Er det sjovt at gå fra Vordingborg til Præstø? Ja, det er – og pænt og ikke-crowded. Velkommen til 63 kilometer vandretur på Sydsjællandsleden.
Sjællandsleden er et net af vandreruter på (sjovt nok) Sjælland, samt Møn og Lolland-Falster.
Det er ikke én lang rute, men over 1.000 kilometer fordelt på en masse stier. Nogle steder hedder de noget andet – på Stevns er et stykke af ruten f.eks. Stevns Trampesti og omkring Roskilde Fjord og Isefjorden hedder de Fjordstien.
Og på Sydsjælland er de 177 kilometer vandresti mellem Næstved og Rørvig altså døbt Sydsjællandsleden.
Så i den Coronaramte sommerferie tog min kæreste og jeg til Vordingborg for at gå de cirka 63 kilometer herfra til Præstø.
Vi havde forinden researchet grundigt på sjaellandsleden.dk, som er et ret godt site med masser af info om de enkelte etaper, som Sydsjællandsleden er opdelt i.
Vi havde ud fra det valgt stykket mellem Vordinborg og Præstø, fordi det så ret fint og varieret ud.
Det var det også.
Den vandretur på Sydsjællandsleden, som vi gik, bragte os både langs vand, gennem skov, ad landevej, i markskel, på trampesti (slået græs). Og så – det klart sjoveste – på et tidspunkt tværs gennem en majsmark.
Vi kom så også ud på noget, vi ikke helt havde gennemskuet forinden.
Nemlig at man enkelte steder pludselig skal ud i helt gakkede omveje – tydeligvis fordi en markejer ikke har været helt så vandrevenlig som andre landmænd og forbudt det gående folk adgang til sin mark.
Hvilket vi – må jeg desværre indrømme – bitchede ret meget over, mens vi i stegende sommerhede gik godt og vel fire kilometer mod nord, så øst, så syd for at komme rundt om en mark.
En lillebitte sti syd om marken havde betydet en tur på et par hundrede meter.
De små havne vi gik forbi undervejs – blandt andet Kalvehave og Sandvig – var også vildt hyggelige og tilbagelænede, og vi sov i det fineste shelter tæt ved havnen i Gl. Kalvehave sådan cirka halvvejs mellem Vordingborg og Præstø.
Men trods alle disse plusser på ruten mødte vi stort set ingen andre.
Jo, lokale, og ganske ganske få mennesker på dagsvandring (eller cykeltur), men ingen andre med oppakning til overnatning.
Det gjorde mig ikke noget, men det undrede mig lidt – men måske er Sydsjællandsleden en af den slags vandreture, der er røget lidt under radaren?
Det er lidt synd, for den er faktisk fin. Om ikke andet som et alternativ til de (meget) mere populære vandreture i Danmark.
Det praktiske om Sydsjællandsleden
Hvor langt? Sydsjællandsleden strækker sig i hele sin længde fra Næstved til Rødvig og er 177 kilometer lang.
Hvornår? Hele året. Strækningerne på trampesti (græs) kan dog være noget sumpede i de våde måneder.
Hvordan finder man vej? Ruten er afmærket og ganske godt endda. Men du kan også hente gpx-filer til hver enkelt etape (opdelt i strækninger på 6-20 km) på sjaellandsleden.dk.
Hvad med mad? Der er en købmandsbutik i Kalvehave cirka halvvejs mellem Vordingborg og Præstø, men ellers passerer man ikke forbi steder, hvor man kan købe noget.
Hvad med vand? Det er vand på de offentlige toiletter i de små havnebyer. Der er dog lidt langt (op til 25 kilometer) mellem enkelte af dem, så vær forberedt på at bære på vand.
Hvad med overnatning? Der er shelters og teltpladser flere steder på strækningen mellem Vordingborg og Præstø, bl.a. ved Vinterbølle Strand ikke så langt fra Vordingborg, i Gl. Kalvehave og i Sandvig. Derudover er der enkelte b&b’s (find dem på sjaellandsleden.dk) og så selvfølgelig hoteller m.v. i Vordingborg og Præstø.
Er det svært? Nej – der er meget få højdemeter på den del af Sjælland og intet ujævnt terræn.