Mammutmarch: 100 og 55 kilometer

Hvis du virkelig vil udfordre dig selv fysisk og mentalt – og vandre i smuk natur og dele oplevelsen (og anstrengelserne) med mange andre: Mammutmarchen er your thing.

Jeg kan ikke helt huske, hvorfor det var, at jeg og min kæreste i sommeren 2019 fik den lyse idé at ville gå 100 kilometer på 24 timer.

Men uanset – den sidste lørdag i august stod vi på stranden i Vedbæk sammen med knapt 1.000 andre tosser og havde 100 kilometers vandring foran os. Klokken var 15.30, og det var en hed, hed sommerdag.

Som ikke blev mindre hed af, at vi i starten af turen gik nærmest i konvoj med mange andre. Det første depot lå efter cirka 20 km, og først efter der blev “feltet” spredt lidt ud.

Ruten var ikke ad en i forvejen etableret vandresti, men udstukket af folkene bag Mammutmarchen, og gik på de første 50 km fra Vedbæk til Lyngby Sø, videre til Furesøen og Farum Sø, forbi Maglemose til Nybølle og Lynge og gennem skoven i Ravnsholt til Allerød.

Herfra gennem Store Dyrehave til Hillerød, lige lidt ind i Stenholtsvang, Grønholtvang, Grønholt Hegn, gennem Karlebo, over Hørsholm Golfklub til østsiden af Sjælsø, og videre gennem Høsterkøb og Rude Skov, inden man skal stik øst mod Vedbæk Havn.

Ruten var ikke imponerende afmærket, så vi var rigtig glade for at have den downloadet – især da et voldsomt skybrud (med det måske flotteste lyn-og tordenvejr, jeg nogensinde har set), bragede løs over os sent lørdag aften og skyllede alle de røde denne vej-pile, der var malet i skovbunden, væk. 

Men afmærkningen aside – ruten var Helt.Vildt.Fantastisk.

Den var så fin, varieret, smuk, i og langs og med masser af natur og kun ganske lidt asfaltvandring, hvor det ikke kan undgås.

Undervejs er der fire depoter. Vi benyttede kun to af dem, fordi vi havde fået søde søde venner og familie til at lege Trail Angels og komme med henholdsvis greasy McD-mad kl. 23.30 om aftenen og det helt store morgenkomplet søndag formiddag.

Dét kan anbefales at få arrangeret – man (i hvert fald jeg) kan gå virkelig mange kilometer på forventningen om lige om lidt at hælde pommes frites i halsen eller at sætte sig ned med en kop kaffe og sprødt bacon, røræg, frugt og en kage serveret, mens man sidder på asfalten med skoene af. Pure heaven.

Men ville man have gjort brug af depoterne, var der masser at gå ombord i – blandt andet drueagurker.

Som jeg til at starte med syntes var ret bizart, men da der jo både er salt og vitaminer og alt muligt vigtigt halløj i dem, er det måske ikke så dum en idé alligevel.
Altså hvis man så lige står og har lyst til en lille grønlig saftig sag kl. 23 eller kl. 6 om morgenen (!)

Det havde vi ikke, til gengæld ville jeg rigtig gerne have den øl, der fulgte i hælene af medaljen, krammene, high fives og vilde klap, da vi passerede målstregen tilbage i Vedbæk.

Det var lige der verdens bedste øl!


MINI-MAMMUT – 55 KM

Jeg sov hele dagen efter marchen, men var så høj af oplevelsen, at da holdet bag Mammutmarch annoncerede en mini-udgave foråret efter på 30 eller 55 km, besluttede vi ret hurtigt, at vi da skulle gå 55 km.

Og tænkte meget kækt, at det var jo INGENTING.

Arrangementet blev Corona-aflyst, men vi havde fået ruten tilsendt, så vi gik den selv – og så igen på den dag i sommeren, den var blevet rykket til, også selv om den – igen – blev aflyst. 

Vi gjorde det, fordi det er sjovt at gå langt. Synes jeg – og heldigvis også min kæreste.

Men også fordi folkene bag Mammutmarchen er ret gode til at lave virkelig gode ruter.

De følger ikke i forvejen etablerede ruter, men laver sine egne, og denne gang gik turen gennem Mølleådalen – fra Bagsværd Rostadion til Farum Sø, langs Bastrup Sø til Buresø, rundt om søen til Ganløse og så det klart kedeligste stykke ad asfalt i et par kilometer.

Derfra heldigvis ind i skov igen og til Søndersø ved Værløse, videre gennem Jonstrup Vang og Hareskoven og så tilbage til start.

Jeg var ikke en raket på nogen af de to ture, og på sommerudgaven af den slet ikke, for det høvlede ned med regn de første tre timer.

Men vi havde bedre tid, for til 55 km har man 15 timer, og det nåede ikke at blive mørkt ligesom på 100 km Mammutmarchen, og det gør altså en mental forskel.

Så selv om det var sjovt at prøve at udfordre mig selv med 100 km på 24 timer, og der ér en særlig stemning, når mange mennesker er i gang med samme lidt halvhårde mål, er jeg fint tilfreds med 55 – det var langt mere afslappende, og ja, man bliver udfordret alligevel.

Det praktiske om Mammutmarchen 

Hvor langt? 100, 55 eller 30 km

Hvornår? De to events bliver afholdt i henholdsvis sommermånederne og forår eller efterår.

Hvordan finder man vej? Når man har tilmeldt sig, får man tilsendt link til en gpx-fil over ruten. Den er også afmærket, men det er et krav for at være med, at man medbringer telefon OG ekstra strøm.

Kan man gå ruten uden at være tilmeldt? Det er ikke helt tanken bag Mammutmarch, men ja, i princippet kan man godt – mange deltagere uploader ruten til Komoot, Viewranger eller en anden app, hvorfra det er muligt at hente den.

Hvad koster det? Det er dyrt. (Også FOR dyrt, synes jeg). At deltage i 100-km marchen koster 500 kr. De øvrige to marcher henholdsvis 425 og 375 kr. For de penge får man forplejning i fire depoter, en medalje, diplom og en øl, når man kommer i mål.

Hvad med vand og mad? Der er vand (og snacks, kaffe, frugt, energibarer, suppe m.v.) ved depoterne undervejs. Det er dog formentlig ikke nok – du skal have rigeligt med både væske og mad, der kan holde dig kørende i alle 24 timer. Hvad du skal spise (og har lyst til at spise!), varierer fra person til person, men noget saltholdigt er rigtig godt – også i det, du drikker.

Hvad med træning? Vi trænede inden den lange tur ved at gå en håndfuld ture på op til 30 km i månederne inden + en enkelt tur på 50 km to uger inden marchen, hvor vi gik om natten for at prøve det. Men afhængig af ens grundform er det en god idé at træne så meget, som man har tid til – 100 km på en gang er mange pludselig at kræve af sin krop. Det er dog ikke nødvendigt at have prøvet op og gå 100 km – de færreste maratonløbere løber et helt maraton inden for at øve det.

Hvad skal jeg have med? Udover noget at spise og drikke er ekstra sokker og evt. sko en god idé. En pandelampe og en (opladet) telefon + powerbank er obligatorisk, det samme er en regnjakke og varmt tøj. Det betyder ikke 20 par vanter, men en ekstra trøje bliver du formentlig glad for, når det bliver mørkt og måske koldt.

Kan jeg gå alene? Sagtens – det er der mange, der gør. Enten hele vejen eller som starter ud alene og så teamer op med nogen undervejs.

Overnatter man undervejs? Nogle farer afsted i en sådan fart, at de har tid til også at sove undervejs, men for langt de fleste vil de 24 timer blive brugt på at gå. Og nej, man falder ikke i søvn, mens man går, selv om det er nat (jeg gjorde i hvert fald ikke 🙂

Er det svært? Vandringen er ikke svær, man går ad gode stier (og enkelte veje), og selv om det er en lille smule kuperet i nogle af skovene, er det absolut sværeste distancen. Både for fødderne og hovedet.

Bedste råd: Gå i noget, du kan gå i! Sko, støvler, crocs – up to you, bare dine fødder er glade. Hav eventuelt ekstra sko med og i hvert fald sokker at skifte med 2-3-4 gange. Drik og spis nok (vigtigt!). Og så husk, at det er (mindst) lige så meget en mental udfordring som en fysisk.

Vil du læse mere om Mammutmarchen?

Min lidt mere personlige beretning om at gå 100 kilometer på 24 timer. Som var et studie i smerter, vildt vejr og overvældende hjælpsomhed fra søde mennesker. Læs den her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.