Øhavsstien er 220 kilometer vandretur i Danmark, når det er bedst. En god blanding af skov, strand, trampesti mellem marker og små idylliske landeveje på det fine Fyn.
Jeg oplevede første gang Øhavsstien i 2014, da Fjallraven Classic arrangerede en 75 kilometer vandretur ad Øhavsstien fra Falsled øst for Faaborg til Valdemar Slot på Tåsinge, og som jeg var med på som den rejsejournalist, jeg var dengang.
Jeg blev vildt begejstret for den.
Fordi Øhavsstien på 220 fine kilometer sammenfatter alt det, der er fint ved Fyn:
Den går gennem skov, over bakker (læs: Svanninge Bakker), langs havet, ad små hyggelige landeveje gennem byer og landsbyer med typisk fynsk bindingsværksidyl, passerer ind imellem en jordbærbod (ja, okay mest i jordbærsæsonen) og nogle af de mange gamle statelige godser.
Og SÅ er den rigtig mange steder anlagt på trampestier mellem marker i stedet for at følge kedelige asfalterede veje, sådan som andre vandrestier i Danmark gør, der hvor landmandene (eller lodsejerne, som det også hedder) ikke vil have nogen ind i nærheden af deres marker.
Jeg har siden dengang i Fjallraven-mundering været på Øhavsstien tre gange, blandt andet på strækningen på Ærø og på den del, der går langs Fyns vestkyst.
Min favorit er dog stadig det første stykke fra Falsled mod Svendborg.
Her starter man efter ganske kort tid langs kysten med at dreje lidt ind i landet og gå gennem bl.a. skov og over overdrev, inden man rammer det velplejede græs på en golfbane og direkte derefter ind i Komtessens Plantage, som er alt andet end velplejet. På den gode vilde måde.
Plantagen ligger lige ved – eller måske faktisk i, hvis det skal være helt rigtigt – Svanninge Bakker og har fri teltning, så et tip er at slå lejr der og så måske gå en aftentur til bakkerne, for de er ret spektakulære og flotte i solnedgangen.
Efter Svanninge Bakker går det blandt andet mellem marker, gennem skov og langs sø, inden man når det sydfynske Øhav ved Fjællebroen (hvis kiosk er et oplagt pausested).
Herfra følger stien havet, nogle steder direkte på stranden, andre på trampesti over den, inden den igen drejer ind i landet og gennem Syltemade Ådal, som er en langstrakt dal med en å, der løber i bunden (jep, deraf navnet). Den kan dog også være voldsomt sumpet – selv på en varm sommerdag, så vær beredt på det.
Resten af vejen mod Svendborg er en blanding af små landeveje, skov, forbi søer og til sidst nogle kilometer langs kysten med udsigt til Svendborgsundbroen.
Jeg var denne sommer afsted med oppakning og overnatning på henholdsvis teltplads og i shelter, men man kan selvfølgelig også sagtens gå dagsture eller forære sig selv overnatning i en af de mange b&b’s, der er i nærheden af stien.
Og som der kun kommer flere af, jo mere og mere populær Øhavsstien bliver.
That said var der absolut ikke overfyldt på stien, da jeg og to andre var der denne sommer, selv om det var uge 29 og godt (vandre)vejr. Det havde jeg egentlig frygtet, så jeg havde på forhånd booket en shelter til en af vores overnatninger.
Ikke via Naturstyrelsens site, men på sitet bookenshelter.dk. Indtil videre dækker det kun Fyn og Lolland, men jeg håber, der kommer flere landsdele til.
For konceptet er rigtig fint. Det er modsat de offentlige shelters private, der udlejer, og de forskellige shelters er derfor ret forskellige, nogle af dem også ret finurlige, f.eks. gik vi lige ved Fjællebroen Havn forbi shelters i to etager.
To mikrosmå etager (altså i virkeligheden mere en shelter med en hems) og vildt hyggeligt.
Og det gode ved bookeenshelter er jo så, at man altid kan booke – og dermed være sikker på et sted at sove, hvis man er opsat på en shelternat.
Det praktiske om Øhavsstien
Hvor lang? Øhavsstien er 220 km lang i alt. Men det er ikke én lang sammenhængende rute, eksempelvis er Ærø er sin egen lille del, så man kan ikke starte i den ene ende og slutte i den anden. Turistfolket på Sydfyn og øerne har dog gjort virkelig meget for at promovere ruten, så det er nemt at finde al info om den, inkl. gode kort, så man selv kan sammensætte en rute.
Hvornår? Man kan gå Øhavsstien hele året. Nogle steder vil den dog være ret sumpet i de våde måneder, fordi man går relativt meget på trampestier af græs.
Hvordan finder man vej? Ruten er de fleste steder udmærket afmærket (og nogle steder er skiltningen væk, overgroet eller så slidt af vejr og vind, at man ikke kan se den) , men der findes også gpx-filer, en app og masser af kort. Øhavsstien har ikke sit eget website, men tjek visitfyn.dk.
Hvad med vand? Der er ikke voldsomt mange vandposter på ruten. Tank op på toiletterne ved havnen i Falsled, kiosken i Svanninge Bakker og ved Fjællebroen, samt på campingpladserne undervejs.
Hvad med mad? Du kan købe mad i supermarkedet i Vester Skerning efter cirka 50 kilometer, men ellers skal alting medbringes – medmindre du snupper et måltid i pølseboden i Svanninge Bakker og ved Fjællebroen. Går du i modsat retning fra Svendborg mod Falsled, er der masser af muligheder for at købe mad i supermarkederne (og på restauranter) i Svendborg.
Hvad med overnatning? Der er mange muligheder. Fra B&B og campingpladser (som du kan finde bl.a. via visitfyn.dk) til shelters (find dem på Shelter-appen eller på bookenshelter.dk) eller telt (teltpladserne optræder også på Shelter-appen og ellers kan du forsøge at finde en baghave på brugminbaghave.dk).
Hvor svært er det? Ruten er ikke svær. Den er lidt kuperet her og der, blandt andet i Svanninge Bakker, og enkelte gange skal man ned og gå på (sten)stranden, men som udgangspunkt kan alle være med.