Fortsæt til indhold

Trek & Tell

  • Shop
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • PACIFIC CREST TRAILUdvid
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • VANDREGUIDERUdvid
    • CAMINOENUdvid
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARKUdvid
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
Indkøbskurv 0
Trek & Tell
Indkøbskurv 0

Gitte HOLTZe

På lange vandringer

I 2018 gjorde jeg noget, jeg aldrig havde troet, jeg ville turde eller kunne: Jeg gik knapt 4.300 kilometer fra Mexico til Canada.

Ruten var Pacific Crest Trail, det var et gigantisk eventyr, OG det var her, jeg opdagede, hvad vandring kan gøre.

Hvor fri og stærk og levende man kan føle sig. Hvor meget rod i hovedet, det at gå på den mest forunderlige måde kan fjerne. Hvor enkelt og ægte livet er, når man er på vandring.

Man behøver (overhovedet) ikke gå +4.000 kilometer for at nå dertil, så mine (mange!) vandringer siden har været lige så meget kort som lang. I Danmark som ude i verden.

Mit største happy place er dog på en meget lang vandresti, og i 2025 gik jeg igen fra Mexico til Canada. Den her gang ad Continental Divide Trail op gennem Rocky Mountains.

Det har jeg skrevet en bog om. Den hedder “Mit ene liv” og handler om den fem måneder lange vandring, men også om det spørgsmål, jeg stillede mig selv og som fik mig til at sige alting op før jeg tog afsted: Hvordan vil jeg bruge mit (ene) liv? Hvordan skaber jeg et liv, der føles rigtigt og med mening?

Bogen udkommer 27. august, og jeg sælger den selvfølgelig her på siden – signeret, hvis du vil have det.

Hvis du vil have besked, når jeg åbner for forudbestilling af Mit ene liv, kan du skrive dig på min mailliste her:
jeg vil gerne have besked

Hvad kan du finde her på siden?

Jeg er mest aktiv på Instagram. Det er der, jeg deler alt om mit (vandre)liv, ture, pakkelister og ting, der sker – ups and downs, det dybe og det gakkede.

Men nogle ting findes ikke på Insta – de findes her:

Mine FOREDRAG
Hvor og hvornår fortæller jeg om Pacific Crest Trail og om min tur på Hærvejen

Mine VANDREKURSER
For dig, der drømmer om at udvide vandreture med overnatning i naturen.

Mine BØGER
– Mit ene liv: om at sige alting op for at gå fra Mexico til Canada – og livet bagefter
– Hvad Hærvejen gav mig: om at finde ro i hovedet på Hærvejen
– Jeg Lever: om min vandring (og vilde udvikling af mig selv) på Pacific Crest Trail
– Gå Langt: fuld af forberedelsesfif til dig, der drømmer om en lang vandring

Min WEBSHOP
Fra 27. august kan du købe min nye bog i shoppen – og på et senere tidspunkt også (igen) mine tisseklude. Det sidste: læs historien om tissekluden + få svar på alle dine eventuelle spørgsmål om dén på siden Tissekluden

Mine VANDREGUIDER
Jeg har gået efterhånden rigtig mange steder. Tjek mine guider og find inspiration (og alt det praktiske info) om ruterne.

Og – ikke mindst – en hel masse fra Pacific Crest Trail

Rigtig god læsning – og vandring!

NY BOG: Mit ene liv

Om min vilde vandring fra Mexico til Canada ad Continental Divide Trail – og om at ville leve et liv, der føles rigtigt. 

Forside bog Mit ene liv

VANDREKURSER

Drømmer du om at sove i naturen på dine vandreture, men vil gerne have en “lærer” med første gang? Kom med mig på Hærvejen.

vandrekursus for begyndere på Hærvejen

FOREDRAG

4.265 km vandring – ad Pacific Crest Trail og tilbage til mig selv.

foredrag

Følg MED ovre på Instagram

(Mere) update på life En uge efter scleroselæge- (Mere) update på life 

En uge efter scleroselæge-besked, og jeg er - efter omstændighederne og alt det der - ok. Binyrebark-kur var heldigvis kort, bare tre dage, og tak til lægen for at stikke mig sovepiller, så jeg ikke blev kuk af den manglende søvn, som ellers åbenbart følger med det stads. 

Eneste bivirkning - som kan være slem nok, men kun gik ud over en enkelt veninde (🙈) - var RET kort lunte i dagene efter. 

Men binyrebark gjorde sin ting, og mit ben er nu næsten normalt igen. Så i går var jeg på en vandresti igen. 

Bevares, ti km og to pauser undervejs, fordi min krop stadig er slatten som en kasseringsmoden asparges, men jeg gik. Sammen med min søster og nevø, der - sagde de i hvert fald :) - var ok med slentretur i stedet for den 30 km tur, vi oprindeligt havde planlagt. Til gengæld var der masser af tid til at finde perfekt snobrødspind og bagefter rosé & bål i læhjørnet på søsters terrasse. Ja tak til de små glæder. 

Og apropos ja-hat: Til dem af jer, der måske synes, mit sidste opslag var lidt (for) halleluja-positivt ift det her sving, livet lige tog, og som betyder ingen vild vandring i Colorado fra i morgen 🤬😭 - tro mig, jeg hár flippet, tudet, sparket til ting (med det andet ben), råbt pisselort ud af vinduet, og ment, at verden er mega-monster-uretfærdig. 

Men gider jeg blive gammel og sur, fordi jeg bruger energi på at rase over noget, jeg kan gøre zip ved? 

Gæt selv svaret. Mine ben virker, og selv om de ikke skal trave i USA, så kan jeg gå, og dét har jeg altså besluttet står øverst på hvad der er vigtigt-listen. 

Så jeg er i fuld gang med at udtænke alternativ sommerplan. 

So far er Bornholm og Nordjylland på radaren, det samme er de nye vandreruter - Gudenåstien og/eller Køsten på Falster. Og måske noget Sverige. 

Især det sidste: Hvis nogen af jer har specifikke fif til fin svensk vandring - giv meget gerne lyd. 

Og så bare giga-tak for alle jeres søde beskeder, medfrustration, idéer til DK-ture, hep, hilsner og omsorg i det her Gittes morads: I er ❤️…!
Billedet siger det sikkert: Fuck*** sclerose 🤬 I Billedet siger det sikkert: Fuck*** sclerose 🤬

I lidt flere ord: I mandags var jeg på sygehuset med det ben, der midt i vandring på Hærvejen i sidste uge pludselig blev følelsesløst.

Neurolog-Finn mærkede og trykkede og bankede løs med sin reflekshammer - og så gav han mig en omgang binyrebarkhormon, der forhåbentlig gør det, den skal, så “bedøvelse” i mit ben går væk.

Men til spørgsmålet om seks uger på Colorado Trail fra næste uge: Nej.

Nej fra ham og især fra rejseforsikringen, der - kan jeg afsløre - er skrap, når man har en kronisk sygdom og der sker noget med den sygdom tæt på afgang. 
Og selv om jeg er meget imod at operere ud fra frygt, er jeg ikke idiot: USAs bjerge er ikke stedet at være ikke-forsikret.

Så ingen Colorado. Og en max frustreret mig. 4000 hårde vandre-km sidste år uden noget som helst sclerose-bøvl, og så går min krop i udu NU. Lige inden jeg skal på stor bjergtur. Som jeg har glædet mig sygt meget til - efter fem måneder med hovedet i computeren for at skrive bog var tilbage til Colorado “præmien”. 
Pis og lort og crap.

Eneste “trøst” (i mangel af mere passende ord): Min selvmedlidenhed blev sat en lille smule i relief i venteværelset på scleroseafdelingen.

For mens jeg sad der og ynkede min skæbne, kom en anden patient ind. Yngre end mig, i kørestol og tydeligvis i den kørestol, fordi hendes ben ikke bare var lidt føleforstyrret og hendes udfordring ikke bare var, at hun ikke kan komme på Colorado Trail den her sommer.

Man skal aldrig sammenligne sig med andre, men nogle gange er perspektiv sgu ret sundt: Lige der følte jeg mig “heldig”.

Heldig for nu, for det her handler selvfølgelig ikke kun om no go til USA - det har også sat gang i en tankerække af halvdystre fremtids-scenarier.

Som jeg har gjort mit allerbedste for at stoppe igen. No way skal jeg sidde og spekulere i hypotetiske Hvad nu hvis’er; jeg skal ud og gå, nu, og alt det jeg kan - skulle den kørestol blive min engang, skal tiden inden i hvert fald ikke spildes. 

Finn gav mig Go på at trave solen sort (i DK), så selv om det ikke ligefrem var min sommerplan, er det det så nu. Hvor ved jeg ikke (udover Bornholm fordi ♥️), men gode bud modtages gerne.
Lige nu skulle jeg være i gang med at vandre i Nor Lige nu skulle jeg være i gang med at vandre i Nordjylland. Det er jeg så ikke.

Fordi der er sket noget - meget uventet på den meget ufede måde. Jeg har fået et sclerose-udbrud. 

Ikke (heldigvis) et, der gør ondt, eller (endnu mere heldigvis) et, der har sat sig på mit syn eller balance, og jeg er heller ikke babu-indlagt eller andet stor-dramatisk. 

Men mit ene skinneben er “bedøvet” - det startede midt i ugen-agtigt, og fordi det hverken gjorde ondt eller betød ingen kræfter i benet, valgte jeg at… ja, at ignorere det og fortsætte med at gå.

Dumt? Ja. På alle måder, for selvfølgelig gik det attak ikke bare over - tværtimod følte jeg mig som en slap kludedukke og holdt en million pauser. Og så fuckede det mit knæ op. 

Fordi den dag var Jyske Ås-dagen lig med op og ned og trærødder og knoldet græs i ådal og på eng og en masse andet fed vandring, bare ikke så fedt for et knæ, der sikkert tog skraldet for et underben, der nok var meget mindre fungerende, end jeg i min vandre-iver vurderede. 

Så næste morgen: Jeg tog den fornuftige hat på og stoppede med at gå.

Og sidder nu i Skagen hos min veninde, indtil hun/vi kører tilbage til Kbh i morgen. Dejligt sted at holde tvungen hvile, yes, men stadig med et følelsesløst ben og dunkende knæ, og med ret meget nedtur, for hvad betyder det her for min afgang til Colorado Trail om ti dage…?!? 

Jeg bliver forhåbentlig klogere efter tid hos sclerose-læge på sygehus på tidlig mandag morgen, men altså: For helvede. Jeg ved godt ved, jeg er “heldig”, at jeg ikke blev ramt hårdere (og ER taknemlig for det), og at vandretur er sekundært i forhold til sygdom, men alligevel - jeg har ikke haft noget med min sclerose siden det attak for næsten lige præcis syv år siden, der førte til den her sygdom, så at det lige skal være nu… 💔😭

Opfølgning følger. Og til jer, der gerne vil høre om Hærvejen fra Aars til Frederikshavn: noget om den følger også - om et par dage, når ieg “lige” har slugt den her sclerose-ting sket. 

Ps. Billede 2-8. Føles helt skørt midt i mildt sagt træls situation, men når man ikke-vandrer i Skagen og kender en virkelig hyggelig fiskerestaurant i nærheden: En fin måde at bruge i går aftes på.
Bedste søndag længe, for i dag var første dag af m Bedste søndag længe, for i dag var første dag af min planlagte “kilometer i benene før Colorado Trail”-tur på Hærvejen. 

Som var et 12-tql på skalaen for skøn vandring. Måske lidt i overkanten asfalt og cykelsti fra Aars til Veggerby Kirke - til gengæld var der (udover knaldgrønt, føl, sommervejr og smukkeste detour ved Højris Mølle) de fineste pausesteder: Shelterplads ved Veggerby Kirke. Alt hvad man ønsker sig. Og særligt bord-bænke med tag på banestien udenfor Aars. God i regn. God i meget sol. 

Dagen var dog mest noget med gode mennesker. 

Først Rikke, som var med mig på hærvejs-vandrekursustur i foråret og som bor udenfor Aars - og som i går aftes trail angel-hentede mig efter FlixBus fra Kbh til Viborg og diskede op med alt fra late dinner til vin & jordbær og lanterne og tæppe til at slæbe med mig ned i teltet. 

I dag var der mere Rikke, for hun gik med på det meste af dagens stræk - sammen med anden sød kvinde, Marianne, som jeg også kender fra Hærvejstur. 

Højdepunktet: Da de sagde Okay så til at smide alt undtagen sokker og kasket, fordi i dag er længste dag på året lig med (spørg mig ikke hvorfor) Hike Naked Day. 

(Ekstra applaus til dem for at gøre det, for formanden for den lokale revy var netop cyklet forbi. Ingen af dem sådan stordrømte om at være hovedperson i ny revy-sketch). 

Person 2: Hanne som bor overfor Veggerby Kirke og havde tilbudt mig middag og lån af shelter i hendes have. Og hvor skal jeg starte: Hanne var en af dem, man har lyst til at flytte ind hos. For hende, for hunden ♥️, for sommerdansk aftensmad og bagefter iskaffe i orangeriet, og for hendes sygt dejlige have. Inklusiv fineste shelter med udsigt, bålplads, hele molevitten. 

Heldige mig. 

Og heldige jer, for Hanne (OG Rikke) er med i Brug min baghave. 

Som basic er en plet græs at slå sit telt gratis op på, men Rikke går amok i kræseri om sine gæster, og hos Hanne er det shelter og fri adgang til orangeri (og en masse andet). Kæmpe-anbefaling herfra 💚
Når jeg bliver voksen: Jeg vil være Jytte 🤩 Det h Når jeg bliver voksen: Jeg vil være Jytte 🤩

Det her billede er mig og de syv damer, jeg havde med på vandrekursus i weekenden. Alle mega-seje - vejret testede os, kan man roligt sige - men især én er xtra-hardcore.

Kan I gætte, hvem jeg helt ublu fremhæver, selv om man ikke må have favoritter? 

Helt til højre: Jytte. På 68. Og flamin’ badass. 

Jeg har haft cool kvinder i den alder med før, men Jytte var i en liga for sig. Ikke noget brok over noget, ikke noget pis med noget, klar på det hele - inklusiv rosé og røverhistorier om dating og motorcykelfortid - oprigtigt nysgerrig på grej og hikinghacks, og havde vi andre sløve padder ikke været der, havde hun formentlig været i mål et døgn eller to før os, for det med pauser og lige at få rygsækken af: Fint nok, sagde Jytte, men når vi gik - damen fløj i front. 

Med overskud. Til for eksempel at filme os andre, der stønnede os op ad bakke, mens hun allerede stod der på toppen, helt upåvirket (swipe & se 😄), eller til at blæse afsted foran resten af flokken på vej ind i Viborg i sileregn. 

Kæmpeyeah for, at alder er no limit for noget som helst.

Ps. Udover seje damer og styrtregn til start, slut og midt imellem var weekenden også lupiner, is, rosé, blå himmel, bålhyttehygge, planke, varierende kreative måder at save brænde på, og én vabel (ny rekord for 60 km - og nej, det var da selvfølgelig ikke Jytte, der fik den.)
Den her sløje frihåndstegning af en vandrerute: Mi Den her sløje frihåndstegning af en vandrerute: Min tur lige om lidt. 

Til juli rejser jeg til USA for at gå Colorado Trail - som (mildt sagt) er bakket. Så jeg skal “lige” have kilometer i benene inden. (På en måde som er sjovere og pænere end op / ned ad Amager Bakke 700 gange.) 

Nordjyllands-turen er en kombi af Hærvejen og Nordsøstien, og jeg har gået noget af det før, men glæder mig alligevel. 

Både til Aars-Frederikshavn, som jeg ikke har gået, og i det hele taget til DK “trænings”-vandring. Og dét er måske det største for mig, for - som nogle af jer ved, andre ikke - jeg har, siden jeg kom hjem fra Continental Divide Trail i oktober, haft m.e.g.e.t svært ved at se noget som helst interessant ved at vandre i Danmark. 

Som i Fuck Furesøen! (Og alle andre steder). 

Det handler selvfølgelig ikke om, at DK per defintion er røvsygt, men om hamrende post trail depression, som gjorde ALT andet end vildt vandreliv til komplet ligegyldigt. 

Den (forfærdelige) følelse er nu, thank fuck*** God, lettet, og den skal aldrig komme igen…!

Heller ikke efter Colorado Trail til sommer, for selv om jeg voldelsker stort vandreliv, er det her, i Danmark, jeg bor, og her, jeg insisterer på at have en hverdag, der - hvordan den end kommer til at se ud - er lige så fuld af mening som den, lange vandringer giver mig. Det er mit mål: samme alive (og ikke triste tomme Fuck Furesøen) version af mig i en “normal” type hverdag også. 

Det kan jeg sige meget mere om, men for nu: Nordjylland-vandring. Som starter fra Aars 19. eller 20. juni og varer, tænker jeg, et par uger. Så hvis nogen af jer bor på ruten (eller er ekspert i den del af landet) og har fif til ishuse, fine shelters, ting der sker i slutjuni, som jeg ikke må glip af, og andet very nice to know-info: sig - meget gerne - til. 💚

Ps. Billeder fra ruten: Gitte på Rubjerg Knude. Før og efter jeg accepterede grå hjelm. :) 

Pps. Svar på et spørgsmål, jeg har fået flere gange nu: “Colorado Trail - kan du ikke finde på ruter andre steder end i USA?” 
Selvfølgelig kan jeg det, men trailkulturen der: Meget (meget) særlig.
Køer. I går pjækkede jeg fra bogskrivningen og to Køer.

I går pjækkede jeg fra bogskrivningen og tog på vandretur. 

I Mols Bjerge, Bjergetapen, as always dødflot, pinsevejret bragende, og jeg gik sammen med sød kvinde (mødt på et af mine vandrekurser. Er vild med at de også betyder nye skønne mennesker i mit liv).

Men det store juhu: vi gik gennem indhegninger med køer. 

For nogle år siden havde det været meget lidt i kategorien yeah. Jeg var på Nej tak til køer på vandreruter. Store dyr, lille mig, finder de på at sætte i uforudsigelig aggressiv galop i min retning? Eller “bare” at omringe mig? 

Men så tog jeg på Continental Divide Trail. Hvor køer ikke var et relativt begrænset antal køer på et relativt begrænset antal kvadratmeter. Køer var hundreder og hundreder og hundreder af køer, som gik frit (eller i en slags indhegninger, det tog dage eller uger at komme igennem). Og som stod i skræmmende store muhende klumper foran diverse kar og cisterner med det vand, jeg SKULLE have. 

I starten: Jeg listede i størst mulig bue udenom eller bad dem på mit pæneste kosprog om at være så søde at flytte sig bare en lille smule, så jeg kunne få vand uden at skulle mase mig ind mellem tunge kroppe og sove uden at få mit telt flået af klove midt om natten. 

Men så holdt jeg op, for de ville overhovedet ikke have noget med mig at gøre. Ingen af dem. 
Og min hjerne: Lærte, at den godt kunne pakke sin forhånds-frygt sammen. 

Dyr er dyr, så respekt - selvfølgelig. Men mit Nej tak køer blev konverteret til kæmpe ko-fan, og jeg var ægte glad for, at der var nogen hjemme, da vi gik igennem indhegninger i går.

Ps. Ved godt, at den her historie ikke hjælper dyt, hvis man er antiantianti-vild med køer. Vil bare sige, at selv om Mols Bjerge-udgaverne ikke stak panisk af, var de også komplet ligeglade med mig. Så måske også med dig 💚
Igen-igen har jeg været på Hærvejsvandring med skø Igen-igen har jeg været på Hærvejsvandring med skønne kvinder, der havde valgt at bruge deres weekend (og penge) på mit vandrekursus. 💚

Jeg kunne (som sædvanlig) sige alt muligt om, hvor seje de var - for det var de, også de to, der besluttede, at det med at prøve sove i telt alligevel ikke var noget for dem og tog hjem (fordi sejt at gøre det, der er rigtigt for én, selv om andre gør noget andet). 

Men i stedet for en hel masse ord: Jeg øver mig på Reels (ikke min skarpeste kompetence), så her er weekenden i 3D og lyd. Det VAR lige så sjovt og hyggeligt og forårsgrønt, som det ser ud. (Og - tror jeg - med diverse aha-læringer om udeovernatning, mad på gas og slæben på fuld oppakning for d’damer). 

Ps. Turen var 60 km, så nu har jeg (med Mammutmarch) nået mit “100 km i maj”-mål i forbindelse med You Go - vandring for en verden uden sclerose. MEN maj har stadig mange dage, så jeg er selvfølgelig ikke færdig med at gå af den grund. Og alle, der måske har lyst til at støtte min indsamling, kan også stadig være med. Af hjertet på forhånd tak for alle bidrag, små og store:

Link til indsamling i bio (fordi IG goddamnit stadig ikke kan lave links i tekst 😡)

Pps. TAK til alle jer, der allerede har givet et bidrag. Som i KÆMPE-tak ❤️

#hærvejen #vandring #scleroseforeningen #yougo
MIN NÆSTE (LIDT STORE) VANDRING… .. har jeg ændr MIN NÆSTE (LIDT STORE) VANDRING… 

.. har jeg ændret plan på x(xxx) gange, siden jeg før jul lavede et Ti vilde ruter, jeg drømmer om at gå-opslag, og proklamerede, at to eller tre af dem sker i år. 

To eller tre sker så nok ikke, for livet skete; i det her tilfælde, at bogskrivning har taget (og tager) så crazy meget tid og energi, at al forårsdrømmevandring er sløjfet.

MEN snart er bog done og går i trykken, og SÅ: helt præcis om to måneder fra i dag - 7. juli - hopper jeg på et fly mod USA for at gå: 

Colorado Trail. 

Wuhu, wuhu, wuhu. 🤩

Kan jeg især sige, fordi jeg kender den: Jer, der var så søde at følge med i min Continental Divide Trail-vandring sidste år vil vide, at jeg allerede har gået noget af Colorado Trail, fordi meget af den følger CDT. 

At gen-gå er helt med vilje: Colorados bjerge er stjerneflot vandring, men jeg vil også tilbage for at gå de stræk, jeg skippede sidste sommer pga latterlig knæskade og klam bændelorm, og så for at give Colorado Trail ægte opmærksomhed - som nok ikke helt 1000 var der sidste år med mit hoved meget i “Videre-videre-videre, Canada venter”-mode (lidt sørgeligt minus ved en Mexico-Canada vandring). 

Ekstra plus nu: Alt det, der ikke er CDT, er nyt - og helt sikkert lige så wauw-bjergland - for mig. 

I tal: Colorado Trail er ca. 800 km lang, ca. 27.000 højdemeter, og i lidt tynd luft - jeg kommer til at rende rundt et sted mellem 2.700 og 3.500 meters højde. 

Og jeg skal ikke rende alene. Sidste år med Gaby som min wingwoman lærte mig, at en tur bliver tusind gange mere værd, når man deler den med nogen, så det gør jeg igen: 

Den her gang med min søde og seje veninde, Mia, som også er en vandretype - for eksempel PCT + festlig Fjällräven Classic sammen med mig for nogle år siden (pix 19). 

Måske lidt mindre vin i boks på Colorado Trail :), men GLÆDER mig dobbelt-op med Mia-company 💚 (og knæ i udu - nægter jeg at overveje en gentagelse af!)
(De første) 55 km Den her weekend: Start på mit (De første) 55 km 

Den her weekend: Start på mit projekt Gå 100 km for sclerose i løbet af maj - og lidt stor start, for det var med Mammutmarch og 55 km. 

Jeg Mammutmarcherede første gang, da konceptet kom til DK i 2019, og det gik i lørdags op for mig, at jeg havde en slags jubilæum - det var simpelthen min Mammutmarch nr 10.

Som egentlig er ret crazy, når jeg mest er til en helt anden type vandring og ret ligeglad med diplomer og medaljer - men jeg er vild med stemningen og især den særlige We’re in this together-ånd. Som specielt sker på 100 km-turene, hvor kun supermennesker ikke er presset (og dem tilhører jeg ikke - so far ingen 100 km, hvor jeg ikke har kæmpet. Og må være masochist af en art, for den (mentale) kamp er også en af mine grunde til at gøre det).

Den her weekend var en såkaldt Mini-mammut, (som de kalder det, når det “bare” er 55 km), men det betød ikke nem slentretur, for udover masser af grin og smukkeste majvejr (måske lige hedt nok, men nægter at klage efter den længste vinter ever) vil jeg huske den for brand i fødder.

Aka varmeknopper, som poppede op efter 26 km, så de sidste 29: Gitte gik på ild.

Av, men (desværre) ikke nyt for mig, så tænderne sammen og afsted. Og så var min veninde og gåmakker i øvrigt meget sejere: hun havde aldrig gået så langt før, og de sidste 13 km var hun færdig. Helt slukket. Men hun gjorde det alligevel, fordi vi gik for sclerose - “jeg gør det gerne”, sagde hun endda - TAK, Cecilie. ♥️

Min næste omgang Mammut er 100 km på 24 timer i august (overvejer medbragte isterninger til de fødder 😅), og hvis nogen af jer også har lyst til den (vilde) udfordring:

Scleroseforeningen har lavet et samarbejde med Mammut: Alle, der deltager i You go (altså at gå 100 km for sclerose i løbet af maj) er med i konkurrencen om 5 fribilletter til 100 km-turen.

Det har ikke noget med mig at gøre (og jeg får for the record 0 kroner for at “reklamere” for det), men som en med sclerose vil jeg selvfølgelig helt vildt rigtig meget gerne have, at så mange som overhovedet muligt er med i You Go og laver larm om den lortesygdom.

Ps. Ja, det er 4. maj i dag, men I kan stadig nå at være med. Tjek scleroseforeningen.dk/yougo
Instagram Facebook

© 2026 Trek & Tell | Made by DEL2

CVR: 38820796
gitte.holtze@gmail.com
50710006

Privatlivspolitik
Handelsbetingelser

Rul til top
  • Shop
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • VANDREGUIDER
    • CAMINOEN
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARK
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig