100 km på 24 sjove, vilde – og monsterhårde – timer

Hell yeah…! 🙂

Jeg ved godt, at jeg har holdt en næsten pinlig lang sommerferie fra bloggen her. Det råder jeg bod på, promise. Og starter eksplosivt ud med en crazy oplevelse, jeg har haft denne sommer – oplevelse som i udfordring og en af hårdeste udfordringer, jeg har givet mig selv i mit liv. Ja, faktisk også sammenlignet med Pacific Crest Trail. 

Oplevelsen var den såkaldte Mammutmarch, som løb (eller gik) af stablen i København i weekenden. Og som gik (!) ud på at gå 100 km på 24 timer. 

Jeg har aldrig gået 100 km på én gang. 

Og jeg har aldrig gået en hel nat, som jo ligesom er en del af en 24 timers vandring. 

Men jeg er så mærkeligt indrettet, at af lige præcis de grunde skulle jeg prøve det – for at se, om jeg kunne. 

Min nye Big Love Leon var med på idéen, og selv om han er bjergguide og klatrer og idrætslærer og alt muligt andet outdoorsy og sporty, var hans vandre langt-erfaring så lille, at hans “rekorddistance” var 21 km. 

Så det var ham, der en måneds tid inden marchen en aften spurgte mig, om vi ikke skulle træne lidt op?

“Nja, det behøver vi ikke,” svarede jeg kækt. Og bebudede – endnu mere kækt – at da jeg tog til Bornholm i påsken og gik nogle og 30 km den første dag efter ikke at have bevæget mig zip and pip det sidste halve år, var det no problem. 

Og han var jo generelt i latterlig god form, så det med træning mente jeg ikke, at der var nogen grund til at gøre så meget ud af. 

Lad mig bare sige, at jeg blev klogere. 

Først på en træningstur, vi alligevel tog for at prøve at gå om natten. Vi satte ud kl. 18 og gik indtil 4.30 om morgenen, 47 km blev det til, og det var mig, den kække, der humpede fuldstændig forpint af smerter fra kramper i mit venstre lår i “mål”. 

Fuck, jeg var smadret, og det var så der, jeg – nu betydeligt mindre kækt – revurderede det med behovet for træning. 

Desværre var det lidt sent i forhold til, hvornår marchen skulle foregå – vi havde to uger til at få formen på plads, og det var nok ikke helt nok, især ikke fordi det altså bare tager virkelig lang tid at gåtræne. En løbetur og intervaltræning i den disciplin er alt andet lige hurtigere overstået end “bare” at gå og gå og gå for at komme op på 30, 40, 50 og flere kilometer. 

Så da vi lørdag 31. august 2019 om eftermiddagen stod på stranden i Vedbæk, hvor Mammutmarchen havde sit start- og målsted, var jeg ikke særlig fortrøstningsfuld. Og da Kalle, tyskeren, som var motoren bag hele arrangementet, med sin tyske accent råbte ud i sin megafon til vi knapt 1.000 deltagere, der stod der på stranden i alskens vandrekluns, at under halvdelen af os ville komme i mål, følte jeg ret meget, at han talte direkte til mig. 

Nå, men prøves skulle det sgu, så Leon og jeg moslede ind i mængden bag startstregen og SÅ gik vi. 

Først i noget nær gåsegang – selv om vi startede i to hold, var der vildt meget menneskemylder de første måske ti km, inden folk blev spredt en smule mere ud på skovstien. En skovsti, som selv om den lå i forskellige områder, primært var det terræn, man skulle gå i. Ruten var lagt, så den gik mest muligt gennem skov, fra Vedbæk ned til og syd om Lyngby sø, Bagsværd sø, Furesø og  Farum sø, inden den gik nordpå til Lynge og videre til Allerød og Hillerød, og herfra østpå lige syd om Esrum sø, inden den tog et sving sydpå og bl.a. gik langs Sjælsø. Altså en rundtur i noget af det pæne Nordsjælland og befriende lidt på asfalt.   

Efter 13 km nåede vi til en iskiosk. På det tidspunkt var det stadig varm eftermiddag, så vi investerede (ligesom mange andre) i is, som vi suttede på, mens vi gik videre for ikke at spilde for meget tid. Vi havde lagt en strategi, der hed en marchhastighed på 5 km i timen og så en kort pause hveranden time plus en lidt længere på de fire depoter undervejs. Og ishuset passede ikke rigtigt ind i den strategi, men altså – en københavnerstang går man jo ikke forbi, når det er vigtigt, at man får så meget energi som muligt. 

Første depot lå efter knapt 20 km. Vi kom til det nærmest i løb, fordi vi lige inden da havde indhentet tre høns, som Leon kaldte dem – tre (meget) overstadige kvinder, som havde Medina kørende for fulde drøn på den enes mobiltelefon og kaglede med tyk Næstved-dialekt til hinanden med decibel 200 for at overdøve den skrattende telefon. Det setup var ikke lige, hvad vi ønskede os, så afsted med os for at lægge afstand. 

Depotet var lig med forplejning og noget af det, vores deltagergebyr på 500 kr. var gået til – forplejning som i vand, frugt, muslibarer, saltstænger og syltede agurker. Jeg er jo ren novice i 100 km marcher, men syltede agurker?!? Jeg tog ikke en. 

Da vi gik videre, var vi stadig fulde af overskud, min krop virkede, naturen var smuk, jeg var glad. Og vi timede vores afgang, så vi ikke kom til at gå nær diskoteket fra Næstved. Til gengæld stødte vi på mange andre, bl.a. en gut fra Hillerød, som havde sin livlige labrador Ernie – opkaldt efter golfspilleren Ernie Els – med. Ernie skulle “kun” gå 60 km til Hillerød, men var på det her tidspunkt helt fremme i hundesnoren og var både sjov at følges med og, da det blev mørkt, en gave, fordi han var iført et kraftigt blåt blinkende halsbånd. 

For da det blev mørkt, blev det rigtig mørkt. Sådan som det bliver mørkt i en skov. Så da vi nåede Furesøbadet, som var fuldt oplyst, fordi der var en Single Plus fest i gang, blev jeg nærmest blændet. Både af lysene fra det gigantiske partytelt, singlerne festede i (hvorfor i øvrigt have så meget lys til det – man scorer da ofte bedre i halvmørke?) og fra den ambulance, der holdt ved indgangen med de blå blink hidsigt roterende. 

Om ambulancen var hidkaldt af en single eller en marchvandrer, fandt jeg aldrig ud af, selv om vi tog en pause her – ved siden af en pakke vacuumpakket majskolber, nogen havde efterladt i græsset? – og medfølende så på de, der også tog et break og var i fuld gang med at reparere vabler. 

Jeg havde ingen vabler eller andre skavanker, så selv om det var bælgmørkt, cruisede vi i fint tempo det næste stykke. Det var varmt, så selv om det var sen aften, gik jeg stadig i shorts og en løbetop og var rigtig glad for, at jeg kunne nøjes med det. 

Så begyndte det at blæse. Altså virkelig blæse, som i at trækronerne langt over os vajede og svajede og lavede en uhyggelig larm, som kun blev overdøvet af den dybe rumlen fra den torden, der i et stykke tid havde buldret et sted deroppe i himlen. 

Og så kom vandet. 

Fra ét sekund til det næste væltede regnen ned over os. 

“Nå,” sagde Leon med et skævt smil. “Det er så her, vi tager vores vindjakker på.”

Da vi havde tjekket vejrudsigten (igen og igen), havde den ikke sagt noget som helst om vand. Altså som i ingenting. Til gengæld havde den sagt temperaturer på over 20 grader gennem hele natten, så vi havde i letvægtsgrejets hellige navn droppet den tunge og varme regnjakke og bare pakket en vindjakke. Som jeg så to sekunder inden vi tog hjemmefra i et just in case-anfald havde udskiftet med min letvægtsregnjakke. 

“Jeg har altså godt nok regnjakke med,” sagde jeg nu, mens jeg hev den op af rygsækken og tog den på. 

Leon gloede på mig, lidt som om jeg havde forrådt ham, fordi jeg ikke havde sagt, at jeg havde udskiftet det nu meget vigtige stykke tøj. Og som viste sig at være komplet ligegyldigt, for min regnjakke er nok let, men – fandt jeg meget hurtigt ud af – ikke beregnet til skybrudsregn. 

Så som to druknede mus marcherede vi således ned ad skovvejen i den hidsige regn, heldigvis forholdsvis forskånet for den vilde vind, fordi vi var langt inde i en skov, hvis mørke kun blev oplyst, når et af de mange lyn, der med jævne mellemrum flænsede himlen, lyste alting op i et splitsekund. Og var et studie i, hvor vanvittig flot naturen kan være, når den folder sig ud, og selv om jeg nok burde have været lidt utryg ved at være midt i det, var jeg faktisk mest optaget af, hvor mægtigt det var.

Vi gik med hovederne bøjede og i det høje tempo, som man uvilkårligt kommer til, når man går i regn, man gerne vil væk fra, indtil vi nåede til en åben lade langs skovvejen, hvor en stor flok vandrere havde søgt ly mellem diverse traktorer og mejetærskere. 

Det gjorde vi også, og det var så her, Leon røg ud i (endnu) en krise. Sikkert lidt presset over ikke at have noget med mod regnen, men i hvert fald – da han åbnede sin gennemblødte rygsæk for at forsøge at pakke sin powerbank og telefon ind i noget vandtæt, åbnede han op til en rygsæk smurt ind i pesto, maste kyllingestykker og smattede tomater fra den sandwich, han havde med og som i regnen var gledet ud af sin indpakning og nu var forvandlet til et fedtet morads i bunden af rygsækken. 

Den sandwich-ulykke, som vi senere døbte den, var lige der så stort og vigtigt et problem, at han rasende hev sin rygsæk på igen og meddelte, at nu gik han altså videre. Og så marcherede han ud i regnen. 

Jeg gik med – to skridt, så knækkede jeg sammen. 

I smerte, for det, der et stykke tid havde føltes, som om noget strammede om mit ene lår, men som jeg havde fortrængt i uvejret, kom nu som en pludselig og stikkende smerte, der fik mig til ufrivilligt at jamre som et såret dyr. Fuck, det gjorde ondt. 

Manden med sandwich-ulykken var – trods alt – ikke mere rasende, end at han stoppede og midt på stien og i regnvejr forsøgte at massere den muskel, som krampede sammen og var årsag til smerten, så den kunne slappe af, men desværre uden den store succes. 

Så jeg humpede videre, mens jeg forsøgte at tage hvert skridt så nænsomt som muligt for ikke at belaste musklen i låret, hvilket jo er latterligt, for at gå uden at bruge sin lårmuskel er – so to speak – no-go. Og sådan gik vi de næste kilometer, heldigvis nu kun i drypregn, men dog så vådt, at vi søgte ind i en carport for at skrive en besked til en helt fantastisk ven, som havde tilbudt at agere servicevogn og komme med en Big Mac menu på næste depot, som lå en lille time væk. 

Mens Leon skrev til ham, tissede jeg. Lige der i nogens carport (undskyld, nogen), mens jeg i skæret fra min pandelampe træt studerede en edderkop, der kravlede ned ad en stolpe få centimeter fra mig. For måske syvende gang – altså, at jeg tissede, ikke at edderkoppen kravlede – for jeg drak rigtig meget vand, og den slags har det med også at ville ud igen. 

Krampen i mit lår fortsatte, da vi gik videre. Stak som en syl, intens og skarp, hver gang jeg tog et skridt, og mens vi langsomt tilbagelagde kilometerne frem til depot 2, nu heldigvis ikke længere i regn, var jeg i syv sind om, hvad jeg skulle gøre. 

62 km endnu og 16 timer mere med det lår virkede fuldstændig uoverskueligt. Som i helt. og. fuldstændig.uoverskueligt. Jeg havde haft den samme smerte på træningsturen, og det havde jeg gået med i godt ti lange og meget meget smertefulde kilometer. Nu snakkede vi altså mere end seks gange så langt. 

Men jeg havde fanme heller ikke lyst til at stoppe nu og forlade det her. Det var sjovt, det var spændende, det var et eventyr at gå i skoven, også i mørke og regn, jeg var i de omgivelser, jeg er så freaking glad for at være i, og i gang med at gå, som jeg er så åndsvagt glad for at gøre, der var en helt særlig stemning, fordi vi var så mange, der gennemgik det samme, og jeg havde ingen som helst gener af nogen art i fødder, knæ eller mentalt i forhold til at være søvnig, udkørt eller utryg i mørket og med lyn og torden buldrende over mig, alting kørte – undtagen det lortelår. 

Som jeg intet mærkede til, når jeg stod stille, så at give op og tage hjem og sidde stille og ikke at have ondt vidste jeg, ville få mig til at rase af frustration over, at jeg ikke var herude og i gang. 

Så efter at have kværnet en Big Mac og fritter og chili cheese tops og en milkshake på parkeringspladsen ved Lynge Skole, som var depot 2, gik vi videre. 

Jeg havde besluttet at jeg VILLE nå 50 km, jeg VILLE gå i hvert fald halvdelen af distancen. 

Det lykkedes, kl. 3 gik vi ned ad en spøgelsestom gågade i Allerød og satte os på en trappesten og spiste de marcipanbrød, som Leon havde taget med som en halvvejs-overraskelse. 

Det ville være synd at sige, jeg gik ubesværet, for det gjorde jeg ikke, jeg kunne for hvert eneste skridt mærke mit lår, og jeg forbandede temmelig meget, at jeg havde valgt kun at have én vandrestav med, fordi jeg har erfaret, at medmindre et terræn er meget ujævnt, bruger jeg faktisk kun en, men her ville en i hver hånd nok have aflastet mit ben en lille smule mere. 

MEN jeg bildte mig ind, at smerten ikke var lige intens hele tiden. Ind imellem var det, som om låret slappede lidt af – hvilket det nok ikke gjorde, musklerne arbejdede jo konstant – men det føltes sådan, og tror man på noget, kan det jo flytte et bjerg, eller i det her tilfælde en krampe. 

Så jeg rejste mig og gik videre. Ind i mere skov i et terræn, der var et forhindringsløb af trærødder og mudder efter regnen tidligere, og gik forkert adskillige gange – som vi og mange andre gjorde rigtig meget i løbet af natten. Ruten var elendigt afmærket, og den gps, arrangørerne havde anbefalet, at alle brugte i stedet for at følge de pile, der trods alt var tegnet på jorden (men som man ikke kan se i mørke, daaah), var ikke superpålidelig dybt inde i skovene. 

Så da Leons pandelampe gik ud, og vi nærmede os Hillerød, hvor ruten gik parallelt med Københavnsvej i omkring 5 km, blev vi anarkistiske og forlod den officielle rute for at gå den “nemme” ad vejen. 

Og så blev det endelig endelig morgen. Slut med at gå i en lillebitte verden, der ender der, hvor skæret fra ens pandelampe når til, og selv om jeg egentlig ikke var søvnig og det stadig var så varmt, at jeg gik i shorts, ér der bare noget livgivende over dagslys. Selv mit lår reagerede på solopgangen ved ikke at gøre ondt hele tiden – eller også havde jeg bare på et eller andet tidspunkt i løbet af natten og de mange timer rykket min smertetærskel. 

Den døgnåbne tankstation lå i udkanten af Hillerød, så vi købte kaffe og sad udenfor tanken og kiggede på en dinglende morgenbrandert på vej hjem, mens vi hvilede fødderne. 

38 km igen. 9 timer igen. 

Især det sidste var den hårdeste måde at tænke på. Det virkede mere overskueligt at tænke på det i kilometer. Eller skridt. Nu havde jeg jo allerede taget så mange skridt, så kunne jeg godt tage et mere. Og et mere. Og lige et mere. Og så ville vi nå til et depot igen, og lidt længere fremme ville min søster komme med morgenmad, og det var jo om bare 14 kilometer, som jo var ingenting i forhold til, hvad vi allerede havde gået, så det kunne jeg godt. Narrede jeg min hjerne til at tænke. Den famøse elefant i småsmåbitte bidder. 

De 14 kilometer var ikke nogen fest, dels brugte vi en del tid på at forcere adskillige kæmpestammer, som var væltet i stormen eller blevet ramt af lyn i nattens uvejr og nu lå som store flænsede forhindringer midt på stien, dels måtte vi ud i endnu en omgang massage af mit lår, som gjorde så ondt, at jeg fik kvalme og måtte sidde som en anden søsyg med hovedet mellem benene bagefter og lave vejrtrækningsøvelser på den måde, som jeg forestiller mig, at kvinder med veer også gør. 

Men så var der morgenmad. Min helt fantastiske lillesøster var landet fra Mallorca lørdag nat og kan ikke have sovet meget mere end et par timer, før hun stod op og lavede røræg, stegte bacon, smurte ostemadder og pakkede juice, kakao, kaffe, ananas og en overraskelse, som bestod af lakridspiber. 

Og kom trillende ud til os og åbnede bagagerummet med hele det her paradis. 

På Pacific Crest Trail var jeg nærmest forelsket i de mange Trail Angels, der uventet stod med den slags forrygende herligheder, og selv om det her var lidt mere arrangeret end spontane Trail Angels events arrangeret af nogen, man ikke kender, var det lige så stort. Og et kæmpeboost til de resterende 22 km. 

22 km, som bl.a. gik ind gennem et brombærkrat, fordi vi kom til at gå forkert (igen) og ikke gad at gå tilbage, men bare “lige” skråede ind gennem skovbunden og fik en souvenir i form af dybe rifter op og ned ad benene. Og 22 km, som indeholdt regnskyl – men denne gang var Leon i højt humør, fordi Big Mac-ekspressen havde medbragt en pink paraply med store røde hjerter, som han nu stolt spankulerede afsted under. Og som jeg brugte som krykke, da det holdt op med at regne. 

Men som åbenbart ikke lignede en krykke, for da vi passerede en mand så udmattet, at han ikke magtede at rette sin rygsæk, hvis ene skulderstrop hang og dinglede nede om albuen på ham, mens han vaklede fremad, råbte han efter mig, at det ikke var til at holde ud, at jeg bare kom svansende forbi ham, mens jeg svingede med en paraply. 

Svansende? Ha, han skulle bare vide. 

Han var ikke den eneste, der var presset. 

Efter 90 km markøren var der flere døde end levende på ruten. Aldrig har jeg set så mange zombier og stive ben. Og det lydbillede, der dagen før havde været et kvidder af spændte stemmer, var nu blevet til sammenbidt eller bare udmattet tavshed. Folk gik – eller vaklede – på viljen. 

Det gjorde jeg også. Krampen i mit lår var klart den værste og mest dominerende følelse, men jeg var også mærket af varmeknopper og blærer fra brændenælder på benene og en vabel i håndfladen, og min ene fod føltes som en dej, der havde fået en overdosis af gær og var svulmet op til en elefantfod. (Og som jeg senere fandt ud af var udstyret med en stor fed vabel ovenpå foden.)

Leon havde ømme ankler, og den vabel, han opdagede og tapede ind tilbage i Allerød, kunne han godt mærke, så han havde ikke haft skoene af i over 40 kilometer af skræk af for ikke at kunne få dem på igen. 

Men vi var så tæt på nu, at intet af noget af det kunne overdøve følelsen af, at ja, fanme, jeg har lige om lidt gået freaking 100 km. 

Og så var vi der. 

Gik ind over målstregen på stranden i Vedbæk til klapsalver fra tilfældige tilskuere, fra arrangørerne og fra min søster og hendes kæreste, som var kommet for at fejre os. 

Jeg var så lettet og så glad og så stolt og så træt, at jeg kunne tude. 

Det gjorde jeg ikke, jeg grinede i stedet overstadigt af alting, mens jeg sad i sandet og drak en øl og kørte chips ind, som om jeg ikke havde spist i 24 timer, hvilket jeg absolut havde. Og var opfyldt af en følelse af inderlig tilfredshed med mig selv og den mentale styrke, jeg virkelig må have et eller andet sted, når jeg kan gå så langt med en smerte, der normalt ville sende mig og min lave smertetærskel til ynkelig tælling. 

Jeg ville bestemt gerne have været de muskelkramper foruden, men nu var det sådan, det var, og så blev det i stedet en læring i – udover at mere træning er påkrævet næste gang (!) – hvor vildt langt man kan komme på vilje. 

På certifikatet, jeg fik udleveret i mål sammen med en hjemmelavet træmedalje, står der, at Gitte Holtze har overvundet alle sine grænser. 

Om det ligefrem er ALLE mine grænser, jeg har overvundet, er nok lidt en overdrivelse – jeg er stadig ret bange for stankelben for eksempel – men ja, jeg nåede og overvandt i hvert fald nogle af dem på den her tur. Og det er jeg helt ubeskedent megastolt af. 

That said og selv om oplevelsen var superfed, skal der nok gå lidt, inden jeg bevæger mig ud på en 100 km march igen. Og nå ja, i går opdagede jeg, at der her i Danmark findes en forening for folk, der går 100 km hele tiden. Altså som i hele tiden. De fleste i bestyrelsen har gået 100 km 100 gange. Et enkelt af medlemmerne 767 gange. Og det var 767 gange. Det er så sindssygt vildt. Så i det lys er min “bedrift” ikke noget særligt – bare lige for at sætte det lidt i relief, hvis jeg skulle komme til at lette fra jorden over at have gået 100 km. Én sølle gang 🙂 

About the author

Comments

  1. Hej Gitte
    Tak for beskrivelsen, som sædvanlig interessant og sjov læsning.
    Det var så sejt, at du gennemførte de 100 km og jeg håber, du er kommet godt over skaderne.
    Jeg glæder mig til at se og høre dig hos Spejder Sport i Odense.
    Mvh Aase

  2. Hej Gitte og lover

    Jeg gik også turen sammen med 3 andre forventningsfulde deltagere.

    Det er en rigtig god beskrivelse af turen og forholdene, især i skoven, hvor underlaget mange steder var trådt godt op af alle vandrerne.

    Mange steder var det stort set kun smat, som vores gruppe døbte det, og vi skulle passe på ikke at glide på de smalle stier, især om natten.

    Det var jo også en udfordring, at passere de træer og grene som lå hen over ruten efter lynnedslag. På ruten manglede der flere steder tydelig rutevisning.
    Den afmærkning med en sølle spray pil, var jo trampet godt væk af vandrer før os, og de gule afmærkninger som hang i grene, skulle der ledes godt efter. Vi gik også forkert.

    Det var godt at komme til forplejningszonen, her manglede der ikke det mindste.

    Det var en oplevelse, at gå i skoven da solen begyndte at stå op, ligesom det var en dejligt at komme til målområdet.

    Selve medaljen var en anelse tarvelig.

    Nu er det prøvet, der er sat flueben ud for den tur, men jeg kommer ikke igen.

    1. Hej Tom
      Ja, afmærkningen var noget mangelfuld, kan man vist roligt sige. Det tror jeg også, folk har fortalt Kalle og co. så mange gange nu, at de forhåbentlig retter op på det til næste år – om det så bliver med dig og mig i feltet, må vi jo se til den tid 😉
      Mvh Gitte

  3. Heeej Gitte – hvor er det bare sejt gået. Stort tillykke.
    Hvor vildt at gå 100km på et døgn – wow.

    Jeg kender en anden som også gik den og hun beskriver det på samme måde som dig i forhold til smerter og en fantastisk oplevelse.

    1. Hej Havana, ja, det var en ret vild oplevelse – og jeg er glad for at høre, at det ikke kun var mig, der syntes, den var hård 🙂

  4. Hej Gitte
    Tak for at du endnu engang deler din dine spænende vandringer. Sjovt og velskrevet , I er mega seje at kaste jer ud i 100 km nærmest uden træning – respekt
    Jeg har vandret lidt, senest MTB og overvejer at prøve kræfter med mammutmarch i 2020, så vil høre hvilet fodtøj du gik i?
    Glæder min til dit foredrag i Silkeborg 26/9
    Venlig hilsen Lene

    1. Hej Lene
      Ja, det var lidt en crazy idé at kaste sig ud i det projekt, men også sjovt.

      Jeg gik i de samme sko, som jeg havde på på Pacific Crest Trail og på Caminoen – Altra Lone Peak trailrunnersko. De er lette og har plads til hævede fødder, så de var perfekte for mig. Jeg så meget få, der gik i store vandrestøvler – langt de fleste var i en form for løbesko.

      Og cool, hvis du tilmelder dig næste år. Vi ses (måske ;-)) der og om ikke andet i Silkeborg om et par uger.

      /Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.