Skip to content

Trek & Tell

  • PACIFIC CREST TRAILExpand
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • VANDREKURSER
  • Tissekluden
  • GUIDESExpand
    • CAMINOENExpand
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARKExpand
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
  • Shop
Shopping Cart 0
Trek & Tell
Shopping Cart 0

Vandreguide til Pacific Crest Trail

Egentlig er det lidt snyd at kalde den her side en vandreguide til Pacific Crest Trail. For der er meget (meget!) mere i en guide end svar på de mest stillede spørgsmål.

Men ikke desto mindre – jeg har fået bunker af grundlæggende spørgsmål om Pacific Crest Trail, som også ville indgå i en stor og grundig guide til ruten. Nogle af dem er helt oplagte, andre lidt mere i den overraskende ende.

Så derfor følger her min helt egen FAQ om Pacific Crest Trail.

Hvor mange penge brugte du? Måske det spørgsmål jeg har fået oftest.
Jeg havde inden afgang en idé om, at jeg ville passe meget godt ind i den gennemsnitlige statistik, som sagde, at man ville bruge knapt 40.000 kroner, fordelt på mad, udstyr og besøg i byer, herunder hotelovernatninger og restauranter.

Men fandt ud af, at jeg desværre trak gennemsnittet op, for jeg endte med en samlet regning på cirka 70.000 kroner. (udover de udgifter, der følger med at være fra Danmark, og som omfatter flybilletter, rejseforsikring og visum, og som for mit vedkommende endte på cirka 10.000 kroner.)

Mine udgifter fordelte sig nogenlunde således:

Mad
Jeg brugte i alt cirka 20.000 kroner på mad (og drikke). Det var både på mad, jeg havde med ud på stien, og på restaurantbesøg. Især det sidste kunne jeg godt have barberet ned, men når man kommer til en lillebitte country store og er så tørstig, at ens tunge er på størrelse med en pukkelhval, og det eneste, man har lyst til, er en iskold limonade – så bliver man ret ligeglad med, hvad den koster. Eller hvad de øl, man hungrer efter, koster. Eller den burger.

Mad viste sig også at være noget dyrere end forventet, fordi jeg købte alting undervejs – og i de mindre købmænd i de små byer afspejlede priserne, at jeg ikke befandt mig i en by med masser af discountbutikker.

En anden ting, der trak det lidt op, var, at når jeg handlede i supermarkeder, havde jeg ikke altid brug for de mængder, tingene kom op. Eksempelvis gad jeg ikke at bære på en stor dåse mælkepulver, men fandt sjældent det i rejsestørrelser, ligesom de fryseposer med lynlås, som jeg opbevarede alting i, kun fandtes i pakninger med flere, end jeg havde brug for.

Besøg i byer
Jeg sov på hoteller 35 nætter ud af de 146, jeg var afsted. Det var mere end de fleste gør (så vidt jeg kan læse mig til ud fra diverse spørgeskemaundersøgelser), men for mig var det en prioritering.

Pånær enkelte nætter, hvor jeg havde mit eget værelse, delte jeg hotelværelser med andre, hvilket reducerede prisen noget, men det var stadig en heftig post, som jeg brugte omkring 18.000 kroner på.
Heraf cirka 3.000 kroner for at leje et byhus i Ashland, hvor jeg var i tre dage omkring min fødselsdag.

Udstyr
Jeg havde rigtig meget vandreudstyr i forvejen, men som udstyrsnørd var det en post, jeg “kom til” at gå meget amok i. Jeg ville have letvægtsgrej, og det koster. I alt brugte jeg cirka 25.000 kroner på udstyr.

Meget af det købte jeg før afgang, men der røg også en del på undervejs. Blandt andet skiftede jeg vandfilter, jeg købte en ekstra powerbank, en ny rygsæk, nye vandre-T-shirts efterhånden som jeg sled dem op, en ny sports-BH, osv.

I den post var også de fire par sko, jeg sled mig igennem og som i alt stod mig i cirka 3.000 kroner, og det GPS-device, der fungerede som en “alarmknap” med direkte opkaldsmulighed til redningsfolk, hvis noget skulle ske mig. Den kostede mig inklusiv abonnement cirka 2.500 kroner.

Diverse..
Man kan undre sig over, hvordan en diverse-post kan ende op i noget, der ligner 7.000 kroner, men under den hat er udgifter som blandt andet at sende ting frem og tilbage – jeg sendte eksempelvis min bear canister hjem, da den ikke længere var obligatorisk at bære på, og jeg sendte syv kasser med mad til mig selv længere oppe ad stien.

Diverse er også møntvaskerier, batterier, tandpasta, solcreme, myggespray, vådservietter, telefonabonnement, gas, smertestillende piller, drikkepenge, donationer til Trail Angels, osv. (og nå ja, så godt og vel 1.000 kroner til tandlægebesøg).

Ja, det kan og må alle. Og det er gratis.

MEN:

PCT er ekstremt populær, og da det pga. vejret undervejs er mest optimalt at starte midt-april (hvis man går fra syd mod nord, som de fleste gør) har der i nogle år været myldretid i midt-april.

500 eller 1.000 vandrere, der vælter ud fra startområdet på én gang er ikke særlig godt for hverken dem, for naturen eller for de småbyer, man gør “købe mad”-stop ved undervejs – så for at sprede folk mere ud er der et loft på 50 vandrere fra det sydlige startpunkt per dag.

Da ingen sjovt nok er særlig interesseret i at starte på et i forhold til vejret møgtidspunkt, sidder alle kommende PCT-vandrere klar ved computeren i samme minut (eller sekund), tilladelserne bliver frigivet for at få den startdato, de ønsker sig.

Så hvis man vil gå Pacific Crest Trail, skal man være klar der. Det er det eneste krav. (udover tid og penge og lyst…)

Derudover kommer et par andre mindre tilladelser – en til at gå ind over grænsen til Canada, og et såkaldt California Fire Permit, der beviser, at man ved, hvordan man gebærder sig omkring ild i naturen. De to ansøger man online, og de er også gratis og har intet øvre loft i forhold til antallet.

Alle tre tilladelser havde jeg formindsket til samme størrelse som mit pas og lamineret dem. For de skal kunne fremvises i papirudgave, hvis man bliver spurgt til dem, og det gjorde jeg et par gange af rangere i nationalparker.

Der var ikke nogen målstreg for enden af hver dag, så det korte svar er, at det bestemte jeg selv.

Det lange svar er, at jeg (ligesom de fleste andre) gerne ville nå til Canada, inden det blev vinter. Dvs. helst ikke alt for langt inde i oktober.

Jeg brugte 146 dage på de knapt 4.300 kilometer, det er en gennemsnitsdistance på godt 30 kilometer. Men med 12 hviledage, hvor jeg ikke gik overhovedet, og med en hel del dage, hvor jeg kun gik nogle timer, fordi jeg enten kom til en by eller startede ud fra en by, var der mange dage, hvor jeg ikke havde en daglig distance på 30 kilometer.
De første godt tre uger gik jeg pånær enkelte dage forholdsvis korte distancer, mens jeg hen mod slutningen tilbagelagde 35-40 kilometer om dagen, og mine to længste dage var på 50 kilometer.

Og ja, det ér muligt.
Kroppen vænner sig til det, og hvor jeg før afgang syntes, det lød vildt at kunne gå 30 kilometer om dagen med fuld oppakning, ændrede min indstilling sig undervejs til, at alt under 40 kilometer var halvdovent. Tidsmæssigt var ikke noget stort problem – jeg gik fra klokken 6 om morgenen til 18 eller 19 om aftenen.

I telt. Ikke midt på stien, men pånær enkelte nætter på etablerede lejrpladser, der var nogenlunde flade og for nogles vedkommende med vand i nærheden.

Enkelte gange sov jeg på deciderede campingpladser med træk-og-slip toiletter, og i byerne sov jeg på hoteller.

Det var et af de punkter, der tog mig aller(aller-aller) længst tid inden afgang og som jeg har brugt mest tankevirksomhed på. Hvad skulle jeg have med? Hvilke mærker? Vægt? Hvor fandt jeg det billigst?

Se mere om alt det, jeg endte med at slæbe med, på pakkelisten.

Godt nok kan frysetørret mad holde sig sådan cirka et halvt århundrede, men der var også noget med vægten og fylden, så nej, bare nej (og jeg siger ikke, hvem der stillede dét spørgsmål), jeg bar ikke fra startpunktet på mad til fem måneder i min rygsæk.

Så hvordan så?

Nogle gjorde det, at de ordnede det hele på forhånd – købte bunker af proteinbarer, nødder, tørret frugt, posekartoffelmos og Snickers, pakkede det i kasser og fik søde venner (eller en bekymret mor) til at sende kasserne til posthuse langs ruten.

Men coming from Denmark afgjorde jeg ret hurtigt med mig selv, at det ville blive en ualmindelig dyr fornøjelse for mig at få shippet +20 kasser med mad og snacks over Atlanten. Og hvad så, hvis jeg kastede op af proteinbarer eller hadede havregrød efter 10 dage? Så lå der 150 proteinbarer og ditto poser havregrød og grinede af mig hele vejen til Canada. Altså forudsat, at jeg overhovedet nåede til de steder, jeg sendte noget til mig selv.

Min såkaldte resupply-strategi var i stedet en kombination af to strategier:

  1. Her og nu-indkøb i butikker i småbyer undervejs.
  2. Fremsynede indkøb i et stort supermarked i Ashland i Oregon, som jeg pakkede og sendte til de steder i Washington, der lå så langt fra alt, at udvalget var begrænset.
    Den strategi var god, da jeg stod i Ashland og købte og pakkede, men det viste sig, at pånær enkelte steder, som jeg havde sendt kasser til, ville jeg sådan set nemt have kunne købe det, jeg havde brug for. Og med prisen for at sende kasserne sparede jeg formentlig ikke ret mange penge.

Jeg lavede et stort forkromet Excel-ark over min resupply-plan – hvor skulle jeg stoppe og shoppe, hvor skulle jeg sende noget til, hvor mange dage skulle jeg købe til, og hvornår ville jeg cirka være hvor.

Da jeg jo inden afgang ikke vidste, hvor langt jeg kunne gå om dagen og hvor meget mad jeg ville have brug for, var det Excel-ark i virkeligheden ikke så bevendt – men ikke desto mindre holdt det nogenlunde og jeg var der, hvor jeg havde gættet, at jeg ville være på de datoer, jeg havde sat ind i arket inden afgang.

Derudover havde det den fordel, at det gav mig et lynhurtigt overblik over, hvor langt der var til næste by, når jeg stod i en butik og skulle købe ind, og efter en måneds tid var jeg rutineret i, hvor meget mad jeg spiste på x antal vandredage.

Det rigtige svar til det ville være ja, SELVFØLGELIG.

Det sande svar er nej. Jeg gik – en hel masse. Og jeg BURDE måske være flyttet ind i Fitness World og crazystyrketrænet min lænd, mine skuldre, mine lår, mine balder, mine ankler og alt øvrigt på min krop, der skulle bære mig cirka fem millioner skridt med +10 kg på ryggen.

Det gjorde jeg bare ikke, mest fordi jeg har det stramt med træningscentre, men også fordi jeg valgte at tro på, at min grundform fra mange tidligere vandreture var god nok, og at man i øvrigt opbygger den nødvendige form i løbet af de tre første uger på turen. (Som viste sig at holde stik.)

Så det eneste jeg gjorde var at gå nogle ekstra lange deciderede (overnatnings)vandreture med fuld oppakning før afgang, så jeg kombinerede vandringen med at afprøve udstyret et par ekstra gange i næsten rigtige forhold.

Pacific Crest Trail er nem at følge. Det havde jeg læst mig til inden, så jeg valgte ikke at slæbe papirkort med, men downloadede i stedet to apps.

De ene hedder Guthook og er et ultradetaljeret kort over PCT, altså ruten, inkl. features som højdekurver, lejrpladser og vandposter. Den fungerer offline, og via GPS kan man hele tiden se, hvor på kortet man er. Den havde desuden et kommentarfelt, som jeg brugte flittigt, for det var der, andre brugere havde kommenteret, om en lejrplads rent faktisk havde plads til det antal telte, der stod på appen, og om der var vand i en given kilde.

Den anden app hedder Halfmile og fungerede sådan, at den via et GPS-signal angav, hvor langt man var fra forskellige punkter – vand, lejrpladser, næste exit til en by, osv.

Jeg brugte næsten ikke Halfmile, for Guthook havde alt, hvad jeg havde brug for, og jeg vil anbefale alle, der overvejer at gå Pacific Crest Trail at downloade den. Det er en gude-app og til de knapt 300 kroner, den koster, alle pengene værd.

Udover Guthook brugte jeg en såkaldt Water Report, som angav status på de forskellige vandløb undervejs i ørkenen og Nordcalifornien. Den blev opdateret jævnligt gennem hele sæsonen og kunne downloades som pdf, så jeg kunne tilgå den offline. 

Ja og nej.
Jeg fulgtes den første måned med en amerikansk kvinde, jeg mødte på dag 1. Derefter fulgtes jeg on and off og på forskellige distancer og tidsrum med en håndfuld andre, jeg mødte undervejs, men på den måde, at vi for det meste gik hver for sig i løbet af dagen og mødtes i frokostpauser og på lejrpladser om aftenen.

Jeg gik i et par omgange af en god uges tid helt alene, sov alene og blaffede ind til byer alene. Det var en anden oplevelse end at følges med nogen, men det var for mig helt perfekt.

Vil du læse mere om Pacific Crest Trail?

Hvad er Pacific Crest Trail egentlig? Se det her – inkl. et kort over ruten.

Du kan også se, hvad jeg havde med. Læs hele min pakkeliste til vandringen ad Pacific Crest Trail.

Jeg skrev undervejs på min vandring fra Mexico til Canada dagligt blogindlæg. Det er blevet til mere end 150 indlæg. Hvis du har mod på det, kan du give dig i kast med dem på siden Pacific Crest Trail bloggen.

Eller du kan købe min bog, Jeg Lever, som bygger på bloggen, men er helt sin egen. Se mere om bogen her.

Følg med på instagram

gitteholtze

@gitteholtze

Kodeord for min uge: Mange flere, end der kan stå Kodeord for min uge: Mange flere, end der kan stå her, men de vigtigste: vandring, bjerge, nye venskaber og en massen bryden grænser. 

Jeg har været i Marokko. 

På en bjergvandring - idé, som min gode ven Jacob Klaris og jeg fik tilbage i november: Kunne det ikke være fedt at lave en særtur (som vi så flot kaldte det :) for dem, der drømmer om at vandre + prøve lidt af det med bjergbestigning til toppen af Atlasbjergene? 

Mindre detalje, at jeg så i virkeligheden overhovedet ikke havde tid til at smutte til Marokko og lege guide midt i 4 millioner forberedelser til lang vandring i USA lige om lidt. 

Stor detalje, at jeg er megaglad for, at jeg gjorde det alligevel. 

For der skete lige præcis det, jeg / vi havde håbet: Den her uge har ikke bare været smuk vandring i flotte bjerge, den har også været en heftig rykken grænser-tur for flere af dem, der var med.

Nu skal man jo aldrig tale på andres vegne, men ud fra refleksioner udtalt: De var et godt stykke ude af den famøse komfortzone. 

Bjergvandring og især -bestigningsdelen var nyt - og drønhårdt - land. Vandring på sne og klipper og løst grus, stejle op- og nedstigninger, tynd luft, mentalt pres, og så lige den joker, der hed så styg en vind på vej mod toppen, at mange andre opgav.

Det gjorde vi ikke. “Vores” deltagere på den her bjergtur blev og lærte, hvordan man undgår at blive trimlet omkuld. (Inklusiv mig, for vindstød af den slags, der får en til at føle, at man lige så godt kunne have en fjer, har jeg indtil nu ikke været så “heldig” at opleve i bjerge. Thank God, for vind er mit hade-vejr nummer 1..!).

Alle de ti, vi havde med, var freaking seje. Især dem, der kæmpede rigtig meget med både vind og fysikken eller højden eller alt muligt negativt / frygtsomt tankespind, var klasse-eksempler på den med, at man kan så skidemeget mere, end hvad ens hjerne har det med at forsøge at bilde en ind.

Crazy inspirerende. 

Så helt okay at jeg måtte sætte alle mine tusind to do’s inden USA-vandring på pause i den her uge. Og endnu mere okay fordi de nyslåede bjergbestigere også var et dream team som mennesker ❤️. Bedste, sjoveste uge længe. 

Ord om billeder i kommentarer. 
.
.
.
#toubkal #vandring
Rudersdal-ruten: 42,2 km smuuuuuuuk søndagstur 💚

I februar gik jeg sammen med to veninder noget af Rudersdal-ruten i - ja, surprise - Rudersdal Kommune. Vi havde en bagkant, så gik ikke hele ruten, men det ville jeg rigtig gerne, så i dag skete det: Hele Rudersdalruten på helt præcis 42,2 km. 

Og min “dom”: Megafin tur…! Det hjalp selvfølgelig, at der var forårssol og fuglepip og får og rådyr og en ugle og smuk solnedgang og alt det der, men der ér bare vildt meget pæn natur i skovene og ved søerne nord for København. Så selv om der også er stræk med asfalt og cykelsti, er det helt klart en rute, jeg sagtens kunne finde på at gå igen. Især måske om sommeren, hvor man også lige kan udnytte alle de søer og snuppe en tur i vandet. (Og til gengæld måske undgå oversvømmet sti - billede 5 :) 

Billede 13 - screenshot over ruten fra appen Alltrails. Og som I kan se: rundtur. Som er logistisk hurra, så man slipper for bøvl med bil i hver ende eller andet transport-roderi. 

Vi startede og sluttede på Skodsborg Station, men man kan også tage tog til og fra Vedbæk, Holte eller Birkerød (og vælge forskellige til og fra-stationer, hvis man ikke vil gå 42 km på én gang. Start f.eks. i Birkerød og slut i Vedbæk - cirka 21 km). 

Vi havde frokost og diverse med, men vil man hellere caféspise (eller handle spise- og drikketing) undervejs: Masser af ja til det i bl.a. Vedbæk, Birkerød, Holte (som også har kaffe - den tog vi). 

Ps. En maraton-vandring var en af de sådan lidt længere dagsture, men jeg ville gerne “lige” teste min form, inden jeg skal gå langt hver dag i mange måneder, og Nadja, som var med i dag, kender jeg fra 100 km Mammutmarchen, så sammenlignet med dét var 42 km jo ingenting 🤣. 

Og min form er heldigvis ganske okay, viste det sig - eneste issue var, at jeg gudhjælpemig fik en vabel (!). Men det var det værd - skønneste søndagstur! 💚
.
.
#rudersdal #rudersdalruten #nordsjælland #vaserne #sjælsø #rudeskov #geelskov #furesøen #dyrehaven #vandretureidanmark #vandring
Den italienske sti - nu på Mols 🇮🇹 I den h Den italienske sti - nu på Mols 🇮🇹

I den her weekend har jeg været på Mols. Som en sidegevinst til en outdoorfest på Djursland - og en god sidegevinst, for på Mols bor gode venner, OG på Mols ligger jo smukke Mols Bjerge, som min veninde og jeg gik en tur i. 

En for mig lidt ny tur, for selv om jeg har gået der maaaange gange, havde jeg aldrig hørt om den rute, der hedder Den italienske sti. 

Den har fået dét navn, fordi den skulle forestille at ligne Toscana. Det ved jeg nu ikke helt, om den 1:1 gjorde - men det kræver nok også lidt meget at få Danmark i marts til at få en til at føle, at man render rundt i Toscana. 

Men der var bakker og udsigter - og hvis man synes, 3,5 kilometer, som den italienske sti er, er for kort: masser af mulighed for at kombi’e med andre ruter og gå længere. Som vi også gjorde - inklusiv et lille stykke på cykelsti for at komme til to superhyggelige cafeer ved Femmøller Strand. Som ligger lige ved siden af hinanden (og så Molskroen som næste nabo. Vi nøjedes dog med frokost og kaffe-kage på cafeerne. :) 

Men tip til jer, der gerne vil gå i Mols Bjerge: tjek Mols Bjerge-appen. 

Den har 72 ruter - fra de helt korte til den længste (Mols Bjerge Stien på 80 km) og med overskuelige kort og info om parkering osv. osv. Jeg er stor fan af appen Alltrails, men f.eks. den italienske sti er ikke på Alltrails, så hurra for andre apps. 

Ps. Meget uredigerede film, så her også min op ad bakke-løbestil (som jeg ikke har - plejer ikke at løbe (eller forsøge på det), når det går opad 😆). 
.
.
#molsbjerge #molsbjergenationalpark #vandring #vandringidanmark #vandreruter #vandreruteridanmark #forår
Mange af jer har sikkert ikke opdaget det, men jeg Mange af jer har sikkert ikke opdaget det, men jeg har holdt et mini-break fra Insta. 

Ikke bevidst, men jeg blev ramt af ond influenza og var så sølle, at jeg ikke orkede noget med skærm. Og det fortsatte, da sygdom var slut, fordi jeg fik den åbenbaring, at minimal skærmtid er lig med max tid til andre ting. 

Det gjorde også, at jeg overvejede, om jeg skal droppe helt ud af Insta. Med den bonus også at slippe for en masse ligegyldigt i mit feed, herunder mange flere og flere tydeligvis AI-genererede opslag. Og ja, AI kan meget, men interessant: No. Giv mig hellere stavefejl og slørede billeder end ikke-ægthed. 

Anyway, AI or not - jeg forsvinder ikke helt; jeg er for vild med at skrive og dele ting fra mit vandreliv med jer. Så her er deling af noget af det, jeg har lavet i min næsten tre uger IG-pause:

Gået noget af Rudersdalruten
En stor anbefaling til den! 42 km loop forbi bl.a. Sjælsø, Furesøen, gennem Rude Skov, Dyrehaven og diverse andet pæn natur i Rudersdal Kommune. Vi gik kun 27 km af den (inkl. Irish Coffee-pause 🤩), men jeg skal klart den hele på et tidspunkt. 

Booket et opmagasineringsrum til alt mit habengut, når jeg lige om lidt flytter. Længere proces, for jeg kan afsløre, at der er (meget) stor forskel på dem. De fleste lagerhoteller opererer dog for some weird reason med billeder som det her på deres “Så meget er der plads til i dit rum”-sider. Spørgsmål: Hvem opmagasinerer sin kaffemaskine på dén måde? :) 

Spist fastelavnsboller med mine kolleger i Friluftsrådet. (Og en datter - SÅ unge er vi heller ikke på det sted.)

Set på solnedgangen fra min lejlighed. 

Brugt tid på en FB-gruppe for Continental Divide Trail. Hvor nogen delte det her billede af en flodkrydsning i Wyoming. Tror, jeg går udenom, når jeg når dertil :) 

Været til country-koncert. Med Sturgill Simpson (på scenen) og Gaby, min vandrebuddy på den lange tur gennem bl.a. countrymusic-land til sommer. Yihaa.

Besøgt hundehvalpe.…! Kæmpe fantastisk og meget (MEGET!) svært ikke at “låne” en af dem med hjem som erstatning for Futte, der nu har været i hundehimlen i næsten et år og som jeg stadig vold-savner.

Været syg.
Vintervandring (og 8 ting jeg gør for ikke at fry Vintervandring (og 8 ting jeg gør for ikke at fryse) ❄️

Kan man godt sove ude om vinteren? Og hvorfor skulle man - er det overhovedet fedt at vandre og sove i telt eller shelter lige nu, når det er pis**koldt?

Jeg synes (kæmpe) JA. 

Fordi ja, det er koldt, men vinter er også flot og særligt, og for mig, giga frossenpinden: helt særlig hell yeah-følelse ved at “klare” vinter-udesovning uden at ønske mig hjem i min varme seng. 

Her er, hvad jeg gør for ikke at fryse:

1. Lige inden sovetid: Jeg går en speed-tur, laver englehop, eller står i planke, så jeg går i “seng” varm. 

2. Varmedunk: En Nalgene-flaske fyldt op med kogende vand, ned i en sok, ned i bunden af soveposen. Er det meget koldt, har jeg to flasker med - den anden er mit krammedyr til hænderne. 

Flaskerne holder hele natten, altså er stadig lunkne om morgenen - især hvis de er fyldt helt op og med sokker udenpå.

Hack: Medmindre de vandresokker, jeg har gået i om dagen, er MEGET fugtige/svedige, er det dem, jeg bruger til flaskerne. Så er de varmet op til næste dag. 

3. Jeg sover i lange uldunderbukser + langærmet uldtrøje + hue. OG knæ-dunbukser. 🤩 til mig, der altid bliver iskold på baller & lår.

4. Dunfutter: Vejer ikke ret meget, varmer meget. Har jeg ikke dem med, sover jeg i fleecesokker, aldrig stramme vandresokker. 

5. Liggeunderlag: Mega-vigtigt at det er godt (R-værdi på mindst 3), så der ikke kommer koldt nedefra. Mit er Thermarest Neoair Xlite til kvinder med R-værdi på 5,4.

6. Jeg sover i såkaldt double-down: min sommersovepose indeni min 3-sæsoners quilt. Obs: Den model fungerer kun, hvis der er plads til pose indeni pose - stramt lag på lag varmer ikke. 

7. Jeg har drukket (vand altså ;-), spist og “tisset af”, inden jeg sover. Og hvis jeg vågner og skal tisse: mega-irriterende, men jeg mosler ud og gør det, fordi kroppen bruger energi på at “holde sig” = mindre energi til det med at holde varmen.

8. Hvis jeg fryser i løbet af natten: planken. It works - og bare det at møve mig om på maven og komme op på albuer og tæer.. varme :)

Ps. Alle de her fif kan selvfølgelig også bruges om ikke-vinteren til kolde typer. 
.
.
#vinteridanmark #vintervandring #vandringidanmark
HVORFOR vil jeg gå fra Mexico til Canada igen? HVORFOR vil jeg gå fra Mexico til Canada igen? 

Min klare nummer 1 på listen over mental forberedelse:

Mit why. 

At kende svaret på, hvorfor jeg gør det. Fordi det er sat** svært at holde motivationen i noget, hvis ikke man ved hvorfor man gør det. Det gælder alt - vægttab eller rygestop f.eks. - men altså også en vandretur, hvor “målet” ligger lysår fremme, og hvor der 1000 procent kommer hårde dage. 

På min tur på Pacific Crest Trail var mit hvorfor krystalklart: Jeg ville tilbage til den udgave af mig, der troede på, at jeg var noget værd, og som var forsvundet i en hel masse tungt i mit liv, mest i et psykisk giftigt forhold, der havde fucket med mit selvværd. Så når der på PCT skete ting, der var hårdt, eller som jeg var bange for, sagde min hjerne (ind imellem bævende, men den sagde det): bring it on. 

For jeg var kommet for at rykke mig, og det gør man kun udenfor den famøse tryghedszone.

PCT gav mig ikke kun det - jeg fandt også ud af, hvor afsindigt lykkelig jeg er i sådant et vandreliv. Hvor meget jeg føler, at jeg, trods alt hårdt og svært, er lige præcis der, hvor jeg allerhelst vil være, når jeg bor i en rygsæk på en vandresti. 

Fordi friheden, eventyret, nærværet, naturen (og dens vilde mirakler), det (befriende) simple liv uden kalender og to do’s og makeup og statusting dit og dat, mødet med det gode i mennesker, den vilde taknemlighed for et bad og koldt vand og alt det andet, man tager for givet i hverdagen, men er en gave out there, hvor man ikke har det, det magiske i at vågne om morgenen og ikke vide, hvad dagen vil bringe, men tænke, at det garanteret bliver noget godt, og at seemingly håbløse ting freaking altid vil løse sig: INGENTING kan slå det. 

Slet ikke i kombi med det, vandring (kort eller langt) gør for min øverste etage: Ro, balance, perspektiv, mod, klarhed og en hel masse andet.

Og det er mit why på den her nye tur. At leve. Drømmen. Som man skylder sig selv og sit liv at gøre. (Sagt før, nu sagt igen.)

Ps. Jeg skal nok blive testet på mit hvorfor, så husk mig lige på det her opslag, hvis I følger med til sommer og begynder at se tegn på, at jeg har glemt alle mine bevingede derfor-ord ;-)
HVORFOR FUCK ER JEG HER..?!? Jeg vil påstå det HVORFOR FUCK ER JEG HER..?!? 

Jeg vil påstå det her: Det by far vigtigste at forberede til en lang vandring (eller andet hårdt) er hovedet.

Fordi der VIL komme hårde og svære øjeblikke, hvor man kan have det bedste grej og fysiske form i verden, men er hovedet ikke med (eller endda imod): Kæmpe op ad bakke.

Jeg kan skrive MEGET om det emne, men (for nu ;) bare nogle ord om, hvad jeg gør for at forberede mig mentalt til min nye Mexico-Canada vandring.

Som er flere ting, men de vigtigste: 

1. HVAD ER JEG BANGE FOR?

Jeg skriver ned, hvilke ting på turen jeg frygter. Den liste er (heldigvis) ikke så lang som før Pacific Crest Trail, hvor jeg var bange for nærmest ALT. Med flodkrydsninger som en klar nummer et.

Det gode ved at gøre ting, man er bange for: Jeg har lært ikke at være det. Så at komme over floder er ikke på min liste nu - det, jeg er klart mest utryg ved på den her tur, er vildt Lyn og torden-vejr og at “møde” grizzlybjørne.

Jeg forbereder mig ved at sætte mig GODT ind i what to do, hvis eller når det sker (OG - rationelt - vurdere, hvor stor sandsynligheden egentlig er).

Lyn ER desværre meget sandsynligt, så jeg sørger for at medbringe kort med bailout points (stier væk/ned), og at lære  præcis, hvad der er det bedste at gøre, hvis jeg bliver fanget i det på et sted, hvor jeg ikke kan komme væk.

2. MANTRAER

Ikke så meget en før afgang-ting, men noget, jeg ved, jeg sandsynligvis får brug for undervejs.

Og ja, mantraer virker for mig. (Selv om jeg ikke råber dem højt ud i skoven :) 

Især dem her:

Det går over. (Som ALTING jo gør - det regner ikke fra nu af til for evigt, og lang kold nat bliver til morgen på et tidspunkt).

Alting løser sig. (Min favorit - og den virker; ting løser sig altid! Og at tro på det = utrolig meget ro på systemet). 

3. HVORFOR gør jeg det her? 

Kæmpevigtigt at have svaret på dét klar til de hårde øjeblikke. Så vigtigt, at det fylder et helt opslag i sig selv - kommer snart.

Ps. Billederne er screenshots fra uddrag af min Gå Langt-bog. Med, synes jeg, ret mange guldkorn og gode råd (fra den Team Danmark mentaltræner, som er eksperten i kapitlet - han har æren for dem, ikke mig :)
Forberedelse til +4.000 km vandretur: fysisk træn Forberedelse til +4.000 km vandretur: fysisk træning 💪

Hvordan træner man sig bedst op til at gå +10 timer hver dag i 5-ish måneder med fuld oppakning og i bjerge? 

Man går mange timer. Hver dag. Med rygsæk. I bjerge. 

Ikke særlig realistisk i flade DK og travl hverdag, så jeg gør de her fire ting for at forberede mig til Mexico-Canada vandring: 

1. Det, jeg også gjorde før PCT: stoler på min okay grundform og satser på at gå mig i langvandre-form de første (relativt nemme fordi ørken) uger på turen. 

Så ikke en masse daglige kilometer de næste måneder - udover de ture i weekender, jeg alligevel ville have taget. F.eks. Amarminoen (billederne), som jeg gik en søndag for nogle uger siden. Nul højdemeter, men fin tur. 

2. Jeg er meget lidt fan af fitness-centre, men det ER bare federe at starte turen med mere overskud og mindre risiko for skader, fordi min krop er bare lidt sener-led-muskler stærk. 

Jeg kender mig selv nok til at vide, at jeg ikke får hjemmestyrketrænet, så jeg har meldt mig ind i et center og fået lagt et personligt program, der gør noget for mine ben, ryg og core. Og klap lige af mig: det er sg* lykkedes mig at komme afsted både 2 og 3 gange om ugen, siden jeg meldte mig ind efter nytår! 😎 (Og så taler vi ikke om pauser i træningen - billede. 🙈)

3. Pulstræning: For nu træner jeg kun det ved at cykle til (næsten) ALT, men tænker at udvide med ture op og ned ad Amager Bakke (mit nærmeste “bjerg”). 

4. I april, som er sidste måned inden afgang, sker der lidt mere vandring: Jeg skal på bjergvandring til Toubkal i Marokko (sammen med nogen af jer 🤩), og i påsken planlægger jeg en vandretur med lange dage og tung rygsæk. Hvor har jeg ikke besluttet endnu, men måske Bornholm, Thy eller en hel masse gange ad Bjergetapen i Mols Bjerge :) 

Disclaimer: Min fysiske forberedelse er min - den er ikke, hvad jeg 1:1 anbefaler jer/ALLE andre at gøre. Nogen (supermennesker) har ikke brug for eller lyst til at gøre noget som helst, andre har brug for at gøre vildt meget mere. Fysisk træning er desværre ikke en one size-ting.

Ps. Der blev ikke plads til noget om mental forberedelse i det her opslag. Det får sit eget en af dagene.

Instagram Facebook

© 2025 Trek & Tell | Made by DEL2

CVR: 38820796
gitte.holtze@gmail.com
50710006

Privatlivspolitik
Handelsbetingelser

Scroll to top
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • VANDREKURSER
  • Tissekluden
  • GUIDES
    • CAMINOEN
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARK
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
  • Shop