Højlyngsstien på Bornholm

Højlyngsstien er 67 kilometer vandring gennem Almindingen på Bornholms midte. En tur for ægte naturmennesker, for der er ikke meget andet – heller ikke ret mange andre andre mennesker.


De sidste par gange jeg har været på Bornholm i vandresko, har jeg tænkt, at selv om Kyststien er fabelagtig, ville jeg egentlig også gerne gå midt på øen. 

Jeg ville gerne gå gennem Ekkodalen og Paradisbakkerne og nogle af de andre fine områder, der er derinde, i stedet for “bare” at marchere rundt langs kysten. 

Så jeg var en af dem, der råbte højt og fægtede med telefonen mod min kæreste, da Naturstyrelsen i starten af juli 2020 meldte ud  på diverse sociale medier, at regeringens sommerpakke havde smidt penge efter at få anlagt Højlyngsstien. En ny rute tværs over Bornholm, og at den ville stå klar til vandrefolket 1. september. 

Når man – eller jeg i hvert fald – får en sådan specifik dato på noget, tager jeg afsted på den dato. 

Så 1. september tog jeg mundbind på og rejste med Kombardo til Bornholm, hoppede på en bus til Sandvig, og lige omkring kl. 17 vendte jeg ryggen til stranden i Sandvig og begyndte min vandring på Højlyngsstien. 

Ruten har fået sit navn, fordi den går gennem ja, faktisk både mose, skov, klippedale og alt muligt andet terræn, men altså også over områder med højlyng. 

Blandt andet på de første 7-ish kilometer op over Hammerknuden, forbi Opalsøen og nedenfor Hammershus. En strækning, som kan beskrives ret kort: gudesmuk.

Efter cirka syv kilometers vandring ramte jeg Borrelyngsvej og gik lidt op ad den for at sove på Lyngholt Familiecamping.

Jeg kunne også være fortsat, men jeg kender den campingplads fra tidligere, og vidste, at her kunne jeg ligge i læ for vinden (som var ret kraftig denne aften). OG der ville være strøm og vand.

Borrelyngvej er more or less afslutningen på Nordbornholm – herefter kommer et desværre lidt mindre interessant stykke.

Fra Olsker og ind til midten af Almindingen følger Højlyngsstien i store træk cykelstien. Dvs. først på landevej og så ad brede og lige asfalterede stier ind gennem skoven. Afbrudt her og der ad cykelsti på grus – OG af Rutsjer Højlyng, som er et kort, men rigtig fint stykke, hvor man blandt andet passerer det, jeg døbte den falske rokkesten.

Stenrøret, hedder den – og her havde jeg et af dagens eneste møder med andre mennesker.

En ældre herre, der var ude (i regnen) for at lede efter en rigtig rokkesten. Og altså var endt ved den falske. Stor forvirring, men stenen er nu fin og stor alligevel, selv om den ikke kan rokke noget som helst.

Den store undtagelse fra det småkedelige asfaltvandring er Rø Plantage.

Her drejer stien væk fra cykelstien og ind på små snoede stier. Op over et højdedrag, hvorfra man har en fin udsigt, og senere langs med Borgedalssøen.

Man kommer helt ned til søen ved en fin græsplet, og da der er fri teltning i Rø Plantage, besluttede jeg, at hvis jeg en dag gentager en vandring på Højlyngsstien og skal sove i plantagen, skal det klart være her.

Sidst på dagen efter mere cykelrutevandring nåede jeg midten af Almindingen og fortsatte efter et kort stop på Christianshøjkroen (og dejlig mad) forbi Rytterknægten og ned til Udkæret Shelterplads.

Udkæret er en af Bornholms nyeste shelterpladser – og (dog uden at have set samtlige andre) klart også en af de flotteste.

Tre spritnye sheltere, bord-bænke sæt til dem alle, en overdækket bålhytte med siddeplads på bænke til 20-30 mennesker. Og så MASSER af plads til at slå telt op, hvis man kommer en dag, hvor alle sheltere er optaget.

Ingen sheltere var optaget denne aften – jeg var helt alene, så valgte (selvfølgelig) det shelter, der var døbt Guldhytten. Bare fordi 🙂

Den luksus at have naturen for mig selv ændrede sig, da Højlyngsstien dagen efter førte mig ind gennem Ekkodalen.

Nok ikke så underligt, for dalen er både forrygende flot (især i efterårsfarver) og et trækplaster for turister og især skoleelever, der gerne vil råbe på Møller og hans øller. 

Man kan drøne forbi eller man kan, som jeg gjorde, udnytte, at når der er mange turister, er der også kundegrundlag for, at kiosken ved parkeringspladsen holder åbent – og dermed mulighed for et kaffestop for kaffetørstige vandrere. 

Strækningen fra Ekkodalen og de næste 20-ish kilometer er både flot og sjov og lidt udfordrende vandring. 

Det meste ad den går ad småbitte stier (blandt andet den del, der følger Øleå og sine steder er sumpet og ujævnt terræn, men vildt og øde og fantastisk) – eller er helt nyanlagt, hvor træer og buske er fældet for at skabe en gennemgangsvej.  

Det er ikke nem vandring, flere steder går man ad noget, der engang var et hjulspor, men som er overgroet og sumpet – til gengæld er det stor og ufriseret natur, hvor det er nemt at forestille sig, at man er helt alene i den. Og dét kan jeg godt lide! 

Det sidste område, jeg gik igennem, inden det går ad landevejen nedad til Årsdale, var Paradisbakkerne.

De er også besøgt af andre, men de fleste andre skal til Rokkestenen – Højlyngsstien snor sig i en alternativ retning ned gennem klippedale og op over højdedrag. Virkelig fint. (og vil man gerne se Rokkestenen også, er det bare at lægge en lille detour på ruten.)

Efter Paradisbakkerne lander man på landevejen og følger den nedad mod Årsdale. Og lige der var det okay med asfaltvandring, fordi jeg gik med den vildeste udsigt til havet samtlige tre kilometer. 

Højlyngsstien er en rute for dem, der gerne vil gå i natur væk fra civilisationen, så er man mere til at overnatte i b&b, kræver det altså en omvej til de (indtil videre få) steder, der tilbyder en seng i nærheden af ruten. 

Til gengæld er flere af shelterne virkelig fine. Udover Udkæret gik jeg forbi et ret nyt shelter i Borrelyngen (billede overfor) og et ved Bastemose (som ligesom Borrelyngens er med indbygget myggenet foran indgangen – meget fornemt).

Derudover ligger der to lidt ældre, men også fine i Hareløkken tæt på “midten” af Almindingen.

Vil jeg gå turen igen?
Ikke nødvendigvis hele Højlyngsstien, men jeg vil helt klart vende tilbage og gå strækningen fra Almindingen til Årsdale.

Fordi det er knap 30-ish km vandring ad små fine stier i relativt øde områder (altså undtagen Ekkodalen, men den er så fin, at man ikke skal springe den over) og med helt præcis sølle fem kilometer asfaltvandring 🙂 

Det praktiske om Højlyngsstien

Hvor langt? 67 kilometer

Hvornår? I princippet hele året, men vær obs på, at de sumpede områder mellem Bastemosen og Paradisbakkerne nok ikke ligefrem er mindre sumpede i de våde årstider. 

Hvordan finder man vej? Ruten er godt afmærket med enten et piktogram på stolper eller en skrigorange plet på træer m.v. Derudover findes den som gpx-fil. Der er desværre endnu ikke en app, men man har jo lov at håbe, at det kommer.

Hvor starter og ender ruten? Den starter i Sandvig – lige ved stranden – og slutter i Årsdale ved siden af møllen. I begge ender rammer man Kyststien.

Hvilken retning? Man kan gå den i begge retninger – fordelen ved at gå fra nord mod syd er, at man kan bruge den første dag på at komme til startpunktet, tage sin tid på stykket på Nordbornholm og så sove efter knapt 8 km. Starter man sydfra, er der cirka 20 km til første overnatningsted og godt 24 til første overnatningssted med vand.

Hvad med vand? Der er vand i vandposter og på offentlige toiletter, men der er langt mellem nogle af dem. Regn med at kunne tappe vand (som verden ser ud per september 2020) efter cirka 8 km, og efter 16, 37, 39, 42, 43 og 63 km (altså målt fra nord mod syd). 

Hvad med mad? I sommerhalvåret kan man forære sig selv et måltid på Christianshøjkroen eller Ekkodalshuset (eller en is eller kaffe i Hammershus Besøgscenter, i Krølle Bølle Kiosken i Ekkodalen, eller på Cabin Deluxe ved Rytterknægten) – men det er det. Der er ingen butikker undervejs. 

Hvad med overnatning? Der er ingen overnatninger under tag på Højlyngsstien. Så du skal sove i telt eller shelter (medmindre du tager en lang detour). Flere af shelterne er nye, og der er vand ved Udkæret og Hareløkken. De er alle sammen med på Shelter-appen. Teltpladser er der i Rø Plantage (plus fri teltning i hele plantagen) og nær Segensvej efter Ekkodalen.

Er det svært? Både og. De første syv-ish kilometer på Nordbornholm er kuperede, det samme er Paradisbakkerne, mens andre strækninger er lange og flade på asfalt eller grusbelagt cykelsti. Det umiddelbart sværeste på Højlyngsstien er det ujævne og indimellem sumpede terræn langs Øle Å og ad tidligere hjulspor, hvor stien er nyanlagt.

Vil du læse mere om vandring på Bornholm?

Læs min guide til Kyststien på Bornholm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.