Skip to content

Trek & Tell

  • PACIFIC CREST TRAILExpand
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • VANDREKURSER
  • Tissekluden
  • GUIDESExpand
    • CAMINOENExpand
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARKExpand
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
  • Shop
Shopping Cart 0
Trek & Tell
Shopping Cart 0

Foredrag

Jeg har lige nu to forskellige foredrag i min “portfolio”. Se her, hvad de handler om.

Pacific Crest Trail: 4.265 kilometers vandring tilbage til mig selv

En fortælling om min fem måneder lange vandring på Pacific Crest Trail. Om eventyret, oplevelserne og udfordringerne, og om hvordan det at vandre med hele mit liv i rygsækken rykkede mig mentalt.

Min drøm og beslutning om Pacific Crest Trail var et once in a lifetime-eventyr.

Men det var ikke kun dét.

Det var især et bevidst hop ud på ukendt og utryg grund for at vokse mig op af det mentalt sorte hul, jeg af alle mulige triste grunde på det tidspunkt hang i.

I foredraget fortæller jeg om turen gennem ørken, over høje bjerge og vilde floder, om uventede oplevelser, om møder med vilde dyr, stor natur og fantastiske mennesker, om at være evigt beskidt, sulten og tørstig, om at sove i telt alene i skoven og om at gå op til 50 kilometer om dagen. 

Men jeg fortæller især om, hvad turen gjorde for mig mentalt:

  • Hvordan det simple liv på vandrestien ændrede min indstilling til, hvad der er vigtigt.
  • Hvordan jeg blev et stærkere menneske af at klare udfordringer, jeg ikke vidste, om jeg kunne.
  • Hvordan jeg lærte at slippe behovet for kontrol og tro på, at uanset hvor man er og hvor håbløst alting ser ud, løser det sig. Altid.

Foredraget slutter altid med en spørgerunde, hvor du kan spørge om alt. Også det helt jordnære som pakkeliste og hvad det koster at gå Pacific Crest Trail.


Ikke “bare” Hærvejen

Hvad gør man, når man er ved at drukne i hverdagens ræs, krav og tempo?

Jeg går.

Sidste sommer trak jeg stikket på en alt for hektisk hverdag og satte ud på en knap 600 km vandring ad Hærvejen op gennem Jylland.

hærvejen

Jeg gjorde det for at få ro i hovedet, men forventede ikke så meget mere end det, for selv om Hærvejen er Danmarks længste afmærkede vandrerute, er det jo bare – ja, Danmark.

I foredraget fortæller jeg om at opdage, at turen fra Padborg til Skagen er alt andet end kedelige Danmark.

Jeg fortæller (på min, synes jeg selv sjove og i hvert fald ærlige måde) om mine oplevelser og aha-øjeblikke på turen gennem lommer af et Danmark, man sjældent ser, om de sjove og rørende møder jeg havde med mennesker, og om den storslåede natur jeg gik og sov i.

Jeg fortæller også om, hvordan vandring er et vidundermiddel for vi mennesker i et moderne højeffektivt samfund. Hvordan det at bevæge sig langsomt gennem naturen med hele ens liv på ryggen giver en unik ro, frihed og plads til selvindsigter om, hvad der er vigtigt for en her i livet.

Der er til slut i foredraget tid til konkrete spørgsmål om udstyr, overnatningsmuligheder og alt det andet du gerne vil vide, hvis du selv vil afsted på Hærvejen.

Pæne ord om min “optræden”

Gitte Holtze leverede et utrolig vedkommende og levende foredrag om sin lange rejse. Det var ledsaget af en lang række smukke billeder fra turen, hvilket gjorde oplevelsen fuldendt.
Marianne Frandsen, Bramming Bibliotek

Det blev en kanon aften og en kæmpe succes med mere end fuldt hus! Det var ikke bare en fortælling om en meget lang vandretur, men lige så meget en personlig udviklingshistorie, der holdt tilhørerne i ånde fra start til slut.
Jørgen Retsbo, Café Globen

Et sprudlende, veloplagt, velartikuleret, humoristisk og informativt rejseforedrag i absolut topklasse.
John Hansen-Zederkof, tilhører ved foredrag i Spejder Sport Odense

Jeg havde min datter på 14 med til dit foredrag. Hun var lidt skeptisk: “Kan man tale så lang tid om at gå en tur?” Bagefter lød det lidt anderledes: “Nu kan jeg godt forstå, du har talt så meget om hendes bog.”
Ronny Udesen-Hansen, tilhører ved foredrag på Danmarks Outdoor Festiva
l

Åbne foredrag

Der er lige nu ingen på listen, men hold øje – pludselig er de der.

Vil I høre (og se) mig?

Jeg kan bookes til foredrag i foreninger, virksomheder, organisationer, på biblioteker eller noget femte eller sjette. Kontakt mig på gitte.holtze@gmail.com

Følg med på instagram

gitteholtze

@gitteholtze

Kalorier, sko, trailromance, bog, økonomi, osv. os Kalorier, sko, trailromance, bog, økonomi, osv. osv. En masse svar på en masse af jeres spørgsmål om CDT 💚

Som jeg har haft en fest med at svare på, så TAK for dem alle. Både de oplagte og dem, jeg ikke havde regnet med. Swipe for (spørgsmål og) svar. 

OG: 
Nogle af jeres spørgsmål har jeg så meget at sige om, at de kræver deres egne opslag. Så hvis I mest gerne vil læse om de her ting ⬇️: hold øje. Opslag kommer SNART. 

PCT vs CDT. Hvad er forskellen på de to ruter, hvilken er sværest, hvilken har jeg været gladest for at gå, hvilken vil jeg anbefale, hvis man drømmer om at gå fra Mexico til Canada? 

Mig og Gaby. Jeg er meget gå alene-typen, men gik alligevel næsten 4.000 km (tæt) sammen med et andet menneske. Hvordan forbereder man sig på at gå sammen med en, og hvad er godt, hvad er super-nederen? 

Pakkelisten. Hvad havde jeg med (inkl. specifikke mærker på tøj, rygsæk, liggeunderlag, osv. osv.) og hvad og hvorfor udskiftede jeg undervejs (for det gjorde jeg, bl.a. rygsæk og telt). 

Ps. Sidste billede - morgenlooket. #annaoglotteoggeorg 😆 Til jer, der har stillet sp om min trøje på det pic: svar kommer i pakkeliste/tøj/udstyr-opslag. 

#continentaldividetrail #vandring #thruhike
(BOLIG)hjælp….! 💜 Lidt lang smøre coming up, som (BOLIG)hjælp….! 💜

Lidt lang smøre coming up, som ikke handler dyt om vandring, men om det magiske, som Instagram kan: provide løsninger på ting, fordi der findes så mange gode mennesker (altså jer) derude. Jeg kan ikke tælle til alle de Insta Angels, der har givet & hjulpet mig med alt muligt de sidste år (men det er mange. Tak!), og nu har jeg en hjælp-bøn igen - den her gang med et sted at bo.

Til mig som pt er boligløs. Fordi jeg som en del af mit “Nu går jeg efter, hvad jeg drømmer om at bruge mit liv på”-projekt (eller hvad man skal kalde det :) sagde min lejlighed op, inden jeg tog afsted på CDT, og siden jeg kom tilbage til DK, har boet hos min søde søster, men midt-november-ish skal videre. 

Til hvad og hvor? Det havde jeg håbet, at jeg ville have et klart svar på by now, men det har jeg desværre (overhovedet) ikke. 

Jeg kan se mig selv så forskellige steder som Svendborg, Mols, nær Vesterhavet, og midt i det Kbh, jeg har boet i de sidste 20 år og (også) elsker. Og fordi jeg jobwise drømmer om at leve af mit vandreliv og derfor ikke er bundet til en bestemt del af DK, har jeg friheden til at vælge.

Frihed er guld, men lige nu har al den frihed og tusind valgmuligheder gjort mig en lille smule beslutningslammet. Sammen med at jeg stadig tåger så meget rundt i en post CDT-eventyr boble, at jeg ikke er sikker på, den beslutning jeg måtte træffe here&now, er “rigtig”.

SÅ: kære alle søde Instagram-mennesker: Inden jeg nødløsningslejer noget eller smider en masse penge efter Airbnb - kan jeg være så gudeheldig, at nogen af jer kan hjælpe? Sommerhus, lejlighed, værelse i (for voksne) bofællesskab, anneks, campingvogn, hus og hund I gerne vil have passet, mens I er på rejse, xx andet - mens jeg tænker og mærker lidt mere efter, hvad jeg gerne vil?

Jeg forventer selvfølgelig ikke gratis, men bliver lige så selvfølgelig ikke ked af det, hvis det er billigt. Periode - den er lidt sværere, for bliver jeg glad for det, kan det være i årevis, men det kan også “bare” være kortvarigt, mens jeg (forhåbentlig) når frem til, hvor jeg ønsker mig at bo. 

Taaaaaaaak 💜
Back home. Det er nu næsten en uge siden, jeg land Back home. Det er nu næsten en uge siden, jeg landede i et efterårsgråt Danmark, og shoot, det har været en underlig uge. Sådan en hvor jeg har zombiet rundt ved siden af mig selv i en sær tilstand af “Jeg er her fysisk, men min sjæl befinder sig stadig på en støvet sti i bjergene”, og med en mærkelig følelse af frakobling til det hele.

Ikke så juhu, men jeg har prøvet det før - den her post trail blues og følelse af at lande på en helt anden planet, end den, jeg har levet på det sidste halve år, skete også efter PCT. Så jeg ved, at det - thank God - går over. Og jeg er (heldigvis) ikke for fraværende til at være glad for de gode ting: 

- Jeg har verdens bedste søster, der har åbnet sit hjem for pt hjemløse mig de næste uger 
- Vand i hanen! Og alt det mad, jeg har cravet, lige der på hylderne nede i Kvickly (koldskål ftw!) 
- At jeg lige nåede fødselsdagsdinner med Gaby (og hendes livret), inden hun rejste tilbage til England, hvor hun normalt bor 
- Det overvældende antal søde mennesker, der gerne vil se mig ❤️
- Gåtur med mig selv i skoven i weekenden. Ingen bjerge eller vilde dyr, men efterårsfarver og stilhed
- At fremtiden ligger pivåben. Jeg aner ikke, hvad jeg skal lave og leve af - kun at det skal være noget, jeg drømmer om, og det jeg drømmer om, er vandring og at fortælle om vandring. Jeg har ingen køreplan for, hvordan det skal skrues sammen, men jeg har (lige nu i hvert fald) ro i maven - det skal nok løse sig. 

Og SÅ det, som det her opslag egentlig skulle handle om (sorry for lang smøre om noget andet): 

Continental Divide Trail: Hvad (hvis noget :)) vil I gerne vide? 

Jeg har (føler jeg) skrevet meget undervejs, men der er også meget, jeg ikke har delt endnu: MANGE billeder & film, refleksioner, historier, behind the scenes (thruhiking er laaangt fra kun sunshine og tralulalej), fif og råd og ting lært om udstyr og mad og vabler og vildt vejr & dyr og mig selv og alt muligt andet om (lang) vandring. Som jeg kan spamme vilkårligt med, men jo rart hvis opslag rent faktisk er relevant for nogen :) 

Så kom meget gerne med evt spørgsmål - i kommentarer (eller DM, hvis I hellere vil det), jeg svarer på (næsten :) alt. 

#continentaldividetrail
Fra Utah til Death Valley til Yosemite til Lake Ta Fra Utah til Death Valley til Yosemite til Lake Tahoe til Mount Hood til Ruth i Seattle. Med vandring, efterårsnatur, car-camping, bilfest, gensyn med PCT, reunion med CDT-mennesker, stop i New York på vej til DK. 

Sidste del af roadtrip i USA har været hæsblæsende. Kørt meget, set meget, oplevet meget, mødt mange, stopfodret med mange indtryk.

Om det er godt eller mindre godt efter fem måneders vandring, der også var indtryk på indtryk på intense indtryk, ved jeg ikke helt. Jeg er Hellere gøre ting end fortryde ting ikke-gjort typen, men måske har post trail roadtrip været lidt meget. Lidt meget fart og indhold på et tidspunkt, hvor jeg måske har haft mere brug for “bare lige” at fordøje CDT i stedet for at fylde nyt på. 

Men altså: det har været sjovt, dulmet trail life-savnet, og i dag da jeg landede i DK, var kontrasten til CDT-tilværelsen ikke så brutal, som den 100 ville have været med direkte skift fra Canada-grænse til CPH Airport.

Jeg kunne skrive (meget) langt om alt, hvad der er sket de sidste uger, men i kort billedtekst-form:

1. Bagsæde-kaffe på smukkeste koldeste morgen
2. Smukkeste koldeste morgen efter lidt kold nat bag i bil 
3. Streetlife Beatty, Nevada
4. Yeah for saloon!
5. Ultralight (eller ikke!) når man pludselig har bil at fylde med mad
6. Hurtig-bål
7. Tak til stadig hikerlegs: vi (næsten ;)) fløj de +800 højdemeter
8. Der ér gelænder
9. Yosemite = kø
10. Calaveras Big Tree park (anbefaling hvis I vil se store træer)
11. Gensyn med PCT 😍
12. 😋
13. Besøg hos Helena mødt på CDT dag 1. Hendes gode ven Mac var der også: ham med Halfwayanywhere - og sorry til alle jer for hvem det ikke siger noget som helst. For mig var det stort 
14. Ondskabens Hotel itself
15. Få dage efter 33 grader i Death Valley: ❄️
16. Oscar-potentiale!
17. Mere CDT-reunion: meet-up med søde (stadig full on hikerlook) Chia
18. Ruth havde gjort klar til halløj i Seattle
19. I LOVE Ruth
20. Stopover/besøg hos CDT-vandrer i New York og på tur lille stykke fra Manhattan: Hvid blaze = Appalachian Trail. Vi tog 7 km. Maybe one day alle 3.500…? :)

Ps. “Hvad laver vi nu?” Har vi sagt så meget, at det kan blive en tv-serie 😄 Eller bare lyde irriterende. Sorry 🙈
For en lille uge siden var jeg ikke specielt hurra For en lille uge siden var jeg ikke specielt hurra over at være på det her “Overgang fra trail life til dansk hverdagsliv”-roadtrip. Fordi jeg - selv om jeg prøvede meget hårdt at lade være - kom til at sammenligne det med de sidste fem måneders vandre-eventyr. Og roadtrip tabte. Stort. 

Men så skete der noget. 

Måske bare søvn. Måske ordentlig tudetur over CDT-savn. Måske og nok især det: jeg (og Gaby) steg ud af bilen og gik. 

Altså ikke som i, at vi resolut parkerede vognen og begyndte at trave op gennem USA tilbage mod Seattle, og så måtte Avis ellers selv rode med at hente bilen et sted dernede i Utahs ørken, men på den måde, at vi fandt og har gået nogle vandreture, vi rent faktisk gad. 

Det lyder forkælet og arrogant, I know, men det er vi nok også lidt pt - når man kommer direkte fra lang og hård og fanfuck***tastisk rute og trail life, kan små lette dagsture desværre ikke rigtigt måle sig. 

MEN: Utahs natur er stor, og det er of course muligt at bevæge sig ud i den på en måde, der ikke er småt og let, så det har vi gjort. 

Jeg kommer til at lave separate opslag fra hver af de to storslåede steder, vi har været - fordi hvis I nogensinde kommer hertil: do it! - men i kort form: 

Canyonlands. To timer i bil fra Moab til Needles-området, men klart det værd, fordi de klippeformationer, vi gik mellem (og meget hen over!) er crazy vilde. Som i kæmpe-kæmpeflot tur. 

OG så var vi så gudeheldige, at da vi troppede op på NP permit-kontoret mandag morgen for det nødvendige permit til en lejrplads, så vi kunne sove mellem spir og klipper, kunne den søde ranger oplyse os, at selv om folk normalt sidder klar til at booke de pladser i det sekund, de frigives - for seks måneder siden! - var der en ledig plads. Oven i købet den, mente han, bedste af dem alle, fordi solnedgangen over den er spektakulær. 

Det var den, og månelyset ditto. Jeg følte mig meget heldig og taknemlig og på de to dage i Canyonlands næsten kureret for CDT blues. (Og nå ja, så gjorde det heller ikke noget, at ranger Sam åbenbart syntes vi fortjente, at han sløjfede booking-gebyret på 36 dollars. 😊)

2. VILD tur: Peekaboo og Spooky Slot Canyons i Grand Staircase-Escalante. 

Forts i komm
Fire dage inde i roadtrippin’ USA. Og ærligt: jeg Fire dage inde i roadtrippin’ USA. Og ærligt: jeg er ikke 1000 procent wuhu over det. 

Det er ikke fordi vi ikke oplever ting. Eller ser flot natur. Eller møder gode mennesker. 

Vi har været forbi Mount Rainier (i tyk tåge, men flot på dramatisk vejr-måden), er trillet gennem Oregon med syg (dobbelt)regnbue over os, har sovet i telt i efterårssmukke Sun Valley i Idaho, og har stirret og stirret på de vilde og vældige klippeformationer, som tårner sig op fra den tørre ørken i Utah. 

Vi har spist på en saloon i Stanley i Idaho, hvor vores regning blev 0 kroner, fordi parret ved bordet ved siden af os havde “taken care of the bill”, som tjeneren sagde. Og bedt hende om ikke at sige noget til os, før de var gået. Meget mystisk - og meget generøst. 

Vi har gjort holdt i fine lille Helper i Utah, hvor udklædte lokale var i færd med at omdanne Main Street til Hogwarts, og den hyggelige kaffebar, som var vores mål i Helper, pyntet med diverse HP-props. 

Vi har besøgt Mette i Moab, vores mail angel, som undervejs på CDT sendte os lakridser og min sclerose-medicin + diverse andet - og nu vores roadtrip angel, for da vi ankom sent i går, var der burgere og hjemmebag og bagefter gæsteværelse hos hendes søde søde svigerforældre i huset next door, og i morges lækker brunch i anledning af Mettes fødselsdag.

MEN: jeg har ikke sådan helt været tilstede. 

Det er svært at forklare (og sikkert også at forstå), men jeg er i et underligt humør af kombi rastløs og dvask. Som man ikke skal have en lang psykolog-uddannelse for at regne ud selvfølgelig handler om CDT og den tomhed, der er fulgt efter. Jeg (og Gaby - vi har det “heldigvis” begge på præcis samme måde) voldsavner den sti og det liv, savner at være i bevægelse, være brugt, være ude og mærke vind og sol og regn, høre fuglene, dufte træer og buske, smage støvet - det er noget meget andet at sidde passivt bag en bilrude og kun opleve med synssansen.

Som jeg of course godt ved, så tanken har været, at selv om det ikke overhovedet ville være det samme som CDT, ville det dog være noget, så når vi kom til Utah, skulle vi UD. 

Forts i kommentarer
Hjem til Ruth ♥️ Alle burde have en Ruth. Har f Hjem til Ruth ♥️

Alle burde have en Ruth. 

Har flere af jer skrevet, og I har helt ret: verden ville være et bedre sted, hvis alle havde den mest livsglade, skarpe, sjove, kærlige 93-årige at vende “hjem” til, når de har gået meget langt. 

Som jeg og Gaby er så gudsbenådet heldige at have, så da vi forlod vores motel-værelse i Spokane forleden, var det med et inderligt håb om, at blafferiet de 400 km til Seattle ville gå hurtigt, så vi hurtigt ville nå frem til Ruth. 

Det gik ikke vupti hurtigt. Tværtimod nåede tankstation-pave at smide os væk fra udkanten af den Cirkle K, vi stod ved, inden et par søde hippie-bedsteforældre på tur med børnebørnene i, hvad man nok vil kalde et udtjent dollargrin, samlede os op og kørte os til en gigantisk tankstation nær I-90, hvor de mente, at vores chance for et lift ville være større.

Det var den i teorien også. Masser af biler, masser af mennesker, der vinkede, masser der beklagede, at de ikke skulle mod Seattle, masser der kom over for at snakke, men der gik det meste af en time, hvor vi stod der i den bagende sol og viftede med et papskilt og smilede, så vi havde ondt i kæberne, før et ældre par forbarmede sig. 

De skulle hele vejen til Seattle, så ind med os bag den pensionerede læge og tidligere præst + kone, og så rullede vi ellers ud på motorvejen til en næsten fire timer lang tur med en masse snak om de hundredvis af maratonløb, de to havde deltaget i, før de satte os af i downtown Seattle. 

Som var frygteligt. Fordi kontrasten til skovene og bjergene: voldsom. Vi har været i masser af byer undervejs på den her tur, men bortset fra to dage i Santa Fe i starten af juni ikke en storby. Og jeg kunne næsten ikke være i det, larm, os, trafik, høje bygninger af glas og stål, mennesker der havde storby-travlt, mennesker med storby-attitude. 

Men alt sammen ligemeget - på en bus med os og ud til Ruth og hendes hus med udsigt over Puget Sound og ørnerede i baghaven og et  Velkommen hjem-skilt i indkørslen. 

Og her er vi nu. Har krammet, snakket, grinet, fortalt, spist med diademer på for at fejre os, og - noget der er meget Ruth’sk: 

Forts i komm
CDT, dagene derpå Dagen efter vi nåede den canad CDT, dagene derpå 

Dagen efter vi nåede den canadiske grænse og gik ind i Waterton, og jeg klappede mine vandrestave sammen for sidste gang, vågnede jeg i en hotelseng og havde lyst til at vræle. 

Selv om jeg jo godt vidste, at jeg ikke skulle gå mere, at jeg havde taget det sidste skridt på CDT, at det her trail life var ovre for nu, ramte det mig alligevel tungt i de der omtumlede minutter mellem sovende og vågen. Det er slut. Der er ikke mere sti at gå, næste kapitel er noget med Danmark, og - undskyld, DK, men lige nu trækker det meget lidt. 

Inden jeg nåede at falde ned i et hul med post trail blues over det, skyndte jeg mig at tænke på de næste tre uger. For det er ikke slut med det frie liv og on the road-eventyr endnu, jeg skal ikke direkte til DK og se på min slunkne bankkonto og gøre noget med min bilforsikring og alt muligt andet fornuftigt og u-spændende endnu - først skal Gaby og jeg på roadtrip i USA, og før det skal vi hjem til Ruth, og før det skal vi have de sidste hiker-vibes sammen med Ballflap og Detour.

Så efter morgenmad og trissen rundt i hyggelige Waterton hoppede vi på en shuttle til den nærmeste grænseovergang mellem Canada og USA. 

På den anden side af grænsen (og et par noget humørløse US Custom-mænd) var vores mission at blaffe de 250-ish km til Kalispell. Ambitiøse mission, for Chief Mountain border control er en RET søvnig grænse lig med MEGET få biler). 

Men så skete der 4 x the trail provides: 

Forts i komm

#continentaldividetrail

Instagram Facebook

© 2025 Trek & Tell | Made by DEL2

CVR: 38820796
gitte.holtze@gmail.com
50710006

Privatlivspolitik
Handelsbetingelser

Scroll to top
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • VANDREKURSER
  • Tissekluden
  • GUIDES
    • CAMINOEN
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARK
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
  • Shop