En af mine nye favorit-vandreture i Danmark! Lillebæltsstien er 27 kilometer virkelig fin, hyggelig, og ikke mindst smukt bakket tur langs kysten ved Middelfart og Hindsgavl.
Der popper hele tiden nye vandreruter op rundt om i Danmark. En af dem er Lillebæltsstien. 27 kilometer mellem Strib nord for Middelfart og mere eller mindre langs kysten forbi Middelfart rundt om Hindsgavl-halvøen til den lillebitte landsby Gamborg ud for Svinø.
Vandreruter, der ikke er sløjfer, kræver altid lidt mere logistik – hvordan kommer man lige frem og tilbage til og fra ruten? I det her tilfælde var det ekstra udfordrerende, fordi den ene ende – Gamborg – ikke ligefrem er et hotspot for offentlig transport.
Hvad gør man så?
Vi – min kæreste og jeg – gjorde det, at vi parkerede bilen i Gamborg (for at kunne gå tilbage mod den og ikke være afhængig af transport på et bestemt tidspunkt) og så brugte vi det geniale koncept Flextrafik for at komme til Strib og starte vandringen der.
Jeg har ikke brugt Flextrafik før, men er nu stor fan.
I stedet for at rumle afsted i en bus kom der en (billig) taxi, den skulle bare bestilles via rejseplanen mindst to timer før afgang, og bum, så var vi kørende. Det er da virkelig smart, når man skal fra et sted som Gamborg.
Og SÅ landede vi i Strib og kunne begynde at gå.
Det første stykke gik vi i det, man nok vil kalde bebygget område i Strib. På en fin strandsti mellem de store villaer ned til vandet og derefter forbi lystbådehavnen, inden stien slår et sving ind i en lillebitte skov og så ud igen kort før den nye Lillebæltsbro.
Som man passerer under (bemærk bropillerne – de er et imponerende syn) og kommer til havnefronten i Middelfart.
Industrihavn har aldrig været kønt, så vi tog en detour gennem gågaden (og fandt en kaffebar), inden vi hoppede på ruten igen længere fremme ved Gammelhavn.
Derfra er der natur, og den er virkelig pæn i den her del af landet.
Stien er anlagt tæt ved kysten rundt om hele Hindsgavl-halvøen.
Gennem skov, men konstant med udsigt til Lillebælt (og marsvin i vandet, hvis man er lige så heldig som os at spotte dem), og udsigt i meget bogstavelig forstand.
For terrænet her er RET kuperet.
Op og ned, op og ned, op og ned går det, også når man kommer ud af skoven ved Hindsgavl Voldsted, som i dag ikke længere står som Erik Klippings slot, men stadig er en knold i landskabet, man skal op over.
Det er ikke bakker det hele, der er også (enkelte 🙂 flade stykker på strækningen.
Og så er der masser af steder at bade, eller bare at sidde og kigge på trafikken i Lillebælt – for eksempel fra det lillebitte færgeleje ved Fænøsund.
Hele vandringen på halvøen er supersmuk, også selv om man nok ikke får den for sig selv – sjovt nok er det et populært sted at gå tur for rigtig mange.
Efter halvøen skifter landskabet fra skov til mere åbent land, hvor man går langs marker på skiftevis trampesti (som er sumpet, når det er vådt) og markvej (og nå ja, grusvej forbi en golfbane).
Meget af det dog stadig langs kysten, så der er stadig mulighed for at dyppe fødderne i Lillebælt. (eller spise en is på Middelfart Marina.)
Jeg er vild med Lillebæltstien, fordi den er så varieret. Kuperet skov er smukt og sjovt, men KUN at gå i skov er jeg ikke fan af, så kombien af vandring mellem træer og lidt af hvert andet terræn er perfekt. Jeg kommer helt sikkert tilbage…!
Det praktiske om Lillebæltstien
Hvor langt? 27 kilometer mellem Strib og Gamborg
Hvornår? Hele året.
Hvordan finder man vej? Ruten er afmærket. De fleste steder ret godt – og da den følger kysten, er det svært at gå forkert.
Hvad med mad? Der er butikker (og restauranter og caféer) i Strib og Middelfart. På marinaen i Middelfart er der også restaurant og en havnekiosk med diverse fastfood.
Hvad med vand? Du kan tappe vand på de offentlige toiletter i Strib, Gl. Havn i Middelfart, Gals Klint på Hindsgavl-halvøen, Middelfart Marina, og ved kirken i Gamborg.
Hvad med overnatning? Der er shelterpladser tæt ved stranden i Strib og i nærheden af den gamle Lillebæltsbro på Hindsgavl-halvøen. De er begge på Shelter-appen (og kan begge bookes, så tjek op, om de er ledige). Derudover passerer du lige forbi flere campingpladser, ligesom der er masser af muligheder for overnatning under tag i Middelfart.
Er det svært? Det er ret kuperet i skoven rundt om Hindsgavl-halvøen, så den del kan godt virke hård. Resten er relativt nemt.