Jeg har begået tre bøger om vandring plus det løse. Læs her, hvad de handler om.
Ps. Du kan købe dem hos boghandlere, låne dem på biblioteket og – hvis du er mere til lydmediet – finde dem på diverse streamingtjenester (indlæst af mig selv, ja, ja).
Jeg sælger dem også (i trykt form, desværre ikke lydudgaver) i min webshop her på siden.
Find dem her:
Hvad Hærvejen gav mig
Da jeg fandt på at gå Hærvejen i juni 2022, var det ikke fordi jeg tænkte, at det var den mest eksotiske vandrerute i Danmark (eller nogensinde).
Tværtimod havde jeg en noget lunken opfattelse af Hærvejen som en kedelig støvet grusvej (og dødsyg asfalteret landevej) op gennem Jylland.
Men det var ligemeget – jeg skulle bare gå noget, der var langt og nemt, for jeg havde brug for en timeout fra et lidt for hektisk hamsterhjulsliv, og behov for ro til at finde ud af, hvordan jeg kom ud af det.
Jeg fik den ro. Og følelsen af frihed og nærvær og taknemlighed og glæde og den selvindsigt og perspektiv der opstår, når man fjerner sig fra hverdagen og alle dens distraktioner og to do’s og ikke skal andet end at gå.
Men jeg fandt også ud af, at Hærvejen var mere end en historisk rute. Det er en helt eventyrlig tur, og jeg blev storforelsket i den.
I bogen fortæller jeg om de skøre oplevelser, hjertevarme mennesker, nætter alene i naturen, små hengemte steder i Danmark.
Og jeg deler mine refleksioner om det mentale: fra uro, krav, tvivl og stress-symptomer til mit forsøg på at finde ud af det med den svære kærlighed. Og hvordan det hele langsomt og på forunderlig vis faldt på plads undervejs på vandringen.
Jeg lever
Hvorfor beslutter man at gå fra Mexico til Canada?
For mig fordi det var et kæmpe eventyr, men især fordi jeg dengang var et sted i mit liv, der føltes, som om jeg hang i en dynd af mod- og håbløshed.
Alt var gråt. Jeg var nogle år forinden blevet skilt, min far var død, jeg havde mistet mit drømmejob og anede ikke, hvad jeg så skulle eller ville, og ikke mindst havde jeg det sidste år været fanget i et psykisk voldeligt forhold, der havde gjort mig til en usikker skygge af mig selv.
Så jeg tog til USA i håbet om, at jeg ville vokse – at jeg på den lange vandring ville finde en ro og retning og tro på mig selv igen.
I bogen fortæller jeg om at gå gennem hed ørken og over barske bjerge og vilde floder, at sove i skovene alene, at være evigt sulten, beskidt og træt, men også om uventede og uforglemmelige begivenheder, om møder med vilde dyr og med fantastiske mennesker.
Og især fortæller jeg om, hvordan jeg undervejs på den fem måneder lange tur mange gange havnede udenfor min såkaldte komfortzone. Men for hvert skridt mod Canada kom tættere og tættere på mig selv.
Gå langt!
Hvordan pokker forbereder sig man bedst muligt på at gå rigtig langt? At gå 200, 500, 800 eller flere tusinde kilometer? Fysisk, mentalt, i forhold til kost, udstyr, økonomi og det sociale?
Det manglede jeg svar på, da jeg kastede mig ud i at gå fra Mexico til Canada og måtte derfor selv lære på den ofte ret hårde måde, hvad en sådan vandring kræver.
I bogen her får I mine erfaringer fra bl.a. Pacific Crest Trail og Caminoen, men også “rigtig” viden fra eksperter indenfor fysiologi, psykologi og ernæring, som kommer med gode råd og deres betragtninger.
Bogen indeholder desuden en guide til udstyr, et kapitel om budget og et om den vigtige overvejelse omkring, hvorvidt man skal gå alene eller sammen med nogen, (for det er ikke helt ligegyldigt).
Derudover kan du læse om min snak med filosoffen Peter Tudvad, for vandring handler ikke bare om at sætte det ene ben foran det andet i x antal timer, dage eller måneder – det handler også og rigtigt meget om, hvad det kan gøre for vores sind.
Bagerst i bogen har jeg til inspiration udvalgt 24 mellemlange, lange og rigtig lange ruter rundt om i verden.
Turen går til Camino de Santiago og Nordspanien
“Turen går til Camino de Santiago og Nordspanien” er blevet opdateret og udkom i april 2020 i en ny og udvidet version.
Den indeholder lidt mindre Nordspanien og meget mere Camino – om ruten, terrænet, herbergerne og praktiske detaljer som f.eks. en pakkeliste.
Jeg er ikke den eneste forfatter, for guldkornene fra Ole Loumann, som skrev forrige udgave, er stadig med – men Camino-delen er i store træk mit værk.