Fortsæt til indhold

Trek & Tell

  • Shop
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • PACIFIC CREST TRAILUdvid
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • VANDREGUIDERUdvid
    • Vandring på Öland
    • CAMINOENUdvid
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARKUdvid
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
Indkøbskurv 0
Trek & Tell
Indkøbskurv 0

Gitte HOLTZe

På lange vandringer

I 2018 gjorde jeg noget, jeg aldrig havde troet, jeg ville turde eller kunne: Jeg gik knapt 4.300 kilometer fra Mexico til Canada.

Ruten var Pacific Crest Trail, det var et gigantisk eventyr, OG det var her, jeg opdagede, hvad vandring kan gøre.

Hvor fri og stærk og levende man kan føle sig. Hvor meget rod i hovedet, det at gå på den mest forunderlige måde kan fjerne. Hvor enkelt og ægte livet er, når man er på vandring.

Man behøver (overhovedet) ikke gå +4.000 kilometer for at nå dertil, så mine (mange!) vandringer siden har været lige så meget kort som lang. I Danmark som ude i verden.

Mit største happy place er dog på en meget lang vandresti, og i 2025 gik jeg igen fra Mexico til Canada. Den her gang ad Continental Divide Trail op gennem Rocky Mountains.

Det har jeg skrevet en bog om. Den hedder “Mit ene liv” og handler om den fem måneder lange vandring, men også om det spørgsmål, jeg stillede mig selv og som fik mig til at sige alting op, før jeg tog afsted: Hvordan vil jeg bruge mit (ene) liv? Så det føles rigtigt og med mening.

Jeg ville blive glad, hvis du vil bestille den direkte fra mig (signeret selvfølgelig, hvis du vil have det) – find den her:

Mit ene liv

Hvad kan du finde her på siden?

Jeg er mest aktiv på Instagram. Det er der, jeg deler alt om mit (vandre)liv, ture, pakkelister og ting, der sker – ups and downs, det dybe og det gakkede.

Men nogle ting findes ikke på Insta – de findes her:

Mine FOREDRAG
Hvor og hvornår fortæller jeg om Pacific Crest Trail og om min tur på Hærvejen

Mine VANDREKURSER
For dig, der drømmer om at udvide vandreture med overnatning i naturen.

Mine BØGER
– Mit ene liv: om at sige alting op og gå fra Mexico til Canada – og livet bagefter
– Hvad Hærvejen gav mig: om at finde ro i hovedet på (fine) Hærvejen
– Jeg Lever: om min vandring (og vilde udvikling af mig selv) på Pacific Crest Trail
– Gå Langt: fuld af forberedelsesfif til dig, der drømmer om en lang vandring

Min WEBSHOP
27. august udkommer min nye bog, som du kan købe direkte fra mig – og på et senere tidspunkt kan du også (igen) få fat i mine tisseklude. Det sidste: læs historien om tissekluden + få svar på alle dine eventuelle spørgsmål om dén på siden Tissekluden

Mine VANDREGUIDER
Jeg har gået efterhånden rigtig mange steder. Tjek mine guider og find inspiration (og alt det praktiske info) om ruterne.

Og så indeholder siden her – ikke mindst – diverse om Pacific Crest Trail og Continental Divide Trail

Rigtig god læsning – og vandring!

NY BOG: Mit ene liv

Om min vilde vandring fra Mexico til Canada ad Continental Divide Trail – og om at ville leve et liv, der føles rigtigt. 

Forside bog Mit ene liv

VANDREKURSER

Drømmer du om at sove i naturen på dine vandreture, men vil gerne have en “lærer” med første gang? Kom med mig på Hærvejen.

vandrekursus for begyndere på Hærvejen

FOREDRAG

4.265 km vandring – ad Pacific Crest Trail og tilbage til mig selv.

foredrag

Følg MED ovre på Instagram

REKLAME i samarbejde med @visitsmaland Heldige mi REKLAME i samarbejde med @visitsmaland

Heldige mig er lige nu på Öland. Fem dage, hvor hovedingrediensen er “min” ting: vandring. 

Normalt er jeg jo sådan en, der går-går-går hele dagen, langt og med telt. Men jeg kan OGSÅ godt lide det, man nok vil kalde en lidt mere luksus-agtig måde at være afsted på: 

Fast base på hyggeligt sted, dejlig mad, tid - og mulighed fordi ikke kun på gåben - til stop ved diverse sights, OG selvfølgelig en masse vandring, men i kategorien kortere (rund)ture. 

Og det er den slags tur, jeg er på lige nu.💙💛

Jeg er inviteret af Visit Småland, så ja, det er reklame, som er nyt for mig, men som jeg har sagt ja til, fordi Öland (og Sverige i det hele taget) er noget, jeg rigtig gerne ville. 

Og jeg kan bare sige, at det klart har levet op til mine (høje) forventninger. Der er ikke plads til alle det 🤩, jeg har oplevet, så det vigtigste: 

Nummer absolut 1: Der er (fritgående) køer alle vegne…! 

Stor (god) overraskelse for mig, der ikke vidste, at køer (og får) i så mange hundrede år har tøffet rundt og græsset for at holde landskabet åbent, at de nu er en vigtig del af, at det sydlige Öland er UNESCO-verdensarv. Aka køerne er nærmest kulturarv. Hvor hurra er det ikke (i hvert fald for ko-elskeren Gitte 😍) 

Ottenby, som er et naturreservat på sydøen med åbne vidder - vi (jeg og veninde som er med - lig med ekstra hyggeligt) vandrede 4-ish km ad en rute blandt får i et landskab, der ligner Irland, og spiste frokost med udsigt til køer, og rundede fyret på sydspidsen, Langå Jan (det ér et langt fyr), og nårh’ede over sælerne ude i havet, og bildte os ind, at vi så en havørn. Som vi måske gjorde; området er fugleparadis. 

Borgholm Slot, som vi mest tog med til, fordi det var lige på vejen til et fika-sted - jeg er ikke sådan en, der normalt går specielt meget op i slotte og borg. Men: amazing.

Fordi det er ikke en ruin med tre trætte mure - det er kæmpestort, råt og stadig så meget slot, at jeg tydeligt kunne se for mig, hvordan Kong xx engang spankulerede ind gennem den borggård. 

Resten (bl.a. flere fine vandreture og 😋 fika-steder) kan I se i Stories/highlight. Og udførlig guide - inkl mine overnatningssteder - følger.
“Jamen, hvad nu, hvis jeg fortryder?” I går klog “Jamen, hvad nu, hvis jeg fortryder?” 

I går klogede jeg mig til Højskolebladet og den seje redaktør @janemylenberg, der havde læst min nye bog (hun var heldigvis vild med den ❤️), og som ville tale om livsvalg.

Som jeg har taget nogle stykker af. Også de store og uden at ane, om det, jeg var på vej ud i, ville være bedre end det, jeg forlod.

For det ved man jo aldrig. Og det kan være frustrerende, for hvor ville det være rart, hvis man på forhånd vidste, hvad et valg fører til: At hvis man siger sit job op, får man et bedre. At hvis man forlader et parforhold, bliver man gladere. At hvis man gør xx, er det det rigtige (for alle involverede.)

At man ikke om et halvt år tænker: Fuck. Det skulle jeg ikke have gjort.

Men den garanti findes jo ikke. Og hvad så – skal man så lade være at gøre noget?

Min mening: kæmpe-NEJ.

Jeg tror - sagde jeg i interviewet - at frygten for at fortryde kan få mange til at blive i det, de er i. Som ikke nødvendigvis er noget vildt forfærdeligt, det kan “bare” være noget, der gør, at man er sådan lidt mellemfornøjet (mit yndlings-ord pt :), men som man ikke rykker sig fra, fordi man ikke ved, hvad man får istedet.

Og dét synes jeg er vildt sørgeligt: hvis det er frygten for det ukendte, der bestemmer.

Som afslutning skulle jeg give et råd til højskoleelever (artiklen vár jo til et højskoleblad :). Jeg svarede noget med ikke at være så optaget af, hvad andre tænker, men på vej hjem fandt jeg på et – synes jeg selv – bedre svar. Som måske også kan bruges af ikke-højskole’ere:

Lad være med at tro, du skal have regnet livet ud, før du vælger en retning. Ingen kan vide, hvilke sving der ligger forude, eller hvor du ender. Måske finder du ud af, at du skal noget andet. Det er okay. Så gør du noget andet. Men lad ikke frygten for at fortryde og alle “hvad nu hvis’erne” styre. Jeg tror, det giver et bedre og rigere liv at turde gå efter det, der føles rigtigt, end at lade være, fordi du er bange for at vælge forkert.

Om det så ér et godt råd, I don’t know. Men det er i hvert fald mit. 💜
Jeg skal til Everest Base Camp. På arbejde. Det e Jeg skal til Everest Base Camp. På arbejde.

Det er ikke en nyhed - jeg har fortalt om det før, men nu sker det lige om lidt: til oktober rejser jeg til Nepal og vandrer op til Everest Base Camp. Som guide. 

Det glæder jeg megameget til…! Jeg har været i Himalaya før, tre gange faktisk og af en eller anden grund alle gangene i Everest-regionen, så jeg ved hvor helt amazing smukt der er, og kender både det med højde og kulde og tehuse og lillebitte propelfly i lillebitte lufthavn. Men at have 17 mennesker med på sådan en tur: kender ikke. Eller…jeg er jo en slags guide, når jeg har nogen med på vandrekurser på Hærvejen, men det her bliver alligevel noget andet. Og det er jeg meget (på den gode måde) spændt på. 

Jeg skal ikke være alene om ansvar og beslutninger - der er nepalesiske guider med - men rollen som den, der “tager sig af gæsterne” er min. Så jeg har brugt en del tankevirksomhed på den med, hvad en god guide/rejseleder egentlig er? 

Jeg ved godt, hvad JEG synes, en guide skal kunne og være. Og det handler ikke kun (eller faktisk overhovedet ikke) om, at han/hun kan gå langt eller være god til højder. På de gruppeture, jeg har været på, har de bedste guider klart været dem, der har kunnet berolige, når nogen var utrygge, sørge for god stemning, når der ikke lige var det, skælde ud, når det var nødvendigt, selvfølgelig have styr på alt det praktiske - men faktisk ISÆR, at de var optagede af at “se” folk (som i alle) i gruppen. 

Så det er selvfølgelig min ambition at være sådan en type :) 

Hvad mener I? Jer, der har været på en tur med en guide eller rejseleder (vandring or not): hvad gjorde ham/hende god? Eller ikke så god? Hvad synes I er det vigtigste ved den der person, der står der med den gule paraply og en guide-kasket på? (Og så skal jeg så nok fortælle jer Post-Everest Base Camp, om jeg kunne finde ud af at leve op til det :) 

Ps. Billedet er fra i går, hvor jeg var forbi rejsebureauet og hente diverse kluns OG det banner, der skal slæbes med til Base Camp. Tak for (!), at guiderollen også indebærer den ekstra vægt i rygsækken :)
Gitte og det fede liv (!) I dag har jeg været me Gitte og det fede liv (!) 

I dag har jeg været med i en podcast, der hedder Alt det, jeg ikke ved. 

Dens tema er “samtaler med mennesker, der tør. Dem, der har valgt til og fra, også når det koster”, og jeg kan da godt se, hvorfor jeg blev inviteret til det: Gitte siger alting op, Gitte går mega-langt, Gitte træffer valg, som man kan proppe i kategorien modig. 

Men heldigvis snakkede vi også MEGET om tvivl og frygt og bagsiden ved store beslutninger, for kæmpe utroværdigt uden. 

Jeg har fortalt lidt om bagsiden (for oh yes, også en del af min historie) her på Insta, men ikke ret meget. Fordi - ja nok fordi jeg ikke syntes, det var sådan giga-woop inspirerende på en vandreprofil, der især lige da jeg kom hjem fra Continental Divide Trail, ikke vandrede en skid, men bare lå i fosterstilling og følte mig meget meget alene, fordi få kunne sætte sig ind i mit crazy savn efter vandrelivet (og mine livsvalg i det hele taget), og hvor jeg mange dage ikke magtede at stå op om morgenen, for hvorfor skulle jeg? Hvad skulle jeg egentlig? Hvad ville jeg? Jeg havde alle muligheder og al frihed i verden, men lige der betød det mest frygtelig lammende tomhed. 

Ting er meget bedre nu, men styr på, hvad jeg skal? Nej! 

Jeg aner ikke, hvad mit arbejde skal være, om jeg vil blive ved at bo, hvor jeg bor, om jeg skal gå flere absurd lange ture (eller “kun” kortere, og dét skal jeg), om det med kæreste og hund, som jeg (også) drømmer om, om min 5-års plan, som nogen for nylig spurgte om (!), om alt muligt.

Det hele skal jo nok løse sig, for (as you know ;-)) dét tror jeg på, og selv om der er vildt mange ting, jeg ikke ved (ret passende til den podcast), VED jeg, at jeg aldrig kommer til ikke at insistere på at få det goddamn absolut bedste ud af this one life.

Men bottomline og det, jeg egentlig bare vil sige med det her rambling-opslag: hvis nogen skulle få den tanke, at alt på Gittes tallerken er fedt og fabulous, fordi jeg skred fra arbejdsmøllen og fulgte vandredrømmen: tænk om. Meget er godt, meget er stadig uvist og rodet og til tider skræmmende og indimellem ensomt. 

Ps. Sorry for et nok ikke SÅ vandre-inspirerende opslag 🙈
NU er min bog ude 🤩 Og jeg er vildt spændt (og lid NU er min bog ude 🤩
Og jeg er vildt spændt (og lidt nervøs) for jeres “dom”. 

Det har jeg været hver gang, jeg har lukket noget større og meget personligt ud i verden, men den her gang: Ekstra meget. 

Fordi rigtig mange af jer søde mennesker, der har forudbestilt Mit ene liv, har læst Jeg Lever. Og (siger I i hvert fald :)) ELSKER den bog. Det er jeg selvfølgelig megaglad for, men det er også en lille smule uh på præstationsangst-måden, for ny bog er ikke en Jeg lever 2. 

Det er stadig mig og en lang vandretur og tvivl, tanker, mennesker og tusind vilde ting, der sker, men jeg var et andet sted i mit liv, da jeg gik Continental Divide Trail, og derfor er det en anden bog. Inklusiv om “bagefter” og - hence titel - life i det hele taget. 
Og kan I lide det og den? I dont know, men jeg håber! 

Billederne i det her opslag: Fra bogreceptionen, som forlaget holdt for mig i tordags, og som var den bedste dag! Mange gode vigtige mennesker omkring mig - og et vildt højdepunkt: 

For en af gæsterne var Michael, en følger, som sidste efterår tilbød at lave et pastelmaleri ud fra et af de billeder, jeg har delt fra CDT. Jeg vidste ikke hvilket han valgte, men til receptionen gav han mig maleriet. 

Det var jeg (også) spændt på, for selv om tanken uanset var fin, anede jeg jo ikke, hvad jeg skulle stå foran alle og tage imod. 

Men må bare sige: Jeg blev så rørt, da jeg så det, at tårer instantly bankede op i øjnene på mig. Og mens han læste det digt op, han også havde skrevet, stod jeg og læste med på bagsiden af maleriet og lignede en, der er bundulykkelig. Det var jeg (overhovedet!) ikke, jeg var rørt på den vildeste måde. Manden havde jo set, forstået og malet (og skrevet ord om) det måske vigtigste for mig fra CDT: Køer. Vidder. Frihed. Cowgirl. 

Af hjertet tak til dig, Michael - og til alle jer, der var der, til mit Fragte søde betænksomme gaver hjem-crew, til min mor, der havde de fleste gæster i audiens, til forlagsboss for tale, til mig for ny T-shirt med ikke-tilfældigt budskab, OG til alle jer, der allerede har købt min bog. ♥️
Er Højlyngsstien værd at gå? Det testede jeg for Er Højlyngsstien værd at gå? 

Det testede jeg for nylig. Eller..testede, om jeg stadig synes det, for det er et par år siden, jeg sidst har gået den, og ting kan jo ændre sig.

Konklusion: JA..! 🤩

Så her, i kort form, mine (gamle og nye) erfaringer, hvis andre drømmer om at gå Højlyngsstien på Bornholm.

Længde: 
67 km (officielt. Reelt mere 69-70) ml Sandvig i nord og Aarsdale i sydøst. Altså gennem Almindingen og alt det andet grønne (og lyng-lilla) midt på øen. 

Retning:
Jeg har gået begge veje, begge er fint.

Årstid:
Min favorit er sensommer. Lyng i blomst, ikke sumptid i Ølene (ådal) og spise/drikkestop er åbne.

Transport:
Bus fra/til Rønne ved begge ender af ruten. Tjek bat.dk

Afmærkning:
Generelt god. Men hav ruten digitalt også. F.eks. fra Alltrails, app Mapy.com eller hent gpx-fil fra udinaturen.dk.

Overnatning: 
Jeg sov - bare for at prøve det - en nat på Ekkodalens Naturcamping (90 kr. for eget telt inkl. strøm, wifi, toilet, udekøkken, får, heste, bålsted, hyggelige kroge i haven). Den anden nat i shelter i Ravnedalen - en af mange off. og gratis shelter/teltpladser på Højlyngsstien.

Vand:
Et stræk på 10 og et på 15 km uden vand. Ellers ok m vandposter.

Terræn:
Alt - skovsti, markvej, trampesti, grus, asfalt (10-12 km i alt, mest i nord). Både fladt og nemt / bakket og ujævnt.

Indkøb:
Hav alt med, for ingen butikker (i Aarsdale dog hyggelig købmand, Høkeren, men begrænset åbent). 

Cafeer mv:
I Ekkodalen: Verandaen (café hvor man kan sidde inde. Og købe souvenirs) og Ekkodalshuset (restaurant). Ved Rytterknægten: kaffebaren Cabin Delux. Nær Olsker: Pilegård Cideri (dejligt cider- og streetfood-stop).

Øvrige stop: 
Olsker Skulpturpark: ret “unik” (!) attraktion ;)
Trailcenter v Rytterknægten: Superfint nyt-ish pausested med strømstik og opholdsrum m brændeovn. (Ps. Film er fra i vinter)
Rokkestenen: Tag lille detour til den i Paradisbakkerne. Bedre end den i Almindingen (som ikke kan rokke :)

TIP: For info om højdemeter + toiletter, P-pladser, sheltere, vandposter osv: Tjek Højlyngsstien på udinaturen.dk. Klasse oversigt.
Se lige…! 🤩 Min nye bog er kommet fra tryk! Og Se lige…! 🤩

Min nye bog er kommet fra tryk! 

Og det er sgu RET (mildt sagt) vildt at stå med den i hånden efter måneder og måneder, hvor den kun fandtes på en skærm. (Selv om jeg lige disclaimer, at det her unboxing-show ikke er sådan HELT live - jeg fik bogen for nogle dage siden).

Giga-tak til de freaking over 300 af jer, der allerede har bestilt den - uden at have læst ét eneste ord. Det er jeg sygt glad for og beæret over. Tak 🖤 Håber ikke, I fortryder, nu I ser den næsten i virkeligheden ;-). 

Og så lidt salgsgejl: Mit ene liv udkommer  27. august, og den kan stadig forudbestilles med signatur og alt det der direkte hos mig - trekandtell.dk/shop (eller link i min bio).
Weekendens læring: Kroppen er for vild…! De sids Weekendens læring: Kroppen er for vild…! 

De sidste uger op til 100 km Mammutmarch har spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne gå så langt efter sclerose shitshow for under to måneder siden, cyklet rundt i knolden på mig. Ville min krop gå i strejke? Mit ben pludselig knække sammen? Mærkelige kramper opstå? Alt muligt. (Og nej, ingen tvang mig til at deltage, men det VILLE jeg). 

Ingen af delene skete. Tunge ben, oh yes(!), men intet andet. (Undtagen de varmeknopper, som åbenbart er min ting). Så skørt vildt. Og endnu mere vildt, at min krop i dag er back to normal - ikke engang ømme fødder kan jeg klynke over. 

Til gengæld fik jeg (meget) den mentale udfordring, jeg kom for: Aldrig nogensinde har nattetimerne føltes så psykopat-lange. Mørke, skov, u-fucking-endeligt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så ramt af det, for har jo gjort det goddamn 5 gange før, men det gjorde jeg altså. Meget.

Og toppede så nattens mareridt med at lave den trælse finte at tisse i skoven, glemme en vandrestav i skovbunden, opdage det x hundrede meter senere, og så rave ind mellem stammer og krat for at forsøge at finde den igen.

Lad mig bare sige: At huske præcis, hvor i mørk skov, man zombie-tumlede ind for at tisse - rent mirakel, at jeg rent faktisk lokaliserede den vandrestav! 

Jeg gik sammen med to gode venner, og det selskab reddede mig. Sammen med energien fra de helt amazing Mammut-frivillige (især søde Palle aka @thedaneviking) OG at jeg er så heldig at kende gode mennesker, der kom ud med goodies - TAK, @steenalb og især @hansborgen, der stillede i Esrum med McD…! 😍 Og også tak til jer, der stoppede mig for at sige et eller andet pænt. Rart og pissehyggeligt. Især dig, der kom over ved depotet efter 88 km og fortalte, at min Jeg Lever-bog i ørerne havde fået dig gennem natten: Præcis hvad jeg havde brug for at høre der. ❤️ 

Håber, at I og alle jer, der også var der, og som jeg desværre ikke mødte eller snakkede med, havde en god (hård/sjov/vild/kroppen og-eller hjernen er for crazy) march…?
Sidste år skete min fødselsdag på Continental Divi Sidste år skete min fødselsdag på Continental Divide Trail - tilfældigvis på selvsamme store dag, hvor jeg gik ind i Yellowstone Nat.Park - og i år skulle jeg have fejret mig selv på Colorado Trail sammen med eventyrveninde. Det skete jo så ikke, men synes alligevel, at Gitte rykker op i liga 5.3-dag var helt okay: Bornholm, Kyststi, full on sol, badning, bål, varm og vamset gave fra mig til mig, vandrevenner, der var så søde at morgenbage pandekager efter nat på skønneste Hullehavn Camping, og rosé i haven & dinner med yndlings-bornholmerveninde, der udstyrede mig med to gange (fake, men også yndlings) tatoos.

Inden der går kvalm Se mit fede fødselsdags-liv i den, kan jeg dog så også afsløre, at mit view til solformørkelsen var lidt la-la, at (mange klamme) alger i vandet betød no go til aftenbadning, og at jeg i hysteri smed halvdelen af min pandekage i græsset, fordi samtlige (!) af Bornholms hvepse var ude efter den (aka mig). Sådan kan en (fødsels)dag også indeholde mindre glimmer-agtige øjeblikke 😄

Men selv med dét: Dejlig dag. Og dejligt punktum på de over tre uger, jeg har brugt på Bornholm den her sommer. Opdaget nye steder, men mest gået og været steder, jeg har set (nogle af dem mange gange) før. Og jeg er stadig - meget meget - vild med den ø. ♥️💚

Ps. Giga-tak til alle jer, der har sendt tillykker. De er alle læst (og meget værdsat!)
100 km på 24 timer Om en uge sker det her: “den s 100 km på 24 timer

Om en uge sker det her: “den store” Mammutmarch. 

Det spændende - kan jeg overhovedet? I slutningen af juni kunne jeg dårligt humpe over i Netto, fordi sclerose-attak havde bedøvet mit underben, og mit knæ var fucket op i forsøget på at kompensere, for selvfølgelig skulle jeg da vandre videre på ben, jeg ikke kunne mærke (!). 

Det er siden, thank God, blevet (meget) bedre, og lige nu render jeg for anden gang den her sommer rundt på Bornholm uden issues af nogen art, men altså - derfra og til 100 km på én gang: I dont know. 

Men jeg har tænkt mig at prøve! (Selv om jeg ved fra alle de andre gange, at det bliver pissehårdt). For stemningen, fællesskabet (især ud på natten, når man har gået i +12 timer, og kilometerne har lukket munden på de mest skrydende typer;-)) og så den mentale kamp, som klart er dét, der mest driver mig: Når min hjerne råber op om de 117 gode grunde til, at jeg skal stoppe, men jeg alligevel formår at gå én kilometer mere. Og så en mere. Og en mere. Og “vinde” over den del af mit hoved, der siger, at jeg ikke kan. Vild følelse. 

Det lidt anderledes den her gang bliver så, at jeg skal finde ud af, hvornår jeg IKKE skal vinde over mit hoved. Aka efter sclerose-ting også lytte til min krop og acceptere, hvis den er alt for enig med hjernen i, at jeg skal stoppe. Det bliver helt klart en udfordring. Som jeg håber ikke sker, jeg håber, alting holder kæft i 100 kilometer. Men altså - vi må se. 

Skal nogen af jer Mammutmarchere næste weekend?

Ps. Billede 2 fra sidste 100 k Mammut (med @miafalconer, som jeg skulle have været i Colorado med.) Billede 3: forplejningen det år. Håber, den har fået et nøk opad 😄
Instagram Facebook

© 2026 Trek & Tell | Made by DEL2

CVR: 38820796
gitte.holtze@gmail.com
50710006

Privatlivspolitik
Handelsbetingelser

Rul til top
  • Shop
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • VANDREGUIDER
    • Vandring på Öland
    • CAMINOEN
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARK
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig