
Jeg har begået fire (eller faktisk fem) bøger om vandring. Se her, hvad de handler om.

Mit ene liv
Hvordan vil du bruge dit liv?
Det var det spørgsmål, jeg stillede mig selv – og så sagde jeg mit job og lejlighed op for at gå fra Mexico til Canada ad Continental Divide Trail.
Jeg havde gået over 4.000 kilometer før, så jeg vidste godt, at det ville blive hårdt, og nu var jeg 51 og havde fået konstateret sclerose. Men jeg var et sted, hvor alting i mig råbte på, at det var nu, jeg skulle rykke og turde gå efter at leve et liv, der føltes rigtigt.
I bogen fortæller jeg om de fem måneder op gennem Rocky Mountains, om giganatur, om mennesker jeg møder, om det særlige venskab med min vandremakker, om skader, tvivl, udmattelse, hudsult, vildt vejr, vilde dyr, vilde vidunderlige vanvittige ting, der sker, og om hvordan jeg trods alt det hårde (for det var hårdt) ikke havde lyst til at være nogen andre steder end i det enkle vandreliv.
Og så fortæller jeg om, hvad der skete, da jeg kom tilbage til Danmark. Og blev ramt af en kæmpetomhed. For hvordan skulle jeg skabe en hverdag – som var det, jeg ville – der gav mig samme følelse af at være levende?
Bogen udkommer 27. august. Skriv dig op her, hvis du vil have besked, når den kan forudbestilles direkte fra mig (og signeret, hvis du har lyst til det).

Hvad Hærvejen gav mig
Da jeg fandt på at gå Hærvejen havde jeg en lidt lunken opfattelse af den som en kedelig støvet grusvej op gennem Jylland.
Men det var ligemeget – jeg skulle bare gå noget, der var langt og nemt, for jeg havde brug for en timeout fra et lidt for travlt liv og behov for ro til at finde ud af, hvordan jeg kom ud af det.
Jeg fik den ro. Og følelsen af frihed og nærvær og taknemlighed og det, perspektiv der opstår, når man fjerner sig fra hverdagen og alle dens distraktioner og to do’s og ikke skal andet end at gå.
Men jeg fandt også ud af, at Hærvejen er mere end en historisk rute. Jeg blev storforelsket i den, og i bogen fortæller jeg om skøre oplevelser, hjertevarme mennesker, nætter alene i naturen, små hengemte steder i Danmark, jeg opdagede – og om hvordan tankemylderet i mit hoved langsomt faldt på plads.

Jeg lever
Hvorfor beslutter man at gå fra Mexico til Canada?
For mig især fordi jeg dengang var et gråt sted i mit liv. Jeg var nogle år forinden blevet skilt, min far var død, jeg havde mistet mit drømmejob og anede ikke, hvad jeg så skulle eller ville, og ikke mindst var jeg viklet ind i et giftigt forhold, der havde gjort mig til en usikker skygge af mig selv.
Så jeg tog afsted på den lange vandring i håbet om, at den ville give mig ro og retning og tro på mig selv igen.
I bogen fortæller jeg om at gå gennem ørken og over bjerge og floder, at sove i skovene alene, at være evigt sulten, beskidt og bange for alt muligt, men også om alle de uventede begivenheder og om møder med fantastiske mennesker.
Og så fortæller jeg især om, hvordan jeg undervejs på den fem måneder lange tur mange gange havnede udenfor min såkaldte komfortzone, men for hvert skridt mod Canada kom tættere på mig selv.

Gå langt!
Hvordan pokker forbereder sig man bedst muligt på at gå rigtig langt? At gå 200, 500, 800 eller flere tusinde kilometer? Fysisk, mentalt, i forhold til kost, udstyr, økonomi og det sociale?
Det manglede jeg svar på, da jeg kastede mig ud i at gå fra Mexico til Canada og måtte derfor selv lære på den ofte ret hårde måde, hvad en sådan vandring kræver.
I bogen her får I mine erfaringer, men også “rigtig” viden og råd fra eksperter indenfor fysiologi, psykologi og ernæring.
Der er også kapitler om udstyr, budget, om at gå alene vs sammen med nogen, samt min snak med filosoffen Peter Tudvad om, hvad vandring kan gøre for vores sind.
Bagerst i bogen har jeg til inspiration udvalgt 24 mellemlange, lange og rigtig lange ruter rundt om i verden.

Turen går til Camino de Santiago og Nordspanien
“Turen går til Camino de Santiago og Nordspanien” udkom i april 2020 i en ny og udvidet version.
Den indeholder lidt mindre Nordspanien og meget mere Camino – om ruten, terrænet, herbergerne og praktiske detaljer som f.eks. en pakkeliste.
Jeg er ikke den eneste forfatter, for guldkornene fra Ole Loumann, som skrev forrige udgave, er stadig med – men Camino-delen er i store træk mit værk.