Skip to content

Trek & Tell

  • PACIFIC CREST TRAILExpand
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
  • CAMINOENExpand
    • Om Caminoen
    • Pakkeliste
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • VANDREKURSUS
  • BLOGExpand
    • Pacific Crest Trail
    • Camino
    • Andre outdooreventyr
  • GUIDESExpand
    • DANMARKExpand
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Mammutmarch: 100 og 55 kilometer
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Orø rundt
      • Sydsjællandsleden
    • VERDENExpand
      • Afrika: Kilimanjaro
      • Alperne: Rundt om Mont Blanc
  • Om mig
  • Kontakt
Instagram Facebook
Trek & Tell

Vandreguide til Pacific Crest Trail

Egentlig er det lidt snyd at kalde den her side en vandreguide til Pacific Crest Trail. For der er meget (meget!) mere i en guide end svar på de mest stillede spørgsmål.

Men ikke desto mindre – jeg har fået bunker af grundlæggende spørgsmål om Pacific Crest Trail, som også ville indgå i en stor og grundig guide til ruten. Nogle af dem er helt oplagte, andre lidt mere i den overraskende ende.

Så derfor følger her min helt egen FAQ om Pacific Crest Trail.

Hvor mange penge brugte du? Måske det spørgsmål jeg har fået oftest.
Jeg havde inden afgang en idé om, at jeg ville passe meget godt ind i den gennemsnitlige statistik, som sagde, at man ville bruge knapt 40.000 kroner, fordelt på mad, udstyr og besøg i byer, herunder hotelovernatninger og restauranter.

Men fandt ud af, at jeg desværre trak gennemsnittet op, for jeg endte med en samlet regning på cirka 70.000 kroner. (udover de udgifter, der følger med at være fra Danmark, og som omfatter flybilletter, rejseforsikring og visum, og som for mit vedkommende endte på cirka 10.000 kroner.)

Mine udgifter fordelte sig nogenlunde således:

Mad
Jeg brugte i alt cirka 20.000 kroner på mad (og drikke). Det var både på mad, jeg havde med ud på stien, og på restaurantbesøg. Især det sidste kunne jeg godt have barberet ned, men når man kommer til en lillebitte country store og er så tørstig, at ens tunge er på størrelse med en pukkelhval, og det eneste, man har lyst til, er en iskold limonade – så bliver man ret ligeglad med, hvad den koster. Eller hvad de øl, man hungrer efter, koster. Eller den burger.

Mad viste sig også at være noget dyrere end forventet, fordi jeg købte alting undervejs – og i de mindre købmænd i de små byer afspejlede priserne, at jeg ikke befandt mig i en by med masser af discountbutikker.

En anden ting, der trak det lidt op, var, at når jeg handlede i supermarkeder, havde jeg ikke altid brug for de mængder, tingene kom op. Eksempelvis gad jeg ikke at bære på en stor dåse mælkepulver, men fandt sjældent det i rejsestørrelser, ligesom de fryseposer med lynlås, som jeg opbevarede alting i, kun fandtes i pakninger med flere, end jeg havde brug for.

Besøg i byer
Jeg sov på hoteller 35 nætter ud af de 146, jeg var afsted. Det var mere end de fleste gør (så vidt jeg kan læse mig til ud fra diverse spørgeskemaundersøgelser), men for mig var det en prioritering.

Pånær enkelte nætter, hvor jeg havde mit eget værelse, delte jeg hotelværelser med andre, hvilket reducerede prisen noget, men det var stadig en heftig post, som jeg brugte omkring 18.000 kroner på.
Heraf cirka 3.000 kroner for at leje et byhus i Ashland, hvor jeg var i tre dage omkring min fødselsdag.

Udstyr
Jeg havde rigtig meget vandreudstyr i forvejen, men som udstyrsnørd var det en post, jeg “kom til” at gå meget amok i. Jeg ville have letvægtsgrej, og det koster. I alt brugte jeg cirka 25.000 kroner på udstyr.

Meget af det købte jeg før afgang, men der røg også en del på undervejs. Blandt andet skiftede jeg vandfilter, jeg købte en ekstra powerbank, en ny rygsæk, nye vandre-T-shirts efterhånden som jeg sled dem op, en ny sports-BH, osv.

I den post var også de fire par sko, jeg sled mig igennem og som i alt stod mig i cirka 3.000 kroner, og det GPS-device, der fungerede som en “alarmknap” med direkte opkaldsmulighed til redningsfolk, hvis noget skulle ske mig. Den kostede mig inklusiv abonnement cirka 2.500 kroner.

Diverse..
Man kan undre sig over, hvordan en diverse-post kan ende op i noget, der ligner 7.000 kroner, men under den hat er udgifter som blandt andet at sende ting frem og tilbage – jeg sendte eksempelvis min bear canister hjem, da den ikke længere var obligatorisk at bære på, og jeg sendte syv kasser med mad til mig selv længere oppe ad stien.

Diverse er også møntvaskerier, batterier, tandpasta, solcreme, myggespray, vådservietter, telefonabonnement, gas, smertestillende piller, drikkepenge, donationer til Trail Angels, osv. (og nå ja, så godt og vel 1.000 kroner til tandlægebesøg).

Ja, det kan og må alle. Og det er gratis.

MEN:

PCT er ekstremt populær, og da det pga. vejret undervejs er mest optimalt at starte midt-april (hvis man går fra syd mod nord, som de fleste gør) har der i nogle år været myldretid i midt-april.

500 eller 1.000 vandrere, der vælter ud fra startområdet på én gang er ikke særlig godt for hverken dem, for naturen eller for de småbyer, man gør “købe mad”-stop ved undervejs – så for at sprede folk mere ud er der et loft på 50 vandrere fra det sydlige startpunkt per dag.

Da ingen sjovt nok er særlig interesseret i at starte på et i forhold til vejret møgtidspunkt, sidder alle kommende PCT-vandrere klar ved computeren i samme minut (eller sekund), tilladelserne bliver frigivet for at få den startdato, de ønsker sig.

Så hvis man vil gå Pacific Crest Trail, skal man være klar der. Det er det eneste krav. (udover tid og penge og lyst…)

Derudover kommer et par andre mindre tilladelser – en til at gå ind over grænsen til Canada, og et såkaldt California Fire Permit, der beviser, at man ved, hvordan man gebærder sig omkring ild i naturen. De to ansøger man online, og de er også gratis og har intet øvre loft i forhold til antallet.

Alle tre tilladelser havde jeg formindsket til samme størrelse som mit pas og lamineret dem. For de skal kunne fremvises i papirudgave, hvis man bliver spurgt til dem, og det gjorde jeg et par gange af rangere i nationalparker.

Der var ikke nogen målstreg for enden af hver dag, så det korte svar er, at det bestemte jeg selv.

Det lange svar er, at jeg (ligesom de fleste andre) gerne ville nå til Canada, inden det blev vinter. Dvs. helst ikke alt for langt inde i oktober.

Jeg brugte 146 dage på de knapt 4.300 kilometer, det er en gennemsnitsdistance på godt 30 kilometer. Men med 12 hviledage, hvor jeg ikke gik overhovedet, og med en hel del dage, hvor jeg kun gik nogle timer, fordi jeg enten kom til en by eller startede ud fra en by, var der mange dage, hvor jeg ikke havde en daglig distance på 30 kilometer.
De første godt tre uger gik jeg pånær enkelte dage forholdsvis korte distancer, mens jeg hen mod slutningen tilbagelagde 35-40 kilometer om dagen, og mine to længste dage var på 50 kilometer.

Og ja, det ér muligt.
Kroppen vænner sig til det, og hvor jeg før afgang syntes, det lød vildt at kunne gå 30 kilometer om dagen med fuld oppakning, ændrede min indstilling sig undervejs til, at alt under 40 kilometer var halvdovent. Tidsmæssigt var ikke noget stort problem – jeg gik fra klokken 6 om morgenen til 18 eller 19 om aftenen.

I telt. Ikke midt på stien, men pånær enkelte nætter på etablerede lejrpladser, der var nogenlunde flade og for nogles vedkommende med vand i nærheden.

Enkelte gange sov jeg på deciderede campingpladser med træk-og-slip toiletter, og i byerne sov jeg på hoteller.

Det var et af de punkter, der tog mig aller(aller-aller) længst tid inden afgang og som jeg har brugt mest tankevirksomhed på. Hvad skulle jeg have med? Hvilke mærker? Vægt? Hvor fandt jeg det billigst?

Se mere om alt det, jeg endte med at slæbe med, på pakkelisten.

Godt nok kan frysetørret mad holde sig sådan cirka et halvt århundrede, men der var også noget med vægten og fylden, så nej, bare nej (og jeg siger ikke, hvem der stillede dét spørgsmål), jeg bar ikke fra startpunktet på mad til fem måneder i min rygsæk.

Så hvordan så?

Nogle gjorde det, at de ordnede det hele på forhånd – købte bunker af proteinbarer, nødder, tørret frugt, posekartoffelmos og Snickers, pakkede det i kasser og fik søde venner (eller en bekymret mor) til at sende kasserne til posthuse langs ruten.

Men coming from Denmark afgjorde jeg ret hurtigt med mig selv, at det ville blive en ualmindelig dyr fornøjelse for mig at få shippet +20 kasser med mad og snacks over Atlanten. Og hvad så, hvis jeg kastede op af proteinbarer eller hadede havregrød efter 10 dage? Så lå der 150 proteinbarer og ditto poser havregrød og grinede af mig hele vejen til Canada. Altså forudsat, at jeg overhovedet nåede til de steder, jeg sendte noget til mig selv.

Min såkaldte resupply-strategi var i stedet en kombination af to strategier:

  1. Her og nu-indkøb i butikker i småbyer undervejs.
  2. Fremsynede indkøb i et stort supermarked i Ashland i Oregon, som jeg pakkede og sendte til de steder i Washington, der lå så langt fra alt, at udvalget var begrænset.
    Den strategi var god, da jeg stod i Ashland og købte og pakkede, men det viste sig, at pånær enkelte steder, som jeg havde sendt kasser til, ville jeg sådan set nemt have kunne købe det, jeg havde brug for. Og med prisen for at sende kasserne sparede jeg formentlig ikke ret mange penge.

Jeg lavede et stort forkromet Excel-ark over min resupply-plan – hvor skulle jeg stoppe og shoppe, hvor skulle jeg sende noget til, hvor mange dage skulle jeg købe til, og hvornår ville jeg cirka være hvor.

Da jeg jo inden afgang ikke vidste, hvor langt jeg kunne gå om dagen og hvor meget mad jeg ville have brug for, var det Excel-ark i virkeligheden ikke så bevendt – men ikke desto mindre holdt det nogenlunde og jeg var der, hvor jeg havde gættet, at jeg ville være på de datoer, jeg havde sat ind i arket inden afgang.

Derudover havde det den fordel, at det gav mig et lynhurtigt overblik over, hvor langt der var til næste by, når jeg stod i en butik og skulle købe ind, og efter en måneds tid var jeg rutineret i, hvor meget mad jeg spiste på x antal vandredage.

Det rigtige svar til det ville være ja, SELVFØLGELIG.

Det sande svar er nej. Jeg gik – en hel masse. Og jeg BURDE måske være flyttet ind i Fitness World og crazystyrketrænet min lænd, mine skuldre, mine lår, mine balder, mine ankler og alt øvrigt på min krop, der skulle bære mig cirka fem millioner skridt med +10 kg på ryggen.

Det gjorde jeg bare ikke, mest fordi jeg har det stramt med træningscentre, men også fordi jeg valgte at tro på, at min grundform fra mange tidligere vandreture var god nok, og at man i øvrigt opbygger den nødvendige form i løbet af de tre første uger på turen. (Som viste sig at holde stik.)

Så det eneste jeg gjorde var at gå nogle ekstra lange deciderede (overnatnings)vandreture med fuld oppakning før afgang, så jeg kombinerede vandringen med at afprøve udstyret et par ekstra gange i næsten rigtige forhold.

Pacific Crest Trail er nem at følge. Det havde jeg læst mig til inden, så jeg valgte ikke at slæbe papirkort med, men downloadede i stedet to apps.

De ene hedder Guthook og er et ultradetaljeret kort over PCT, altså ruten, inkl. features som højdekurver, lejrpladser og vandposter. Den fungerer offline, og via GPS kan man hele tiden se, hvor på kortet man er. Den havde desuden et kommentarfelt, som jeg brugte flittigt, for det var der, andre brugere havde kommenteret, om en lejrplads rent faktisk havde plads til det antal telte, der stod på appen, og om der var vand i en given kilde.

Den anden app hedder Halfmile og fungerede sådan, at den via et GPS-signal angav, hvor langt man var fra forskellige punkter – vand, lejrpladser, næste exit til en by, osv.

Jeg brugte næsten ikke Halfmile, for Guthook havde alt, hvad jeg havde brug for, og jeg vil anbefale alle, der overvejer at gå Pacific Crest Trail at downloade den. Det er en gude-app og til de knapt 300 kroner, den koster, alle pengene værd.

Udover Guthook brugte jeg en såkaldt Water Report, som angav status på de forskellige vandløb undervejs i ørkenen og Nordcalifornien. Den blev opdateret jævnligt gennem hele sæsonen og kunne downloades som pdf, så jeg kunne tilgå den offline. 

Ja og nej.
Jeg fulgtes den første måned med en amerikansk kvinde, jeg mødte på dag 1. Derefter fulgtes jeg on and off og på forskellige distancer og tidsrum med en håndfuld andre, jeg mødte undervejs, men på den måde, at vi for det meste gik hver for sig i løbet af dagen og mødtes i frokostpauser og på lejrpladser om aftenen.

Jeg gik i et par omgange af en god uges tid helt alene, sov alene og blaffede ind til byer alene. Det var en anden oplevelse end at følges med nogen, men det var for mig helt perfekt.

Vil du læse mere om Pacific Crest Trail?

Hvad er Pacific Crest Trail egentlig? Se det her – inkl. et kort over ruten.

Du kan også se, hvad jeg havde med. Læs hele min pakkeliste til vandringen ad Pacific Crest Trail her.

Jeg skrev undervejs på min vandring fra Mexico til Canada dagligt blogindlæg. Det er blevet til mere end 150 indlæg. Hvis du har mod på det, kan du give dig i kast med dem her.

Eller du kan købe min bog, Jeg Lever, som bygger på bloggen, men er helt sin egen. Læs mere om bogen her.

NY Bog ude nu: Hvad hærvejen gav mig

Min nyeste bog om min tur ad Hærvejen. Om vandreeventyret og om alt det, turen gav mit hoved.

Læs mere

Jeg Lever!

Om min 4.265 km lange vandring ad Pacific Crest Trail. Om den ydre såvel som den indre rejse.

Læs mere

Kom med på vandrekursus

Drømmer du om at udvide din vandretur med overnatning i naturen? Kom med og lær det.

Læs mere

Følg med på instagram

gitteholtze

Ovre på Instagram

gitteholtze
Outdoorverdenen er fyldt med monster-inspirerende Outdoorverdenen er fyldt med monster-inspirerende mennesker, men hvor tit er det lige, man møder dem in real life? 

Well, MANGE af dem var i Silkeborg i weekenden.

1. Dem, der stod øverst på plakaten: Emma Østergaard, Nicklas og Emil, Mette Mortensen og Zenia Maltha.

Mennesker, som jeg, fordi festivalen har smidt mig med i kategorien “Outdoorlivets Rockstjerner” (stadig skørt label :)), også ser behind the scenes. Det kan jeg skrive meget om i sig selv – I dont, for alle har ret til privatliv, men vil gerne ”afsløre” det her: De er kæmpe-inspirerende, men især pissehamrende søde og nede på jorden mennesker. Tak til jer, @cykeldrengene, @emma_oestergaard, @allout.dk og @zeniamaltha for at være det! ❤️

2. Dem, der ikke stod med blokbogstaver på nogen plakat, men som er mindst lige så inspirerende:

Astrid - @dreamteamastridfs - som havde stand lige ved siden af mig og som hele weekenden sad midt i hurlumhejet i sin kørestol og var et vildt eksempel på, at drømme kan leves, selv om livet har givet en nogle kort, der hedder alvorlig hjerneskade.

Camilla fra Alene i Vildmarken, som jeg har set drikke sin urin på TV, men aldrig mødt i virkeligheden - i den her weekend bondede vi. Over tis; hendes urinade og tissetragt, mine tisseklude. Gakket sjovt, men det vigtigste: @mecamillav er autentisk på den mega-inspirerende måde.

Ekstremløberen Kristina, som jeg sammen med fælles veninder festede med, indtil baren lukkede lørdag nat. Ingen billeder af hende udover billede 3, som jeg ELSKER symbolikken i: Hurtigste kvinde i verden til at løbe op på Kilimanjaro, men også et helt almindeligt menneske, der tager bland selv-slik og sløj mazarintærte med på festival. I love @kristinaextremerunning 😍

Nicolai Aagaard aka @baglaens_mod_mobning, som går DK rundt med sin barnevogn for at støtte kampen mod mobning. Han har galopperende Tourettes og er blevet stormobbet selv, og det gør mig edderspændt gal. Fuck jer, mobbere, Nicolai er pissesej!

Og mange MANGE andre:
@droemmesteder, @sarahinthegreen, @teltdreng, @heidivandrer, @thefosmark, @skjems, @naturturisterne, @kaare_meldgaard, @photosbyroed, @bushcraft_by_nybro, @carvedbyheart. Osv., osv., osv. Wuhu for dem alle 💚
TAK til jer……! Jeg har (efterhånden ;) fatt TAK til jer……! 

Jeg har (efterhånden ;) fattet, at I er nogen derude, der er blevet inspireret og/eller ramt af noget i det, jeg gør og har gjort med vandring. 

Men altså, må bare sige: Det er simpelthen så stort og mega-mega-fedt at møde jer og høre og se og opleve det fra jer LIVE.

Så kæmpe-gigantisk tak til jer overvældende mange, der kom på outdoor festivalen i weekenden - var der til mine foredrag eller kom ned i standen og fortalte jeres historier og gav mig en face to face wauw-oplevelse (for det ER det) af, hvad mine vandringer og fortællinger om det har betydet for jer i jeres (vandre)liv wherever you are i det. 

Jeg er MEGET beæret. Og føler mig lige omkring 2.000 procent bekræftet i, at det er helt rigtigt af mig at dele så meget fra mine ydre og indre “rejser”.

Også tak til jer, der tog så godt imod de ting, jeg havde med med mit navn på. 

Jeg har flere gange de sidste uger haft lyst til at gemme mig under dynen, bidt negle (som jeg ellers ikke praktiserer), haft ondt i maven. For på bedste (eller værste) Se mig-vis at blæse mig selv udover festivalpladsen på et 3 meter højt beach flag OG på kopper og bøger og tisseklude og postkort: shoot, jeg har været nervøs.🙈

Nu: Nu har jeg en lille smule lyst til at tude af taknemlighed over, hvordan det blev modtaget. 

I købte kopper (og bøger - især jer, der købte Jeg Lever, selv om I har lydbogslæst den, nogle af jer gudhjælpemig flere gange. Jeg er blæst bagover), og især købte I min tisseklud. Lørdag aften var der 5 af de “kedelige” tilbage ud af de knapt 100, jeg havde med - jeg er på månen over det.

To salg, der især stikker ud: Thomas (for “mænd drypper også” 😆) og Emma (“Jeg skal bede om en tisseklud, tak, for jeg skal også gå 4.000 km en dag” - og det kommer den unge dame med garanti til.) 

Meget mere om alt det med tissekludene senere - for ja, selvfølgelig følger jeg den succes op!

For nu: Bare tak 💚💚💚💚 
.
.
#danmarksoutdoorfestival #vandreliv #vandring #thetrailprovides #jeglever #taknemlighed #inspiration #motivation #altergodt #dukangodt #eventyr #gåture
Tre med garanti helt fantastiske dage, i skov, i s Tre med garanti helt fantastiske dage, i skov, i sol, sammen med tusindvis af outdoor-mennesker,  starter NU! 💚😍

Det er en lille smule nervepirrende at “springe ud” som sælger af ting, der står Gitte Holtze på - who am I to think, nogen gider købe eller rende rundt med det 🙈 - men nu gør jeg det alligevel. For budskabets (og for tissekludens vedkommende genialitetens) skyld. Og uanset hvor lidt eller meget nogen vil have det - jeg glæder mig til at møde en masse masse søde mennesker (især dem af jer, der kommer forbi her i Silkeborg) de næste 48 timer ❤️❤️ 

OG de første søde er allerede mødt, for min nabo her i Bodgaden er Astrid. 24 år, med hjerneskaden Cerebral paresese - men det får hende ikke til at blive hjemme. Fjeldture, telt, udeliv, hun gør det hele. Inspirerende?? Oh fu*** yes…..! 
.
.
#danmarksoutdoorfestival #udeliv #vandring #vandreliv #thetrailprovides #altergodt #dukangodt #eventyr #frihed #ingengrænser #danmarksoutdoorfestival
Der skete noget ret vildt i weekenden:   Lørdag Der skete noget ret vildt i weekenden:
 
Lørdag aften, undervejs på Mammutmarchen, greb en mand pludselig fat i mig. Trak sit ene trøjeærme op til albuen, pegede ivrigt på sin underarm og skrålede: ”Se! Den her har du fået mig til at få. Jeg har læst din bog, jeg har set dig i Globen”. Og vist nok noget mere, som jeg glemte at høre efter i min stirren på den tatovering, der fyldte hans arm.
 
Der stod: The trail will provide.
 
Jeg har helt sikkert haft et meget lidt begavet udtryk i ansigtet, for min reaktion var et måbende whaaaaat.
 
What a dedication og især what an honour, at nogen er blevet så ramt af ”mit” mantra, at de får det blækket ind i huden.
 
For jer, der ikke har fulgt med så længe eller læst mine bøger:
På Pacific Crest Trail mødte jeg vendingen The Trail Provides. Som betyder, at man godt kan smide sit nogle gange forkrampede behov for kontrol, at man ikke behøver bekymre sig til døde om ting, der (måske, men mest sandsynligt ikke) sker, at der altid er noget håb, uanset hvor håbløst noget virker.
 
Hvorfor? Fordi The Trail Provides. Ting løser sig. På en eller anden måde får man altid det, man har brug for.
 
Og oh yes, i starten var kynisk kontrolfreak Gitte Holtze MEGET skeptisk overfor det hippiebavl. Nu: Min livsfilosofi. I vandring og alt andet.
 
Det ekstra vilde:  
 
Jeg har udnævnt mig selv som rejsende i det mantra, for mener, at ALLE skal have lov at opleve den ro, der følger med at tro på, at ting sgu nok skal løse sig.
 
Derfor fik jeg i foråret den idé at lave de her kopper. Stort projekt med min egen håndskrift og hjælp fra verdens sejeste grafiker, @hvaboe. 

Og NU kommer de ud til jer. Nu som i fan** syret timet lige efter at have oplevet, at nogen er så meget på budskabet, at de permanent-tuscher sig med det.
 
Kopperne skal med på min stand på outdoor festivalen i Silkeborg i weekenden og bagefter – hvis altså nogen vil købe dem 🙈 – til salg på min hjemmeside.
 
Jeg håber, I vil tage godt imod dem. Tage dem med på tur og tage budskaberne til jer ❤️ (Og så kan I altid senere gøre som Claus og få en tatoo 😆)
Må man godt være stolt af sig selv for at have g Må man godt være stolt af sig selv for at have gjort noget hårdt - selv om man har gjort det før? 

Jeg svarer selv: Gu må man det! 

Så det er jeg. Pivstolt af mig selv for i den her weekend at have gået 100 km på 24 timer. 

Også selv om den her gang var den klart letteste (bemærk: ikke LET, “bare” letteste af mine 100 km-marcher). 

Fordi ingen vabler, ingen ondt nogen steder, ingen kvalme, ingen fødder i ekstrem varmeeksem-brand - det hele spillede, og selv om det ikke kun er kroppen, det handler om, gav det stort plus på min overskudskonto. Jeg havde det som om, jeg kunne gå (100 km) på vandet, og kilometerne tikkede derudaf ubesværet, mens jeg var optaget af solnedgang,-opgang (absurd flot!) og den særlige følelse ved nattevandring (altså undtagen da jeg havnede bag en flok tyske møgunge(r), der blæste hele skoven op med deres soundboks 🤬).

Vildt fedt (og uvant - ingen af mine andre marcher har været sådan).

Så det eneste meltdown jeg havde - udover tyskens mangel på hensyn - var over noget, der set her bagefter nok mest hører til i pyt-kategorien: At bruge 20 minutter i et af depoterne på at stå i kø for kaffe - fordi køen var den samme som til suppen og de røde pølser (Eller en kombi. Mærkeligste ret ever). Dét blev jeg en smule indebrændt over - jeg ville bruge min pause på at sidde ned med sko og sokker af, ikke stå i kø - så jeg forlod lettere hysterisk køen (og kun fik kaffe, fordi Mia, min walking-partner in crime, blev stående. Gode partnere er guld). 

Og speaking of Mia: Det var hendes første 100 km-march, og hun var presset. På djævelsk ømme fødder, på manglende søvn, på distancen, på alt muligt.

Men hun hang i. Og jeg synes, hun er så megasej. 
For selv om Mammutmarch er hårdt for alle (undtagen de overnaturlige elite-typer 😆), ER det altså bare lige lidt sejere, når en der aldrig har gjort det før og må grave dybt i mental-reserven, går hele vejen. (Og det gælder også alle jer andre, der var med for første gang ❤️) 
.
.
#mammutmarch #ekstremvandring #mentaltræning #dukangodt
Skal du med til 100 km Mammutmarch? Jeg er (som Skal du med til 100 km Mammutmarch? 

Jeg er (som vi alle er) mange ting. Og udover glad for mit liv som barnløs er jeg glad (mildt sagt) for vandring 💚 På mange forskellige måder. Herunder den facon, der hedder 100 km på 24 timer. 

Det sker i morgen. Skal du med - eller vil “bare” gerne vide lidt om, hvordan (og hvorfor!) man går 100 km på 24 timer? 

Årsag til det her opslag: for nogle uger siden “kom jeg til” at tilmelde mig det, der hedder Mammutmarchen. 

(Selv om jeg efter min sidste tur på den distance i foråret var overbevist om, at jeg skulle have benet sat af. I, der fulgte med dengang, husker måske et ret voldsomt varme-eksem-udbrud. Se billede 3 😱)

Jeg har stadig benet, så nu gør jeg det igen. FORDI det er sjovt og vildt - og hårdt. Især mental-hårdt, og det kan jeg godt lide. Det er, udover stemningen og fællesskabet, 1.000 procent grunden til, at jeg gør det. 

SÅ: I sidste uge lavede jeg en spørgerunde med jeres Gå 100 km på 24 timer-spørgsmål. Værsgo: Den ligger nu som et højdepunkt på min profil (fordi svarene - surprise ;) - er for lange til et opslag). 

Ps: Der findes en million gode råd om at gå så langt på en gang. Jeg kan jo kun kloge mig på, hvad der funker for mig, men for flere fif: find FB-gruppen Mammutmarch Copenhagen. 

Pps. Billede 5: ja, se mig, se mig, jeg har gjort det før 🤣 Og er ret ligeglad med tider og diplomer, men har for some reason så alligevel gemt medaljerne… 
.
.
#mammutmarch #mammutmarchdanmark #ekstremvandring #gålangt #vandring #mentaludvikling #jegkangodt #gåtur
Følg med på Instagram

Facebook Instagram

© 2023 Trek & Tell | Made by DEL2

Privatlivspolitik

Scroll to top
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
  • CAMINOEN
    • Om Caminoen
    • Pakkeliste
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • VANDREKURSUS
  • BLOG
    • Pacific Crest Trail
    • Camino
    • Andre outdooreventyr
  • GUIDES
    • DANMARK
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Mammutmarch: 100 og 55 kilometer
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Orø rundt
      • Sydsjællandsleden
    • VERDEN
      • Afrika: Kilimanjaro
      • Alperne: Rundt om Mont Blanc
  • Om mig
  • Kontakt