144 dage af 2025 brugte jeg på (igen) at vandre fra Mexico til Canada. Den her gang ad en rute, der hedder Continental Divide Trail. Her er lidt om den.
Continental Divide Trail – forkortet CDT – er officielt 4.800 kilometer lang og går gennem de amerikanske stater New Mexico, Colorado, Wyoming, Idaho og Montana.
Ruten har sit navn, fordi den more or less følger the continental divide – altså bjergkæden, der deler øst og vest her midt i USA (Rocky Mountains). Så ja, en rute (meget) i højderne.
Det sydlige punkt, som jeg startede fra, ligger helt nede i bunden af New Mexico (og hedder noget så makabert som Crazy Cook). Det nordlige (et af dem, for der er faktisk to) ved Waterton Lake lige på grænsen mellem USA og Canada.
På de mange kilometer er der selvsagt en masse forskelligt terræn. Meget bjerge, men også meget alt muligt andet. I grove træk er CDT opdelt i fem strækninger:
NEW MEXICO
Cirka 1.300 km ørken, hvor varme, mangel på skygge og jagten på vand var det, der fyldte mest. Ikke samtlige km er dog i ørken-ørken som i sand – jeg gik også gennem skov og meget på (grus)vej. Dyrewise hed det (klapper)slanger, prærieulve og andet ørkenliv.
COLORADO
1.200 km, mange af dem i mellem 3.000 og 4.000 meters højde. Vanvittig smuk natur, men den mest krævende del – fordi der stadig lå sne, men også fordi højden betød rigtigt meget. Derudover er Colorado “berømt” for vildt lyn- og tordenvejr, som jeg ikke slap for.
WYOMING
800 km i en blanding af ørken-agtigt (Great Divide Basin) og den (vilde, smukke) bjergkæde Wind River Range + Yellowstone National Park, hvor jeg traskede lige forbi Old Faithful.
IDAHO/MONTANA
Delt i to: Først snor ruten sig frem og tilbage over grænsen mellem Idaho og Montana i bjerge, der også her er oppe i 3.000 meter-ish højden.
Derefter (crazy flot) vandring i Montanas bjerge, blandt andet Glacier National Park. Og fra godt og vel midt i Wyoming og resten af vejen til Canada i grizzlybjørne-land.
Continental Divide Trail i forhold til Pacific Crest Trail?
Begge de to ruter går fra Mexico til Canada gennem stor natur og har meget til fælles. Ørken, bjerge, skove, floder, wildlife, små samfund. Men der er også – ret store – forskelle.
CDT er kendt for at være – og det kan jeg nu bekræfte, at den er! – hårdere og sværere end PCT.
Mere vild natur med vildere vejr, vildere dyr (blandt andet de der grizzlybjørne), mere (stejlt) op og ned, sværere at finde vej, fordi ruten er meget mindre etableret, og lidt mere bøvlet logistikwise.
At den er mere rough, betyder også, at meget færre mennesker går den. Der findes ingen officielle tal (man skal ikke “give besked”, hvis man forlader ruten), men antallet af mennesker, der fik et permit til at gå PCT, var i 2024 knapt 7000. Til sammenligning registrerede under 700 sig som CDT-vandrere.
Så selv om jeg altså ikke overhovedet synes, PCT var nogen walk in the park, er den det i forhold til Continental Divide Trail.
Derudover er CDT speciel på den måde, at det ikke er én rute – den består af mange alternative ruter, som gør, at de færreste (herunder mig) ikke går samtlige 4.800 km, fordi alternativerne ofte er kortere (og smukkere. Thats why they are there).
Jeg startede min vandring 4. maj og nåede Canada 24. september. Undervejs skrev jeg (hver dag) om den på Instagram. Så hvis du er læsehumør – 144 opslag og et par tusinde stories 🙂 – find det her:
