bakker. Det er - synes jeg - en de smukkeste strækninger, men også en af de mest øde, så vi har selv alt mad med og sover undervejs i telt (eller shelter).

2-3 uger før turen mødes vi og siger hej til hinanden og gennemgår pakkeliste, rute, ideer til mad og alt det andet vigtige. Det møde bliver i enten København eller Aarhus, afhængig af hvor flest af jer bor.

Prisen er 1.599 kr., og max. antal deltagere inkl. mig er 9, så der er god plads til alle.

I kan læse mere om alt det praktiske på min hjemmeside trekandtell.dk - link er i bio.

Vil du med? Send en PM eller en mail til gitte.holtze@gmail.com

Yeah - jeg GLÆDER mig!! ❤️

Ps. Billederne her er fra den strækning af Hærvejen, vi skal gå.
.
.
#hærvejen #vandrekursus #vandring #vandreture #vandretureidanmark

Hvordan kommer jeg i gang med det der vandring?

Hvordan kommer jeg i gang med det der vandring?

Jeg har længe tænkt, at jeg ville lave det her opslag, så NU kommer det: En quick-guide til jer, der er helt grønne på det med at vandre, men gerne vil prøve.

1. Hvad skal jeg have på?
Vigtigst, vigtigst, vigtigst: Sko eller støvler, du kan gå i. Du behøver ikke fare ned og købe alt muligt fancy - start med noget, du er tilpas i (ikke med hæle), man kan komme langt i for eksempel good old f.eks. løbesko.
Tøj: Hvis du VIL købe noget, så rigtige vandresokker. De koster max. 200 kr. og er et megagodt køb, for bomuld er noget crap at gå i (læs: vabel-risiko). En trøje der absorberer fugt, når du sveder, og en jakke, du kan ånde i, er rart, men ikke et must til at starte med. Det er vigtigere, at du har tøj på i flere lag, så du kan tage af og på, når du bliver varm - så kæmpe vinterdunjakke og ingenting under er no go (eller bare dumt).

2. Hvad skal jeg have med?
Vand (cirka 1 liter til 10 km), en snack og måske en regnjakke, mere behøver du ikke til en dagstur.

3. Hvor langt kan jeg gå?
Det kommer an på dig, men hvis du er i okay form, vil jeg påstå, at du godt kan sætte dig et mål på mindst ti kilometer. Det vil tage dig 2-3 timer (de fleste går i snit 5 km/t), og måske lidt hårdt, hvis du ikke er vant til at gå i flere timer, men prøv alligevel.

4. Hvor skal jeg gå hen?
Der findes hundredvis af ruter i Danmark - desværre er de ikke samlet ét sted. Men her er tre steder, du kan få ideer til ture:
1. Udinaturen.dk. Klik på “Gå en tur”, og herefter på en af de mange ruter, der kommer frem på Danmarkskortet. På mange af dem er der link til turfoldere eller hjemmesider.
2. Appen Alltrails. Den bruger jeg virkelig meget. Søg på en by/sted, og frem kommer der ture, som andre har gået og tracket - inkl. et gps-kort over ruten og en masse info om længde, osv.
3. Hjemmesiden hiking.waymarkedtrails.org. Klik på “Ruter” for at se alle de vandreruter, der er i det udsnit af DK-kortet, du er på. Når du klikker på den enkelte rute, popper info op + ofte også et link til en gpx-fil, så du kan downloade ruten til din tlf.

Afsted med dig. Prøv det. Nyd det. Og husk, at vi alle sammen har været begyndere 💚

Hvorfor skulle nogen egentlig gide at høre om min

Hvorfor skulle nogen egentlig gide at høre om min tur på Pacific Crest Trail?

Det spurgte jeg mig selv om de første mange gange, jeg skulle holde foredrag om min tur. Fordi jeg mente ikke sådan rigtigt, at det jeg havde gjort, var noget særligt for andre end mig.
Ja, jeg havde gået meget langt i lang tid, men det var der jo også andre, der havde.

Samtidig syntes jeg, at de ord, der hænger sammen med min vandring – livskrise og ud af komfortzone – var næsten pinligt banale, og selv om jeg vidste, at turen havde ændret mig, syntes jeg ikke, jeg var specielt god til at forklare hvorfor og hvordan. Ligesom The Trail Provides og Alting Løser Sig lyder som en kliché, som jeg godt nok selv tror på 2.000 procent, men at formå at give det videre til andre?
Det er jo ren varmluftsballon, tænkte jeg og var helt vildt nervøs for at stille mig op foran folk.

Måske var det min jyske beskedenhed. Måske havde jeg bare ikke forstået, at min historie faktisk inspirerede eller rørte noget i nogen – heller ikke selv om jeg fik alle de her “fan”-beskeder fra fremmede, der havde læst Jeg Lever.

Jeg ved ikke præcis, hvornår jeg begyndte at fatte det. Men det gør jeg mere og mere nu, og især efter de her to møder:

1. Sidste weekend på Mammutmarchen blev jeg chattet op af en bikerlook-agtig mand, der fortalte, at han havde læst Jeg Lever to gange. Og var nu her, på en 100 km march selv om han har slidgigt, fordi min “rejse” havde inspireret ham til at tro på, at han kunne gennemføre (og det gjorde han, så sejt).

2. I lørdags på Danmarks Outdoor Festival stod jeg på et tidspunkt i nærheden af en stand, hvor surferen Sara Kjems stod med den bog, hun har udgivet, og som er Danmarks første (og i øvrigt vildt flotte) guidebog til SUP-ture. Jeg kender ikke Sara, men hun kom til mig og sagde: du skal vide, at det fandt jeg mod til efter at have læst din bog.

Det er så vildt altså. Og når jeg hører ting som det tror jeg på, at min historie faktisk ér noget særligt for andre også.

Det er stadig en lille smule angstprovokerende at gå på scenen, men så meget nemmere nu - så kæmpetak til jer, der har gjort/rykket noget på grund af min bog OG fortæller mig det; det betyder MEGET ❤️

Yeah, jeg er landet på Danmarks Outdoor Festival

Yeah, jeg er landet på Danmarks Outdoor Festival 💚

Og her bliver jeg de næste 3 dage. Juhu.

Så hvis nogen af jer også skal på outdoorfestival og gerne vil møde mig (og det håber jeg rigtig meget), kommer her mit program:

Jeg skal holde foredrag tre gange:
I dag (altså fredag) kl. 18.30
Lørdag kl. 10
Søndag kl. 12

Efter lørdags- og søndagssnakkene er der en bonus til tilhørerne: En lille (4-ish km) gåtur i skoven sammen med mig. (Som går forrest, men altså IKKE kommer til at marchere afsted med en “Følg mig” gul guide-paraply! 😆)

Derudover har festivalen i år arrangeret en (genial, synes jeg) stand, hvor diverse forfattere der har skrevet om outdoorliv - altså heriblandt mig - signerer bøger.

Der vil jeg være med en kuglepen i hånden lørdag kl. 13 og søndag kl. 10.30.

(Og please kom forbi, bare en af jer - om ikke med en bog I vil have signeret, så bare for at sige hej. At stå klar til signering og ingen dukker op = super ikke-fedt).

Og SÅ arbejder jeg i mit normale liv hos Friluftsrådet, som også har en stand på festivalen. Så hvis I leder efter mig, er et nogenlunde safe bet at kigge forbi der.

Lidt intenst program - inklusiv forhåbentlig ligesom sidste år en fest i outdoorbaren fredag og lørdag aften (så her kan I også finde mig 😄) - men jeg GLÆDER mig og håber at møde vildt mange af jer ❤️

Ps. Der er to outdoor-festivaler i Silkeborg den her weekend (så dumt!), men jeg er altså på den, der ligger i Lunden og hedder Danmarks Outdoor Festival.
.
.
#danmarksoutdoorfestival #danmarksoutdoorhovedstad #eventyretstarterher #eventyr #vandring

Stå ved dig selv (og dit telt!) For et par uger

Stå ved dig selv (og dit telt!)

For et par uger siden var jeg på Sydfyn. Jeg var der sammen med en flok af dem, der er med i projekt Gå for BørneTelefonen, og som lige om lidt skal ned og gå et stykke af Caminoen, så weekenden var en vandretræningstur til det.

Vi boede på en campingplads, så vi sov i telt.

For mig er telt lig med mit 1-persons lillebitte telt. Det er lidt over 2 meter langt og en smule over 1 meter bredt på det bredeste sted. Lige præcis med plads til mig og min sovepose og rygsæk.

Og så var der Lunas telt.

Luna er projektleder for Gå for BørneTelefonen-showet, og jeg kender hende efterhånden ret godt, blandt andet fordi vi i påsken gik noget af den portugisiske Camino sammen.

Men jeg vidste ikke, hvilken “telttype” hun var.

Det viste sig, at Lunas telt var et sommerhus af nylon. I ståhøjde, med to værelser, luftmadras, dyne, gulvtæppe, lampe, bord, pyntepude, lyskæde, en hængende reol med lommer til fluesmækker, fyrfadslys, batterier, og jeg tror sågar hun havde en blomst i en vase på bordet.

Luna kiggede på mit telt og sagde: Jeg er virkelig imponeret over, at du kan nøjes med så lidt. Og mumlede: Jeg ville få klaustrofobi.
Jeg kiggede på hendes telt og sagde: Jeg er virkelig imponeret over så hyggeligt det her er. Og tænkte: Jeg ville få stress af alle de ting.

Man kan roligt konkludere, at vi prioriterer forskelligt, men er den ene måde mere rigtig end den anden?

Udover at man kan argumentere for, at Lunas model er ret dårlig, hvis man er på vandretur og skal bære på sit telt. Og at mit setup er virkelig ufedt, hvis man skal være det samme sted i flere dage, og det pisser ned. Men bortset fra det?

Jeg mener (kæmpe!) nej.
Godt nok var jeg lidt efter Luna, fordi jeg syntes, det var gakket at slæbe så meget med for en weekend, men hun holdt fast - det var vigtigt for hende. Og dét respekterer jeg mega-meget. Og holder vildt af hende for det (og meget andet ❤️).

SÅ: (ligesom seje skønne Luna) hold fast i, hvad der er rigtigt for DIG, uanset hvad resten af verden mener. Om dit valg af telt og alt andet ❤️

Og lad mig så høre: Hvordan sover du i telt? (Altså hvis du gør).

Hvorfor gør du det her? Var der en, der spurgte

Hvorfor gør du det her?
Var der en, der spurgte mig på Mammutmarchen i weekenden.
Fordi jeg godt kan lide, at det kræver mental styrke, sagde jeg.

Well, dét fik jeg brug for. For ja, jeg kom i mål. Men det holdt fa*** hårdt.

Det startede ellers så fint. Med marchmusik og en lang slange af mennesker, der moslede ud ad startområdet forpuppet i regntøj.

De første mange timer gik det også fint. Bortset fra en knædyb vandpyt (læs: sø!) i starten cruisede Leon og jeg uden de store dikkedarer de første 43 km til først depot 1 og så 2 - gennem smuk natur og med den fineste solnedgang (tak til DMI for at tage lidt fejl med det skybrud).

Men SÅ skete det, jeg havde forsøgt at ignorere noget tid: Vabler.
Ovenpå den ene fod og - slemmere - under trædepuden på den anden. WFT - mig, der ellers blærer mig med at være sådan en, der ikke får vabler😆?
De var garanteret skabt af et (for) højt tempo og af vandgangen tidligere - i bare tæer, som jeg ikke tørrede ret godt, fordi det lige der var vigtigtere at komme væk fra den irriterende store klump af mennesker. Uanset - nu sad de vabler der og grinede af mig.

Jeg kom gennem de næste 8 timers nat ved at bilde mig selv ind, at det jeg mærkede for hvert skridt bare var grus i skoen. Og ved at fokusere på de gode ting - søde mennesker vi mødte, magien ved at gå i mørket gennem skoven, og de fritter, som søde Hans Borgen serverede på gågaden i Allerød (og som jeg nægter at lade mig snyde-shame af, jeg NØD det ;)

Men da jeg ved det sidste depot hen over en Nutella-mad gudhjælpemig fik selskab af en vabel på trædepuden på den anden fod også, kunne jeg ikke lege grus mere - nu var det ild.

Og gæt selv, hvordan det føltes at gå de sidste små 17 km til mål på ild?

Leon fik ingen vabler, til gengæld var han totalsmadret i kroppen. Så da vi ENDELIG humpede ind over målstregen +23 timer efter start, var jeg helt åndsvagt stolt af os.

Jeg har gået over den målstreg i den her sindssyge march før, ja, men i år var (langt!) hårdere. Så stoltheden var større og følelsen af, at jeg faktisk mentalt er ret sej, var vildere.

Så KÆMPE thumbs up til alle jer, der også led derude, men vandt over hjernen og kom igennem. You rock!🖤💛

Følg med på Instagram

BLIV OPDATERET

Leave This Blank:Leave This Blank Too:Do Not Change This:

Your email:

PRIVATLIVS- & COOKIEPOLITIK

Læs min privatlivspolitik her

Copyright 2021 Gitte Holtze

Facebook
Instagram