At bestige Kilimanjaro (eller – som det man i virkeligheden gør – at gå til toppen af Kilimanjaro) er en stor og vild naturoplevelse. Men også en, man skal dele med mange andre.
At bestige Kilimanjaro var noget, jeg gjorde ret sent i mit vandre i bjerge-liv.
Dels fordi der var mange andre bjerge, jeg hellere ville vandre på end et, der var så populært og dermed crowded.
Dels – og især – fordi der, synes jeg, var gået en form for mode i at tage på vandretur på Kilimanjaro som et selvrealiseringsprojekt, og det talte meget lidt til mig.
Så det var først i efteråret 2019, mere end ti år efter jeg første gang vandrede i bjerge, at jeg tog på rejse til Kilimanjaro med det formål at komme til toppen af Afrikas højeste bjerg. Og i virkeligheden kun, fordi min kæreste er bjergguide og – igen – skulle føre en gruppe til tops.
Kilimanjaro er et bjerg, man ikke kan (eller rettere må) vandre på uden en certificeret guide i spidsen.
Det kan godt “bare” være en lokal tanzaniansk guide, men mange vælger at booke hele molevitten gennem et dansk bureau og dermed få en dansk guide med på turen også. Og det er som en sådan, han arbejder, så vi tog på Kili-tur i selskab med 17 andre danskere.
Der findes forskellige ruter til toppen.
Vi fulgte en af de længere – Lemosho-ruten – som varer 8 dage. Den starter et stykke vest for Kilimanjaro og indeholder dermed flere kilometers vandring til toppen end de mere direkte opstigninger.
Fordelen ved det er flere dage til at akklimatisere til højden i stedet for at drøne opad og dermed udsætte sig selv for en langt større risiko for at blive højdesyg.
Vi steg den første eftermiddag cirka 400 meter op gennem regnskov og slog lejr midt i den. For dagen efter at forlade skoven og komme ud på et stort åbent plateau af rå natur.
Omgivelserne er herfra og resten af vejen more or less af den rå og klippefyldte slags, omend der stadig er planter, bare de mere hårdføre vækster: kæmpehøje kaktusser, tørre buske og de for Kilimanjaro særlige blomster Giant Groundsel og Giant Lobelia (og ja, navnene lyver ikke – det er begge gigant-blomster, som mere ligner træer.)
Man går gennem dette vilde landskab som småbitte myrer mellem kæmpe klippevægge og -formationer, som det er svært ikke at blive ramt af storheden i.
Især når man runder et hjørne og pludselig kan se toppen af Kilimanjaro, der, selv om den stadig er langt væk og faktisk ser lille ud (synsbedrag – don’t be fooled!), dominerer alting.
Og indrømmet, både første, anden og ja, alle de gange toppen åbenbarede sig for mig, havde jeg svært ved ikke lige at få tanken: fuck, skal jeg helt derop?!?
Noget andet der dominerer, eller i hvert fald er en væsentlig del af bestigningen af Kilimanjaro, er lejrene undervejs.
På en af ruterne kan man sove i (primitive) hytter, men ellers er det i telt. I lejre, som består af ikke et eller få telte, men af rigtig – rigtig! – mange telte.
Vi var i min gruppe 18 mennesker. 18 mennesker som optog ni telte. Hertil kom messeteltet, toilettelte og telte til vores i omegnen af 30 bærere, kokke, guider og alskens andet crew.
Det er i sig selv ret mange telte.
Læg dertil x antal øvrige grupper, nogle små, andre store, og så har man pludselig en lejrplads på langt over 100 telte.
Det var lidt overvældende for mig – naturoplevelsen og den ydmyge følelse, jeg fik at at stirre op på Afrikas top langt deroppe, gik lidt (eller meget) af ved at skulle dele den med så mange andre.
For selv om hver gruppe “bor” på et afgrænset område, er larmen fra så mange mennesker RET voldsom.
Den larm blev ikke mindre, jo længere vi kom op ad bjerget, og var helt infernalsk, da vi bevægede os op over den famøse Breakfast Wall.
“Væggen” er en stejl klippeside, hvorpå en smal sti bugter sig og ind imellem fører hen eller op over mandsstore sten, der kræver, at man lige må holde fast med hænderne, når man går eller småklatrer opad.
Det kan godt være lidt grænseoverskridende, og med et brat fald ned mod dalen til højre for stien, er væggen er det ikke et sted, man overhaler.
Tværtimod er det et sted, der opstår “trafikprop”, så man indimellem må gøre holdt og vente i akavede positioner, fordi man kun kan passere særligt vanskelige steder en ad gangen.
Min rummelighed med (alt for mange menneskelige) forstyrrelser i naturen blev sat lidt på prøve her, til gengæld var der dejligt stille, da vi ramte den øverste lejr, Barafu lejren i 4.600 meters højde.
For den ligger på et så smalt fremspring på bjerget, at den er strakt ud over mange hundrede meter med meget få telte lige i nærheden af hinanden.
Samtidig er det her, rigtig mange er påvirket af højden og mest ligger i teltet med lukkede øjne og venter på, at det bliver aften og tid til topforsøget.
Kilimanjaros top stikker 5.895 meter op mod himlen. Altså mere end 1.000 lodrette meter længere oppe end den såkaldte toplejr. Og iltniveauet i luften er lavt, så hvert et skridt kræver energi og tager tid.
Derfor starter man sin vandring mod toppen omkring midnat for at være oppe ved solopgang.
De 6-7 timers vandring er hårde.
Det er isnende koldt, det er bælgravende mørkt, det går l-a-n-g-s-o-m-t, og det går op, op, op og og stejlt opad.
Og hvis det så oven i købet sner og blæser, som det gjorde på min bestigning af Kilimanjaro (!), bliver himlen mod øst ikke langsomt orange, når solens stråler sidst på natten endelig skubber den kolde, mørke, lange nat væk.
Der bliver bare gråt i stedet for sort, og med det kan man pludselig ane den tilsyneladende uendelige stejle sti foran sig.
Men JA, opstigningen ender på et tidspunkt, og man når kraterkanten og har “bare” cirka 45 minutters næsten flad vandring til skiltet, der markerer toppen.
Vejret kan være helt forrygende klart og solrigt, og terrænet bar klippe. Det kan også – som på min tur – være tåget, blæsende og med vandring i dyb sne.
Det sidste tager ikke overraskende fornøjelsen lidt af oplevelsen, ikke desto mindre ER det stort at nå toppen.
For de fleste, tror jeg, for selv for folk i god form er opstigningen på topnatten en hård nød.
I hvert fald for mig, der er i ganske god form og ikke var synderligt påvirket af højden. Den lange langsomme nattevandring op mod Afrikas top ér bare tough work.
Men på sin egen måde også fedt – tit er det jo sådan, at jo hårdere noget er, jo mere tilfredsstillende føles det at komme gennem det og nå et mål. I dette tilfælde et meget konkret mål 5.895 meter over havets overflade.
Efter op kommer ned, og nedstigningen er lang.
Først til toplejren, som tager 2-4 timer og derefter for min gruppes vedkommende relativt stejlt ned-ned-nedad Mweka ruten på bjergets sydlige side til Mweka Camp i 3.100 meters højde.
Hvor det føles, som om luften er tyk som tjære, og der er grønt og fuglefløjt og fugtigt som i en regnskov.
Den kontrast til den tørre kulde kulde og tavsheden og den tynde luft på toppen af Kilimanjaro er voldsom og nærmest magisk.
Til spørgsmålet om, hvad jeg så synes om at vandre på Kili, nu når jeg har prøvet det, er svaret, at det var en oplevelse, jeg er glad for at have fået.
For det ér stor og vild og fantastisk natur og vandring. MEN jeg ville foretrække den uden så mange andre mennesker, og det får man desværre ikke på Kilimanjaro 🙁
Praktisk info om Kilimanjaro
Hvor lang? Lemosho-ruten er 70 kilometer lang, men antallet af kilometer siger ikke ret meget om en vandring, der har karakterer af bjergbestigning (omend det ikke er en decideret bjergbestigning, men “bare” en hård vandring til en bjergtop). En tur til toppen og retur tager mindst 5 dage – tag dog gerne en tur på 6-8, hvis du vil have højere chance for ikke at må opgive at nå toppen pga. højdesyge.
Hvornår? Alle tidspunkter på året pånær i regntiden, som normalt er i april og maj samt en lille smule i november-december.
Hvordan finder man vej? Du følger guiden :).
Hvad med overnatning? Man sover i telt på langt de fleste vandringer på Kilimanjaro. Teltene er oftest forholdsvis store to-mands telte, så der er plads nok.
Hvad med mad? Der er mad inkluderet i prisen på stort set alle pakketure til Kilimanjaro.
Hvad med vand? Kogt og filtreret vand følger med i prisen.
Hvad koster det? Det varierer meget, afhængig af om du tilmelder dig en dansk grupperejse med alt inkluderet, eller om du booker en vandring med en lokal guide i Kilimanjaro-området. Regn med priser fra 12.000 kr. for sidstnævnte og det dobbelte for rejsen med en dansk arrangør inkl. fly m.v.
Hvad skal man have med? Der findes rundt om på nettet utallige pakkelister til en Kilimanjaro-bestigning. Mit bedste råd (udover at google pakkelisterne frem) er at medbringe en meget varm sovepose og jakke, for det er drønhamrende koldt om aftenen oppe på bjerget.
Jeg havde desuden bare for en sikkerheds skyld såkaldte microspikes med, som er en semi-udgave af steigeisen – og dem var jeg kisteglad for på topnatten, fordi der lå nedtrampet og dermed spejlglat sne på stien hele vejen op og ned.
Er det svært? Vandringen til toplejren er ikke vildt svær. Terrænet er relativt nemt, og ja, luften bliver tyndere og tyndere, men vandringen går meget langsomt for ikke at presse kroppen for meget, så alle i god form kan være med. Topnatten er svær – ikke så meget terrænet, men kombinationen af mørke, kulde, antallet af timer du er i gang, og – især – højden er hårdt.