Klipper, strand, skov, eng, historie – og stejle op- og nedstigninger plus vandring ind gennem Bornholms hyggelige kystbyer. Den knapt 120 kilometer lange Kyststien på Bornholm har det hele, så er (synes jeg) en af Danmarks fineste vandreture.
Hvis jeg skulle vælge én yndlingsvandrerute i Danmark, som jeg kan vende tilbage til igen og igen (og allerede har gjort flere gange), er det Kyststien på Bornholm.
Jeg har gået den nu fem gange og er vild med den.
Det er jeg af mange grunde, men den måske vigtigste – udover Bornholmer-idyllen og variationen i landskabet og stien er, at Bornholm har de klipper, som resten af Danmark ikke har.
Og som bare (for mig i hvert fald) giver en vandretur med lidt mere naturoplevelse og ér (synes jeg) lidt mere spændende at både se på og gå over/på/langs/ved siden af.
Samtidig er ruten sådan anlagt, at man kun går ganske lidt på det lidt kedelige asfalt.
Det meste af Kyststien er en “rigtig” sti, smal og snoet, så man ikke kan se, hvad der er rundt om hjørnet, og det gælder næsten uanset om den går gennem skov eller på strand eller klipper eller højlyng eller noget syvende.
Man kan gå begge veje rundt om øen, og begge veje er smukt.
Jeg er dog nok mest til mod – fordi man så starter med det mindst spændende, som er forbi lufthavnen og i store dele på stranden mod Dueodde.
Selve Dueodde Strand (og Balka Strand) er nemt og fint at gå på, fordi sandet er hårdtstampet, men det gælder ikke for de første mange kilometer fra Rønne, her går man en del på stenet og ujævn strand, som hurtigt bliver (for mig i hvert fald) det, vi jyder kalder træls.
Og så er landskabet i modsætning til det meste øvrige Bornholm ikke sådan sindsoprivende interessant, selv om der er nogle stræk med fine trampestier på toppen af stejle skråninger mod havet.
Fra Nexø og nordpå bliver det mere og mere klippet, nogle gange også på selve stien i form af diverse klippestykker, man skal “forcere”. (Men altså ikke i bedste klatrestil eller noget som helst, der ligner, bare med lidt mere “struktur” i underlaget, som jeg personligt synes er sjovt).
Mellem Sandvig og rundt om Hammerknuden til Teglkås på vestkysten ligger Kyststiens mest kuperede strækning.
Op og ned, op og ned, og ekstra meget op og ned, hvis man lige stikker omkring Hammershus deroppe på toppen af klippen.
Men selv om det er bakket, er det også klart det smukkeste stykke – og med de vildeste udsigter fra toppen af de stejle klipper ud over havet.
Efter Teglkås går det ad landevej gennem Helligpede til Hasle og så er der skov ned til Rønne.
Men skov, hvor man ikke må snyde sig selv for lige at svinge til højre ned til vandet. For selv om Dueodde og Balka er de mest hypede strande på Bornholm (og ja, ja, sandet ER lækkert), er jeg ret stor fan af strandene på vestsiden af øen også.
De har også hvidt sand og klitter, og så er der stort set ingen mennesker.
Nok mest fordi der heller ikke er nogen iskiosker eller andet hurlumhej, “bare” en strand. Og så det helt særlige landskab på Kultippen – som på googlemaps hedder “månelandskab” – når I ser det, vil I vide hvorfor.
OG så er der jo så den bonus ved Kyststien, at den går lige ind igennem byerne.
Svaneke, Gudhjem, Sandvig og Hasle plus alle de mindre som Vang og Listed bare for at nævne et par stykker, og det er jeg vild med.
For det ér megahyggeligt lige at tage en vandrepause over en kaffe på terrassen ved en af caféerne i Vang, is på Høkeren i Årsdale, en røget sild på et af de større eller mindre røgerier, hvis det er den lyst, man lige har. Eller at forkæle sig selv på en af de (mange!) gourmet-restauranter, der findes i efterhånden hver en flække og især i turistbyerne på Østkysten (læs: Gudhjem, Svaneke og Allinge).
Om aftenen kan man så forsvinde ud af byerne igen og overnatte i telt på en af de primitive teltpladser eller krydse fingre for, at et af de små kystsheltere er ledigt.
Det har de helt mirakuløst været for mig, men jeg har også slået telt op virkelig fine steder som f.eks. på en teltplads bogstaveligt talt ti skridt fra havet mellem Helligdomsklipperne og Gudhjem.
Hvor lang tid skal man bruge?
Jeg har gået rundturen på henholdsvis fire, fem og seks dage. Man kan sagtens bruge mere – især om sommeren, fordi der er så meget at se og opleve undervejs. Både natur og “by” – det kan være svært at løsrive sig fra jazz på havnen i Listed eller at komme videre, hvis det er drønvarmt, og man er hoppet i vandet fra klipperne et eller andet sted langs kysten.
Det gode ved Bornholm er, at kan eller gider man ikke gå videre, kører der busser. Ikke hele tiden, det er ikke metroen i København, men ofte nok til, at man altid kan komme videre (eller tilbage).
Det praktiske om Kyststien
Hvor langt? Kyststien er knapt 120 km lang. Den kan gås på 3 dage, hvis man er i form, men man kan sagtens bruge op til en uge – der er masser af “sights” at se undervejs og hyggelige steder bare at sidde og hænge (over f.eks. lækker Bornholmer-mad).
Hvornår? Du kan gå Kyststien hele året, men der er ikke overraskende mest åbent i sommerhalvåret, og især i sommerferien. Det er dog også her, der er flest turister, så hvis du vil undgå dem (og så vidt muligt undgå “kamp” om overnatningspladserne i naturen) vil jeg anbefale at gå udenom især juli måned.
Hvordan finder jeg vej? Ruten er afmærket med en lille hvid mand på en brun/orange-ish baggrund. Afmærkningen er langt de fleste steder ganske fin – i begge retninger.
Appen Kyststien er dog en vinder at have på telefonen. Den er gps-baseret, fungerer offline, og udover at vise ruten oplyser den om længde på de enkelte strækninger, så du kan se, hvor langt der er til næste by/punkt. Ruten findes også som -gpx-fil, som du kan finde og downloade på bornholm.info – søg på Kyststien. Derudover findes ruten på bl.a. appen Alltrails – vær dog obs på, at den ikke alle steder følger samme strækning som den afmærkede rute.
Hvilken retning? Man kan gå Kyststien i begge retninger. Fordelen ved at gå mod uret, er at man får det “kedelige” overstået først – rundt om lufthavnen og på stenet strand. Til gengæld er der flere overnatningsmuligheder (shelters og telt) først på ruten, hvis man går med uret.
Hvad med vand? På Bornholm er det så fantastisk, at stort set hver en lille fiskerlandsby har et offentligt (åbent, rent og gratis) toilet – med en vandhane. Dvs. at der sjældent er ret langt mellem mulighederne for at tappe vand. På appen “Findtoilet” kan du se, hvor der er toiletter, og på udinaturen.dk toiletter og vandposter. Derudover kan du på appen “Shelter” se, om der er vand på shelter og teltpladserne.
Hvad med mad? Der er større supermarkeder i Rønne, Hasle, Allinge, Tejn, Gudhjem, Svaneke, Nexø og Snogebæk. Derudover kommer du forbi is- og havnekiosker, caféer og restauranter, så der er absolut ingen grund til at slæbe mad med hjemmefra til hele turen. Udenfor sommersæsonen er det dog en god idé at tjekke åbningstiderne på restauranterne og cafeerne – eksempelvis har kiosken i Boderne og Bakkarøgeriet på sydkysten ikke nødvendigvis åbent udenfor højsæsonen.
Er det svært? Ja og nej. Terrænet er meget varieret – fra klipper, strand og skovsti til grussti og asfalt (det sidste ikke ret meget – 20-30 kilometer i alt, er mit bud), med mange op- og nedstigninger på især den nordvestlige del af øen. Mellem Rønne og Dueodde er der strækninger, hvor man går på stenstrand – det kan være lidt hård og ujævnt (og også det kedeligste stykke).
Hvad med overnatning? Der er mange muligheder for overnatning:
- Der er shelters flere steder. Du kan finde dem på appen Shelter eller på udinaturen.dk, men vær obs på, at få af dem kan bookes.
- Du kan slå telt op på de såkaldt primitive teltpladser (dem kan du også finde på Shelter-appen), eller på en af de fem naturlejrpladser på Bornholm. De ligger dog ikke helt på ruten og koster en lille smule – 25-30 kr. (find dem på bornholm.info.)
Øen har også enkelte områder, hvor fri teltning er tilladt, bl.a. i Blykobbe Plantage mellem Rønne og Hasle.
Derudover er der campingpladser – min favorit er Hullehavn Camping lige syd for Svaneke, som ligger vildt flot helt ud til vandet og er bakket med klipper og træer alle vegne. En anden dejlig campingplads er i Sandvig.
Du kan også sove i telt i nogens have. Konceptet Brug min Baghave er også repræsenteret på Bornholm – jeg har bl.a. sovet i en have nær Hasle, i Bølshavn og i Listed, alle gange superfint. - Det er tilladt at sove under åben himmel (eller i tarp eller hængekøje) på alle offentlige strande og ditto skove.
- Hvis du er mere til den luksuriøse sove i en seng-udgave, er der masser af muligheder, især hvis du er til bed & breakfast, for deciderede hoteller er der flest af i de større byer. I Svaneke og Gudhjem er der desuden vandrehjem, selv om de desværre ikke er superbillige.
Du kan finde info om overnatningsmulighederne på bornholm.info, men ellers kan du komme ret langt med en helt almindelig google-søgning.
Jeg har på en tur med søvn under tag sovet følgende steder: Myregaard B&B i syd (som dog krævede en lille detour, men dejligt sted), på vandrehjem i Svaneke, på Pension Sandbogaard (virkelig fint sted med fantastisk morgenmad) i Sandvig og på Hotel Griffen i Rønne (luksus som afslutning på turen :).
Hvad hvis jeg kun har tid til kortere ture?
Hvis du ikke har tid til eller gider at vandre hele Kyststien, kan du – selvfølgelig – “nøjes” med mindre. Mine favoritstrækninger til kortere ture er:
- Jons Kapel via Hammershus og Hammerknuden til Sandvig. Cirka 10 km og en masse op og ned, men meget meget smukt. I højsæsonen får du det næppe for dig selv, men naturen gør det (synes jeg) menneskemængden værd. Og går du tidligt morgen eller sen aften, er der klart færre.
- Allinge til Tejn. Cirka 4 km superfin vandring på grussti mellem klipper og hele tiden med udsigt til stranden. Nej, det er ikke så øde, for der er masser af (sommer)huse her, men det er en rigtig fin strækning nevertheless.
- Helligdomsklipperne til Gudhjem. Cirka 7 km gennem skov langs kysten med lidt op og ned. Kan være ret befærdet i højsæsonen, fordi mange tager en båd fra Gudhjem til Helligdomsklipperne og går retur. Tag eventuelt en pause på den fine café Dines Cafe undervejs – og hvis du vil forkæle dig selv med smuk natur, fortsætter du til Melsted: stykket mellem Gudhjem og Melsted (cirka 2 km) er rigtig fint.
- Listed til Svaneke. Bare to km men virkelig fint, og en af de ruter, hvor man måske ikke behøver tænke så logistisk i forhold til bil og bus, for de fleste kan godt klare at gå både frem og tilbage.
- Svaneke til Nexø. Cirka 10 km. Forholdsvis fladt, men med mange klippestykker på stien, så der skal “balanceres” lidt mere. Ikke voldsomt besøgt af andre, og du kan tage en pause på enten røgeriet, på Mikkelers eller ved den helt laidback købmandsbutik “Høkeren” i Årsdale cirka halvvejs.
Mere om Bornholm?
Hvis du har lyst til at læse (lidt mere personlige) fortællinger om mine vandringer på Bornholm, kan du gøre det i blogindlæggene her:
Kan man gå 110 kilometer rundt om Bornholm efter et halvt års laven ingenting?
Er du nysgerrig på Bornholms nyeste vandrerute, Højlyngsstien på 67 kilometer, som går tværs over øen? Læs min guide til den her.
Og ja, så er det jo ellers på Instagram, jeg opdaterer mest. Find mig på @gitteholtze