Skip to content

Trek & Tell

  • PACIFIC CREST TRAILExpand
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • VANDREGUIDERExpand
    • CAMINOENExpand
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARKExpand
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
Shopping Cart 0
Trek & Tell
Shopping Cart 0

Lær at sove i naturen

Turen til dig, der drømmer om at sove i naturen på dine vandringer, men gerne vil have en “lærer” med på din første tur med overnatning. Kom med mig på vandrekursus for begyndere på Hærvejen.

Er du sådan en, der godt kan lide at vandre og måske har været på vandretur flere gange, og nu drømmer om at overnatte i naturen undervejs – men kan ikke rigtigt overskue det? 

Enten på grund af det praktiske – hvordan gør jeg med mad, toilet, telt, undgår at fryse – og/eller fordi du synes, det er lidt utrygt at sove ude? 

Det her er turen til dig, der har det præcis sådan. 

Jeg vil dele alle mine (nogle af dem lært på den hårde måde) erfaringer med dig, så du får styr på praktikken og bliver så tryg ved vandring med overnatning udenfor, at du bagefter er klar til at tage afsted selv. 

Om du er ung, ældre, kvinde, mand, studerende, direktør, bor i København, har hjemme i Nordjylland, er gift eller overhovedet ikke – alt er ligemeget; det eneste, turen kræver, er, at du er vant til at vandre (dagsture) og har lyst til og mod på at udvide din vandrehorisont og lære at gå med fuld oppakning og at overnatte ude. 

Jeg har aldrig gået så langt før,
og jeg har aldrig sovet i telt før.
Det. Var. Så. Fedt.

Kerstin, deltager på vandrekursus

Jeg lover dig ikke, at du efter turen kvitter dit job og rejser til verdens ende med et lillebitte enmandstelt – men jeg vil gerne garantere, at du VIL få noget med fra turen, der rykker dig i forhold til det med at være på vandretur med fuld oppakning og ude-overnatning. 

Udover selvfølgelig en smuk og superhyggelig tur med grin og gode snakke og plads til alle spørgsmål (der findes ingen dumme!) med en flok søde mennesker, der er samme sted som dig. 

Kort om turen

Kom med på tre dages vandring ad Hærvejen på en del af ruten, som går gennem meget lidt ”civilisation” (læs: én lille landsby med en købmand), så du får rigtig god mulighed for at prøve at være på tur med alt på ryggen.  

Samtidig er det efter min mening en af de fineste strækninger på Hærvejen. Vi starter i Funder Kirkeby nær Silkeborg og kommer blandt andet forbi Bølling Sø, over Grathe Hede og gennem supersmukke Dollerup Bakker, inden vi slutter i Viborg (og bliver kørt tilbage til start).

Hvor langt skal vi gå hver dag?

Vi bruger tre dage på at gå de knapt 60 kilometer. 

De første to dage går vi henholdsvis cirka 17 og 18 km, den sidste dag 25 kilometer. 

Alle dagene holder vi selvfølgelig det antal pauser, vi har brug for, og går i et tempo, alle kan være med i.

Hvordan skal vi sove?

Vi skal sove i telt. Begge gange på pladser, hvor der er sheltere (men ikke nødvendigvis ledige), vandpost og multtoilet. På den ene plads er der derudover overdækket bålplads med bord-bænkesæt.

Hvad skal jeg have med? 

Når du er tilmeldt turen, får du en udførlig pakkeliste. 

Hvor mange bliver vi?

Vi bliver max. 8 plus mig, så der er “plads” til alle.

Skal jeg være erfaren vandrer? 

Nej, det skal du overhovedet ikke, tværtimod er turen mest for dig, der ikke er det. Har du aldrig gået med vægt på ryggen før, er det en fordel, at du træner det lidt, men det handler ikke om at være prof.

Hvad får jeg ud af det?

Jeg deler alle mine vandre-erfaringer med dig (også dem jeg har lært the hard way) fra mine vandreture på blandt andet Pacific Crest Trail og Hærvejen. Du lærer blandt andet: 

  • Hvordan du indstiller og pakker din rygsæk
  • Hvad der er godt at have på, når du vandrer 
  • Hvad du skal have med (og ikke behøver have med) i rygsækken
  • Hvordan – og hvad – du laver mad på tur 
  • Hvordan du bedst overnatter i telt eller shelter – herunder fif til at sove godt og varmt 
  • Hvad du gør i forhold til personlig hygiejne
  • Hvordan du nedsætter risikoen for vabler (og i det hele taget det med sko/støvler) 
  • Hvordan du finder vej (og vand)
  • Hvordan jeg er nået til at være tryg ved at være / vandre / sove alene i naturen

Alt det gør, at du udover dine første praktiske erfaringer med overnatning på vandreture får en basis viden, du kan tage med dig til dine egne ture senere. 

OG så vil jeg gøre alt for, at du også får en superhyggelig tur med masser af sjov og fine snakke med mig og de andre, der er med. Vi skal opleve, lære og prøve, men jeg går også (meget) op i en god og åben stemning. Der måske også kan betyde, at du får nye fine vandrevenner (som det er sket på tidligere hold).

Hvornår?

  • 27.-29. marts ’26 (TUREN ER FULDT BOOKET)
  • 8.-10. maj ’26
  • 5.-7. juni ’26 (TUREN ER FULDT BOOKET)
  • 4.-6. september ’26 (FÅ PLADSER)
  • 18.-20. september ’26

På alle ture mødes vi fredag kl. 11 på p-pladsen ved kirken i Funder Kirkeby (er man med det offentlige, kører der bus fra Silkeborg Station). Vi er tilbage på p-pladsen (med stor taxi fra Viborg) mellem kl. 17 og 18 søndag.

Ps. MÅSKE kommer der også en tur slut-august. Hold øje her, hvis det er drømmetidspunktet for dig – jeg slår det op inden 1. august, hvis det sker.

Hvad hvis jeg pludselig ikke kan gå længere? 

Så finder vi ud af en løsning. Det er heldigvis Danmark (med masser af Trail Angels / søde mennesker, der kan hjælpe), så du bliver ikke efterladt ude i naturen.

HVAD HVIS VEJRET BLIVER VIRKELIG DÅRLIGT ELLER MEGET KOLDT?

Så tager vi afsted alligevel (medmindre det er orkan eller tilsvarende ekstremt) – man lærer meget af at være på tur i ikke-optimalt vejr – og noget af det, vi taler meget om på intromødet er, hvordan man undgår at fryse (for det er muligt).

På nat 2 sover vi på en shelterplads med overdækket bålhytte, så vi skal ikke være i regn i potentielt to et halvt døgn.

Hvad nu hvis jeg ved alt om at sove ude, men bare gerne vil med på en fællestur?

Du er for så vidt stadig velkommen, men turen er mest for begyndere, så er du erfaren og vil med, er det et must, at du pakker dine eventuelle Se mig-tendenser (;-)) væk, så alle føler sig trygge i at være nye.

Hvad koster det?

Prisen er 1.799 kr. per person og inkluderer:

  • Tre dages vandretur på Hærvejen med mig som guide og vejleder og mulighed for at få svar på alle dine spørgsmål om vandring, udstyr, osv.
  • Et intromøde, hvor I møder mig og hinanden og hvor vi gennemgår ruten, pakkeliste, idéer til mad, osv. (inkl. det hele i en guide på pdf bagefter). Jeg vil helst holde mødet fysisk, men bor I MEGET spredt rundt i landet, bliver det online
  • Frokost på dag 1 på turen
  • Lidt lækkert lørdag aften   
  • Transport fra Viborg, hvor vi slutter vandringen, tilbage til Funder Kirkeby nær Silkeborg, hvor vi starter

Du skal selv stå for transport til og fra Funder Kirkeby, for dit udstyr (telt, sovepose, m.v.) og for forplejning (undtagen frokost på dag 1).

HVORDAN TILMELDER JEG MIG?

Send en mail til mig på gitte.holtze@gmail.com. Er der plads – tilmelding er først til mølle – sender jeg dig betalingsdetaljer, pakkeliste og info om dato for intromødet. (Og skriver altså også til dig, hvis holdet allerede er fuldt booket).

Hvad hvis jeg har tilmeldt mig, men ikke kan komme med alligevel?

Du har ifølge købeloven ret til at fortryde dit køb indenfor 14 dage og altså få hele beløbet retur. Det får du også, hvis du afbestiller senest seks uger før kurset afholdes. (Se alle handelsbetingelserne her).

Aflyser jeg pga. eksempelvis sygdom, refunderer jeg selvfølgelig også det fulde beløb til dig.

Spørgsmål?

Skriv til mig på gitte.holtze@gmail.com eller ring på 50710006.

Følg med på instagram

gitteholtze

@gitteholtze

Tilbage i bjergene 💚 Fem dage siden jeg landede i Tilbage i bjergene 💚

Fem dage siden jeg landede i Seattle til et par ugers Skrive bog-ophold hos Ruth. Verdens skønneste 93-årige, der udover at fortælle historier om sit liv - der snildt kunne fylde en hel bog i sig selv - har påtaget sig den selvvalgte rolle at (stor)opvarte mig.

Men i går havde hun fri, for i går var jeg på tur i Washingtons bjerge. 

Fra Ruths stuevinduer kan man se havet, og man kan se ørnene, der sidder i et træ og venter på forår, så de kan flytte ind i den gigantiske rede, man også kan se fra stuevinduet. Og så kan man se Olympic Mountains.

De bjerge ligger i Olympic National Park, og det var der, jeg var i går. 

Antallet af vandreruter, det er muligt at gå i januar, er ret begrænset, men en, meget spektakulær af dem, Hurricane Hill, var “åben”.

Vandreturen fra p-plads til Hurricane Hill er ikke ret lang - 5-ish km - men det var meget meget smukke 5 km. Og det tog meget meget længere tid, end det normalt ville tage mig at gå den distance, for der lå sne. Nogle steder så meget, at jeg fik flashback til at forsøge at navigere på smalle balkonhylder og op ad stejle bjergskråninger dækket af sne på Colorado-delen af Continental Divide Trail. 

Men det var sjovt, uden tung rygsæk uproblematisk, og udsigten: 🤩 Og så “bare” det at være ude i storslåede bjerge igen: Jeg kunne slet ikke holde op med at smile.
 
Et andet juhu-element var, at jeg ikke var alene. 

Min lokale “guide” og chauffør var Ron-Lars - en af Ruths venner, som er søn af et dansk-amerikansk par, som hun, siden hun kom til USA i 1964, har “plejet omgang med” (som hun formulerer det :)). Ron-Lars har i øvrigt også æren for, at jeg kender Ruth - han besøger hver sommer sin fætter i Allerød og fik for nogle år siden min Jeg Lever-bog stukket i hånden af denne fætter, og som han efter at have læst, gav til Ruth.

Ron-Lars er en rar mand, og det er heldigt, for selv om man kan se Olympic Mountains fra Ruths have, sad vi i bil og på færge i noget, der ligner syv timer for at komme dertil og -fra. Men det var det værd - bjerge er det næsten altid værd. Især fordi på vej hjem: Mt Rainier i sunset-lys. 

Skønneste skrivebreak-dag. 

#olympicnationalpark #bjerge #vandring
VILD (vandre)tur 🤩 I oktober da Gaby og jeg post- VILD (vandre)tur 🤩

I oktober da Gaby og jeg post-Continental Divide Trail roadtrippede i Utah, lovede jeg at lave et opslag om en meget speciel vandring der. Tiden er gået, sorry, men NU kommer det: 

Hvis I på et tidspunkt skal til Utah og drømmer om at prøve noget særligt: 

Peekaboo og Spooky Slot Canyons. 

Det ville være en bøjning af sandheden at kalde det en VANDRE-tur, for det er mere masen, skubben, gliden og kravlen, og man skal ikke lide af klaustrofobi, for turen er en meget close-up oplevelse af nogle af de meget smalle kløfter, som Utah er fyldt af.

Og nå ja, navnet er heller ikke helt off - det er lidt spooky. Og lidt udfordrende. Men mega-sjovt og i et crazy fascinerende landskab. 

Det er en loop-tur, længde 7,5 km, heraf er de 4 over jorden, altså ad sti gennem ørkenlandskabet i naturområdet Grand Staircase-Escalante National Monument, som ruten ligger i. 

Resten er gennem kløfter: 

Dry Fork: Den brede. Supersmuk og nem at gå (og man får den to gange i sløjfen til/fra p-pladsen.)
 
Peakaboo: Starter med en moslen op ad en 5-ish meter ret glat klippevæg for at komme ind i kløften. Efterfulgt af snoen sig ind og ud og lidt op og ned mellem sygt flotte og nærmest uvirkeligt formede røde klipper.

Og så er der Spooky Canyon. Den vildeste del. 

Ekstremt smalle passager - der er en grund til metalrammen ved rutens start: kan min krop ærligt talt komme igennem her? (billede 20). Det var også i den kløft, jeg havde turens største Oh my freaking God: “Hvordan sænker jeg mig tre meter ned mellem de her kæmpeklippeblokke?” 😄

Jeg fandt turen på Alltrails, og der (og alle andre steder) rådes man til at “gå” den med uret. 

Godt råd, for flere steder er det fysisk umuligt at passere nogen, der går i modsat retning. Men bortset fra det: Do it, hvis I vil prøve noget, I helt sikkert vil huske. 

Ps. Kræver ikke, at man er hardcore noget som helst: Vi mødte familier med børn. Eventyrlyst (og ikke for bred) er eneste must. 😊

#utah #spookycanyon #eventyr
Kan det her blive et flot maleri…? Vil I komme m Kan det her blive et flot maleri…? 

Vil I komme med jeres mening om noget? Ikke noget vildt eller vanvittigt, bare noget, jeg godt kunne tænke mig at høre andres mening om. 

Forhistorie: For et par måneder fik jeg en besked fra en af jer søde følgere, som skrev, at som tak for alt det, jeg havde delt fra Continental Divide Trail, ville han gerne male mig (og Gaby) et pastelkridtmaleri fra et af vores motiver fra CDT. 

Megasødt af ham og (uanset resultatet, for tanken er ♥️!) en meget unik ting at få, så jeg sagde selvfølgelig kæmpe ja tak. Og wauw - første tilbud om den slags ever. 

Tiden er så gået med alt muligt andet, men NU har jeg været gennem kamerarullen og snævret antallet af billeder, jeg tror, der ville være fine til sådant et maleri, ned til 15. Stadig for mange, det skal ned på max en håndfuld, og jeg har RET svært ved at skære - så spørgsmål: Hvad synes I? 

Hvilken et (eller et par stykker) af de her billeder ville I vælge?

Jeg har selvfølgelig mine favoritter og kan godt afsløre, at det mest er dem med køer. Fordi jeg har et soft spot for det dyr. Men kan også (rigtig godt) se, at nogle af billederne med landskaber, søer, blomster, bjerge, farver, dybder også er flotte og kan blive til ditto malerier. Tror jeg - min viden om pastelkridtmaleri er ikke så voldsom, og uanset bliver det mere abstrakt end et billede (af samme grund ingen pix med mennesker). 

Anyway - hvis I gider bladre, kom endelig med jeres bud. Taaaaak.
 
Ps. Update om mit endelige valg + resultatet i abstrakt pastelkridtmalet form følger selvfølgelig.😊
4. januar, egentlig lidt sent med et nytårs-opslag 4. januar, egentlig lidt sent med et nytårs-opslag - min “undskyldning” er, at min tid er gået med at flytte. Jeg har nu simpelthen endelig fået min egen lejlighed og nye base.

Og er meget MEGET glad for det. For de sidste måneder har ikke været så skidefede.

Jeg er evigt taknemlig for både min søster og de søde Instagram-følgere, der har ladet mig bo hos hende / i deres hus, siden jeg kom hjem fra Continental Divide Trail og ikke havde noget sted at bo.

Men jeg har følt mig rodløs. I træls transit-agtigt mode. Og savnet et “mit” sted meget mere, end jeg troede, jeg ville - for hvorfor nu det, når jeg uden at savne noget har boet et halvt år i en rygsæk? 

Måske fordi det har været i kombi med ret svær overgang fra det vildeste vandreliv, som jeg stadig voldsavner, til en kun diffus idé om, hvad mit liv skal være nu. Som jeg kan skrive meget mere om, men for nu, med ny lejlighed og genforening med mine egne ting: Én løs rod mindre.

Og endnu en mindre med meget konkret januar-plan: Jeg rejser om lidt over til Ruth i USA. På en slags skrive bog-refugium et par uger (og nå ja, så for at være budbringer af kilovis af Matadormix og Anton Berg og Irma-kaffe og diverse andre danske goodies :). 

Til jer, der ikke har været med her så længe: Ruth er en 93-årig, der kom ind i mit liv for nogle år siden, fordi hun læste min bog om Pacific Crest Trail og prompte inviterede mig på besøg hos hende i Seattle, hvor hun har boet siden 1963 (men taler stadig dansk. Med 1963-ord. Du milde kineser 😄) Og så er hun den skønneste, sjoveste, mest livsglade 93-årige ever, og jeg er tonseglad for at have mødt hende.

Men Ruth er ikke den eneste, jeg er glad for. 

Det her år har været ét langt møde med gode mennesker. Gaby, andre CDT-vandrere, Trail Angels, folk, der har givet mig et lift de 83 (!) gange, jeg blaffede på CDT. Og så jer. 

Tusind TUSIND tak for alt jeres hep, hjælp, gode råd, søde beskeder, overførsler til fødselsdagskage og alt, hvad I ellers har sendt min vej det her år. Det betyder meget mere, end I sikkert er klar over. ❤️

Må 2026 også blive et år, hvor godhed fylder. For os alle og verden. 

Ps. Sidste billede: Min magnet-fetich er flyttet med :)
Gittes 2025 ✨ Det ville være lidt oplagt, at mit Gittes 2025 ✨

Det ville være lidt oplagt, at mit 2025-wrapup var en kavalkade af billeder fra flotte steder, jeg har vandret i det her år.

Men jeg synes faktisk, det er sjovere med ting fra kamerarullen, der er mere i kategorien fraklip, så værsgo: Pix fra hvad mit (vandre)år også var 😄

1) To vindblæste Teletubbies - altså Gaby og jeg til dem, der måtte være i tvivl :) - på Continental Divide Trail et sted i Colorado

2) Camino-vandring på Gran Canaria. Med tilskuer.

3) Jeg startede i fitten for at blive klar til CDT. Træning… ikke SÅ meget.

4) Prøvede at bushcrafte 

5) På tur til Toubkal i Marokko i april. Nogen slæbte en lille skarp med til toppen 🤮

6) Lille gåtur med min familie inden takeoff til USA. Min mors interesse i at være med på billeder: Mindre.

7) Jeg var ikke i Danmark til den årlige You Go-kampagne mod sclerose i maj. Men støtter det (selvfølgelig), så tog billeder af min T-shirt - på (kold!) april-dag.

8) Start på CDT. Jeg hang lidt 

9) Jeg prøvede Spam 🤢

10) Kom til at drikke lidt for mange øl på “Mens vi venter på, at sneen smelter i Colorado”-tur til Santa Fe.

11) Ingen bjørn, bare Gaby der luskede rundt 😆

12) Gitte var til Fourth of July

13) Aftener på CDT: Når træthed trumfer nogens forsøg på samtale

14) Snedker med godt øjemål søges til hikermotel i Idaho 

15) Smukke Glacier National Park. Og signal på tlf…

16) With a little help from my friends

17) Utah. Roadtrip. Hiking. Og lidt andet..

18 ) Klumpedumpe på tur i Utah

19) Vildeste “vandring” i november: Til Føtte

20) Flot sted på Bornholm. Men hvorfor vante skal have så fremtrædende plads på billede derfra - no idea.

#vandring #vandreture #hiking #2025
Jeg har givet mig selv en julegave. To faktisk. Af Jeg har givet mig selv en julegave. To faktisk. Af den meget permanente slags. ✒️

Jeg har en tatovering i forvejen. En lille og ret poppet og utrolig lidt pæn delfin, jeg fik lavet på en strand en nat på Bali i en magic mushroom-rus, da jeg var ung og ikke tænkte så meget over tingene. 

Dem her er anderledes. Dem har jeg tænkt MEGET over, og de føles helt rigtige. For de er nu mit for evigt minde om det her vilde år og den vilde tur på Continental Divide Trail, som jeg altid-altid-altid vil huske 2025 for.

Koen er godt nok ikke helt blevet, som jeg havde drømt om. Der er noget med øjnene og mulen, der er off, men jeg får det rettet, og indtil da lever jeg med, at min ko ikke er helt perfekt. 

For det vigtigste: den er “min” ko - den er tegnet efter et billede, jeg tog af en af de tusindvis af køer på CDT, jeg “mødte” på min vandring op gennem USA, og som jeg hver eneste gang gik i nårh over. 

Skal du så også have en Lupin? spurgte en af mine veninder, da jeg i sidste uge fortalte om min tatoo-aftale. Det spørgsmål jo of course, fordi Lupin var mit såkaldte trailname på Pacific Crest Trail. 

Det tror jeg ikke. Det kalder ikke lige så meget på mig, som den her ko har gjort. Selv om PCT var kæmpestort og Lupin en del af det, føles min “trail-identitet” meget mere som mit trailname på CDT, Cowgirl - uden at jeg helt kan forklare det med andet end, at hvor PCT var min første lange vandring og den, der rykkede en masse for mig, var CDT cementeringen af, at traillife er mit happy life.

Min familie er (mildt sagt) ikke tatoo-typerne, men jeg håber, de i julens hellige navn tilgiver mig for at mejsle noget i blæk på min krop. Så vi får den dejligste aften - en af de ting, jeg savner, når jeg er på langvandring: Tid med min familie. 

Rigtig glædelig jul til jer alle sammen, hvorend I er og hvem I er sammen med. ♥️🎄
HVAD SKAL DU NU, GITTE? Det spørgsmål, jeg har f HVAD SKAL DU NU, GITTE? 

Det spørgsmål, jeg har fået mest de sidste måneder. Uden nogen af gangene at kunne svare noget videre klogt, for jeg vidste det ikke. Kun at det skulle være noget, der sets my soul on fire (dansk oversættelse søges :)). Som for mig er at være ude på vandrestier. 

“Kan man leve af at gå?” skrev en af jer til mig på et tidspunkt. Med grinesmiley. Nok lidt underforstået at det kan man ikke.

Og nej, det kan man måske ikke. Og måske kan man - jeg tror på, at man kan 1.000 (eller 1.000.000) gange mere, end man forestiller sig.

Men mere vigtigt - hvad nu hvis jeg er mere optaget af at leve end leve af? 

Hvad nu hvis økonomisk sikkerhed betyder mindre end at bruge mit liv på noget, der giver mig ægte mening? Hvad nu hvis jeg hellere vil kaste mig ud i det ukendte, fordi noget kalder, end blive i det sikre og trygge, mens dagene, månederne, årene ruller forbi? 

Det kunne jeg skrive MEGET om, men bottomline - jeg er, her to måneder post CDT, nået frem til, at det, jeg “skal” det næste år, er en slags fri-år.

Altså sådant et, hvor jeg (kun) laver ting, der bonner højt ud på mit passions-barometer: skrive bog, vandreture og -kurser for jer, oplæg og foredrag, som jeg er / bliver booket til, min tjans som rejseleder på tur til Everest BC.

Og så (lange) vandringer. 

I kom med gode bud på mit bucketlist-opslag i går, men ingen af jer (undtagen dem, der vidste det i forvejen, og de tæller ikke :), gættede den 2026-tur, der er helt sikker: 

I april og maj kommer mit højtelskede traillife til at ske på den rute i USA, der hedder Arizona Trail. 

Meget mere om det senere, men AZT er ikke det eneste, jeg drømmer om i 2026 - jeg vil også en eller to af de andre på min ønskeliste. Hvilke(n) har jeg ikke bestemt endnu, men you will be the first to know! :) 

Og ja, jeg er helt med på, at jeg er priviligeret at kunne tage sådant et fri-år, fordi jeg har en ok opsparing og ingen forpligtelser. 

Men det, jeg også har, er sclerose. Som ingen ved, hvornår måske går i udbrud. Så selv om jeg uanset kronisk sygdom altid vil råbe Gør det! til ting, man drømmer om, vil jeg det især med den “dom”. Gå, gå, gå, mens jeg kan. ❤️ 

#vandring #jeglever #dreamitdoit
Ti vandreture, jeg drømmer om 🤩 Kender I den prof Ti vandreture, jeg drømmer om 🤩

Kender I den profil, der hedder  @_thru_hiking? Jeg følger den, men ved ikke helt, om det er godt :). Alt for lidt tid, (ALT) for mange smukke, vilde, spændende vandringer, jeg kommer til at drømme om (også) at gå. 

Men efter jeg så en top 50 hikes på den profil, blev jeg inspireret til at lave min “bucket list” - ti ture, jeg MEGET gerne vil opleve. 

To, måske tre af dem planlægger/drømmer jeg om i 2026. Hvilke tror I det er? :) 

Hexatrek, Frankrig, 3.000 km 

Arizona Trail, USA, 1.300 km 

O Circuit, Patagonien, 130 km

Peaks of the Balkan, Montenegro, Albanien, Kosovo, 200 km

Colorado Trail, USA, 700 km

GR5, Genevesøen-Nice, 700 km

Te ara roa (sydøen-delen)
New Zealand, 1.300 km

Kungsleden, Sverige, 450 km

GR20, Korsika, 180 km

Pacific Crest Trail, USA, 4.260 km (ja, jeg har gået den. Washington-delen endda to gange. Men vil virkelig gerne igen..! 💜) 

Ps. Der er selvfølgelig mange flere end dem her, jeg også ville elske at gå. Herunder i Nepal, som er også på min liste - det ønske bliver opfyldt, når jeg får lov at være Jysk Rejsebureau-rejseleder på en Everest BC-tur næste år. Og så en masse Danmark. Måske Hærvejen igen..? 💚

#vandring #hiking #vandreture

Instagram Facebook

© 2026 Trek & Tell | Made by DEL2

CVR: 38820796
gitte.holtze@gmail.com
50710006

Privatlivspolitik
Handelsbetingelser

Scroll to top
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • VANDREGUIDER
    • CAMINOEN
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARK
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig