Skip to content

Trek & Tell

  • PACIFIC CREST TRAILExpand
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • VANDREGUIDERExpand
    • CAMINOENExpand
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARKExpand
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
Shopping Cart 0
Trek & Tell
Shopping Cart 0

Mammutmarch: 100 og 55 km

Hvis du virkelig vil udfordre dig selv fysisk og mentalt – og vandre i smuk natur og dele oplevelsen (og anstrengelserne) med mange andre: Mammutmarchen er your thing.

Jeg kan ikke helt huske, hvorfor det var, at jeg og min kæreste i sommeren 2019 fik den lyse idé at ville være med på den første 100 kilometer Mammutmarch i Danmark.

Men uanset – den sidste lørdag i august stod vi på stranden i Vedbæk sammen med knapt 1.000 andre tosser og havde 24 timers og 100 kilometers vandring foran os. Klokken var 15.30, og det var en hed, hed sommerdag.

Som ikke blev mindre hed af, at vi i starten af turen gik nærmest i konvoj med mange andre. Det første depot lå efter cirka 20 km, og først efter der blev “feltet” spredt lidt ud.

Ruten var ikke ad en i forvejen etableret vandresti, men udstukket af folkene bag Mammutmarchen, og gik på de første 50 km fra Vedbæk til Lyngby Sø, videre til Furesøen og Farum Sø, forbi Maglemose til Nybølle og Lynge og gennem skoven i Ravnsholt til Allerød.

Herfra gennem Store Dyrehave til Hillerød, lige lidt ind i Stenholtsvang, Grønholtvang, Grønholt Hegn, gennem Karlebo, over Hørsholm Golfklub til østsiden af Sjælsø, og videre gennem Høsterkøb og Rude Skov, inden man skal stik øst mod Vedbæk Havn. (OBS. I 2020 blev sidste del af ruten ændret, så man nu ikke skal forbi Sjælsø, men en masse asfalt-vandring omkring Kokkedal.)

Ruten var det første år ikke imponerende afmærket (det er siden blevet meget bedre), så vi var rigtig glade for at have den downloadet digitalt. 

Men afmærkningen aside: ruten var (og er) Helt.Vildt.Fantastisk.

Varieret, smuk, i og langs og med masser af natur. Også asfaltvandring, ja, men meget af det om morgenen (altså efter 70-ish km), hvor man er træt og ikke har behov for at snuble over trærødder.

Undervejs er der fire depoter. Derudover kan det klart anbefales at få søde mennesker til at lege Trail Angels og komme med lidt ekstra (mad eller andet godt) undervejs.

Man (i hvert fald jeg) kan gå virkelig mange kilometer på forventningen om pommes frites eller at sætte sig ned med en kop kaffe og sprødt bacon, røræg, frugt og en kage serveret, mens man sidder på asfalten med skoene af.

Pure heaven.

Gør man brug af depoterne, er der masser at gå ombord i – blandt andet drueagurker.

Som jeg til at starte med syntes var ret bizart, men da der jo både er salt og vitaminer og alt muligt vigtigt halløj i dem, er det måske ikke så dum en idé alligevel. Altså hvis man har lyst til en lille grønlig saftig sag kl. 23 eller kl. 6 om morgenen (!)

Det har jeg kun haft få gange, til gengæld har jeg på “alle” (hvis man kan sige det om tre gange) mine 100 km-Mammutmarcher altid haft lyst til den øl, der følger i hælene af medaljen, krammene, high fives og vilde klap, når man passerer målstregen tilbage i Vedbæk.

Det er lige der verdens bedste øl! Og jeg har følt mig som verdens sejeste vandredame!

Læs hele den (meget detaljerede) beretning om min første 100 kilometer-march


MINI-MAMMUT – 55 KM

Første gang der blev afholdt såkaldt Mini-Mammutmarch på 30 eller 55 km i Danmark, var i 2020.

Så den blev Corona-aflyst. Flere gange. Men blev endelig – i november det år – gennemført, og vi var med.

Det var vi også i foråret 2021 og 2022 og så tog jeg den “lige” en gang til i 2023. 😉

Fordi det hver gang har været lige så sjovt (og lidt mere overskueligt) end 100 km-marchen.

Men også fordi folkene bag Mammutmarchen er gode til at lave gode ruter.

De følger ikke i forvejen etablerede ruter, men laver sine egne, og på 55 km-turen går man gennem smuk nordsjællandsk natur: Gennem Mølleådalen fra Bagsværd Rostadion til Farum Sø, langs Bastrup Sø til Buresø, rundt om søen til Ganløse og så det klart kedeligste stykke ad asfalt i et par kilometer.

Derfra heldigvis ind i skov igen og til Søndersø ved Værløse, videre gennem Jonstrup Vang og Hareskoven og så tilbage til start.

Det hele godt afmærket. Og da det ikke når at blive rigtigt mørkt (fordel for march i foråret) nemmere at se markeringerne, så selv om det stadig er en rigtig god idé at have ruten digitalt, er det ikke helt så stort et must som på 100 km-turen.

Derudover: Jeg har aldrig været nogen raket, men det er lidt mere okay på Mini-turen, for til 55 km har man 15 timer, og det når ikke at blive mørkt ligesom på 100 km Mammutmarchen, og det gør altså en mental forskel.

Det praktiske om Mammutmarchen 

Hvor langt? 100, 55 eller 30 km

Hvornår? De to events bliver afholdt i henholdsvis sommermånederne og forår eller efterår.

Hvordan finder man vej? Når man har tilmeldt sig, får man tilsendt link til en gpx-fil over ruten. Den er også afmærket, men det er et krav for at være med, at man medbringer telefon OG powerbank med ekstra strøm.

Hvad koster det? Det er dyrt. (Også FOR dyrt, synes jeg). At deltage i 100-km marchen koster (i 2023) 645 kr. De øvrige to marcher (i 2024) henholdsvis 515 og 460 kr. For de penge får man forplejning i fire depoter, en medalje, diplom og en øl, når man kommer i mål.

Hvad med vand og mad? Der er vand (og snacks, kaffe, frugt, energibarer, suppe m.v.) ved depoterne undervejs. Det er dog formentlig ikke nok – du skal have rigeligt med både væske og mad, der kan holde dig kørende hele vejen (især vigtigt på 100 km). Hvad du skal spise (og har lyst til at spise!), varierer fra person til person, men noget saltholdigt er rigtig godt – også i det, du drikker.

Hvad med træning? Jeg trænede inden den lange tur ved at gå en håndfuld ture på op til 30 km i månederne inden + en enkelt tur på 50 km to uger inden marchen, hvor jeg gik om natten for at prøve det.

Men afhængig af ens grundform er det en god idé at træne så meget, som man har tid til – 100 km på en gang er mange pludselig at kræve af sin krop. Det er dog ikke nødvendigt at have prøvet op og gå 100 km – de færreste maratonløbere løber et helt maraton inden for at øve det.

Hvad skal jeg have med? Udover noget at spise og drikke er ekstra sokker en rigtig god idé – 2-3 par, så du kan skifte flere gange. En pandelampe og en (opladet) telefon + powerbank er obligatorisk, det samme er en regnjakke og varmt tøj. Det betyder ikke 20 par vanter, men en ekstra trøje bliver du formentlig glad for, når det bliver mørkt og måske koldt.

Kan jeg gå alene? Sagtens – det er der mange, der gør. Enten hele vejen eller som starter ud alene og så teamer op med nogen undervejs.

Overnatter man undervejs? Nogle farer afsted i en sådan fart, at de i princippet har tid til at sove undervejs, men for langt de fleste vil de 24 timer blive brugt på at gå. Og nej, man falder ikke i søvn, mens man går, selv om det er nat (jeg gjorde i hvert fald ikke 🙂

Er det svært? Vandringen er ikke svær, man går ad gode stier og veje, og selv om det er en smule kuperet i nogle af skovene, er det absolut sværeste længden – i kilometer og i tid. Både for fødderne og hovedet.

Bedste råd:
– Gå i noget, du kan gå i! Sko, støvler, crocs – up to you, bare dine fødder er glade.
– Hav eventuelt ekstra sko med og i hvert fald sokker at skifte med 2-3-4 gange.
– Drik og spis nok (vigtigt!).
– Husk, at det er (mindst) lige så meget en mental udfordring som en fysisk.
– Nyd det – det er hårdt, men også sjovt og vildt og med masser af fællesskabsfølelse med alle de andre derude. OG følelsen (af sejhed) når du træder over målstregen i Vedbæk: Magisk!

Vil du læse mere om Mammutmarchen?

Min (meget lange) og lidt mere personlige beretning om at gå 100 kilometer på 24 timer. Som var et studie i smerter, vildt vejr og overvældende hjælpsomhed fra søde mennesker. Læs den her.

Du kan også finde en masse billeder fra mine Mammut-marcher + film og gode råd på min Instagram-profil. Tjek højdepunkter – de hedder (sjovt nok 🙂 noget med Mammut.

Følg med på instagram

gitteholtze

@gitteholtze

Tilbage i bjergene 💚 Fem dage siden jeg landede i Tilbage i bjergene 💚

Fem dage siden jeg landede i Seattle til et par ugers Skrive bog-ophold hos Ruth. Verdens skønneste 93-årige, der udover at fortælle historier om sit liv - der snildt kunne fylde en hel bog i sig selv - har påtaget sig den selvvalgte rolle at (stor)opvarte mig.

Men i går havde hun fri, for i går var jeg på tur i Washingtons bjerge. 

Fra Ruths stuevinduer kan man se havet, og man kan se ørnene, der sidder i et træ og venter på forår, så de kan flytte ind i den gigantiske rede, man også kan se fra stuevinduet. Og så kan man se Olympic Mountains.

De bjerge ligger i Olympic National Park, og det var der, jeg var i går. 

Antallet af vandreruter, det er muligt at gå i januar, er ret begrænset, men en, meget spektakulær af dem, Hurricane Hill, var “åben”.

Vandreturen fra p-plads til Hurricane Hill er ikke ret lang - 5-ish km - men det var meget meget smukke 5 km. Og det tog meget meget længere tid, end det normalt ville tage mig at gå den distance, for der lå sne. Nogle steder så meget, at jeg fik flashback til at forsøge at navigere på smalle balkonhylder og op ad stejle bjergskråninger dækket af sne på Colorado-delen af Continental Divide Trail. 

Men det var sjovt, uden tung rygsæk uproblematisk, og udsigten: 🤩 Og så “bare” det at være ude i storslåede bjerge igen: Jeg kunne slet ikke holde op med at smile.
 
Et andet juhu-element var, at jeg ikke var alene. 

Min lokale “guide” og chauffør var Ron-Lars - en af Ruths venner, som er søn af et dansk-amerikansk par, som hun, siden hun kom til USA i 1964, har “plejet omgang med” (som hun formulerer det :)). Ron-Lars har i øvrigt også æren for, at jeg kender Ruth - han besøger hver sommer sin fætter i Allerød og fik for nogle år siden min Jeg Lever-bog stukket i hånden af denne fætter, og som han efter at have læst, gav til Ruth.

Ron-Lars er en rar mand, og det er heldigt, for selv om man kan se Olympic Mountains fra Ruths have, sad vi i bil og på færge i noget, der ligner syv timer for at komme dertil og -fra. Men det var det værd - bjerge er det næsten altid værd. Især fordi på vej hjem: Mt Rainier i sunset-lys. 

Skønneste skrivebreak-dag. 

#olympicnationalpark #bjerge #vandring
VILD (vandre)tur 🤩 I oktober da Gaby og jeg post- VILD (vandre)tur 🤩

I oktober da Gaby og jeg post-Continental Divide Trail roadtrippede i Utah, lovede jeg at lave et opslag om en meget speciel vandring der. Tiden er gået, sorry, men NU kommer det: 

Hvis I på et tidspunkt skal til Utah og drømmer om at prøve noget særligt: 

Peekaboo og Spooky Slot Canyons. 

Det ville være en bøjning af sandheden at kalde det en VANDRE-tur, for det er mere masen, skubben, gliden og kravlen, og man skal ikke lide af klaustrofobi, for turen er en meget close-up oplevelse af nogle af de meget smalle kløfter, som Utah er fyldt af.

Og nå ja, navnet er heller ikke helt off - det er lidt spooky. Og lidt udfordrende. Men mega-sjovt og i et crazy fascinerende landskab. 

Det er en loop-tur, længde 7,5 km, heraf er de 4 over jorden, altså ad sti gennem ørkenlandskabet i naturområdet Grand Staircase-Escalante National Monument, som ruten ligger i. 

Resten er gennem kløfter: 

Dry Fork: Den brede. Supersmuk og nem at gå (og man får den to gange i sløjfen til/fra p-pladsen.)
 
Peakaboo: Starter med en moslen op ad en 5-ish meter ret glat klippevæg for at komme ind i kløften. Efterfulgt af snoen sig ind og ud og lidt op og ned mellem sygt flotte og nærmest uvirkeligt formede røde klipper.

Og så er der Spooky Canyon. Den vildeste del. 

Ekstremt smalle passager - der er en grund til metalrammen ved rutens start: kan min krop ærligt talt komme igennem her? (billede 20). Det var også i den kløft, jeg havde turens største Oh my freaking God: “Hvordan sænker jeg mig tre meter ned mellem de her kæmpeklippeblokke?” 😄

Jeg fandt turen på Alltrails, og der (og alle andre steder) rådes man til at “gå” den med uret. 

Godt råd, for flere steder er det fysisk umuligt at passere nogen, der går i modsat retning. Men bortset fra det: Do it, hvis I vil prøve noget, I helt sikkert vil huske. 

Ps. Kræver ikke, at man er hardcore noget som helst: Vi mødte familier med børn. Eventyrlyst (og ikke for bred) er eneste must. 😊

#utah #spookycanyon #eventyr
Kan det her blive et flot maleri…? Vil I komme m Kan det her blive et flot maleri…? 

Vil I komme med jeres mening om noget? Ikke noget vildt eller vanvittigt, bare noget, jeg godt kunne tænke mig at høre andres mening om. 

Forhistorie: For et par måneder fik jeg en besked fra en af jer søde følgere, som skrev, at som tak for alt det, jeg havde delt fra Continental Divide Trail, ville han gerne male mig (og Gaby) et pastelkridtmaleri fra et af vores motiver fra CDT. 

Megasødt af ham og (uanset resultatet, for tanken er ♥️!) en meget unik ting at få, så jeg sagde selvfølgelig kæmpe ja tak. Og wauw - første tilbud om den slags ever. 

Tiden er så gået med alt muligt andet, men NU har jeg været gennem kamerarullen og snævret antallet af billeder, jeg tror, der ville være fine til sådant et maleri, ned til 15. Stadig for mange, det skal ned på max en håndfuld, og jeg har RET svært ved at skære - så spørgsmål: Hvad synes I? 

Hvilken et (eller et par stykker) af de her billeder ville I vælge?

Jeg har selvfølgelig mine favoritter og kan godt afsløre, at det mest er dem med køer. Fordi jeg har et soft spot for det dyr. Men kan også (rigtig godt) se, at nogle af billederne med landskaber, søer, blomster, bjerge, farver, dybder også er flotte og kan blive til ditto malerier. Tror jeg - min viden om pastelkridtmaleri er ikke så voldsom, og uanset bliver det mere abstrakt end et billede (af samme grund ingen pix med mennesker). 

Anyway - hvis I gider bladre, kom endelig med jeres bud. Taaaaak.
 
Ps. Update om mit endelige valg + resultatet i abstrakt pastelkridtmalet form følger selvfølgelig.😊
4. januar, egentlig lidt sent med et nytårs-opslag 4. januar, egentlig lidt sent med et nytårs-opslag - min “undskyldning” er, at min tid er gået med at flytte. Jeg har nu simpelthen endelig fået min egen lejlighed og nye base.

Og er meget MEGET glad for det. For de sidste måneder har ikke været så skidefede.

Jeg er evigt taknemlig for både min søster og de søde Instagram-følgere, der har ladet mig bo hos hende / i deres hus, siden jeg kom hjem fra Continental Divide Trail og ikke havde noget sted at bo.

Men jeg har følt mig rodløs. I træls transit-agtigt mode. Og savnet et “mit” sted meget mere, end jeg troede, jeg ville - for hvorfor nu det, når jeg uden at savne noget har boet et halvt år i en rygsæk? 

Måske fordi det har været i kombi med ret svær overgang fra det vildeste vandreliv, som jeg stadig voldsavner, til en kun diffus idé om, hvad mit liv skal være nu. Som jeg kan skrive meget mere om, men for nu, med ny lejlighed og genforening med mine egne ting: Én løs rod mindre.

Og endnu en mindre med meget konkret januar-plan: Jeg rejser om lidt over til Ruth i USA. På en slags skrive bog-refugium et par uger (og nå ja, så for at være budbringer af kilovis af Matadormix og Anton Berg og Irma-kaffe og diverse andre danske goodies :). 

Til jer, der ikke har været med her så længe: Ruth er en 93-årig, der kom ind i mit liv for nogle år siden, fordi hun læste min bog om Pacific Crest Trail og prompte inviterede mig på besøg hos hende i Seattle, hvor hun har boet siden 1963 (men taler stadig dansk. Med 1963-ord. Du milde kineser 😄) Og så er hun den skønneste, sjoveste, mest livsglade 93-årige ever, og jeg er tonseglad for at have mødt hende.

Men Ruth er ikke den eneste, jeg er glad for. 

Det her år har været ét langt møde med gode mennesker. Gaby, andre CDT-vandrere, Trail Angels, folk, der har givet mig et lift de 83 (!) gange, jeg blaffede på CDT. Og så jer. 

Tusind TUSIND tak for alt jeres hep, hjælp, gode råd, søde beskeder, overførsler til fødselsdagskage og alt, hvad I ellers har sendt min vej det her år. Det betyder meget mere, end I sikkert er klar over. ❤️

Må 2026 også blive et år, hvor godhed fylder. For os alle og verden. 

Ps. Sidste billede: Min magnet-fetich er flyttet med :)
Gittes 2025 ✨ Det ville være lidt oplagt, at mit Gittes 2025 ✨

Det ville være lidt oplagt, at mit 2025-wrapup var en kavalkade af billeder fra flotte steder, jeg har vandret i det her år.

Men jeg synes faktisk, det er sjovere med ting fra kamerarullen, der er mere i kategorien fraklip, så værsgo: Pix fra hvad mit (vandre)år også var 😄

1) To vindblæste Teletubbies - altså Gaby og jeg til dem, der måtte være i tvivl :) - på Continental Divide Trail et sted i Colorado

2) Camino-vandring på Gran Canaria. Med tilskuer.

3) Jeg startede i fitten for at blive klar til CDT. Træning… ikke SÅ meget.

4) Prøvede at bushcrafte 

5) På tur til Toubkal i Marokko i april. Nogen slæbte en lille skarp med til toppen 🤮

6) Lille gåtur med min familie inden takeoff til USA. Min mors interesse i at være med på billeder: Mindre.

7) Jeg var ikke i Danmark til den årlige You Go-kampagne mod sclerose i maj. Men støtter det (selvfølgelig), så tog billeder af min T-shirt - på (kold!) april-dag.

8) Start på CDT. Jeg hang lidt 

9) Jeg prøvede Spam 🤢

10) Kom til at drikke lidt for mange øl på “Mens vi venter på, at sneen smelter i Colorado”-tur til Santa Fe.

11) Ingen bjørn, bare Gaby der luskede rundt 😆

12) Gitte var til Fourth of July

13) Aftener på CDT: Når træthed trumfer nogens forsøg på samtale

14) Snedker med godt øjemål søges til hikermotel i Idaho 

15) Smukke Glacier National Park. Og signal på tlf…

16) With a little help from my friends

17) Utah. Roadtrip. Hiking. Og lidt andet..

18 ) Klumpedumpe på tur i Utah

19) Vildeste “vandring” i november: Til Føtte

20) Flot sted på Bornholm. Men hvorfor vante skal have så fremtrædende plads på billede derfra - no idea.

#vandring #vandreture #hiking #2025
Jeg har givet mig selv en julegave. To faktisk. Af Jeg har givet mig selv en julegave. To faktisk. Af den meget permanente slags. ✒️

Jeg har en tatovering i forvejen. En lille og ret poppet og utrolig lidt pæn delfin, jeg fik lavet på en strand en nat på Bali i en magic mushroom-rus, da jeg var ung og ikke tænkte så meget over tingene. 

Dem her er anderledes. Dem har jeg tænkt MEGET over, og de føles helt rigtige. For de er nu mit for evigt minde om det her vilde år og den vilde tur på Continental Divide Trail, som jeg altid-altid-altid vil huske 2025 for.

Koen er godt nok ikke helt blevet, som jeg havde drømt om. Der er noget med øjnene og mulen, der er off, men jeg får det rettet, og indtil da lever jeg med, at min ko ikke er helt perfekt. 

For det vigtigste: den er “min” ko - den er tegnet efter et billede, jeg tog af en af de tusindvis af køer på CDT, jeg “mødte” på min vandring op gennem USA, og som jeg hver eneste gang gik i nårh over. 

Skal du så også have en Lupin? spurgte en af mine veninder, da jeg i sidste uge fortalte om min tatoo-aftale. Det spørgsmål jo of course, fordi Lupin var mit såkaldte trailname på Pacific Crest Trail. 

Det tror jeg ikke. Det kalder ikke lige så meget på mig, som den her ko har gjort. Selv om PCT var kæmpestort og Lupin en del af det, føles min “trail-identitet” meget mere som mit trailname på CDT, Cowgirl - uden at jeg helt kan forklare det med andet end, at hvor PCT var min første lange vandring og den, der rykkede en masse for mig, var CDT cementeringen af, at traillife er mit happy life.

Min familie er (mildt sagt) ikke tatoo-typerne, men jeg håber, de i julens hellige navn tilgiver mig for at mejsle noget i blæk på min krop. Så vi får den dejligste aften - en af de ting, jeg savner, når jeg er på langvandring: Tid med min familie. 

Rigtig glædelig jul til jer alle sammen, hvorend I er og hvem I er sammen med. ♥️🎄
HVAD SKAL DU NU, GITTE? Det spørgsmål, jeg har f HVAD SKAL DU NU, GITTE? 

Det spørgsmål, jeg har fået mest de sidste måneder. Uden nogen af gangene at kunne svare noget videre klogt, for jeg vidste det ikke. Kun at det skulle være noget, der sets my soul on fire (dansk oversættelse søges :)). Som for mig er at være ude på vandrestier. 

“Kan man leve af at gå?” skrev en af jer til mig på et tidspunkt. Med grinesmiley. Nok lidt underforstået at det kan man ikke.

Og nej, det kan man måske ikke. Og måske kan man - jeg tror på, at man kan 1.000 (eller 1.000.000) gange mere, end man forestiller sig.

Men mere vigtigt - hvad nu hvis jeg er mere optaget af at leve end leve af? 

Hvad nu hvis økonomisk sikkerhed betyder mindre end at bruge mit liv på noget, der giver mig ægte mening? Hvad nu hvis jeg hellere vil kaste mig ud i det ukendte, fordi noget kalder, end blive i det sikre og trygge, mens dagene, månederne, årene ruller forbi? 

Det kunne jeg skrive MEGET om, men bottomline - jeg er, her to måneder post CDT, nået frem til, at det, jeg “skal” det næste år, er en slags fri-år.

Altså sådant et, hvor jeg (kun) laver ting, der bonner højt ud på mit passions-barometer: skrive bog, vandreture og -kurser for jer, oplæg og foredrag, som jeg er / bliver booket til, min tjans som rejseleder på tur til Everest BC.

Og så (lange) vandringer. 

I kom med gode bud på mit bucketlist-opslag i går, men ingen af jer (undtagen dem, der vidste det i forvejen, og de tæller ikke :), gættede den 2026-tur, der er helt sikker: 

I april og maj kommer mit højtelskede traillife til at ske på den rute i USA, der hedder Arizona Trail. 

Meget mere om det senere, men AZT er ikke det eneste, jeg drømmer om i 2026 - jeg vil også en eller to af de andre på min ønskeliste. Hvilke(n) har jeg ikke bestemt endnu, men you will be the first to know! :) 

Og ja, jeg er helt med på, at jeg er priviligeret at kunne tage sådant et fri-år, fordi jeg har en ok opsparing og ingen forpligtelser. 

Men det, jeg også har, er sclerose. Som ingen ved, hvornår måske går i udbrud. Så selv om jeg uanset kronisk sygdom altid vil råbe Gør det! til ting, man drømmer om, vil jeg det især med den “dom”. Gå, gå, gå, mens jeg kan. ❤️ 

#vandring #jeglever #dreamitdoit
Ti vandreture, jeg drømmer om 🤩 Kender I den prof Ti vandreture, jeg drømmer om 🤩

Kender I den profil, der hedder  @_thru_hiking? Jeg følger den, men ved ikke helt, om det er godt :). Alt for lidt tid, (ALT) for mange smukke, vilde, spændende vandringer, jeg kommer til at drømme om (også) at gå. 

Men efter jeg så en top 50 hikes på den profil, blev jeg inspireret til at lave min “bucket list” - ti ture, jeg MEGET gerne vil opleve. 

To, måske tre af dem planlægger/drømmer jeg om i 2026. Hvilke tror I det er? :) 

Hexatrek, Frankrig, 3.000 km 

Arizona Trail, USA, 1.300 km 

O Circuit, Patagonien, 130 km

Peaks of the Balkan, Montenegro, Albanien, Kosovo, 200 km

Colorado Trail, USA, 700 km

GR5, Genevesøen-Nice, 700 km

Te ara roa (sydøen-delen)
New Zealand, 1.300 km

Kungsleden, Sverige, 450 km

GR20, Korsika, 180 km

Pacific Crest Trail, USA, 4.260 km (ja, jeg har gået den. Washington-delen endda to gange. Men vil virkelig gerne igen..! 💜) 

Ps. Der er selvfølgelig mange flere end dem her, jeg også ville elske at gå. Herunder i Nepal, som er også på min liste - det ønske bliver opfyldt, når jeg får lov at være Jysk Rejsebureau-rejseleder på en Everest BC-tur næste år. Og så en masse Danmark. Måske Hærvejen igen..? 💚

#vandring #hiking #vandreture

Instagram Facebook

© 2026 Trek & Tell | Made by DEL2

CVR: 38820796
gitte.holtze@gmail.com
50710006

Privatlivspolitik
Handelsbetingelser

Scroll to top
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • VANDREGUIDER
    • CAMINOEN
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARK
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig