Hvad er Pacific Crest Trail?

Pacific Crest Trail – eller bare PCT – er en 4.265 kilometer lang vandre- (og ride)sti gennem de amerikanske stater Californien, Oregon og Washington.

Det sydlige endepunkt ligger få meter fra hegnet mellem USA og Mexico. Det nordlige er placeret præcis på grænsen mellem USA og Canada.

Illustration: Henriette Vabø

PCT blev officielt udnævnt som en såkaldt National Scenic Trail i 1968, men idéen til den blev udtænkt helt tilbage i 1930erne. Og det var først i 1993, at de mange kilometer sti var (nogenlunde) ryddede, afmærkede og anlagt som som én lang sammenhængende vandrerute.

Så lang en sti har mange forskellige typer af terræn undervejs. I kort form er det:

Ørkenen

Det allerførste, man går igennem, er cirka 1.100 kilometer ørken (hvis man starter fra syd).
Californien-ørken er lig med klapperslanger, skorpioner og vandring i ekstrem hede – i dagtimerne er der oftest temperaturer på +30 (og om natten drønkoldt), og der kan være langt mellem vandposterne.
Terrænet er kaktusser, småbuske og meget lidt skygge bortset fra rutens vej gennem nåleskov eller over de par seriøse bjerge i omegnen af 3.000 højdemeter, som man passerer undervejs.

Sierra Nevada

Bjergene i Sierra Nevada er næste strækning på ruten.
Det er cirka 700 kilometers vandring forbi gletsjersøer, over floder, med bjørne, og et landskab skabt med en lang række bjergpas, man skal over – det højeste er cirka 4.000 højdemeter.
Sierra Nevada er, især hvis der ligger meget sne, den mest krævende (og nok også den farligste) strækning og den, hvor man i længst tid er længst væk fra civilisationen. Men også den, mange har som favorit, fordi her er ekstremt smukt.

Det nordlige Californien

Næste sektion er det nordlige Californien, der består af knapt 900 kilometers vandresti.
Stien snor sig gennem vulkanlandskab og afsvedne skovområder efter tidligere brande og med temperaturer nogenlunde som dem i ørkenen.
Der er også bjerge i det nordlige Californien, omend lavere end i Sierra Nevada, ligesom landskabet generelt er blidere.

Oregon

Pacific Crest Trail gennem staten Oregon strækker sig over godt 700 kilometer.
Den strækning kaldes motorvejsstaten, fordi stien her ikke har de vilde op- og nedstigninger, og underlaget er primært nålebelagt skovsti.
Det betyder, at de fleste kan gå (og går!) et maraton eller mere om dagen, så Oregon er ofte den stat, man bruger kortest tid i (hvilket er synd, for den er faktisk – også – ret flot).

Washington

Sidste strækning er Washington, som er godt 800 kilometer gennem North Cascades bjergkæden.
Strækningen har stejle op- og nedstigninger, går gennem vældige skove og meget øde områder, så her er meget lidt civilisation (herunder omkring nul telefondækning).
Går man fra syd mod nord, er strækningen krydret med efterårsvejr – altså enten rødgule farver og blå himmel eller tung grå tåge. Eller sne, hvis man er (u)heldig eller sent på den.

Vil du læse mere om Pacific Crest Trail?

Hvad havde jeg med på Pacific Crest Trail? Se min pakkeliste her.

Der er rigtig meget, de fleste (herunder mig selv før afgang) ikke umiddelbart ved om Pacific Crest Trail og en vandring på den rute. Fra spørgsmål om vand og overnatning til hvor meget det koster, og om man går den alene. Se min liste med (svarene på) nogle af de mest stillede spørgsmål her.

Jeg skrev undervejs på min vandring fra Mexico til Canada dagligt blogindlæg. Det er blevet til mere end 150 indlæg. Hvis du har mod på det, kan du give dig i kast med dem her.

Eller du kan købe min bog, Jeg Lever, som bygger på bloggen, men er helt sin egen. Læs mere om bogen her.