Walkabout på Bornholm (igen)


OBS. Til dig, der bare gerne vil læse praktiske fif til vandring på Bornholm: scroll til bunden af indlægget. 🙂 

En af de pointer, jeg var meget (meget!) optaget af at få med, da jeg skrev bogen Gå Langt, var, at man ikke partout behøver have en livskrise som udgangspunkt for en lang vandring. 

At det sagtens kan blive en tur, man vil huske og bruge til noget i 100 år bagefter, selv om man “bare” vil på eventyr eller udfordre sin fysik eller have vilde og store oplevelser. At man uanset hvorfor man vil mosle afsted med rygsæk og mange daglige kilometer, vil få et eller andet ud af det. 

MEN jeg tror på, at det at gå (og især med sig selv) vil på en eller anden måde altid gøre noget for ens sind. Fordi der sker noget i hovedet, når man bare går, især i natur og stilhed og er langt væk fra det vante og to do-listen og støj og forventninger og ikke skal andet end at gå. 

Så har man noget, der kræver et mentalt gennemsyn eller oprydning, kan en vandring være et rigtig godt sted og måde at gøre det. Synes jeg. 

Jeg har i hele dette forår, som har været så mærkeligt for sikkert os alle sammen, gået meget. I Danmark og på ture, der ikke har involveret overnatning, men mange kilometer og på mange ture. 

Strækninger af Den Danske Pilgrimsrute, af Nordsjællandsruten, Nordkyststien, Tisvildevejen, Mammutmarch og diverse selvkomponerede ruter i især Nordsjælland, hvor jeg bor, og hvor der er bunker af stier at følge i smukt terræn.

Det har været rigtigt fint, men det har mere været i kategorien mikroeventyr (som jeg for the record også er stor fan af) end den slags vandring, der giver lige lidt mere ro i hovedet og plus på den mentale konto. 

Så derfor tog jeg i sidste uge på walkabout på Bornholm. Med mig selv og mit lille telt og uden andre planer end at forsøge at nå så langt rundt om øen, som jeg kunne nå på de fire dage, min kalender syntes, jeg skulle bruge på det. 

Fire dage er jo ingenting i forhold til en “rigtig” langdistancevandring i uger eller måneder, hvor man kommer så langt væk fra civilisationen og sin hverdag på både det fysiske og mentale plan, at tingene for alvor bliver sat i perspektiv, men nogle gange skal der ikke så meget til for at få støvet lidt af og ryddet lidt op i hjernen og sindet, og det var det, jeg havde brug for. 

Lige at komme væk fra hverdagen og ind i mig selv istedet for at cykle rundt på overfladen, hvor man – jeg i hvert fald – nemt kan komme til at hænge fast i, at det fanme er for meget, at Postnord ikke har leveret den pakke til tiden, og at ens kærestes teenagesøn nu igen har spist alle isene i fryseren, og at min hund insisterer på konstant at spise kattelort, som naboens tykke hankat parkerer midt på græsplænen, og som hunden med velbehag (!) slubrer i sig og efterfølger kaster op. 

Udover de lidt større spørgsmål, som også har rumsteret i mit hoved det meste af det mærkelige forår: Skal jeg blive ved med at være selvstændig journalist med de fordele og ulemper, der er ved det, eller skal jeg have et fast job (med de fordele og ulemper, der også er ved det), skal jeg finde på flere bøger at skrive, og hvor skal jeg bo med min kæreste? (for ja, vi har sagt lejemålet i det iskolde (som lige nu er latterligt varmt, fordi hytten er pivutæt) Klondyke-hus (FOR) langt ude på landet op.) 

Og så ligger sclerose-diagnosen og dens konsekvenser selvfølgelig også og fylder et sted derinde, selv om jeg ikke har nogen symptomer og indtil videre kan alt, hvad jeg hidtil har kunnet. 

Jeg har gået ad Bornholms Kyststi to gange før, så jeg kender den – og det var en væsentlig detalje, for mens nogen synes, det er en vigtig og sjov del af en vandring at skulle navigere, er jeg mest til bare at gå uden at skulle bruge en masse energi på at finde vej. 

Og nej, det var – for mig altså – ikke kedeligt at skulle gå den tur igen-igen-igen, for Kyststien er supersmuk. Den er varieret, går både gennem skov, ad strand, på overdrev og eng, langs marker, og – ikke mindst – på eller omgivet af klipper på en stor del af turen. 

Den er forholdsvis kuperet på især den nordlige del af øen og går kun meget lidt på asfalt. Langt det meste af de cirka 110 km er en smal snoet sti, som er LANGT mere interessant at gå på end lange lige brede skov- eller markveje (eller, endnu værre, landeveje), fordi man ikke kan se, hvad der er rundt på hjørnet. 

Lidt som forskellen på at ro i kajak eller kano på en smal å fremfor en stor bred sø, hvor det føles, som om der er et freaking Atlanterhav over til den side, og man aldrig kommer nogen vegne, og i øvrigt ikke kan se noget som helst, fordi man er langt fra bredden. 

Anyway, jeg landede i Rønne søndag eftermiddag og gik nordpå, altså med uret rundt om øen. Jeg vidste, at der lå et shelter lige efter Teglkaas, og det var min plan at sove der – HVIS det var ledigt, for det er af slagsen, man ikke kan booke, og da shelters er latterligt populære, kunne det jo sagtens være optaget. Min backup-plan var at slå telt op på en primitiv teltplads i Finnedalen 5-ish kilometer længere nordpå – men det blev ikke nødvendigt, for shelteret var helt mirakuløst ledigt. 

Ind med mig og så ned på den lille strand, der lå lige nedenfor det og sidde i solen. Det var varmt, for jeg var på vestkysten, og lige bag mig og shelteret var der en stejl bakke, så den ret kraftige vind fra øst kom overhovedet ikke ned i det her hul.

Så da jeg tændte min brænder for at koge vand til den brændende kærlighed – min yndlings-vandreret – jeg havde pulver og stegte bacontern med til, var jeg nødt til at rykke over i skyggen for ikke at smelte af kombien af sol og heden fra gassen.   

Bagefter sad jeg bare og stirrede på solens stille synken ned mod havet, mens jeg drak en miniflaske rødvin indkøbt i Brugsen i Hasle og var kisteglad for, at der ikke var mobildækning lige der, for så kunne jeg ikke “komme til” at flygte ind i cyberverdenen, men kunne ikke lave andet end at sidde og stene over solen og havet og tænke de tanker, der kommer, når man sidder helt alene i naturen. 

Jeg gik i sovepose, da solen var helt væk omkring 23.30 og vågnede kl. 4 et eller andet ved at fuglene pippede og skræppede og sang og galede, som om nogen havde trykket på en fugleknap og skruet helt op. 

Det kunne jeg ikke sove fra, og det ville jeg heller ikke, for meget tidlige morgener er magiske, så jeg rykkede mig selv i min sovepose ud på den lille “terrasse” foran shelteret og lavede kaffe og sad og lyttede til fuglene og kiggede ud på det stille hav nedenfor shelteret.

Bagefter læste jeg lidt i shelterets gæstebog og opdagede, at der natten før havde været livlig erotisk fest – som jeg slet ikke var overrasket over, for det var det perfekte sted at være romantisk og det, der følger, men jeg var ikke ked af, at det åbenmundede par også lige havde noteret, at de skam havde gjort rent…

Jeg faldt somehow i søvn igen og vågnede lidt tummelumsk klokken 9.15, pakkede mig selv lynhurtigt sammen og gik videre nordpå mod den efter min mening absolut fineste strækning – fra Jons Kapel, forbi Hammershus og rundt om Hammerknuden med sine op- og nedstigninger, vilde udsigt og vind i hovedet. 

Undervejs stoppede jeg ved Café Misty i Vang og sad helt alene i solen, for der var ikke andre gæster, og drak en kop kaffe, mens jeg smalltalkede med ejeren og nussede hendes to storlogrende labradorer, inden jeg gik videre og på de næste knap kilometer mødte under en håndfuld mennesker. 

Den ene en ældre herre, der lige pludselig dukkede op rundt om et hjørne lige foran mig, mens jeg, fordi jeg var så tindrende glad lige der, (OG troede jeg var alene) gik og storskrålede “And Iiiiiiiii’ve had the time of my liiiiiife”. 

Det kan man åbenbart ikke, uden at der skal være en god grund, så manden stoppede op og stod med den ene fod midt ude på stien, så jeg var nødt til også at stoppe. 

“Har du vundet i Lotto?” spurgte han. 

Jeg blev lidt befippet – what, hvorfor spørger han det, og nåede lige at tænke, om jeg egentlig havde spillet på de Lotto-tal i den her uge, inden jeg svarede “nej…?” 

“Ja, du går jo og synger,” sagde han så. 

Jeg fnisede på den der måde, man gør, når man er lidt pinligt berørt, for det kan godt være, jeg kan mange ting, men at synge (rent) er absolut ikke en af dem, så det var bestemt ikke meningen, at han skulle have hørt min falske skønsang. 

“Jeg er bare glad,” sagde jeg så. 

“Her er jo helt vildt skønt. Og jeg er fri og kan gå her, det er da megafantastisk.”

Han kiggede på mig, som jeg nærmere var lidt småskør, men var alligevel så høflig, at han ikke sagde noget, han nikkede bare – okay, spørgsmål besvaret, you can go. 

Så det gjorde jeg. Gik til Sandvig og spiste en fransk hotdog ved grillbaren på havnen, og så videre mod Allinge (ad asfalt) og til Tejn, hvor stien igen fører op på en ikke særlig spændende cykelsti langs vejen, inden den drejer ned til kysten og Helligdomsklipperne. 

Her stoppede jeg ved museet for at tappe vand på toiletterne – for en af de gode ting ved Kyststien er, at der er offentlige toiletter virkelig mange steder, de er åbne, rene OG, vigtigt for vandrere, hvor man kan tappe vand. 

Jeg skulle bruge vandet til – ja, at drikke selvfølgelig, men også til at lave mad, for min plan var at slå lejr ved en primitiv teltplads halvvejs mod Gudhjem, og selv om den lå lige ved siden af en å, havde jeg ikke mit vandfilter med. 

Pladsen havde jeg fundet på appen Shelter, og selv om jeg er gået forbi den begge de to gange, jeg før har vandret rundt om Bornholm, har jeg aldrig bemærket den. Lidt skjult af diverse buskads og lillebitte med plads til bare 4-6 telte med lidt god vilje og ikke af villatelt-størrelsen. Men en af de fineste teltpladser ever og i hvert fald klart den, hvor jeg har slået lejr tættest på havet. Maks 10 meter fra mit telt brusede Østersøen, og jeg slog selvfølgelig mit telt op, så jeg havde direkte udsigt til havet. 

Jeg var ikke alene – der stod allerede et telt i et hjørne af pladsen, og 5 minutter efter jeg havde smidt min rygsæk i sandet, kom der tre kvinder på cykel. Jeg sagde hej til dem, men ikke mere end det – de slog deres telt op og forsvandt ned ad stranden for at spise og sidde i aftensolen, det samme gjorde jeg, men lige nedenfor teltpladsen. 

Vedkommende i det tredje telt så jeg aldrig – han havde godt nok meget mystisk tændt op i et bål midt på teltpladsen, men kom ikke ud af det telt, før jeg var gået i godnat-soveposen og kun hørte ham mosle rundt sammen med to andre mænd, der dukkede op i en bil ved 23-tiden. 

Meget mystisk, men jeg lynede altså ikke mit telt op for at lure på dem og forlange at få at vide, hvad der foregik. Jeg lå bare og forsøgte at falde i søvn, men for some reason var jeg lysvågen.

Derhjemme læser jeg bøger for at falde i søvn, det havde jeg ikke med her, og jeg ville ikke udmatte mig selv med telefon-action, for min powerbank var død. Og dét var i sig selv en noget større streg i vandreregningen, for jeg skulle bruge telefonen – både til at tage billeder og skrive til min kæreste og så især til at fremvise min billet til Kombardobussen hjem fra Bornholm et par dage senere, så jeg bandede ret meget over mig selv og min rookiemistake IKKE at have tjekket hjemmefra, at den powerbank godt nok havde indeholdt fem fulde opladninger af min telefon på PCT, men siden dengang havde jeg altså fået en anden og nyere iPhone, og den sluger åbenbart mere strøm. 

Så det første jeg gjorde, da jeg efter den fine strækning ind til Gudhjem næste morgen nåede vandrehjemmet, var at stoppe der og spørge med brug af al min charme, om jeg please måtte putte min telefon i et stik en times tid, hvis jeg drak 7 kopper kaffe, mens jeg ventede?

På syngende bornholmsk fik jeg det svar, at jeg gerne måtte nøjes med en. 

Efter den kop og en omgang strøm gik jeg videre – over klipperne til Melsted Havn, videre til Randkløve Skår, som er et superfint klippefyldt område, hvor jeg dog har været før, så jeg gik ikke ned til selve “skåret”, og derefter forbi marker, bindingsværkshuse med stokroser, på en smal strandsti helt ude ved vandet med klipper og sand og saltvand i luften, og gennem en lille skov, der på en eller anden måde havde noget eventyrligt og gemt og glemt over sig med sine væltede stammer, skovbund dækket af ramsløg og bare en smal snoet skovsti gennem hele det tyste område. 

Lidt eventyrligt var der også over det lillebitte fiskerleje Ypnastad – måske især fordi der var forsvindende få andre mennesker. 

En hundelufter, en kvinde på cykel, et enkelt andet par på vandring, en kommunal ansat i fuld gang med en buskrydder, og så en ældre herre, der spadserede langs vandet mellem Ypnastad og Listed med hænderne bag ryggen, som om han var på museum, hvor havet, kysten, strandplanterne og himlen var de udstillede værker.
Det var alt, hvad jeg mødte på godt og vel 13 kilometer fra Gudhjem til Listed.

Fra Listed til Svaneke er der måske to kilometer, men virkelig fint hen over en form for overdrev med små og store klippestykker og med fuld udsigt til havet – men på det her tidspunkt var jeg ret optaget af den flæskestegssandwich, jeg drømte om at fortære på “Flæskestegen” i Svaneke, så jeg tog stykket i ret høj fart. 

Det havde jeg så ikke behøvet, for i det øjeblik jeg drejede om hjørnet på havnen i Svaneke og kunne se direkte over på det gule skur, der huser Flæskestegen på den anden side af havnen, kunne jeg også se, at der ikke ville blive nogen sandwich til mig. 

Boden var fandenfuckenme lukket! 

Kæmpeskuffet mig. Som ikke helt forsvandt, selv om jeg i stedet gik op i Brugsen og købte et brød, som jeg så smurte et tykt lag Faaborg postej på og spiste på et øde sted på klipperne udenfor Svaneke. Og konstaterede, at den dåseleverpostej faktisk smager himmelsk, når man er sulten og på vandring og spiser den i naturen. MEN den var altså ikke den flæskestegssandwich, jeg havde drømt om. 

Første gang jeg gik rundt om Bornholm, var jeg vildt begejstret, da jeg gik mellem Nexø og Svaneke (dengang gik jeg “mod uret”), fordi man går så meget på og langs og imellem klipper lige der. 

Man møder flere og flere klipper jo længere nordpå man kommer, så jeg havde faktisk lidt glemt,  hvor magisk jeg syntes denne strækning var, indtil jeg nu var her igen. 

Først fine Aarsdale, hvor jeg så svaner og nuttede unger og bagefter spiste is ved “Høkeren” på havnen.

Og så bagefter da jeg gik videre, og solen efter et par lidt grå timer var kommet lidt frem og badede verden i det helt særlige sen-eftermiddagslys. Jeg var helt alene på stien, så jeg tog et break og balancerede ned over klipperne og smed fødderne i vandet og sad så bare der og lyttede til de små bølger, der skvulpede mod klipperne, og stirrede ud over havet. Og tænkte på alting og ingenting. 

Ren magi. 

Mit mål for dagen var Nexø og en shelterplads lidt udenfor byen. Igen vidste jeg ikke, om shelteret ville være optaget, men havde læst på Shelter-appen, at der var god teltplads ved siden af det, og jeg ville faktisk helst sove i telt, så det var ret perfekt. Det viste stedet sig også at være – det lå under en kilometer fra ruten, og selv om jeg ikke havde nogen form for havudsigt derfra, var det med sin plads i udkanten af en skov hyggeligt og fint. 

Jeg slog mit telt op lidt fra de to svenske piger på cykeltur, som havde taget shelteret (omend det var stort nok til at huse en hel skoleklasse!) og sad så der med min Mac & Cheese og rødvin og åbenbart udgjorde aftenens underholdende indslag for de lokale hundeluftere og par på gåturs-date i skoven – tydeligvis var den lysning, shelteret og teltpladsen lå i, en populær rute for lokalbefolkningen. 

Så jeg lynede teltet og lå så der og storsvedte, for det var en virkelig varm aften og nat. Indtil min telefon vækkede mig kl. 7 – helt med vilje, for jeg ville nå at oplade min telefon en lille smule i stikket på den toiletbygning, der var på kirkegården ved siden af shelterpladsen, inden graveren mødte på arbejde kl. 8. Bare for at undgå en potentiel scene, hvor han ville sige, at jeg ikke skulle sidde der midt på en højhellig og meget velordnet kirkegård og lave kaffe på min brænder, mens min telefon opladede. 

Jeg forlod shelterpladsen kl 8, rundede Netto i Nexø efter en croissant og en iskaffe og så gik jeg mod Snogebæk og Dueodde. Først ad en sti hen over et englignende område og så direkte på stranden. Heldigvis strand af slagsen, der er så hårdt stampet, at man kan gå på den, så det gjorde jeg. I fuld sol og høj klar himmel på Balka Strand – og i tung og tyk havgus på Dueodde-siden. 

Helt vildt syret, at der var så stor forskel på vejret på de to strande, der ligger så tæt på hinanden. Og som derfor også betød en kæmpeforskel i stemningen – mens jeg gik på Balka, tænkte jeg dansk sommer; jordbær, rosé, lange lyse sommernætter og den ukuelige optimistiske tro på alting, som ofte følger med en verden badet i sollys. Dueodde var en verden af gråligt vat, som jeg var helt alene i. Ikke på en truende eller utryg måde, men som fik min indre stemme til at tale i langt højere grad end omme på solsiden. 

Jeg ville ikke have undværet nogen af dem – eller oplevelsen af den tankevækkende forskel på dem. 

I Dueodde belønnede jeg mig selv for mine cirka 80 vandrede kilometer siden starten med en steak med fritter og bearnaise, og slugte det på 12 minutter for at nå en af dagens eneste busser til Rønne og min videre Kombardo-bus til København. 

Jeg havde et par timers “mellemlanding” i Rønne og brugte dem på at besøge Knud, en 80-årig herre, hvis fine pensionat i Rønne, jeg første gang boede på sidste år i påsken.

Knud har ikke kun et pensionat på bakken over Rønne Havn, han er også sød og sjov og skarp og gav kaffe og småkager og fortællinger om sit liv og Bornholm. Altså efter at være vågnet, for da jeg trådte ind i stuen, snorksov han foran fjernsynet og vågnede med et spjæt, der et kort øjeblik fik mig til at frygte, at jeg havde givet den stakkels mand et hjertestop af forskrækkelse ved lige pludselig at se en svedig og solopkogt kvinde stå midt i stuen (omend det var meget aftalt, at jeg skulle dukke op 🙂 

De fire dage på Bornholm gav mig en masse ro i hovedet med hjem.
Og lidt mere klarhed over, hvad jeg skal i forskellige sammenhænge – udover at spise isene i fryseren, inden  teenageknægten får fat i dem :). Om det ville have været anderledes, hvis jeg havde gået et andet sted end lige Bornholm, ved jeg ikke, men uanset destinationen er jeg overbevist om, at det er pissegodt engang imellem at give sig selv en walkabout.
Bare for lige støve lidt af på øverste etage – for små såvel som større nullermænd.

OG SÅ til lavpraktikken: Om du skal gøre mentalt rent eller bare gerne vil på bornholmervandring i sommerferien, fordi udlandet er (selvvalgt) no-go, følger her en række fif til Kyststien. 

Bornholm Rundt-fif

Ruten er et sted mellem 110 og 120 km lang, lidt afhængig af hvem man spørger. Den kan gås på 3 dage, hvis man er i form, men man kan sagtens bruge op til en uge – der er masser af “sights” at se undervejs og hyggelige steder bare at sidde og hænge (over f.eks. lækker Bornholmer-mad). 

Terrænet er vildt varieret – fra klipper, strand og skovsti til grussti og asfalt (det sidste ikke ret meget – 20-30 kilometer i alt, er mit gæt), og forholdsvis bakket i den nordlige del af øen. Mellem Rønne og Dueodde er der strækninger, hvor man går på stenstrand – det er (efter min mening) det hårdeste (og kedeligste). 

Ruten er afmærket med en lille hvid mand på brun baggrund. Afmærkningen er langt de fleste steder god – i begge retninger. 

Appen Kyststier er genial. Den er gps-baseret, fungerer offline, og udover at vise ruten oplyser den om længde på de enkelte strækninger, så du kan se, hvor langt der er til næste by/punkt. Ruten findes også som -gpx-fil, som du kan finde og downloade på bornholm.info – søg på Kyststien. 

Vand findes på alle offentlige toiletter, og dem har stort set enhver lille eller stor flække et eller flere af. MED sæbe og et spejl, hvis du er til det 😉 

Der er større supermarkeder i Rønne, Hasle, Allinge, Tejn, Gudhjem, Svaneke, Nexø og Snogebæk. Derudover kommer du forbi is- og havnekiosker, caféer og restauranter, så der er absolut ingen grund til at slæbe mad med hjemmefra til hele turen. 
Cafétip 1: Café Misty i Vang er dødhyggelig og har både kaffe, kage, sandwich, is og kolde drikke. Åbent til solnedgang. 
Cafétip 2: Dines lille maritime Café mellem Helligdomsklipperne og Gudhjem er også vildt hyggelig og serverer kæmpestykker (lækker!) lagkage. Kun åbent til kl. 17.  

Du kan sove i shelter, i telt eller – selvfølgelig – på hoteller, bed & breakfast eller vandrehjem. 

Der er shelters flere steder, og du kan finde dem på appen Shelter, men vær obs på, at ingen af dem kan bookes.

Du kan slå telt op på de såkaldt primitive teltpladser (dem kan du også finde på Shelter-appen), eller på en af de fem naturlejrpladser. Det sidste koster en lille smule – 25-30 kr. (og igen – find dem på bornholm.info.

Øen har også enkelte områder, hvor fri teltning er tilladt, bl.a. i Blykobbe Plantage. Og så er der selvfølgelig campingpladser – min favorit er Hullehavn Camping lige syd for Svaneke, som ligger vildt flot helt ud til vandet og er bakket med klipper og træer alle vegne, så man kan få en plads helt ugeneret.

Du kan også sove i telt i nogens have. Konceptet Brug min Baghave er også repræsenteret på Bornholm, og da jeg var der sidste sommer med min kæreste, sov vi sådan to gange – i Hasle og i Listed, begge gange superfint.

Endelig er det jo tilladt at sove under åben himmel (eller i tarp eller hængekøje) på alle offentlige strande og ditto skove. Allemandsret, hvis man ikke har brug for et “rigtigt” telt.

Hvis du er mere til den luksuriøse sove i en seng-udgave, er der masser af muligheder. På bornholm.info under kyststien er der nævnt de fleste (tror jeg) muligheder i nærheden af stien. Vandrehjemmene i Svaneke og Gudhjem er fine, men desværre ikke specielt billige. Det er til gengæld en seng i Knuds pensionat i Rønne, som du kan få til rørende 250 kr. for en nat. Og nej, det her er ikke reklame for Knud – jeg er bare begejstret for, at der findes et sted i Rønne til så få penge, hvor man kan sove før eller efter sin færgeafgang, hvis den er meget tidlig eller sen. OG få en supersmuk udsigt fra terrassen eller havestuen med i købet. 

Busserne på Bornholm kører ikke VILDT tit, men de kører. Linje 7 og 8 kører langs kysten – tjek køreplanen på bat.dk. En billet fra f.eks. Dueodde til Rønne koster 70 kr. og kan købes enten via Rejseplanen eller i bussen. 

Hvis du ikke har tid eller gider at gå hele Kyststien, kan du – selvfølgelig – “nøjes” med mindre. Mine favoritstrækninger til kortere ture er: 

  1. Jons Kapel via Hammershus og Hammerknuden til Sandvig. Cirka 10 km og temmelig kuperet, men meget smukt. I højsæsonen får du det næppe for dig selv. 
  2. Helligdomsklipperne til Gudhjem. Cirka 7 km gennem en del skov, men ikke voldsomt meget op og ned. Kan være ret befærdet. 
  3. Listed til Svaneke. Bare to km men virkelig fint, og en af de ruter, hvor man måske ikke behøver tænke så logistisk i forhold til bil og bus, for man kan godt klare at gå både frem og tilbage.
  4. Svaneke til Nexø. Cirka 10 km. Forholdsvis fladt, men med mange klippestykker på stien, så der skal “balanceres” lidt mere. Ikke voldsomt besøgt af andre. 

Sidste praktiske tanke; skal man gå med eller mod uret rundt? Jeg har gået begge veje og foretrækker faktisk mod uret, fordi man så starter med det – i min optik – mindst interessante, vandringen fra Rønne, forbi lufthavnen, og på stenstrand. Fra godt og vel Boderne (godt 20 km fra Rønne) bliver det bare smukkere og smukkere. 

Går du med uret, har du til gengæld mulighed for at springe på en bus fra Snogebæk eller Dueodde og skippe det mindst interessante stykke, hvis det har taget længere tid at komme rundt end beregnet. Ligesom du starter med smuk vandring nord for Rønne nærmest med det samme – det er jo også nogle gange en fordel 🙂 

About the author

Comments

  1. Kære Gitte
    Tusinde tak for din dejlige beretning og billeder fra Bornholm rundt.
    Jeg synes altså ikke, at der kan være så meget tvivl om, hvad Du skal lave i fremtiden. Jeg stemmer ihvertfald på, at du skal skrive nogle flere bøger.
    Jeg håber også, at I finder et nyt og dejligt sted, hvor I skal bo i fremtiden.
    Held og lykke med det!
    Knus Aase

    1. Kære Aase, mange tak for dine pæne ord – så er jeg jo nødt til at finde på en ny bog at skrive 🙂
      God sommer til dig. kh Gitte

  2. Hej Gitte

    Tak for en dejlig læseoplevelse
    Virkelig godt med lidt praktisk info, – især for en som jeg, der aldrig har været på Bornholm. Vi har tænkt os at tage vores elcykler med til øen, og lade bilen stå hjemme.
    Jeg har netop bestilt din nye bog❤️

    Knus fra Solveig

    1. Kære Solveig
      Jeg er glad for, at du kan bruge de forhåbentlig gode råd. Bornholm er også dejlig på cykel (især dem med el, for der er lidt bakket ;-)), så den tur kan I godt glæde jer rigtig meget til.
      Og god fornøjelse med den nye bog – den er mere i guidegenren end den forrige, så det er ikke helt det samme, men håber, du kan bruge den til noget alligevel.
      God sommer fra Gitte

  3. Kære Gitte
    Tak for din fine beretning! Jeg har planlagt en tur til Bornholm, hvor jeg sammen med en veninde og min hund vil gå kyststien rundt – og jeg glæder mig helt vildt! Det er min første vandretur, som er længere end en endagstur Det er supermotiverende at læse om alle stederne og se dine billeder. Vi har dog virkelig svært ved at beslutte, hvorvidt vi skal gå med eller mod uret – vi må se, hvad det bliver. Vi skal afsted til september, da hverken jeg eller hunden er megafan af høj solskin og sommervarme Har du været på ruten i sensommeren før? Ved du, om der er meget befærdet i den periode?
    Jeg har kigget på din træningsplan i din nyeste bog (Gå langt), men jeg har lidt svært ved at vurdere, hvor meget jeg skal træne op til, når det ikke er 1000 km, men 110 Jeg er vant til at gå 5-8 km et par gange i ugen og 10-13 km hveranden uge. Min styrke- og konditionstræning er dog kommet noget bagud efter coronanedlukningen
    Har du en ide om, hvor mange km jeg skal kunne gå hjemmefra for at få en god tur?

    Ellers vil jeg bare sige tak for alle dine mange inspirerende opslag og dine to skønne bøger. Jeg er også stor fan – og kunne også finde på at stoppe dig på gaden for en selfie, hvis jeg boede på Nordsjælland i stedet for Sønderjylland!

    1. Kære Mia
      Mange tak for dine pæne ord (inklusiv at vi selfier, hvis vi en dag mødes (jeg runder faktisk Sønderjylland på ferie i næste uge ;-).
      Mht. dine Bornholmerspørgsmål har jeg desværre ikke været på Kyststien i sensommeren, men mit bud er, at den ikke er befærdet. Der er nogle strækninger, der er ret populære til kortere ture – især Hammerknuden og ved Helligdomsklipperne – men selv da jeg var der i højsommeren sidste år, føltes det ikke på nogen måde crowded. Og de fleste er der jo nok nu og den næste måned-ish, så efter det vil jeg tro er helt perfekt for dig og hundi.
      Mht. træning synes jeg, du er rigtig godt med, hvis du er vant til at gå 5-8 km et par gange om ugen og det dobbelte hveranden uge. Det er selvfølgelig noget andet at gå 18-20-25 km (eller hvor langt du nu tænker om dagen) 5-6 dage i træk, så tag din rygsæk på (med den vægt/oppakning du skal have med til Bornholm) på dine længere ture fra nu af og frem til afgang. Og hvis du har tid, tag to dage i træk – så får du mærket lidt af, hvordan det er.
      Rigtig god tur – og uanset hvilken retning du går, er jeg sikker på, du bliver glad! 🙂
      kh Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.