Fortsæt til indhold

Trek & Tell

  • Shop
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • PACIFIC CREST TRAILUdvid
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • VANDREGUIDERUdvid
    • CAMINOENUdvid
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARKUdvid
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
Indkøbskurv 0
Trek & Tell
Indkøbskurv 0

Gitte HOLTZe

På lange vandringer

I 2018 gjorde jeg noget, jeg aldrig havde troet, jeg ville turde eller kunne: Jeg gik knapt 4.300 kilometer fra Mexico til Canada.

Ruten var Pacific Crest Trail, det var et gigantisk eventyr, OG det var her, jeg opdagede, hvad vandring kan gøre.

Hvor fri og stærk og levende man kan føle sig. Hvor meget rod i hovedet, det at gå på den mest forunderlige måde kan fjerne. Hvor enkelt og ægte livet er, når man er på vandring.

Man behøver (overhovedet) ikke gå +4.000 kilometer for at nå dertil, så mine (mange!) vandringer siden har været lige så meget kort som lang. I Danmark som ude i verden.

Mit største happy place er dog på en meget lang vandresti, og i 2025 gik jeg igen fra Mexico til Canada. Den her gang ad Continental Divide Trail op gennem Rocky Mountains.

Det har jeg skrevet en bog om. Den hedder “Mit ene liv” og handler om den fem måneder lange vandring, men også om det spørgsmål, jeg stillede mig selv og som fik mig til at sige alting op før jeg tog afsted: Hvordan vil jeg bruge mit (ene) liv? Hvordan skaber jeg et liv, der føles rigtigt og med mening?

Bogen udkommer 27. august, og jeg sælger den selvfølgelig her på siden – signeret, hvis du vil have det.

Hvis du vil have besked, når jeg åbner for forudbestilling af Mit ene liv, kan du skrive dig på min mailliste her:
jeg vil gerne have besked

Hvad kan du finde her på siden?

Jeg er mest aktiv på Instagram. Det er der, jeg deler alt om mit (vandre)liv, ture, pakkelister og ting, der sker – ups and downs, det dybe og det gakkede.

Men nogle ting findes ikke på Insta – de findes her:

Mine FOREDRAG
Hvor og hvornår fortæller jeg om Pacific Crest Trail og om min tur på Hærvejen

Mine VANDREKURSER
For dig, der drømmer om at udvide vandreture med overnatning i naturen.

Mine BØGER
– Mit ene liv: om at sige alting op og gå fra Mexico til Canada – og livet bagefter
– Hvad Hærvejen gav mig: om at finde ro i hovedet på (fine) Hærvejen
– Jeg Lever: om min vandring (og vilde udvikling af mig selv) på Pacific Crest Trail
– Gå Langt: fuld af forberedelsesfif til dig, der drømmer om en lang vandring

Min WEBSHOP
Fra 27. august kan du købe min nye bog i shoppen – og på et senere tidspunkt også (igen) mine tisseklude. Det sidste: læs historien om tissekluden + få svar på alle dine eventuelle spørgsmål om dén på siden Tissekluden

Mine VANDREGUIDER
Jeg har gået efterhånden rigtig mange steder. Tjek mine guider og find inspiration (og alt det praktiske info) om ruterne.

Og – ikke mindst – diverse om Pacific Crest Trail og Continental Divide Trail

Rigtig god læsning – og vandring!

NY BOG: Mit ene liv

Om min vilde vandring fra Mexico til Canada ad Continental Divide Trail – og om at ville leve et liv, der føles rigtigt. 

Forside bog Mit ene liv

VANDREKURSER

Drømmer du om at sove i naturen på dine vandreture, men vil gerne have en “lærer” med første gang? Kom med mig på Hærvejen.

vandrekursus for begyndere på Hærvejen

FOREDRAG

4.265 km vandring – ad Pacific Crest Trail og tilbage til mig selv.

foredrag

Følg MED ovre på Instagram

Er ny bog bare en samling af IG-opslag fra Contine Er ny bog bare en samling af IG-opslag fra Continental Divide Trail? 

Ja! Nemmeste måde at skrive bog på. 😆

Nej - det er den (selvfølgelig) ikke. Men spørgsmålet er lige så selvfølgelig oplagt for især jer, der var så søde at følge med i min tur. Så her lige nogle ord om det: 

Bogen handler om CDT, men når nu man er sådan en som mig, der er (meget) mere optaget af hvorfor end hvor langt, ville jeg ikke “bare” skrive en underholdende historie om 4.000 km vildmarks-eventyr. Hvis der skulle være en mening med, at verden skulle have endnu en bog om vandring fra mig, ville jeg skrive om noget, der rækker ud over Gitte går en tur på en vandrerute, de færreste kender eller har lyst til nogensinde selv at gå. 

Så bogen handler også rigtig meget om min grund til at tage på en ny lang vandring og (ikke mindst) i samme ombæring at sige alting op før takeoff - den med at ville leve helt aka nægte at bruge mit liv på at sidde og være mellemfornøjet (det gode danske ord :) med tilværelsen.

I vil selvfølgelig kunne genkende meget (og mange) fra turen, men der skete også ting - konflikter, tvivl, hudsult og diverse andet - som jeg ikke har delt, fordi det lige skulle lande i mig selv først, eller som fylder meget mere i bogen, end hvad jeg kunne overskue at skrive i et telt om aftenen, ligesom der er refleksioner og indsigter, som først kom senere. 

Og så er der “bagefter” - den ret heftige nedtur, jeg røg ind i, da jeg kom hjem og ikke anede, hvordan min hverdag skulle være, så jeg også i den ville føle mig levende. For når man først har prøvet dén følelse - fanme svært at nøjes med mindre. 

Den del af historien kendte jeg (heldigvis, for den var ikke ret festlig) ikke, mens jeg gik op gennem USA. (Spoiler: bogen ender IKKE med, at jeg Happy ending-agtigt møder random mand og køber en campingplads på Langeland :) 

Billederne (swipe) er små uddrag fra her og der i bogen. Resten må I vente med til Mit ene liv udkommer 27. august 😊
Kyststien (igen-igen-igen…. 😍) De sidste fem dage Kyststien (igen-igen-igen…. 😍)

De sidste fem dage har jeg været på Bornholm - jeg kom for at vandre, men startede med at udnytte stjernegodt vejr OG at jeg har verdens bedste bornholmerveninde med tid til at lege sommerturist og især bade, bade, bade på halvhemmelige steder. 

Og thank God for det (altså at være sammen med en, der kender badesteder, kun lokale kender) for jeg elsker Bornholm, men ved nu, at jeg elsker øen lidt mindre i højsæsonen. Her er ALT for mange mennesker 🤯

Anyway - vandringen. Ad Kyststien, som jeg i går tog første stykke af. Rønne til Allinge, 30-ish km. Der - hvis jeg SKAL vælge, for det meste af Kyststien har noget pænt - er min favorit. Skønneste strandstrækning mellem Rønne og Hasle (sagt det før, siger det igen: for alle der kan leve med kun natur, ingen iskiosker eller andet halløj, tag dertil), derefter tullen gennem Hasle og Helligpeder, forbi Ringebakkebrudet, kaffe i Vang - og så alt det, der er i nord: klipper og udsigter og en masse smal og snoet og sjov op og ned-sti. Og perfekt afslutning lige før Sandvig: gedetræf. 

Jeg var - udover glad for Kyststien - mega-glad for, at mit ben og krop var med mig, ingen ondt, ingen slattenhed, ingen minus overskud. Som (altså overskud) måske også lidt kom af ingen fuld oppakning, for jeg endte dagen i bornholmervenindes hus aka kun lille rygsæk. Som jeg besluttede ud fra vejrudsigten, der sagde voldsom regn i nat - som det så (selvfølgelig (!)) ikke har været. 

De sidste billeder: pletskud fra lave ingenting-ugen - inkl en (tror jeg?) badeglad mink.
MIN NYE BOG SENDT I TRYKKEN…! Der er sket noget MIN NYE BOG SENDT I TRYKKEN…! 

Der er sket noget - som jeg godt vidste, men alligevel er giga-stort: Den bog, jeg har brugt, hvad der føles som al min tid siden nytår på, er - endelig - gået i trykken! 

Juhuuuuuu…! 🤩🥳

Den udkommer 27. august, og jeg kunne sige rigtig (rigtig!) meget om den, og det kommer jeg også til, men for nu: her er den. Og på billede to bagsideteksten aka hvad den handler om. For selv om den er om min Continental Divide Trail-vandring, handler den (hence titlen Mit ene liv) om - meget - mere end det. 

Det er så crazy vildt, at den endelig er done - og lidt argh, at jeg ikke kan rette mere. Som jeg gjort HELT op til deadline, og jeg håber, håber, håber, I kommer til at tage godt imod den ♥️ 

Bogen kommer på diverse bogsites og senere også på biblo og lyd, men hvis I vil støtte en fattig forfatter - altså mig - kan I også købe den direkte af mig på min hjemmeside (selvfølgelig med signering :))

Jeg åbner for forudbestilling fra hjemmesiden om nogle uger, men har allerede nu lavet en såkaldt mailliste, som I kan skrive jer på, hvis I vil have besked, når jeg åbner for forudbestilling. 

Link til at skrive sig på den liste kan jeg (goddamn it, Meta) ikke sætte ind her, men find det i min bio. 

Juhu (og sommerfugle i maven) igen!
Fineste (spontane) vandre/hyggetur: Ærø Den her Fineste (spontane) vandre/hyggetur: Ærø 

Den her weekend har jeg lavet noget, som overhovedet ikke stod på min “Jeg kan ikke komme til Colorado, hvad skal jeg så den her sommer”-liste - men da en veninde spurgte, og aftale i Kbh blev aflyst: Ja tak til Ærø. 

Jeg vidste ikke helt, hvor meget mit ben og energiniveau ville være med til, så planen var en tur med max hygge og ikke-anstrengende vandring - og det blev det. Vi gik - Øhavsstien og lidt ad Kyststien og lidt diverse for at komme til de steder, vi gerne ville sove, som var telt/shelterpladser direkte ved vandet - men fik også (en masse) badning, is, kaffe, rosé, bål, hyg, dansk sommer på en ø, jeg havde glemt hvor fin er (min undskyldning er, at jeg sidst var der i (december!) ‘18). 

Fredag aften hed det shelter/teltplads Skåret, hvor andre sjovt nok også havde fået den idé at campe ved vandet, så eneste sted at slå telt op var på lillebitte stykke græs ved siden af p-plads. Men så skete det mest stjerneheldige: Dem, der havde booket shelteret (et af dem, der er evigt & altid booket), kørte hjem - noget med at børnene ikke havde lyst alligevel. Kæmpehurra, for se film & billeder - 🤩. 

Lørdag gik vi til Søby og så bus (gratis på Ærø) til 10-ish km vest for Marstal, vandring derfra gennem Marstal og til Strandbyen Havn. Og dén havn og teltplads: Helt perfekt. Få andre og stor plæne lige ved havet + uprætentiøs jollehavn med træer/skygge/bord-bænkesæt alle vegne + en legeplads også til klumpe-dumpede voksne, f.eks. mig.

Søndag: 10 km slentren ad Øhavsstien tilbage til Ærøskøbing og stokrose-idyl ad libitum inden færgen til Svendborg. 

All in all: Udover kæmpeglæde og lettelse, fordi jeg mirakuløst havde nul - som i NUL, og vi gik knap 50 km - issues med sclerose-bedøvet ben, overbelastet knæ eller slatten mig, kan jeg 1000 procent anbefale en weekendvandretur på Ærø. Pænt, hyggeligt, nemt - og vandrewise: Øhavsstien Marstal-Søby er 36 km, skiltet, og lang tid siden jeg har gået et sted med så imponerende mange bænke parkeret langs ruten. Vil man hele øen rundt, er der Kyststien på sydøen (følger dog meget cykelsti, så grus/asfalt en del af vejen). 

Uanset: do it. 💙

#ærø #vandringidanmark
(Mere) update på life En uge efter scleroselæge- (Mere) update på life 

En uge efter scleroselæge-besked, og jeg er - efter omstændighederne og alt det der - ok. Binyrebark-kur var heldigvis kort, bare tre dage, og tak til lægen for at stikke mig sovepiller, så jeg ikke blev kuk af den manglende søvn, som ellers åbenbart følger med det stads. 

Eneste bivirkning - som kan være slem nok, men kun gik ud over en enkelt veninde (🙈) - var RET kort lunte i dagene efter. 

Men binyrebark gjorde sin ting, og mit ben er nu næsten normalt igen. Så i går var jeg på en vandresti igen. 

Bevares, ti km og to pauser undervejs, fordi min krop stadig er slatten som en kasseringsmoden asparges, men jeg gik. Sammen med min søster og nevø, der - sagde de i hvert fald :) - var ok med slentretur i stedet for den 30 km tur, vi oprindeligt havde planlagt. Til gengæld var der masser af tid til at finde perfekt snobrødspind og bagefter rosé & bål i læhjørnet på søsters terrasse. Ja tak til de små glæder. 

Og apropos ja-hat: Til dem af jer, der måske synes, mit sidste opslag var lidt (for) halleluja-positivt ift det her sving, livet lige tog, og som betyder ingen vild vandring i Colorado fra i morgen 🤬😭 - tro mig, jeg hár flippet, tudet, sparket til ting (med det andet ben), råbt pisselort ud af vinduet, og ment, at verden er mega-monster-uretfærdig. 

Men gider jeg blive gammel og sur, fordi jeg bruger energi på at rase over noget, jeg kan gøre zip ved? 

Gæt selv svaret. Mine ben virker, og selv om de ikke skal trave i USA, så kan jeg gå, og dét har jeg altså besluttet står øverst på hvad der er vigtigt-listen. 

Så jeg er i fuld gang med at udtænke alternativ sommerplan. 

So far er Bornholm og Nordjylland på radaren, det samme er de nye vandreruter - Gudenåstien og/eller Køsten på Falster. Og måske noget Sverige. 

Især det sidste: Hvis nogen af jer har specifikke fif til fin svensk vandring - giv meget gerne lyd. 

Og så bare giga-tak for alle jeres søde beskeder, medfrustration, idéer til DK-ture, hep, hilsner og omsorg i det her Gittes morads: I er ❤️…!
Billedet siger det sikkert: Fuck*** sclerose 🤬 I Billedet siger det sikkert: Fuck*** sclerose 🤬

I lidt flere ord: I mandags var jeg på sygehuset med det ben, der midt i vandring på Hærvejen i sidste uge pludselig blev følelsesløst.

Neurolog-Finn mærkede og trykkede og bankede løs med sin reflekshammer - og så gav han mig en omgang binyrebarkhormon, der forhåbentlig gør det, den skal, så “bedøvelse” i mit ben går væk.

Men til spørgsmålet om seks uger på Colorado Trail fra næste uge: Nej.

Nej fra ham og især fra rejseforsikringen, der - kan jeg afsløre - er skrap, når man har en kronisk sygdom og der sker noget med den sygdom tæt på afgang. 
Og selv om jeg er meget imod at operere ud fra frygt, er jeg ikke idiot: USAs bjerge er ikke stedet at være ikke-forsikret.

Så ingen Colorado. Og en max frustreret mig. 4000 hårde vandre-km sidste år uden noget som helst sclerose-bøvl, og så går min krop i udu NU. Lige inden jeg skal på stor bjergtur. Som jeg har glædet mig sygt meget til - efter fem måneder med hovedet i computeren for at skrive bog var tilbage til Colorado “præmien”. 
Pis og lort og crap.

Eneste “trøst” (i mangel af mere passende ord): Min selvmedlidenhed blev sat en lille smule i relief i venteværelset på scleroseafdelingen.

For mens jeg sad der og ynkede min skæbne, kom en anden patient ind. Yngre end mig, i kørestol og tydeligvis i den kørestol, fordi hendes ben ikke bare var lidt føleforstyrret og hendes udfordring ikke bare var, at hun ikke kan komme på Colorado Trail den her sommer.

Man skal aldrig sammenligne sig med andre, men nogle gange er perspektiv sgu ret sundt: Lige der følte jeg mig “heldig”.

Heldig for nu, for det her handler selvfølgelig ikke kun om no go til USA - det har også sat gang i en tankerække af halvdystre fremtids-scenarier.

Som jeg har gjort mit allerbedste for at stoppe igen. No way skal jeg sidde og spekulere i hypotetiske Hvad nu hvis’er; jeg skal ud og gå, nu, og alt det jeg kan - skulle den kørestol blive min engang, skal tiden inden i hvert fald ikke spildes. 

Finn gav mig Go på at trave solen sort (i DK), så selv om det ikke ligefrem var min sommerplan, er det det så nu. Hvor ved jeg ikke (udover Bornholm fordi ♥️), men gode bud modtages gerne.
Lige nu skulle jeg være i gang med at vandre i Nor Lige nu skulle jeg være i gang med at vandre i Nordjylland. Det er jeg så ikke.

Fordi der er sket noget - meget uventet på den meget ufede måde. Jeg har fået et sclerose-udbrud. 

Ikke (heldigvis) et, der gør ondt, eller (endnu mere heldigvis) et, der har sat sig på mit syn eller balance, og jeg er heller ikke babu-indlagt eller andet stor-dramatisk. 

Men mit ene skinneben er “bedøvet” - det startede midt i ugen-agtigt, og fordi det hverken gjorde ondt eller betød ingen kræfter i benet, valgte jeg at… ja, at ignorere det og fortsætte med at gå.

Dumt? Ja. På alle måder, for selvfølgelig gik det attak ikke bare over - tværtimod følte jeg mig som en slap kludedukke og holdt en million pauser. Og så fuckede det mit knæ op. 

Fordi den dag var Jyske Ås-dagen lig med op og ned og trærødder og knoldet græs i ådal og på eng og en masse andet fed vandring, bare ikke så fedt for et knæ, der sikkert tog skraldet for et underben, der nok var meget mindre fungerende, end jeg i min vandre-iver vurderede. 

Så næste morgen: Jeg tog den fornuftige hat på og stoppede med at gå.

Og sidder nu i Skagen hos min veninde, indtil hun/vi kører tilbage til Kbh i morgen. Dejligt sted at holde tvungen hvile, yes, men stadig med et følelsesløst ben og dunkende knæ, og med ret meget nedtur, for hvad betyder det her for min afgang til Colorado Trail om ti dage…?!? 

Jeg bliver forhåbentlig klogere efter tid hos sclerose-læge på sygehus på tidlig mandag morgen, men altså: For helvede. Jeg ved godt ved, jeg er “heldig”, at jeg ikke blev ramt hårdere (og ER taknemlig for det), og at vandretur er sekundært i forhold til sygdom, men alligevel - jeg har ikke haft noget med min sclerose siden det attak for næsten lige præcis syv år siden, der førte til den her sygdom, så at det lige skal være nu… 💔😭

Opfølgning følger. Og til jer, der gerne vil høre om Hærvejen fra Aars til Frederikshavn: noget om den følger også - om et par dage, når ieg “lige” har slugt den her sclerose-ting sket. 

Ps. Billede 2-8. Føles helt skørt midt i mildt sagt træls situation, men når man ikke-vandrer i Skagen og kender en virkelig hyggelig fiskerestaurant i nærheden: En fin måde at bruge i går aftes på.
Bedste søndag længe, for i dag var første dag af m Bedste søndag længe, for i dag var første dag af min planlagte “kilometer i benene før Colorado Trail”-tur på Hærvejen. 

Som var et 12-tql på skalaen for skøn vandring. Måske lidt i overkanten asfalt og cykelsti fra Aars til Veggerby Kirke - til gengæld var der (udover knaldgrønt, føl, sommervejr og smukkeste detour ved Højris Mølle) de fineste pausesteder: Shelterplads ved Veggerby Kirke. Alt hvad man ønsker sig. Og særligt bord-bænke med tag på banestien udenfor Aars. God i regn. God i meget sol. 

Dagen var dog mest noget med gode mennesker. 

Først Rikke, som var med mig på hærvejs-vandrekursustur i foråret og som bor udenfor Aars - og som i går aftes trail angel-hentede mig efter FlixBus fra Kbh til Viborg og diskede op med alt fra late dinner til vin & jordbær og lanterne og tæppe til at slæbe med mig ned i teltet. 

I dag var der mere Rikke, for hun gik med på det meste af dagens stræk - sammen med anden sød kvinde, Marianne, som jeg også kender fra Hærvejstur. 

Højdepunktet: Da de sagde Okay så til at smide alt undtagen sokker og kasket, fordi i dag er længste dag på året lig med (spørg mig ikke hvorfor) Hike Naked Day. 

(Ekstra applaus til dem for at gøre det, for formanden for den lokale revy var netop cyklet forbi. Ingen af dem sådan stordrømte om at være hovedperson i ny revy-sketch). 

Person 2: Hanne som bor overfor Veggerby Kirke og havde tilbudt mig middag og lån af shelter i hendes have. Og hvor skal jeg starte: Hanne var en af dem, man har lyst til at flytte ind hos. For hende, for hunden ♥️, for sommerdansk aftensmad og bagefter iskaffe i orangeriet, og for hendes sygt dejlige have. Inklusiv fineste shelter med udsigt, bålplads, hele molevitten. 

Heldige mig. 

Og heldige jer, for Hanne (OG Rikke) er med i Brug min baghave. 

Som basic er en plet græs at slå sit telt gratis op på, men Rikke går amok i kræseri om sine gæster, og hos Hanne er det shelter og fri adgang til orangeri (og en masse andet). Kæmpe-anbefaling herfra 💚
Når jeg bliver voksen: Jeg vil være Jytte 🤩 Det h Når jeg bliver voksen: Jeg vil være Jytte 🤩

Det her billede er mig og de syv damer, jeg havde med på vandrekursus i weekenden. Alle mega-seje - vejret testede os, kan man roligt sige - men især én er xtra-hardcore.

Kan I gætte, hvem jeg helt ublu fremhæver, selv om man ikke må have favoritter? 

Helt til højre: Jytte. På 68. Og flamin’ badass. 

Jeg har haft cool kvinder i den alder med før, men Jytte var i en liga for sig. Ikke noget brok over noget, ikke noget pis med noget, klar på det hele - inklusiv rosé og røverhistorier om dating og motorcykelfortid - oprigtigt nysgerrig på grej og hikinghacks, og havde vi andre sløve padder ikke været der, havde hun formentlig været i mål et døgn eller to før os, for det med pauser og lige at få rygsækken af: Fint nok, sagde Jytte, men når vi gik - damen fløj i front. 

Med overskud. Til for eksempel at filme os andre, der stønnede os op ad bakke, mens hun allerede stod der på toppen, helt upåvirket (swipe & se 😄), eller til at blæse afsted foran resten af flokken på vej ind i Viborg i sileregn. 

Kæmpeyeah for, at alder er no limit for noget som helst.

Ps. Udover seje damer og styrtregn til start, slut og midt imellem var weekenden også lupiner, is, rosé, blå himmel, bålhyttehygge, planke, varierende kreative måder at save brænde på, og én vabel (ny rekord for 60 km - og nej, det var da selvfølgelig ikke Jytte, der fik den.)
Den her sløje frihåndstegning af en vandrerute: Mi Den her sløje frihåndstegning af en vandrerute: Min tur lige om lidt. 

Til juli rejser jeg til USA for at gå Colorado Trail - som (mildt sagt) er bakket. Så jeg skal “lige” have kilometer i benene inden. (På en måde som er sjovere og pænere end op / ned ad Amager Bakke 700 gange.) 

Nordjyllands-turen er en kombi af Hærvejen og Nordsøstien, og jeg har gået noget af det før, men glæder mig alligevel. 

Både til Aars-Frederikshavn, som jeg ikke har gået, og i det hele taget til DK “trænings”-vandring. Og dét er måske det største for mig, for - som nogle af jer ved, andre ikke - jeg har, siden jeg kom hjem fra Continental Divide Trail i oktober, haft m.e.g.e.t svært ved at se noget som helst interessant ved at vandre i Danmark. 

Som i Fuck Furesøen! (Og alle andre steder). 

Det handler selvfølgelig ikke om, at DK per defintion er røvsygt, men om hamrende post trail depression, som gjorde ALT andet end vildt vandreliv til komplet ligegyldigt. 

Den (forfærdelige) følelse er nu, thank fuck*** God, lettet, og den skal aldrig komme igen…!

Heller ikke efter Colorado Trail til sommer, for selv om jeg voldelsker stort vandreliv, er det her, i Danmark, jeg bor, og her, jeg insisterer på at have en hverdag, der - hvordan den end kommer til at se ud - er lige så fuld af mening som den, lange vandringer giver mig. Det er mit mål: samme alive (og ikke triste tomme Fuck Furesøen) version af mig i en “normal” type hverdag også. 

Det kan jeg sige meget mere om, men for nu: Nordjylland-vandring. Som starter fra Aars 19. eller 20. juni og varer, tænker jeg, et par uger. Så hvis nogen af jer bor på ruten (eller er ekspert i den del af landet) og har fif til ishuse, fine shelters, ting der sker i slutjuni, som jeg ikke må glip af, og andet very nice to know-info: sig - meget gerne - til. 💚

Ps. Billeder fra ruten: Gitte på Rubjerg Knude. Før og efter jeg accepterede grå hjelm. :) 

Pps. Svar på et spørgsmål, jeg har fået flere gange nu: “Colorado Trail - kan du ikke finde på ruter andre steder end i USA?” 
Selvfølgelig kan jeg det, men trailkulturen der: Meget (meget) særlig.
Instagram Facebook

© 2026 Trek & Tell | Made by DEL2

CVR: 38820796
gitte.holtze@gmail.com
50710006

Privatlivspolitik
Handelsbetingelser

Rul til top
  • Shop
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • VANDREGUIDER
    • CAMINOEN
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARK
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig