Kan man gå 110 kilometer rundt om Bornholm efter et halvt års laven ingenting?

Det er ikke så tit, jeg siger til folk, at de bare skal se at komme afsted på det og det vandreeventyr, jeg har været på – og slet ikke når eventyret har været noget i den længere og mere strabadserende genre, for der kan være alle mulige grunde til, at det ikke er noget for alle mulige.

MEN i sidste uge var jeg på Bornholm for at vandre, og DET vil jeg gerne råbe ud til alle, der er bare en lille smule gåglade, at de skal se at komme afsted på.

For det var en helt vildt virkelig fantastisk tur. Smuk, smuk vandring gennem alt muligt forskelligt terræn – fra klipper og sand til skov og så meget ramsløg, som jeg aldrig har set i mit liv før, langsomt igennem alle de byer, man kender – Svaneke, Gudhjem, Allinge, Hasle – og så alle dem, man måske bare er drønet indenom i bil, men som er små fine fiskersamfund med deres eget stilfærdige liv, forbi Helligdomsklipperne og Hammershus og Dueodde og som, selv om jeg har været der flere gange før, på en måde er finere, når man har bevæget sig til fods dertil.

Og så hele tiden med udsigt til og med duften i næsen og lyden i ørerne af havet.

Så bum – afsted. Og nej, man behøver ikke at drøne de 110 kilometer, som er der langs kyststien hele øen rundt, på fire dage, som jeg gjorde – man kan sagtens bruge seks eller 10 eller sågar 14 dage på det, hvis det passer bedre og man gerne vil holde mange fine pauser.

At jeg satte min barre på fire dage var dels fordi jeg godt kan lide at vandre fra morgen til aften og ikke skulle andet, dels for at se (ja, inden Caminoen om fire uger), om jeg kunne gå 25-30 km om dagen efter et halvt års mere eller mindre stilstand på bevæge mig-fronten.

Jeg landede derovre mandag eftermiddag – tak til Kombardo Expressen, der for sølle 139 kroner og lidt over 3 timers kørsel fra DGI-byen ved Hovedbanen spyttede mig ud i Rønne – og gik direkte op til Knuds pensionat, hvor jeg skulle bo den første nat.

Knud er ikke bornholmer, selv om jeg af en eller anden grund havde forestillet mig det, han er indvandret fra København og gået på pension, så nu tuller han rundt og skriver blandt andet børnebøger om trolde på Bornholm – som han begejstret viste mig, mens vi sad i hans havestue og drak den kaffe, han fluks bryggede, da jeg var installeret i mit værelse på førstesalen.

Da jeg havde været nede i byen og proviantere mine dåser med makrel og et par æbler og en rulle chokoladekiks til de næste dages frokoster, sad jeg på altanen udenfor mit værelse og kiggede ned på grillbaren ved havnen og overvejede, om jeg skulle gå derned og købe en burger eller tilbage til Rønne Torv og finde noget andet take-away, da Knud råbte på mig nede fra køkkenet.

“Vil du have en laksemad?”.

Åh ja, tænkte jeg. Knud provides.

Og så spiste vi en laksemad, som han selv havde røget – ja, laksen var godt nok fra Rema1000, sagde han, men han havde efterfølgende behandlet den i sin egen rygeovn, som han havde ude i garagen, fortsatte han lidt stolt – mens jeg ikke kunne holde op med at stirre ud på havet, hvor solen var ved at gå ned over en færge på vej ind i havnen. Det var RET pænt, kan jeg bare sige. Og laksen smagte RET godt.

Næste morgen kaldte Knud igen. Nu var der morgenmad.

Jeg trådte ind til et måltid af den større slags. Hjemmebagte boller, æg, en bunke forskellige oste, pølser, kaffe, juice og så yoghurt med mysli flot arrangeret i et højt glas med skeen kunstfærdigt placeret på toppen.

Jeg var den eneste gæst, så Knud havde dækket op til sig selv også, og da han satte sig, skubbede han ved et uheld til skeen i sin yoghurt-opsats – og væltede hele balladen på gulvet.

Lad mig bare sige, at det lignede et trafikuheld der på gulvtæppet.

Knud bukkede sig møjsommeligt ned og stirrede på det – og blev så enig med sig selv om, at dét kunne han altså ikke fjerne lige nu, så han rykkede sig bare en plads og gik ombord i bollerne i stedet.

Han må have haft en godt udviklet pyt-knap 🙂

Da jeg havde forladt yoghurt-uheldet og Knud, der var i fuld gang med kost og spand, og kom afsted på det, jeg jo var der for, vandringen, gik jeg mod uret – altså fra Rønne mod Dueodde.

I og med man bare går alene, bestemmer man jo selv retningen, så jeg havde, ret tilfældigt faktisk, valgt den vej.

Men blev allerede på dag 2 ret glad for det, for den første strækning var helt sikkert den mindst inspirerende. Den indeholder nogle kilometer rundt om lufthavnen, et langt stykke på strand af den slags, naturen har udstyret med rullesten, tungt sand og masser af tang og nedfaldne grene, og i omegnen af fem kilometer rundt om et militærområde, hvor meterhøje piller striks angiver adgang forbudt. Selv om det faktisk var her – i militærland – at jeg så turens eneste rådyr i skoven. 

Jeg mødte kun et enkelt par, der havde forvildet sig ud på cykel ad den smalle sti i græsset bag lufthavnen, og nogle fiskere i waders ude i havet, ellers så jeg ikke nogen mennesker, før jeg hen  på eftermiddagen nåede den lille klat huse, der hedder Østre Sømark Havn, og hvor jeg opdagede, at der ligger et røgeri – som var åbent.

Glad gik jeg ind, og stod så lidt og glanede, for der var ikke nogen hjemme bag disken. Eller noget andet sted undtagen fra et sted i baglokalet, hvor jeg bag en rude kunne se en mand rode med et eller andet.

Da jeg havde stået der lidt og trippet, gik jeg ud til ham – og forskrækkede ham tydeligvis. Det er åbenbart ikke så ofte, gæster mosler sig derom.

Men jeg fik min flaske med iskold æblemost, og så sad jeg i gårdhaven bag røgeriet i læ for den ret kraftige østenvind og kiggede på den blå himmel sammen med en tysk familie, der sad ovre i hjørnet og spiste is. Og var vildt glad på den måde, man er, når man ikke skal andet end at sidde der i solen og drikke æblemost.

 

Sidst på eftermiddagen nåede jeg til det B&B, der er døbt Myregaard – efter gården Myregaard, som det er indrettet i, og sank ret taknemligt ned på den bløde seng, for mine ben var godt nok trætte.

Jeg havde gået 29 kilometer, sagde min GPS, og det kunne jeg godt mærke. Det sidste stykke havde jeg gået i en strid vind, men ikke gidet at hive mine vanter frem, så udover mine værkende ben var mine hænder iskolde, og mit ansigt var rødt fra vind og sol, selv om jeg var plastret ind i solcreme.

Jeg tog et bad, men var alligevel så kold, at jeg sad op ad radiatoren på mit værelse og spiste makrelmadder til aftensmad – frokosten havde været en bolle fra Knuds morgenbord – og dagen  efter havde jeg så ømme ben, at jeg gik på den måde, man gør, når man ikke har været i træningscentret i en evighed og så giver den fuld gas, når man endelig kommer afsted og bagefter vralter, som om man er 98 og i ond smerte.

Det bliver en lang dag, tænkte jeg, da jeg humpede ned ad vejen mod Dueodde. Men heldigvis skulle jeg åbenbart bare lige varmes op, for da jeg nåede til den kiosk, der ligger der, hvor alle turistbusserne kan holde – men heldigvis ikke gjorde det, fordi det stadig var lidt udenfor sæsonen – var det ikke længere så slemt.

Og ej heller da jeg kom ned på stranden. Til gengæld blæste det helt åndsvagt, så jeg trak hætten på min vindjakke op om hovedet og satte i virkelig hurtig gang ned ad det modsat dagen før heldigvis hårdtstampede sand. Og var helt høj over, hvor vildt flot den strand er.

De andre gange, jeg har været på Bornholm, har Dueodde-besøget ligesom for garanteret de fleste andre begrænset sig til stranden nedenfor parkeringspladsen og måske lige klitterne derned til – jeg har aldrig gået de fem kilometer mellem der og Snogebæk, som jeg gjorde nu. Og gjorde det næsten alene, jeg mødte under en håndfuld andre, så jeg sang højt til musikken, jeg havde i ørerne. Som om jeg var alene med sandet, der var så hvidt, og vandet, der var så turkis, at begge dele nærmest skar i øjnene, og havde jeg ikke vidst bedre, kunne jeg godt have forestillet mig, at jeg var et tropisk sted.

Balka Strand på den anden side af Snogebæk var til gengæld mindre imponerende med alt det tang, bølgerne havde skyllet op, så det stykke fik jeg ret hurtigt overstået – og sluttede det så med at vælte ned i noget vand, da jeg var for doven til at gå udenom en lille å, men tænkte, at den kunne jeg da godt lige hoppe over.

Wrong – min ene fod sank dybt ned i sand og vand, så resten af vejen ind til Nexø foregik det svuppende.

Jeg tog sok og sko af, da jeg satte mig ved et bord-bænke sæt på den anden side af Nexø og spiste frokost, og mirakuløst var skoen næsten tør, da jeg gik videre. Mod det i øvrigt måske smukkeste stykke af kysten – gennem fin skov, hvor bunden var dækket af ramsløg i så absurde mængder, at duften hang i luften som en dyne, og bagefter op over klipper og noget, man nok ville kalde hede, hvis det havde været i Jylland, men i hvert fald vindomsust rå slette med lyng og med klipper nedenfor, som bølgerne hamrede ind mod.

Jeg blev endnu mere forelsket i naturen, end jeg var i forvejen, lige der.

Jeg havde det ligesådan, da jeg næste morgen gik fra Svaneke mod Gudhjem. Klokken var lidt over ni, og selv om det jo ikke er tidligt-tidligt, var det Skærtorsdag og jeg havde hele strækningen for mig selv, hvilket jeg på et tidspunkt var lidt træt af, fordi jeg for første gang på turen ikke kunne finde vej.

Der findes en app over kyststien, som jeg kiggede på indimellem – men sjældent faktisk, for stien var godt skiltet – men lige her var hverken skilte eller app særlig brugbar, og jeg brugte en halv times tid på at mosle rundt i noget brombærkrat på store klippeblokke på stranden, inden jeg halvarrigt blev enig med mig selv om, at selv om det ikke var angivet sådan, måtte jeg nok op på hovedvejen og følge den et stykke, inden jeg enten rev mig selv til blods eller faldt ned fra en klippe og slog mit hoved til blods.

Jeg fandt stien igen længere fremme – generelt jo forholdsvis nemt, når det er en KYSTsti – og efter at have stirret længe på en slangelignende ting, der lå og solede sig i skoven midt på stien, nåede jeg Gudhjem og en vildt hyggelig kaffebar ved havnen, hvor jeg holdt kaffe- og hyldeblomstpause inden den supersmukke strækning videre til  Helligdomsklipperne.

Det var en lang dag kilometerwise, så det sidste stykke gennem Allinge gik jeg i det, der er min favorit-vandringstid, sen eftermiddag/tidlig aftensol, og klokken var halv syv, inden jeg nåede til “mit” pensionat i Sandvig.

Sandbogaard, hedder det, og er indrettet af den virkelig søde ejerinde Heidi i gammel stil med loppemarkedsfund og med sprossede ruder, toppede brosten, frugttræer i haven og alt det der, der kan blive så meget Morten Korch idyl, at det bliver for meget. Men det var det ikke – det var rigtig meget mig, og sådan et sted, jeg helt klart vil tilbage til.

Og så gik jeg op på mit værelse og tog mine sko af for at se, hvorfor det føltes, som om jeg havde fået en sten i den ene sko.

Ta-da – det var ikke en sten, det var en stor blærefyldt vabel under den fod, der dagen før havde soppet rundt i en våd sok og sko. Jeg grinede af mig selv – jeg kan gå over 4.000 kilometer med tung vægt og i ekstremt terræn og med våde sko fra flodkrydsninger uden at få en vabel, og så får jeg gudhjælpemig en på en i sammenligning sølle lille tur på Bornholm. Hvad sker der for DET?!?

Jeg punkterede den, og dagen efter pakkede jeg den ind i noget sportstape i håbet om, at det ville afbøde lidt, for den sad på fodballen, så for hvert skridt ville jeg træde ned på den.

Det hjalp lidt, ikke helt, jeg kunne godt mærke den, men det var ikke værre, end at jeg glemte den lidt, da jeg igen i morgensolen og igen næsten alene gik ud af Sandvig og videre langs kysten, denne gang rundt om det, der hedder Hammerknuden.

Jeg havde lyst til at sætte mig ned hvert andet øjeblik, og faktisk ikke så meget for at skåne min vabel, mere fordi der var så mange bænke sat op alle vegne, og no wonder, for fra dem alle sammen var der den vildeste udsigt.

Jeg har læst et sted, at der er 82 meter ned til havet fra et punkt på den nordlige kyst, men selv på de steder, hvor det nok nærmere bare var 20, kunne man se så langt ud, at jeg bildte mig ind, at dér rundede jorden.

Indtil jeg nåede Hammerhavnen, der i sagens natur ligger helt ned til vandet, og drak en kop kaffe, mens jeg studerede nogle turister forsøge at få en båd i vandet – og klumpede lige så meget rundt, som jeg ville have gjort i den disciplin – og rystede på hovedet af, at prisen på den præcis samme type kaffe, som jeg ved Dueodde gav 20 kr. for, her kostede 30 kr. Hammerhavnen er åbenbart lidt mere fancy.

Og så moslede jeg mig op mod Hammershus. Og ned igen på den anden side, og op igen, og ned igen.

Til de, der overvejer at gå turen, vil jeg godt lige bringe en spoiler alert – det går i temmelig mange kilometer stejlt op og stejlt ned på den her strækning. Og landskabet er ret vildt her, stammer, der er væltet, har fået lov at ligge, og stien snor sig skiftevis ind i skov og ud i det åbne med bratte fald ned – men det er vildt flot, og jeg fik en lille smule flashback til PCT; her var der ingen asfalt eller rækværk, og terrænet på begge sider af stien var et morads. Jeg var vild med det.

Sidste “by”-stop inden Rønne var i Hasle, hvor jeg skulle mødes med TV 2/Bornholm, der havde opsnuset på Instagram, at jeg var i gang med at trave rundt om deres ø.

Det var åbenbart en historie, hvilket jeg havde lidt svært ved at se, da journalisten havde ringet dagen før, for det er jo ligesom ikke som om, jeg er den første, der har gået den tur, men okay, hun var sød, og jeg HAR prøvet at være lokaljournalist og skal stampe noget op i et nyhedsforladt ferielandskab.

Så efter at have droppet fiskebuffeten på røgeriet i Hasle – der var påskepris og et dertil hørende renderi af folk – og i stedet købt en fiskefrikadelle og spist den i græsset udenfor, stillede jeg op til interview, og gik bagefter et stykke ad den videre sti sammen med søde journalist-Pernille.

Og så de sidste kilometer til Rønne, mens jeg tænkte over, hvor fin en tur det havde været. Hvor glad jeg havde været for at gå igen, hvor glad det gør mig at gå, og hvor glad jeg i det hele taget var for et par dage eller fire at være ude under åben himmel og i langsomt tempo og med ro i hovedet og ikke hjemme i lejligheden med hovedet nede i computeren og en masse ting på to do-listen.

Selv om det var så relativt kort tid, jeg havde været undervejs, havde jeg nået at få en følelse af simple living lykke.

Og så var det lidt ligemeget, at det fornemme hotel i Rønne, som turistbureauet havde booket mig ind på, var bemandet af de der halvarrogante typer, der kaster et blik på ens svedige tøj og solskoldede ansigt og lynhurtigt vurderer, at man ikke har råd til at bo der – og da slet ikke til den roomservice, jeg spurgte om.

Dem om det – jeg slugte bare solnedgangen fra altanen, som var helt outstanding. Altså solen, ikke altanen. Mens jeg drak et glas vin fra en lillebitte flaske, jeg havde smuglet ind fra Q8-tanken, og blev enig med mig selv om, at jeg gerne vil gå på Bornholm igen.

OG at min ømhed i benene fra dag 1 var væk, så ja, man kan åbenbart godt rejse sig fra sofaen og gå 25-30 km om dagen. Det er jeg egentlig ret glad for at vide, inden Caminoen kalder….

About the author

Comments

  1. Meget inspirerende! Tak for det! Jeg skal helt sikkert til Bornholm og vandre. Og god tur på Caminoen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg