Vandreguide til Pacific Crest Trail

Hvor mange penge brugte du? Måske det spørgsmål jeg har fået oftest.
Jeg havde inden afgang en idé om, at jeg ville passe meget godt ind i den gennemsnitlige statistik, som sagde, at man ville bruge knapt 40.000 kroner, fordelt på mad, udstyr og besøg i byer, herunder hotelovernatninger og restauranter.

Men fandt ud af, at jeg desværre trak gennemsnittet op, for jeg endte med en samlet regning på cirka 70.000 kroner. (udover de udgifter, der følger med at være fra Danmark, og som omfatter flybilletter, rejseforsikring og visum, og som for mit vedkommende endte på cirka 10.000 kroner.)

Mine udgifter fordelte sig nogenlunde således:

Mad
Jeg brugte i alt cirka 20.000 kroner på mad (og drikke). Det var både på mad, jeg havde med ud på stien, og på restaurantbesøg. Især det sidste kunne jeg godt have barberet ned, men når man kommer til en lillebitte country store og er så tørstig, at ens tunge er på størrelse med en pukkelhval, og det eneste, man har lyst til, er en iskold limonade – så bliver man ret ligeglad med, hvad den koster. Eller hvad de øl, man hungrer efter, koster. Eller den burger.

Mad viste sig også at være noget dyrere end forventet, fordi jeg købte alting undervejs – og i de mindre købmænd i de små byer afspejlede priserne, at jeg ikke befandt mig i en by med masser af discountbutikker.

En anden ting, der trak det lidt op, var, at når jeg handlede i supermarkeder, havde jeg ikke altid brug for de mængder, tingene kom op. Eksempelvis gad jeg ikke at bære på en stor dåse mælkepulver, men fandt sjældent det i rejsestørrelser, ligesom de fryseposer med lynlås, som jeg opbevarede alting i, kun fandtes i pakninger med flere, end jeg havde brug for.

Besøg i byer
Jeg sov på hoteller 35 nætter ud af de 146, jeg var afsted. Det var mere end de fleste gør (så vidt jeg kan læse mig til ud fra diverse spørgeskemaundersøgelser), men for mig var det en prioritering.

Pånær enkelte nætter, hvor jeg havde mit eget værelse, delte jeg hotelværelser med andre, hvilket reducerede prisen noget, men det var stadig en heftig post, som jeg brugte omkring 18.000 kroner på.
Heraf cirka 3.000 kroner for at leje et byhus i Ashland, hvor jeg var i tre dage omkring min fødselsdag.

Udstyr
Jeg havde rigtig meget vandreudstyr i forvejen, men som udstyrsnørd var det en post, jeg “kom til” at gå meget amok i. Jeg ville have letvægtsgrej, og det koster. I alt brugte jeg cirka 25.000 kroner på udstyr.

Meget af det købte jeg før afgang, men der røg også en del på undervejs. Blandt andet skiftede jeg vandfilter, jeg købte en ekstra powerbank, en ny rygsæk, nye vandre-T-shirts efterhånden som jeg sled dem op, en ny sports-BH, osv.

I den post var også de fire par sko, jeg sled mig igennem og som i alt stod mig i cirka 3.000 kroner, og det GPS-device, der fungerede som en “alarmknap” med direkte opkaldsmulighed til redningsfolk, hvis noget skulle ske mig. Den kostede mig inklusiv abonnement cirka 2.500 kroner.

Diverse..
Man kan undre sig over, hvordan en diverse-post kan ende op i noget, der ligner 7.000 kroner, men under den hat er udgifter som blandt andet at sende ting frem og tilbage – jeg sendte eksempelvis min bear canister hjem, da den ikke længere var obligatorisk at bære på, og jeg sendte syv kasser med mad til mig selv længere oppe ad stien.

Diverse er også møntvaskerier, batterier, tandpasta, solcreme, myggespray, vådservietter, telefonabonnement, gas, smertestillende piller, drikkepenge, donationer til Trail Angels, osv. (og nå ja, så godt og vel 1.000 kroner til tandlægebesøg).

Ja, det kan og må alle. Og det er gratis.

MEN:

PCT er ekstremt populær, og da det pga. vejret undervejs er mest optimalt at starte midt-april (hvis man går fra syd mod nord, som de fleste gør) har der i nogle år været myldretid i midt-april.

500 eller 1.000 vandrere, der vælter ud fra startområdet på én gang er ikke særlig godt for hverken dem, for naturen eller for de småbyer, man gør “købe mad”-stop ved undervejs – så for at sprede folk mere ud er der et loft på 50 vandrere fra det sydlige startpunkt per dag.

Da ingen sjovt nok er særlig interesseret i at starte på et i forhold til vejret møgtidspunkt, sidder alle kommende PCT-vandrere klar ved computeren i samme minut (eller sekund), tilladelserne bliver frigivet for at få den startdato, de ønsker sig.

Så hvis man vil gå Pacific Crest Trail, skal man være klar der. Det er det eneste krav. (udover tid og penge og lyst…)

Derudover kommer et par andre mindre tilladelser – en til at gå ind over grænsen til Canada, og et såkaldt California Fire Permit, der beviser, at man ved, hvordan man gebærder sig omkring ild i naturen. De to ansøger man online, og de er også gratis og har intet øvre loft i forhold til antallet.

Alle tre tilladelser havde jeg formindsket til samme størrelse som mit pas og lamineret dem. For de skal kunne fremvises i papirudgave, hvis man bliver spurgt til dem, og det gjorde jeg et par gange af rangere i nationalparker.

Der var ikke nogen målstreg for enden af hver dag, så det korte svar er, at det bestemte jeg selv.

Det lange svar er, at jeg (ligesom de fleste andre) gerne ville nå til Canada, inden det blev vinter. Dvs. helst ikke alt for langt inde i oktober.

Jeg brugte 146 dage på de knapt 4.300 kilometer, det er en gennemsnitsdistance på godt 30 kilometer. Men med 12 hviledage, hvor jeg ikke gik overhovedet, og med en hel del dage, hvor jeg kun gik nogle timer, fordi jeg enten kom til en by eller startede ud fra en by, var der mange dage, hvor jeg ikke havde en daglig distance på 30 kilometer.
De første godt tre uger gik jeg pånær enkelte dage forholdsvis korte distancer, mens jeg hen mod slutningen tilbagelagde 35-40 kilometer om dagen, og mine to længste dage var på 50 kilometer.

Og ja, det ér muligt.
Kroppen vænner sig til det, og hvor jeg før afgang syntes, det lød vildt at kunne gå 30 kilometer om dagen med fuld oppakning, ændrede min indstilling sig undervejs til, at alt under 40 kilometer var halvdovent. Tidsmæssigt var ikke noget stort problem – jeg gik fra klokken 6 om morgenen til 18 eller 19 om aftenen.

I telt. Ikke midt på stien, men pånær enkelte nætter på etablerede lejrpladser, der var nogenlunde flade og for nogles vedkommende med vand i nærheden.

Enkelte gange sov jeg på deciderede campingpladser med træk-og-slip toiletter, og i byerne sov jeg på hoteller.

Det var et af de punkter, der tog mig aller(aller-aller) længst tid inden afgang og som jeg har brugt mest tankevirksomhed på. Hvad skulle jeg have med? Hvilke mærker? Vægt? Hvor fandt jeg det billigst?

Se mere om alt det, jeg endte med at slæbe med, på pakkelisten.

Godt nok kan frysetørret mad holde sig sådan cirka et halvt århundrede, men der var også noget med vægten og fylden, så nej, bare nej (og jeg siger ikke, hvem der stillede dét spørgsmål), jeg bar ikke fra startpunktet på mad til fem måneder i min rygsæk.

Så hvordan så?

Nogle gjorde det, at de ordnede det hele på forhånd – købte bunker af proteinbarer, nødder, tørret frugt, posekartoffelmos og Snickers, pakkede det i kasser og fik søde venner (eller en bekymret mor) til at sende kasserne til posthuse langs ruten.

Men coming from Denmark afgjorde jeg ret hurtigt med mig selv, at det ville blive en ualmindelig dyr fornøjelse for mig at få shippet +20 kasser med mad og snacks over Atlanten. Og hvad så, hvis jeg kastede op af proteinbarer eller hadede havregrød efter 10 dage? Så lå der 150 proteinbarer og ditto poser havregrød og grinede af mig hele vejen til Canada. Altså forudsat, at jeg overhovedet nåede til de steder, jeg sendte noget til mig selv.

Min såkaldte resupply-strategi var i stedet en kombination af to strategier:

1. Her og nu-indkøb i butikker i småbyer undervejs.

2. Fremsynede indkøb i et stort supermarked i Ashland i Oregon, som jeg pakkede og sendte til de steder i Washington, der lå så langt fra alt, at udvalget var begrænset.
Den strategi var god, da jeg stod i Ashland og købte og pakkede, men det viste sig, at pånær enkelte steder, som jeg havde sendt kasser til, ville jeg sådan set nemt have kunne købe det, jeg havde brug for. Og med prisen for at sende kasserne sparede jeg formentlig ikke ret mange penge.

Jeg lavede et stort forkromet Excel-ark over min resupply-plan – hvor skulle jeg stoppe og shoppe, hvor skulle jeg sende noget til, hvor mange dage skulle jeg købe til, og hvornår ville jeg cirka være hvor.

Da jeg jo inden afgang ikke vidste, hvor langt jeg kunne gå om dagen og hvor meget mad jeg ville have brug for, var det Excel-ark i virkeligheden ikke så bevendt – men ikke desto mindre holdt det nogenlunde og jeg var der, hvor jeg havde gættet, at jeg ville være på de datoer, jeg havde sat ind i arket inden afgang.

Derudover havde det den fordel, at det gav mig et lynhurtigt overblik over, hvor langt der var til næste by, når jeg stod i en butik og skulle købe ind, og efter en måneds tid var jeg rutineret i, hvor meget mad jeg spiste på x antal vandredage.

Det rigtige svar til det ville være ja, SELVFØLGELIG.

Det sande svar er nej. Jeg gik – en hel masse. Og jeg BURDE måske være flyttet ind i Fitness World og crazystyrketrænet min lænd, mine skuldre, mine lår, mine balder, mine ankler og alt øvrigt på min krop, der skulle bære mig cirka fem millioner skridt med +10 kg på ryggen.

Det gjorde jeg bare ikke, mest fordi jeg har det stramt med træningscentre, men også fordi jeg valgte at tro på, at min grundform fra mange tidligere vandreture var god nok, og at man i øvrigt opbygger den nødvendige form i løbet af de tre første uger på turen. (Som viste sig at holde stik.)

Så det eneste jeg gjorde var at gå nogle ekstra lange deciderede (overnatnings)vandreture med fuld oppakning før afgang, så jeg kombinerede vandringen med at afprøve udstyret et par ekstra gange i næsten rigtige forhold.

Pacific Crest Trail er nem at følge. Det havde jeg læst mig til inden, så jeg valgte ikke at slæbe papirkort med, men downloadede i stedet to apps.

De ene hedder Guthook og er et ultradetaljeret kort over PCT, altså ruten, inkl. features som højdekurver, lejrpladser og vandposter. Den fungerer offline, og via GPS kan man hele tiden se, hvor på kortet man er. Den havde desuden et kommentarfelt, som jeg brugte flittigt, for det var der, andre brugere havde kommenteret, om en lejrplads rent faktisk havde plads til det antal telte, der stod på appen, og om der var vand i en given kilde.

Den anden app hedder Halfmile og fungerede sådan, at den via et GPS-signal angav, hvor langt man var fra forskellige punkter – vand, lejrpladser, næste exit til en by, osv.

Jeg brugte næsten ikke Halfmile, for Guthook havde alt, hvad jeg havde brug for, og jeg vil anbefale alle, der overvejer at gå Pacific Crest Trail at downloade den. Det er en gude-app og til de knapt 300 kroner, den koster, alle pengene værd.

Udover Guthook brugte jeg en såkaldt Water Report, som angav status på de forskellige vandløb undervejs i ørkenen og Nordcalifornien. Den blev opdateret jævnligt gennem hele sæsonen og kunne downloades som pdf, så jeg kunne tilgå den offline. 

Ja og nej.
Jeg fulgtes den første måned med en amerikansk kvinde, jeg mødte på dag 1. Derefter fulgtes jeg on and off og på forskellige distancer og tidsrum med en håndfuld andre, jeg mødte undervejs, men på den måde, at vi for det meste gik hver for sig i løbet af dagen og mødtes i frokostpauser og på lejrpladser om aftenen.

Jeg gik i et par omgange af en god uges tid helt alene, sov alene og blaffede ind til byer alene. Det var en anden oplevelse end at følges med nogen, men det var for mig helt perfekt.