Skip to content

Trek & Tell

  • PACIFIC CREST TRAILExpand
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • VANDREGUIDERExpand
    • CAMINOENExpand
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARKExpand
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig
Shopping Cart 0
Trek & Tell
Shopping Cart 0

Kyststien på Bornholm

Klipper, strand, skov, eng, historie – og stejle op- og nedstigninger plus vandring ind gennem Bornholms hyggelige kystbyer. Den knapt 120 kilometer lange Kyststien på Bornholm har det hele, så er (synes jeg) en af Danmarks fineste vandreture.

Hvis jeg skulle vælge én yndlingsvandrerute i Danmark, som jeg kan vende tilbage til igen og igen (og allerede har gjort flere gange), er det Kyststien på Bornholm. 

Jeg har gået den nu fem gange og er vild med den. 

Det er jeg af mange grunde, men den måske vigtigste – udover Bornholmer-idyllen og variationen i landskabet og stien er, at Bornholm har de klipper, som resten af Danmark ikke har.

Og som bare (for mig i hvert fald) giver en vandretur med lidt mere naturoplevelse og ér (synes jeg) lidt mere spændende at både se på og gå over/på/langs/ved siden af.

Samtidig er ruten sådan anlagt, at man kun går ganske lidt på det lidt kedelige asfalt.

Det meste af Kyststien er en “rigtig” sti, smal og snoet, så man ikke kan se, hvad der er rundt om hjørnet, og det gælder næsten uanset om den går gennem skov eller på strand eller klipper eller højlyng eller noget syvende.

Man kan gå begge veje rundt om øen, og begge veje er smukt.

Jeg er dog nok mest til mod – fordi man så starter med det mindst spændende, som er forbi lufthavnen og i store dele på stranden mod Dueodde.

Selve Dueodde Strand (og Balka Strand) er nemt og fint at gå på, fordi sandet er hårdtstampet, men det gælder ikke for de første mange kilometer fra Rønne, her går man en del på stenet og ujævn strand, som hurtigt bliver (for mig i hvert fald) det, vi jyder kalder træls.

Og så er landskabet i modsætning til det meste øvrige Bornholm ikke sådan sindsoprivende interessant, selv om der er nogle stræk med fine trampestier på toppen af stejle skråninger mod havet.

Fra Nexø og nordpå bliver det mere og mere klippet, nogle gange også på selve stien i form af diverse klippestykker, man skal “forcere”. (Men altså ikke i bedste klatrestil eller noget som helst, der ligner, bare med lidt mere “struktur” i underlaget, som jeg personligt synes er sjovt).

Mellem Sandvig og rundt om Hammerknuden til Teglkås på vestkysten ligger Kyststiens mest kuperede strækning.

Op og ned, op og ned, og ekstra meget op og ned, hvis man lige stikker omkring Hammershus deroppe på toppen af klippen.

Men selv om det er bakket, er det også klart det smukkeste stykke – og med de vildeste udsigter fra toppen af de stejle klipper ud over havet.

Efter Teglkås går det ad landevej gennem Helligpede til Hasle og så er der skov ned til Rønne.

Men skov, hvor man ikke må snyde sig selv for lige at svinge til højre ned til vandet. For selv om Dueodde og Balka er de mest hypede strande på Bornholm (og ja, ja, sandet ER lækkert), er jeg ret stor fan af strandene på vestsiden af øen også.

De har også hvidt sand og klitter, og så er der stort set ingen mennesker.

Nok mest fordi der heller ikke er nogen iskiosker eller andet hurlumhej, “bare” en strand. Og så det helt særlige landskab på Kultippen – som på googlemaps hedder “månelandskab” – når I ser det, vil I vide hvorfor.

OG så er der jo så den bonus ved Kyststien, at den går lige ind igennem byerne.

Svaneke, Gudhjem, Sandvig og Hasle plus alle de mindre som Vang og Listed bare for at nævne et par stykker, og det er jeg vild med.

For det ér megahyggeligt lige at tage en vandrepause over en kaffe på terrassen ved en af caféerne i Vang, is på Høkeren i Årsdale, en røget sild på et af de større eller mindre røgerier, hvis det er den lyst, man lige har. Eller at forkæle sig selv på en af de (mange!) gourmet-restauranter, der findes i efterhånden hver en flække og især i turistbyerne på Østkysten (læs: Gudhjem, Svaneke og Allinge).

Om aftenen kan man så forsvinde ud af byerne igen og overnatte i telt på en af de primitive teltpladser eller krydse fingre for, at et af de små kystsheltere er ledigt.

Det har de helt mirakuløst været for mig, men jeg har også slået telt op virkelig fine steder som f.eks. på en teltplads bogstaveligt talt ti skridt fra havet mellem Helligdomsklipperne og Gudhjem.  

Hvor lang tid skal man bruge?

Jeg har gået rundturen på henholdsvis fire, fem og seks dage. Man kan sagtens bruge mere – især om sommeren, fordi der er så meget at se og opleve undervejs. Både natur og “by” – det kan være svært at løsrive sig fra jazz på havnen i Listed eller at komme videre, hvis det er drønvarmt, og man er hoppet i vandet fra klipperne et eller andet sted langs kysten.

Det gode ved Bornholm er, at kan eller gider man ikke gå videre, kører der busser. Ikke hele tiden, det er ikke metroen i København, men ofte nok til, at man altid kan komme videre (eller tilbage).

Det praktiske om Kyststien

Hvor langt? Kyststien er knapt 120 km lang. Den kan gås på 3 dage, hvis man er i form, men man kan sagtens bruge op til en uge – der er masser af “sights” at se undervejs og hyggelige steder bare at sidde og hænge (over f.eks. lækker Bornholmer-mad). 

Hvornår? Du kan gå Kyststien hele året, men der er ikke overraskende mest åbent i sommerhalvåret, og især i sommerferien. Det er dog også her, der er flest turister, så hvis du vil undgå dem (og så vidt muligt undgå “kamp” om overnatningspladserne i naturen) vil jeg anbefale at gå udenom især juli måned.

Hvordan finder jeg vej? Ruten er afmærket med en lille hvid mand på en brun/orange-ish baggrund. Afmærkningen er langt de fleste steder ganske fin – i begge retninger. 
Appen Kyststien er dog en vinder at have på telefonen. Den er gps-baseret, fungerer offline, og udover at vise ruten oplyser den om længde på de enkelte strækninger, så du kan se, hvor langt der er til næste by/punkt. Ruten findes også som -gpx-fil, som du kan finde og downloade på bornholm.info – søg på Kyststien. Derudover findes ruten på bl.a. appen Alltrails – vær dog obs på, at den ikke alle steder følger samme strækning som den afmærkede rute.

Hvilken retning? Man kan gå Kyststien i begge retninger. Fordelen ved at gå mod uret, er at man får det “kedelige” overstået først – rundt om lufthavnen og på stenet strand. Til gengæld er der flere overnatningsmuligheder (shelters og telt) først på ruten, hvis man går med uret.

Hvad med vand? På Bornholm er det så fantastisk, at stort set hver en lille fiskerlandsby har et offentligt (åbent, rent og gratis) toilet – med en vandhane. Dvs. at der sjældent er ret langt mellem mulighederne for at tappe vand. På appen “Findtoilet” kan du se, hvor der er toiletter, og på udinaturen.dk toiletter og vandposter. Derudover kan du på appen “Shelter” se, om der er vand på shelter og teltpladserne.

Hvad med mad? Der er større supermarkeder i Rønne, Hasle, Allinge, Tejn, Gudhjem, Svaneke, Nexø og Snogebæk. Derudover kommer du forbi is- og havnekiosker, caféer og restauranter, så der er absolut ingen grund til at slæbe mad med hjemmefra til hele turen. Udenfor sommersæsonen er det dog en god idé at tjekke åbningstiderne på restauranterne og cafeerne – eksempelvis har kiosken i Boderne og Bakkarøgeriet på sydkysten ikke nødvendigvis åbent udenfor højsæsonen.

Er det svært? Ja og nej. Terrænet er meget varieret – fra klipper, strand og skovsti til grussti og asfalt (det sidste ikke ret meget – 20-30 kilometer i alt, er mit bud), med mange op- og nedstigninger på især den nordvestlige del af øen. Mellem Rønne og Dueodde er der strækninger, hvor man går på stenstrand – det kan være lidt hård og ujævnt (og også det kedeligste stykke). 

Hvad med overnatning? Der er mange muligheder for overnatning:

  1. Der er shelters flere steder. Du kan finde dem på appen Shelter eller på udinaturen.dk, men vær obs på, at få af dem kan bookes.
  2. Du kan slå telt op på de såkaldt primitive teltpladser (dem kan du også finde på Shelter-appen), eller på en af de fem naturlejrpladser på Bornholm. De ligger dog ikke helt på ruten og koster en lille smule – 25-30 kr. (find dem på bornholm.info.)
    Øen har også enkelte områder, hvor fri teltning er tilladt, bl.a. i Blykobbe Plantage mellem Rønne og Hasle.

    Derudover er der campingpladser – min favorit er Hullehavn Camping lige syd for Svaneke, som ligger vildt flot helt ud til vandet og er bakket med klipper og træer alle vegne. En anden dejlig campingplads er i Sandvig.

    Du kan også sove i telt i nogens have. Konceptet Brug min Baghave er også repræsenteret på Bornholm – jeg har bl.a. sovet i en have nær Hasle, i Bølshavn og i Listed, alle gange superfint.
  3. Det er tilladt at sove under åben himmel (eller i tarp eller hængekøje) på alle offentlige strande og ditto skove.
  4. Hvis du er mere til den luksuriøse sove i en seng-udgave, er der masser af muligheder, især hvis du er til bed & breakfast, for deciderede hoteller er der flest af i de større byer. I Svaneke og Gudhjem er der desuden vandrehjem, selv om de desværre ikke er superbillige.
    Du kan finde info om overnatningsmulighederne på bornholm.info, men ellers kan du komme ret langt med en helt almindelig google-søgning.

    Jeg har på en tur med søvn under tag sovet følgende steder: Myregaard B&B i syd (som dog krævede en lille detour, men dejligt sted), på vandrehjem i Svaneke, på Pension Sandbogaard (virkelig fint sted med fantastisk morgenmad) i Sandvig og på Hotel Griffen i Rønne (luksus som afslutning på turen :).

Hvad hvis jeg kun har tid til kortere ture?

Hvis du ikke har tid til eller gider at vandre hele Kyststien, kan du – selvfølgelig – “nøjes” med mindre. Mine favoritstrækninger til kortere ture er: 

  1. Jons Kapel via Hammershus og Hammerknuden til Sandvig. Cirka 10 km og en masse op og ned, men meget meget smukt. I højsæsonen får du det næppe for dig selv, men naturen gør det (synes jeg) menneskemængden værd. Og går du tidligt morgen eller sen aften, er der klart færre.
  2. Allinge til Tejn. Cirka 4 km superfin vandring på grussti mellem klipper og hele tiden med udsigt til stranden. Nej, det er ikke så øde, for der er masser af (sommer)huse her, men det er en rigtig fin strækning nevertheless.
  3. Helligdomsklipperne til Gudhjem. Cirka 7 km gennem skov langs kysten med lidt op og ned. Kan være ret befærdet i højsæsonen, fordi mange tager en båd fra Gudhjem til Helligdomsklipperne og går retur. Tag eventuelt en pause på den fine café Dines Cafe undervejs – og hvis du vil forkæle dig selv med smuk natur, fortsætter du til Melsted: stykket mellem Gudhjem og Melsted (cirka 2 km) er rigtig fint.
  4. Listed til Svaneke. Bare to km men virkelig fint, og en af de ruter, hvor man måske ikke behøver tænke så logistisk i forhold til bil og bus, for de fleste kan godt klare at gå både frem og tilbage.
  5. Svaneke til Nexø. Cirka 10 km. Forholdsvis fladt, men med mange klippestykker på stien, så der skal “balanceres” lidt mere. Ikke voldsomt besøgt af andre, og du kan tage en pause på enten røgeriet, på Mikkelers eller ved den helt laidback købmandsbutik “Høkeren” i Årsdale cirka halvvejs.

Mere om Bornholm?

Hvis du har lyst til at læse (lidt mere personlige) fortællinger om mine vandringer på Bornholm, kan du gøre det i blogindlæggene her:

Kan man gå 110 kilometer rundt om Bornholm efter et halvt års laven ingenting?

Walkabout på Bornholm

Er du nysgerrig på Bornholms nyeste vandrerute, Højlyngsstien på 67 kilometer, som går tværs over øen? Læs min guide til den her.

Og ja, så er det jo ellers på Instagram, jeg opdaterer mest. Find mig på @gitteholtze


Følg med på instagram

gitteholtze

@gitteholtze

Tilbage i bjergene 💚 Fem dage siden jeg landede i Tilbage i bjergene 💚

Fem dage siden jeg landede i Seattle til et par ugers Skrive bog-ophold hos Ruth. Verdens skønneste 93-årige, der udover at fortælle historier om sit liv - der snildt kunne fylde en hel bog i sig selv - har påtaget sig den selvvalgte rolle at (stor)opvarte mig.

Men i går havde hun fri, for i går var jeg på tur i Washingtons bjerge. 

Fra Ruths stuevinduer kan man se havet, og man kan se ørnene, der sidder i et træ og venter på forår, så de kan flytte ind i den gigantiske rede, man også kan se fra stuevinduet. Og så kan man se Olympic Mountains.

De bjerge ligger i Olympic National Park, og det var der, jeg var i går. 

Antallet af vandreruter, det er muligt at gå i januar, er ret begrænset, men en, meget spektakulær af dem, Hurricane Hill, var “åben”.

Vandreturen fra p-plads til Hurricane Hill er ikke ret lang - 5-ish km - men det var meget meget smukke 5 km. Og det tog meget meget længere tid, end det normalt ville tage mig at gå den distance, for der lå sne. Nogle steder så meget, at jeg fik flashback til at forsøge at navigere på smalle balkonhylder og op ad stejle bjergskråninger dækket af sne på Colorado-delen af Continental Divide Trail. 

Men det var sjovt, uden tung rygsæk uproblematisk, og udsigten: 🤩 Og så “bare” det at være ude i storslåede bjerge igen: Jeg kunne slet ikke holde op med at smile.
 
Et andet juhu-element var, at jeg ikke var alene. 

Min lokale “guide” og chauffør var Ron-Lars - en af Ruths venner, som er søn af et dansk-amerikansk par, som hun, siden hun kom til USA i 1964, har “plejet omgang med” (som hun formulerer det :)). Ron-Lars har i øvrigt også æren for, at jeg kender Ruth - han besøger hver sommer sin fætter i Allerød og fik for nogle år siden min Jeg Lever-bog stukket i hånden af denne fætter, og som han efter at have læst, gav til Ruth.

Ron-Lars er en rar mand, og det er heldigt, for selv om man kan se Olympic Mountains fra Ruths have, sad vi i bil og på færge i noget, der ligner syv timer for at komme dertil og -fra. Men det var det værd - bjerge er det næsten altid værd. Især fordi på vej hjem: Mt Rainier i sunset-lys. 

Skønneste skrivebreak-dag. 

#olympicnationalpark #bjerge #vandring
VILD (vandre)tur 🤩 I oktober da Gaby og jeg post- VILD (vandre)tur 🤩

I oktober da Gaby og jeg post-Continental Divide Trail roadtrippede i Utah, lovede jeg at lave et opslag om en meget speciel vandring der. Tiden er gået, sorry, men NU kommer det: 

Hvis I på et tidspunkt skal til Utah og drømmer om at prøve noget særligt: 

Peekaboo og Spooky Slot Canyons. 

Det ville være en bøjning af sandheden at kalde det en VANDRE-tur, for det er mere masen, skubben, gliden og kravlen, og man skal ikke lide af klaustrofobi, for turen er en meget close-up oplevelse af nogle af de meget smalle kløfter, som Utah er fyldt af.

Og nå ja, navnet er heller ikke helt off - det er lidt spooky. Og lidt udfordrende. Men mega-sjovt og i et crazy fascinerende landskab. 

Det er en loop-tur, længde 7,5 km, heraf er de 4 over jorden, altså ad sti gennem ørkenlandskabet i naturområdet Grand Staircase-Escalante National Monument, som ruten ligger i. 

Resten er gennem kløfter: 

Dry Fork: Den brede. Supersmuk og nem at gå (og man får den to gange i sløjfen til/fra p-pladsen.)
 
Peakaboo: Starter med en moslen op ad en 5-ish meter ret glat klippevæg for at komme ind i kløften. Efterfulgt af snoen sig ind og ud og lidt op og ned mellem sygt flotte og nærmest uvirkeligt formede røde klipper.

Og så er der Spooky Canyon. Den vildeste del. 

Ekstremt smalle passager - der er en grund til metalrammen ved rutens start: kan min krop ærligt talt komme igennem her? (billede 20). Det var også i den kløft, jeg havde turens største Oh my freaking God: “Hvordan sænker jeg mig tre meter ned mellem de her kæmpeklippeblokke?” 😄

Jeg fandt turen på Alltrails, og der (og alle andre steder) rådes man til at “gå” den med uret. 

Godt råd, for flere steder er det fysisk umuligt at passere nogen, der går i modsat retning. Men bortset fra det: Do it, hvis I vil prøve noget, I helt sikkert vil huske. 

Ps. Kræver ikke, at man er hardcore noget som helst: Vi mødte familier med børn. Eventyrlyst (og ikke for bred) er eneste must. 😊

#utah #spookycanyon #eventyr
Kan det her blive et flot maleri…? Vil I komme m Kan det her blive et flot maleri…? 

Vil I komme med jeres mening om noget? Ikke noget vildt eller vanvittigt, bare noget, jeg godt kunne tænke mig at høre andres mening om. 

Forhistorie: For et par måneder fik jeg en besked fra en af jer søde følgere, som skrev, at som tak for alt det, jeg havde delt fra Continental Divide Trail, ville han gerne male mig (og Gaby) et pastelkridtmaleri fra et af vores motiver fra CDT. 

Megasødt af ham og (uanset resultatet, for tanken er ♥️!) en meget unik ting at få, så jeg sagde selvfølgelig kæmpe ja tak. Og wauw - første tilbud om den slags ever. 

Tiden er så gået med alt muligt andet, men NU har jeg været gennem kamerarullen og snævret antallet af billeder, jeg tror, der ville være fine til sådant et maleri, ned til 15. Stadig for mange, det skal ned på max en håndfuld, og jeg har RET svært ved at skære - så spørgsmål: Hvad synes I? 

Hvilken et (eller et par stykker) af de her billeder ville I vælge?

Jeg har selvfølgelig mine favoritter og kan godt afsløre, at det mest er dem med køer. Fordi jeg har et soft spot for det dyr. Men kan også (rigtig godt) se, at nogle af billederne med landskaber, søer, blomster, bjerge, farver, dybder også er flotte og kan blive til ditto malerier. Tror jeg - min viden om pastelkridtmaleri er ikke så voldsom, og uanset bliver det mere abstrakt end et billede (af samme grund ingen pix med mennesker). 

Anyway - hvis I gider bladre, kom endelig med jeres bud. Taaaaak.
 
Ps. Update om mit endelige valg + resultatet i abstrakt pastelkridtmalet form følger selvfølgelig.😊
4. januar, egentlig lidt sent med et nytårs-opslag 4. januar, egentlig lidt sent med et nytårs-opslag - min “undskyldning” er, at min tid er gået med at flytte. Jeg har nu simpelthen endelig fået min egen lejlighed og nye base.

Og er meget MEGET glad for det. For de sidste måneder har ikke været så skidefede.

Jeg er evigt taknemlig for både min søster og de søde Instagram-følgere, der har ladet mig bo hos hende / i deres hus, siden jeg kom hjem fra Continental Divide Trail og ikke havde noget sted at bo.

Men jeg har følt mig rodløs. I træls transit-agtigt mode. Og savnet et “mit” sted meget mere, end jeg troede, jeg ville - for hvorfor nu det, når jeg uden at savne noget har boet et halvt år i en rygsæk? 

Måske fordi det har været i kombi med ret svær overgang fra det vildeste vandreliv, som jeg stadig voldsavner, til en kun diffus idé om, hvad mit liv skal være nu. Som jeg kan skrive meget mere om, men for nu, med ny lejlighed og genforening med mine egne ting: Én løs rod mindre.

Og endnu en mindre med meget konkret januar-plan: Jeg rejser om lidt over til Ruth i USA. På en slags skrive bog-refugium et par uger (og nå ja, så for at være budbringer af kilovis af Matadormix og Anton Berg og Irma-kaffe og diverse andre danske goodies :). 

Til jer, der ikke har været med her så længe: Ruth er en 93-årig, der kom ind i mit liv for nogle år siden, fordi hun læste min bog om Pacific Crest Trail og prompte inviterede mig på besøg hos hende i Seattle, hvor hun har boet siden 1963 (men taler stadig dansk. Med 1963-ord. Du milde kineser 😄) Og så er hun den skønneste, sjoveste, mest livsglade 93-årige ever, og jeg er tonseglad for at have mødt hende.

Men Ruth er ikke den eneste, jeg er glad for. 

Det her år har været ét langt møde med gode mennesker. Gaby, andre CDT-vandrere, Trail Angels, folk, der har givet mig et lift de 83 (!) gange, jeg blaffede på CDT. Og så jer. 

Tusind TUSIND tak for alt jeres hep, hjælp, gode råd, søde beskeder, overførsler til fødselsdagskage og alt, hvad I ellers har sendt min vej det her år. Det betyder meget mere, end I sikkert er klar over. ❤️

Må 2026 også blive et år, hvor godhed fylder. For os alle og verden. 

Ps. Sidste billede: Min magnet-fetich er flyttet med :)
Gittes 2025 ✨ Det ville være lidt oplagt, at mit Gittes 2025 ✨

Det ville være lidt oplagt, at mit 2025-wrapup var en kavalkade af billeder fra flotte steder, jeg har vandret i det her år.

Men jeg synes faktisk, det er sjovere med ting fra kamerarullen, der er mere i kategorien fraklip, så værsgo: Pix fra hvad mit (vandre)år også var 😄

1) To vindblæste Teletubbies - altså Gaby og jeg til dem, der måtte være i tvivl :) - på Continental Divide Trail et sted i Colorado

2) Camino-vandring på Gran Canaria. Med tilskuer.

3) Jeg startede i fitten for at blive klar til CDT. Træning… ikke SÅ meget.

4) Prøvede at bushcrafte 

5) På tur til Toubkal i Marokko i april. Nogen slæbte en lille skarp med til toppen 🤮

6) Lille gåtur med min familie inden takeoff til USA. Min mors interesse i at være med på billeder: Mindre.

7) Jeg var ikke i Danmark til den årlige You Go-kampagne mod sclerose i maj. Men støtter det (selvfølgelig), så tog billeder af min T-shirt - på (kold!) april-dag.

8) Start på CDT. Jeg hang lidt 

9) Jeg prøvede Spam 🤢

10) Kom til at drikke lidt for mange øl på “Mens vi venter på, at sneen smelter i Colorado”-tur til Santa Fe.

11) Ingen bjørn, bare Gaby der luskede rundt 😆

12) Gitte var til Fourth of July

13) Aftener på CDT: Når træthed trumfer nogens forsøg på samtale

14) Snedker med godt øjemål søges til hikermotel i Idaho 

15) Smukke Glacier National Park. Og signal på tlf…

16) With a little help from my friends

17) Utah. Roadtrip. Hiking. Og lidt andet..

18 ) Klumpedumpe på tur i Utah

19) Vildeste “vandring” i november: Til Føtte

20) Flot sted på Bornholm. Men hvorfor vante skal have så fremtrædende plads på billede derfra - no idea.

#vandring #vandreture #hiking #2025
Jeg har givet mig selv en julegave. To faktisk. Af Jeg har givet mig selv en julegave. To faktisk. Af den meget permanente slags. ✒️

Jeg har en tatovering i forvejen. En lille og ret poppet og utrolig lidt pæn delfin, jeg fik lavet på en strand en nat på Bali i en magic mushroom-rus, da jeg var ung og ikke tænkte så meget over tingene. 

Dem her er anderledes. Dem har jeg tænkt MEGET over, og de føles helt rigtige. For de er nu mit for evigt minde om det her vilde år og den vilde tur på Continental Divide Trail, som jeg altid-altid-altid vil huske 2025 for.

Koen er godt nok ikke helt blevet, som jeg havde drømt om. Der er noget med øjnene og mulen, der er off, men jeg får det rettet, og indtil da lever jeg med, at min ko ikke er helt perfekt. 

For det vigtigste: den er “min” ko - den er tegnet efter et billede, jeg tog af en af de tusindvis af køer på CDT, jeg “mødte” på min vandring op gennem USA, og som jeg hver eneste gang gik i nårh over. 

Skal du så også have en Lupin? spurgte en af mine veninder, da jeg i sidste uge fortalte om min tatoo-aftale. Det spørgsmål jo of course, fordi Lupin var mit såkaldte trailname på Pacific Crest Trail. 

Det tror jeg ikke. Det kalder ikke lige så meget på mig, som den her ko har gjort. Selv om PCT var kæmpestort og Lupin en del af det, føles min “trail-identitet” meget mere som mit trailname på CDT, Cowgirl - uden at jeg helt kan forklare det med andet end, at hvor PCT var min første lange vandring og den, der rykkede en masse for mig, var CDT cementeringen af, at traillife er mit happy life.

Min familie er (mildt sagt) ikke tatoo-typerne, men jeg håber, de i julens hellige navn tilgiver mig for at mejsle noget i blæk på min krop. Så vi får den dejligste aften - en af de ting, jeg savner, når jeg er på langvandring: Tid med min familie. 

Rigtig glædelig jul til jer alle sammen, hvorend I er og hvem I er sammen med. ♥️🎄
HVAD SKAL DU NU, GITTE? Det spørgsmål, jeg har f HVAD SKAL DU NU, GITTE? 

Det spørgsmål, jeg har fået mest de sidste måneder. Uden nogen af gangene at kunne svare noget videre klogt, for jeg vidste det ikke. Kun at det skulle være noget, der sets my soul on fire (dansk oversættelse søges :)). Som for mig er at være ude på vandrestier. 

“Kan man leve af at gå?” skrev en af jer til mig på et tidspunkt. Med grinesmiley. Nok lidt underforstået at det kan man ikke.

Og nej, det kan man måske ikke. Og måske kan man - jeg tror på, at man kan 1.000 (eller 1.000.000) gange mere, end man forestiller sig.

Men mere vigtigt - hvad nu hvis jeg er mere optaget af at leve end leve af? 

Hvad nu hvis økonomisk sikkerhed betyder mindre end at bruge mit liv på noget, der giver mig ægte mening? Hvad nu hvis jeg hellere vil kaste mig ud i det ukendte, fordi noget kalder, end blive i det sikre og trygge, mens dagene, månederne, årene ruller forbi? 

Det kunne jeg skrive MEGET om, men bottomline - jeg er, her to måneder post CDT, nået frem til, at det, jeg “skal” det næste år, er en slags fri-år.

Altså sådant et, hvor jeg (kun) laver ting, der bonner højt ud på mit passions-barometer: skrive bog, vandreture og -kurser for jer, oplæg og foredrag, som jeg er / bliver booket til, min tjans som rejseleder på tur til Everest BC.

Og så (lange) vandringer. 

I kom med gode bud på mit bucketlist-opslag i går, men ingen af jer (undtagen dem, der vidste det i forvejen, og de tæller ikke :), gættede den 2026-tur, der er helt sikker: 

I april og maj kommer mit højtelskede traillife til at ske på den rute i USA, der hedder Arizona Trail. 

Meget mere om det senere, men AZT er ikke det eneste, jeg drømmer om i 2026 - jeg vil også en eller to af de andre på min ønskeliste. Hvilke(n) har jeg ikke bestemt endnu, men you will be the first to know! :) 

Og ja, jeg er helt med på, at jeg er priviligeret at kunne tage sådant et fri-år, fordi jeg har en ok opsparing og ingen forpligtelser. 

Men det, jeg også har, er sclerose. Som ingen ved, hvornår måske går i udbrud. Så selv om jeg uanset kronisk sygdom altid vil råbe Gør det! til ting, man drømmer om, vil jeg det især med den “dom”. Gå, gå, gå, mens jeg kan. ❤️ 

#vandring #jeglever #dreamitdoit
Ti vandreture, jeg drømmer om 🤩 Kender I den prof Ti vandreture, jeg drømmer om 🤩

Kender I den profil, der hedder  @_thru_hiking? Jeg følger den, men ved ikke helt, om det er godt :). Alt for lidt tid, (ALT) for mange smukke, vilde, spændende vandringer, jeg kommer til at drømme om (også) at gå. 

Men efter jeg så en top 50 hikes på den profil, blev jeg inspireret til at lave min “bucket list” - ti ture, jeg MEGET gerne vil opleve. 

To, måske tre af dem planlægger/drømmer jeg om i 2026. Hvilke tror I det er? :) 

Hexatrek, Frankrig, 3.000 km 

Arizona Trail, USA, 1.300 km 

O Circuit, Patagonien, 130 km

Peaks of the Balkan, Montenegro, Albanien, Kosovo, 200 km

Colorado Trail, USA, 700 km

GR5, Genevesøen-Nice, 700 km

Te ara roa (sydøen-delen)
New Zealand, 1.300 km

Kungsleden, Sverige, 450 km

GR20, Korsika, 180 km

Pacific Crest Trail, USA, 4.260 km (ja, jeg har gået den. Washington-delen endda to gange. Men vil virkelig gerne igen..! 💜) 

Ps. Der er selvfølgelig mange flere end dem her, jeg også ville elske at gå. Herunder i Nepal, som er også på min liste - det ønske bliver opfyldt, når jeg får lov at være Jysk Rejsebureau-rejseleder på en Everest BC-tur næste år. Og så en masse Danmark. Måske Hærvejen igen..? 💚

#vandring #hiking #vandreture

Instagram Facebook

© 2026 Trek & Tell | Made by DEL2

CVR: 38820796
gitte.holtze@gmail.com
50710006

Privatlivspolitik
Handelsbetingelser

Scroll to top
  • PACIFIC CREST TRAIL
    • Om PCT
    • FAQ PCT
    • Pakkeliste
    • Pacific Crest Trail blog
  • Continental Divide Trail 
  • BØGER
  • FOREDRAG
  • Vandrekurser
  • VANDREGUIDER
    • CAMINOEN
      • Om Caminoen
      • Pakkeliste
      • Camino blog
    • DANMARK
      • Mammutmarch: 100 og 55 km
      • Kyststien på Bornholm
      • Øhavsstien
      • Højlyngsstien på Bornholm
      • Den Danske Pilgrimsrute
      • Lillebæltsstien
      • Mols Bjerge Stien
      • Nordkyststien
      • Æbelø
      • Kaninoen
      • Sydsjællandsleden
      • Andre vandreruter i DK
  • Om mig