Fortsæt til indhold

Trek & Tell

  • Shop
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • PACIFIC CREST TRAILUdvid
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • VANDREGUIDERUdvid
    • Vandring på Öland
    • CAMINOENUdvid
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARKUdvid
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
Indkøbskurv 0
Trek & Tell
Indkøbskurv 0

Gitte HOLTZe

På lange vandringer

I 2018 gjorde jeg noget, jeg aldrig havde troet, jeg ville turde eller kunne: Jeg gik knapt 4.300 kilometer fra Mexico til Canada.

Ruten var Pacific Crest Trail, det var et gigantisk eventyr, OG det var her, jeg opdagede, hvad vandring kan gøre.

Hvor fri og stærk og levende man kan føle sig. Hvor meget rod i hovedet, det at gå på den mest forunderlige måde kan fjerne. Hvor enkelt og ægte livet er, når man er på vandring.

Man behøver (overhovedet) ikke gå +4.000 kilometer for at nå dertil, så mine (mange!) vandringer siden har været lige så meget kort som lang. I Danmark som ude i verden.

Mit største happy place er dog på en meget lang vandresti, og i 2025 gik jeg igen fra Mexico til Canada. Den her gang ad Continental Divide Trail op gennem Rocky Mountains.

Det har jeg skrevet en bog om. Den hedder “Mit ene liv” og handler om den fem måneder lange vandring, men også om det spørgsmål, jeg stillede mig selv og som fik mig til at sige alting op, før jeg tog afsted: Hvordan vil jeg bruge mit (ene) liv? Så det føles rigtigt og med mening.

Jeg ville blive glad, hvis du vil bestille den direkte fra mig (signeret selvfølgelig, hvis du vil have det) – find den her:

Mit ene liv

Hvad kan du finde her på siden?

Jeg er mest aktiv på Instagram. Det er der, jeg deler alt om mit (vandre)liv, ture, pakkelister og ting, der sker – ups and downs, det dybe og det gakkede.

Men nogle ting findes ikke på Insta – de findes her:

Mine FOREDRAG
Hvor og hvornår fortæller jeg om Pacific Crest Trail og om min tur på Hærvejen

Mine VANDREKURSER
For dig, der drømmer om at udvide vandreture med overnatning i naturen.

Mine BØGER
– Mit ene liv: om at sige alting op og gå fra Mexico til Canada – og livet bagefter
– Hvad Hærvejen gav mig: om at finde ro i hovedet på (fine) Hærvejen
– Jeg Lever: om min vandring (og vilde udvikling af mig selv) på Pacific Crest Trail
– Gå Langt: fuld af forberedelsesfif til dig, der drømmer om en lang vandring

Min WEBSHOP
Her kan du købe mine bøger direkte fra mig – og på et senere tidspunkt kan du også (igen) få fat i mine tisseklude. Det sidste: læs historien om tissekluden + få svar på alle dine eventuelle spørgsmål om dén på siden Tissekluden

Mine VANDREGUIDER
Jeg har gået efterhånden rigtig mange steder. Tjek mine guider og find inspiration (og alt det praktiske info) om ruterne.

Og SÅ indeholder siden her diverse om Pacific Crest Trail og Continental Divide Trail

Rigtig god læsning – og vandring!

NY BOG: Mit ene liv

Om min vilde vandring fra Mexico til Canada ad Continental Divide Trail – og om at ville leve et liv, der føles rigtigt. 

Forside bog Mit ene liv

VANDREKURSER

Drømmer du om at sove i naturen på dine vandreture, men vil gerne have en “lærer” med første gang? Kom med mig på Hærvejen.

vandrekursus for begyndere på Hærvejen

FOREDRAG

4.265 km vandring – ad Pacific Crest Trail og tilbage til mig selv.

foredrag

Følg MED ovre på Instagram

Man kan undre sig over, hvordan jeg på Continental Man kan undre sig over, hvordan jeg på Continental Divide Trail havde overskud til at fortælle om hver evig eneste dag, når jeg på so far to uger i Nepal ikke har kunnet mønstre andet end ét lillebitte opslag. Sorry til dem, der gerne ville have haft mere - håber, stories var nok 🙈

Anyway: for nogle dage siden skete det her: jeg - og “min” gruppe - nåede det, som turen officielt handler om: Everest Base Camp. 

Jeg har lyst til at græde, sagde en af deltagerne, da vi sad der på den sten, og jeg kunne 1000 procent følge ham - jeg havde det på samme måde. 

For selv om jeg har været der før: det syrede i at stå på den stenede moræne, det rå, vilde, ugæstfri sted, som Everest-bestigere i en periode kalder hjem, omringet af giga-bjerge: I have no words. 

Eller. Det har jeg (selvfølgelig :). Men de handler lige så meget om alt det, der ligger før og efter de halvanden time, vi var i Base Camp. De mange timer (stejlt op og ned!) på støvede stier. Crazy hængebroer. Æsler og hunde og yakokser (især yak’erne ♥️) og seje mænd, der slæber ting op i bjergene. Hyggelige aftener - og iskolde nætter - i tehusene. Farverne. De dufte og lyde og primitive forhold, som ikke altid er superdejlige, men alligevel er det, fordi det er så helt vildt meget Nepal. 

Og så menneskerne. Både de hjertevarme, der bor her, og vores lokale guider, og dem, jeg har med på tur. Alle pissesøde, intet mindre. 

I dag er sidste dag i bjergene, og så hedder det Kathmandu et par dage, og SÅ skal jeg hjem og sove. Meget. Det har været en gave at få lov at være rejseleder for 15 mennesker og opleve, hvad det her sted (også) har gjort for dem, men ikke kun en nem gave; jeg er monstertræt. Meget mere om det - og om vandring til Everest Base Camp - senere. Her et bittebittelille udvalg (af over 1.000) billeder og film fra de sidste 12 dage i Himalaya 💙
Nepal ♥️ En uge siden jeg landede i Kathmandu, og Nepal ♥️

En uge siden jeg landede i Kathmandu, og egentlig havde jeg tænkt at skrive et (vanligt ;) langt opslag om ting sket, min nye rejselederrolle, det hele. 

Men jeg er en lille smule rundtosset af indtryk (på den virkelig gode måde altså), så for nu - og så en masse stories - bare det her billede. Efter en uge endelig endelig blå himmel. Alt er godt 💙
BOGBUTIKKEN HOLDER “FERIE”-LUKKET 🤩 På søndag – j BOGBUTIKKEN HOLDER “FERIE”-LUKKET 🤩

På søndag - juhu! - rejser jeg til Nepal og leger guide i knap 3 uger. 

Og da jeg både er forfatter, lagerchef, pakkekuli, kundeservice og CEO for min lille bogshop, er der desværre lukket i butikken, mens jeg er væk. 

Jeg pakker og sender de sidste bøger før afgang på lørdag, så hvis du vil have en - til efterårsferien eller bare fordi - skal du bestille senest på torsdag d. 1. oktober. 

Ekstra service (som nok er mest relevant for dem, der bor i København og omegn): Jeg er meget hjemme i den her uge, så hvis nogen vil svinge forbi mig på Østerbro (og slippe for fragt) - skriv en besked, så finder vi et tidspunkt.

Ps. Stort tak til alle, der allerede har købt hos mig. Det er mega-hyggeligt at skrive hilsner til jer - og nå ja, så tjener jeg også en lille smule mere på hver bog, når I handler i min webshop - ikke uvigtigt i det anti-lukrative forfatterliv :). Og til jer, der sender fine ord om bogen: 😍. Det betyder MEGET.
I går var jeg et sted, jeg ikke har været i 100 år I går var jeg et sted, jeg ikke har været i 100 år: Kullen. 

Som jo ligger lige der på den anden side af Øresund og er stjernesmuk vandring. Men hvor det er længe siden, jeg har gået, fordi det der med at skulle over Øresund for at gå en tur på 14 km…. 

Den her weekend overbeviste jeg dog mig selv om, at det ville være færge-prisen værd at få lidt højdemeter i benene på et pænt sted, inden jeg lige om lidt skal til Nepal. 

Det var det klart værd. 

De 14 km (rundtur fra p-plads i Mölle og med diverse afstikkere fra ruten) gav cirka 500 højdemeter og pulstræning og en masse sjov klippevandring og møder med køer (oven i købet dem, der giver mig instant lyst til træstammer😍) OG - lige i går: det hele i helt perfekt vejr. 

Af samme grund - altså fuld sol-plade - tog vi en masse kanelbulla-cola-frokost-kig på udsigten-pauser på fine steder, så på vej hjem havde jeg ret meget optur over noget, jeg faktisk ikke vidste før i går: billetten til Helsingør-Helsingborg færgen gælder også til afgangen en time senere end den, man egentlig har booket. Ret nice, for med den heldags-tur det endte med at blive, benyttede vi os af senere afgang-muligheden.

Og beslutning taget: der skal ikke igen gå x antal år, før jeg kommer til Kullen! 💚
Et år siden i dag ❤️ Shoot, hvor er det crazy, at Et år siden i dag ❤️

Shoot, hvor er det crazy, at det allerede er et år siden, jeg stod her - grænsen til Canada, 144 dage efter start fra Mexico, og ikke mere Continental Divide Trail at følge. 

OG et år, hvor der ikke er gået én dag, hvor jeg ikke har kæmpe-savnet det vilde vandreliv. 

Jeg savner at gå i stille morgentimer. Jeg savner at være lille i store bjerge. Jeg savner at runde et hjørne på stien, og så er der en hjort eller et murmeldyr (eller en ko). Jeg savner at blive helt absurd taknemlig over en kold cola. Jeg savner at sidde langt ude i ingenting og være stille eller grine af gakkede ting sammen med andre hikere. Jeg savner at have hele mit liv på ryggen. Jeg savner at vågne i mit telt og vide, at det eneste jeg skal, er at gå mod nord.

Jeg savner endda at være sulten og dødhamrende udmattet og dage som for eksempel den, hvor jeg tumlede afsted i øsregn og mørke og mudder op til anklerne på desperat jagt efter et sted at slå mit telt op væk fra lyn og torden. Og dem, hvor jeg “bare” frøs. 

Jeg savner DET HELE. 

Og savner faktisk så meget, at da jeg forleden facetimede med Gaby - som i sidste uge nåede Canada igen, men den her gang på Pacific Crest Trail - prøvede jeg at overtale hende til, at vi da også lige kunne tage Appalachian Trail sammen næste år. 

Den idé juhuede hun ikke sådan vildt over - og jeg mente det heller ikke helt, for den rute har aldrig stået på min ønskeliste, så jeg sagde det mest, fordi vi søbede rundt i ih’er og åh’er om, hvor giga-fedt traillife i USA er. Og hvor misundelig jeg har været på hendes tur i år.

Og nej, det betyder ikke, at jeg er i fuld firspring gang med at planlægge ny 4.000 km rute :).
Men damn, jeg savner ❤️
Reklame i samarbejde med @visitsmaland Værsgo 💚 H Reklame i samarbejde med @visitsmaland

Værsgo 💚 Her kommer som lovet mine tips til 5 dages vandreferie på Öland på hygge-måden: korte ture + bo godt + spise godt + tid til hyg. 

Som jeg er vildt glad for, at jeg gjorde (altså var der på den måde), for der er RET stor forskel på syd og nord, og havde jeg “bare” gået en af Ölands længere vandreruter, var der meget, jeg ikke havde set. Og ja, så er det jo også helt okay at sove / spise dejligt ;-)

VANDRING
Det sværeste ved vandreturene er faktisk at vælge - der er mange. Og forskellige. Sydøen er pandeflad og åben (især Store Alvaret, 260 km2 næsten træløst land), nordøen er med ét ord skov. 
Her er 5 flotte, jeg gik:

Bårby Källa
6 km i Store Alvaret. Fascinerende råt. 

Västra Markslingan
Ca 5 km i Ottenby, naturreservat med Irland-vibe: stridt græs, stensætninger, får, højt til himlen

Gammalsby sjömarkar
4 km fugleparadis (og en del af den 80 km lange Mörbylångaleden)

Trollskogsstigen
Ca 5 km mellem troldede træer

Bödaleden
60 km rute, som er nem at tage en bid af. F.eks. 3 km på (eventyrligt tilgroet) sti i Ekopark Böda

BO (OG SPISE) 
Öland er lang – to timer fra syd til nord - så tip: gør som os og bo to steder.

Vi boede på Gammalsbygårdens Gästgiveri og Skaftakärr. Begge mega-hyggelige OG begge med (🤩!) mad. Bonus, fordi stederne ligger i natur aka ingen restauranter tæt på.

Skaftakärr er især 100 p oplagt for vandremennesker: de har vandrepakker med middag, madpakke og rutetips.

FIKA
Öland har maaaaange steder med det svenske begreb for kaffe-kage-hygge. Kæmpeanbefaling til de tre, vi nåede: Paradisverkstaden. Kaffetorpet ved Sollidens Slott. Mormors stenugnsbageri.

RESTEN
Kør ad Kustvägen: Smal, snoet, indimellem på grus, forbi must stop-steder, bla Byrums Raukar: vilde kalkstenssøjler

Se nogle af Ölands +300 stubmøller

Besøg det crazy imponerende Borgholm Slot

Vinterbadere: Stop ved Kallbadhuset i Borgholm

Gå tur ved fyret Långe Jan og se sæler (og fritgående køer 😍) 
 
Mere grundig guide - dag til dag-program, priser, mere praktisk vandreruter osv - på mit website (fordi der ikke var plads her). Link i bio.
REKLAME i samarbejde med @visitsmaland Heldige mi REKLAME i samarbejde med @visitsmaland

Heldige mig er lige nu på Öland. Fem dage, hvor hovedingrediensen er “min” ting: vandring. 

Normalt er jeg jo sådan en, der går-går-går hele dagen, langt og med telt. Men jeg kan OGSÅ godt lide det, man nok vil kalde en lidt mere luksus-agtig måde at være afsted på: 

Fast base på hyggeligt sted, dejlig mad, tid - og mulighed fordi ikke kun på gåben - til stop ved diverse sights, OG selvfølgelig en masse vandring, men i kategorien kortere (rund)ture. 

Og det er den slags tur, jeg er på lige nu.💙💛

Jeg er inviteret af Visit Småland, så ja, det er reklame, som er nyt for mig, men som jeg har sagt ja til, fordi Öland (og Sverige i det hele taget) er noget, jeg rigtig gerne ville. 

Og jeg kan bare sige, at det klart har levet op til mine (høje) forventninger. Der er ikke plads til alle det 🤩, jeg har oplevet, så det vigtigste: 

Nummer absolut 1: Der er (fritgående) køer alle vegne…! 

Stor (god) overraskelse for mig, der ikke vidste, at køer (og får) i så mange hundrede år har tøffet rundt og græsset for at holde landskabet åbent, at de nu er en vigtig del af, at det sydlige Öland er UNESCO-verdensarv. Aka køerne er nærmest kulturarv. Hvor hurra er det ikke (i hvert fald for ko-elskeren Gitte 😍) 

Ottenby, som er et naturreservat på sydøen med åbne vidder - vi (jeg og veninde som er med - lig med ekstra hyggeligt) vandrede 4-ish km ad en rute blandt får i et landskab, der ligner Irland, og spiste frokost med udsigt til køer, og rundede fyret på sydspidsen, Langå Jan (det ér et langt fyr), og nårh’ede over sælerne ude i havet, og bildte os ind, at vi så en havørn. Som vi måske gjorde; området er fugleparadis. 

Borgholm Slot, som vi mest tog med til, fordi det var lige på vejen til et fika-sted - jeg er ikke sådan en, der normalt går specielt meget op i slotte og borg. Men: amazing.

Fordi det er ikke en ruin med tre trætte mure - det er kæmpestort, råt og stadig så meget slot, at jeg tydeligt kunne se for mig, hvordan Kong xx engang spankulerede ind gennem den borggård. 

Resten (bl.a. flere fine vandreture og 😋 fika-steder) kan I se i Stories/highlight. Og udførlig guide - inkl mine overnatningssteder - følger.
“Jamen, hvad nu, hvis jeg fortryder?” I går klog “Jamen, hvad nu, hvis jeg fortryder?” 

I går klogede jeg mig til Højskolebladet og den seje redaktør @janemylenberg, der havde læst min nye bog (hun var heldigvis vild med den ❤️), og som ville tale om livsvalg.

Som jeg har taget nogle stykker af. Også de store og uden at ane, om det, jeg var på vej ud i, ville være bedre end det, jeg forlod.

For det ved man jo aldrig. Og det kan være frustrerende, for hvor ville det være rart, hvis man på forhånd vidste, hvad et valg fører til: At hvis man siger sit job op, får man et bedre. At hvis man forlader et parforhold, bliver man gladere. At hvis man gør xx, er det det rigtige (for alle involverede.)

At man ikke om et halvt år tænker: Fuck. Det skulle jeg ikke have gjort.

Men den garanti findes jo ikke. Og hvad så – skal man så lade være at gøre noget?

Min mening: kæmpe-NEJ.

Jeg tror - sagde jeg i interviewet - at frygten for at fortryde kan få mange til at blive i det, de er i. Som ikke nødvendigvis er noget vildt forfærdeligt, det kan “bare” være noget, der gør, at man er sådan lidt mellemfornøjet (mit yndlings-ord pt :), men som man ikke rykker sig fra, fordi man ikke ved, hvad man får istedet.

Og dét synes jeg er vildt sørgeligt: hvis det er frygten for det ukendte, der bestemmer.

Som afslutning skulle jeg give et råd til højskoleelever (artiklen vár jo til et højskoleblad :). Jeg svarede noget med ikke at være så optaget af, hvad andre tænker, men på vej hjem fandt jeg på et – synes jeg selv – bedre svar. Som måske også kan bruges af ikke-højskole’ere:

Lad være med at tro, du skal have regnet livet ud, før du vælger en retning. Ingen kan vide, hvilke sving der ligger forude, eller hvor du ender. Måske finder du ud af, at du skal noget andet. Det er okay. Så gør du noget andet. Men lad ikke frygten for at fortryde og alle “hvad nu hvis’erne” styre. Jeg tror, det giver et bedre og rigere liv at turde gå efter det, der føles rigtigt, end at lade være, fordi du er bange for at vælge forkert.

Om det så ér et godt råd, I don’t know. Men det er i hvert fald mit. 💜
Jeg skal til Everest Base Camp. På arbejde. Det e Jeg skal til Everest Base Camp. På arbejde.

Det er ikke en nyhed - jeg har fortalt om det før, men nu sker det lige om lidt: til oktober rejser jeg til Nepal og vandrer op til Everest Base Camp. Som guide. 

Det glæder jeg megameget til…! Jeg har været i Himalaya før, tre gange faktisk og af en eller anden grund alle gangene i Everest-regionen, så jeg ved hvor helt amazing smukt der er, og kender både det med højde og kulde og tehuse og lillebitte propelfly i lillebitte lufthavn. Men at have 17 mennesker med på sådan en tur: kender ikke. Eller…jeg er jo en slags guide, når jeg har nogen med på vandrekurser på Hærvejen, men det her bliver alligevel noget andet. Og det er jeg meget (på den gode måde) spændt på. 

Jeg skal ikke være alene om ansvar og beslutninger - der er nepalesiske guider med - men rollen som den, der “tager sig af gæsterne” er min. Så jeg har brugt en del tankevirksomhed på den med, hvad en god guide/rejseleder egentlig er? 

Jeg ved godt, hvad JEG synes, en guide skal kunne og være. Og det handler ikke kun (eller faktisk overhovedet ikke) om, at han/hun kan gå langt eller være god til højder. På de gruppeture, jeg har været på, har de bedste guider klart været dem, der har kunnet berolige, når nogen var utrygge, sørge for god stemning, når der ikke lige var det, skælde ud, når det var nødvendigt, selvfølgelig have styr på alt det praktiske - men faktisk ISÆR, at de var optagede af at “se” folk (som i alle) i gruppen. 

Så det er selvfølgelig min ambition at være sådan en type :) 

Hvad mener I? Jer, der har været på en tur med en guide eller rejseleder (vandring or not): hvad gjorde ham/hende god? Eller ikke så god? Hvad synes I er det vigtigste ved den der person, der står der med den gule paraply og en guide-kasket på? (Og så skal jeg så nok fortælle jer Post-Everest Base Camp, om jeg kunne finde ud af at leve op til det :) 

Ps. Billedet er fra i går, hvor jeg var forbi rejsebureauet og hente diverse kluns OG det banner, der skal slæbes med til Base Camp. Tak for (!), at guiderollen også indebærer den ekstra vægt i rygsækken :)
Gitte og det fede liv (!) I dag har jeg været me Gitte og det fede liv (!) 

I dag har jeg været med i en podcast, der hedder Alt det, jeg ikke ved. 

Dens tema er “samtaler med mennesker, der tør. Dem, der har valgt til og fra, også når det koster”, og jeg kan da godt se, hvorfor jeg blev inviteret til det: Gitte siger alting op, Gitte går mega-langt, Gitte træffer valg, som man kan proppe i kategorien modig. 

Men heldigvis snakkede vi også MEGET om tvivl og frygt og bagsiden ved store beslutninger, for kæmpe utroværdigt uden. 

Jeg har fortalt lidt om bagsiden (for oh yes, også en del af min historie) her på Insta, men ikke ret meget. Fordi - ja nok fordi jeg ikke syntes, det var sådan giga-woop inspirerende på en vandreprofil, der især lige da jeg kom hjem fra Continental Divide Trail, ikke vandrede en skid, men bare lå i fosterstilling og følte mig meget meget alene, fordi få kunne sætte sig ind i mit crazy savn efter vandrelivet (og mine livsvalg i det hele taget), og hvor jeg mange dage ikke magtede at stå op om morgenen, for hvorfor skulle jeg? Hvad skulle jeg egentlig? Hvad ville jeg? Jeg havde alle muligheder og al frihed i verden, men lige der betød det mest frygtelig lammende tomhed. 

Ting er meget bedre nu, men styr på, hvad jeg skal? Nej! 

Jeg aner ikke, hvad mit arbejde skal være, om jeg vil blive ved at bo, hvor jeg bor, om jeg skal gå flere absurd lange ture (eller “kun” kortere, og dét skal jeg), om det med kæreste og hund, som jeg (også) drømmer om, om min 5-års plan, som nogen for nylig spurgte om (!), om alt muligt.

Det hele skal jo nok løse sig, for (as you know ;-)) dét tror jeg på, og selv om der er vildt mange ting, jeg ikke ved (ret passende til den podcast), VED jeg, at jeg aldrig kommer til ikke at insistere på at få det goddamn absolut bedste ud af this one life.

Men bottomline og det, jeg egentlig bare vil sige med det her rambling-opslag: hvis nogen skulle få den tanke, at alt på Gittes tallerken er fedt og fabulous, fordi jeg skred fra arbejdsmøllen og fulgte vandredrømmen: tænk om. Meget er godt, meget er stadig uvist og rodet og til tider skræmmende og indimellem ensomt. 

Ps. Sorry for et nok ikke SÅ vandre-inspirerende opslag 🙈
Instagram Facebook

© 2026 Trek & Tell | Made by DEL2

CVR: 38820796
gitte.holtze@gmail.com
50710006

Privatlivspolitik
Handelsbetingelser

Rul til top
  • Shop
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • VANDREGUIDER
    • Vandring på Öland
    • CAMINOEN
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARK
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig