Camino dag 13: Meget langt, meget støvet, meget lige ud, meget varmt

Gået i dag: 35 km

I dag var lidt hård. En af den slags dage, hvor vejen virkede, som om den aldrig ville ende.

Det vidste jeg sådan set godt, inden jeg startede i morges. Fra Fromista er der 19 km gennem en række småbyer til den lidt større Carrión de los Condes, og derfra ville der være 17 km meseta, altså den famøse højslette, uden noget andet end marker, og som diverse apps gjorde dramatisk opmærksom på, at man skulle være særlig obs på: CAUTION, NO water, NO shade.

Kloge mennesker ville så tage de 17 km om morgenen, hvor det er køligere end de +30, som lige nu er tilfældet, men jeg gad simpelthen ikke at sidde og flagre i Carrión de los Condes fra kl 11 om formiddagen, hvor jeg nåede dertil.

Så jeg fyldte op med vand, købte brød og smør i et supermarked og så afsted. I første omgang til nogle bord-bænke-sæt i skyggen lige udenfor byen, hvor jeg gjorde frokost-holdt. For belært af erfaring om, at solen har stor magt og forleden på et imponerende kort øjeblik smeltede chokoladekiks til kiks med flydende chokolade ville jeg ikke lave samme fejl med det smør, jeg lige havde indkøbt.

Og SÅ satte jeg ud på den berygtede strækning.

Det var ikke rigtigt, at der ikke var skygge – bortset fra de sidste måske fem kilometer var der med jævne mellemrum træer, hvis skygge man kunne sætte sig i.

Det var heller ikke rigtigt, at der ikke var vand – omend det ikke kom fra de fontæner, man ellers kan finde og påfylde fra langs ruten. På denne strækning kom det fra flaske i en af de to boder, der har fået en forretning ud af at sælge kolde drikke cirka halvvejs. Og sandwich og is og diverse i morgenmads-genren.

Og som åbenbart er konkurrenter, for lige pludselig kom der en firehjulstrækker hjernende ned ad (grus!)vejen. Chaufføren stoppede ud for mig, der stod og forsøgte ikke at blive kvalt i hans støvsky, hoppede ud og viftede med et skilt, der fortalte om Bar Oasis.

“Bare lige to kilometer længere,” sagde han. “Der er alt. Alt. Også stole at sidde i, og skygge. Indgangen ser sådan her ud,” sagde han og pegede på billedet af en slidt græsplæne.

“Okay,” sagde jeg. Og tænkte, at herude, hvor der intet var udover marker og en meget lang lige støvet markvej, ville jeg jo nok ikke kunne undgå at se den Bar Oasis, så al den beskrivelse var måske lige i overkanten, omend vældig serviceminded.

Men så var det, at jeg måske 500 meter længere kom forbi en food truck. En campingvogn lavet om til en transportabel bar, og som jeg straks lavede et brat sving ind til for at give mig selv en friskpresset juice.

Med det resultat, at da jeg så nåede Bar Oasis, var jeg ikke tørstig eller havde brug for benhvile lige der, så gik videre.

Og mon ikke der er flere, der gør det samme – hvorfor al den personlige reklame pludselig gav mening.

Efter skygge og vand og pause skulle man tro, at de sidste 8 kilometer frem mod mit mål ville være barnemad.

Det var det ikke.

Ikke fordi det var varmt og støvet, selv om det var det, men heldigvis og tak for det, vejrguder, var himlen sløret af en sky, så selv om det var hedt, var det ikke fra en brændende sol, og det blæste temmelig meget, så det føltes kun rigtigt som en bageovn, når vinden et kort øjeblik løjede af.

Det, der gjorde det til en ordentlig ikke-børnevenlig mundfuld var, at det bare gik lige ud. Sådan som en sådan højslette jo er – lang lige vej, hvor man kan se kilometer og kilometer fremad og det virker, som om man ikke kommer nogen som helst vegne.

Oven i det lå byen, eller den samling huse, jeg gik mod – Calzadilla de la Cueza (det var det med de ikke-mundrette navne!) nede i en dal, så det var først, da jeg var et par hundrede meter fra den (og næsten nået til, at min gps sgu måtte være gået i stykker) og det gik lidt nedad, at jeg kunne se den.

Det var jeg til gengæld vildt glad for, og også meget begejstret for, at “mit” herberg lå som den allerførste bygning i byen, så jeg kunne tumle direkte ind på det.

Jeg havde reserveret en seng på forhånd, hvilket viste sig at være en ekstra fordel (altså udover at være sikker på et sted at sove), for dem med reservationer havde fået de 12 senge i en lille sovesal, mens resten måtte ligge meget tæt i en sal med +60 senge.

I baghaven var der en pool, som hele Sydkorea var i gang med at brystsvømme i – iført deres vandrekluns, så det ud til – så jeg sprang over den fornøjelse og skyndte mig i stedet at vaske min fleecetrøje og vandrebukser ud fra en tro på, at begge dele ville tørre lynhurtigt i varmen.

Det gjorde det. I kid you not – da jeg havde bællet en cola ude foran herberget og gik ud i haven igen for at checke, om tøjet var faldet af tørresnoren i blæsten, var det tørt. Vildt.

Udvalget af spisemuligheder var ikke så voldsomt – som i at der faktisk kun var en restaurant, så den gik jeg de 100 meter ned til og spiste sammen med Katarina, den nogen og 60-årige svenske jernlady, som jeg mødte forleden og on and off flere gange i dag, og som kom forbi, helt frisk og nyvasket, mens jeg stadig sad og stenede udenfor mit herberg med støvede ben, men som åbenbart ikke betød så meget for hende (altså mine bens tilstand), for hun ville gerne lave en dinnerdate med mig.

Vi blev placeret ved et langbord ved siden af to midaldrende kvinder fra Schweiz, så middagen gik meget med at tale gebrokkent engelsk med fransk accent om at cykle rundt i Danmark, som de havde gjort. Og at smile af Katarina, som var helt vildt sødt begejstret over vandmelon til dessert.

Hvorefter jeg daskede tilbage til mit herberg og glædede mig enormt meget over, at jeg klokken 20.30 kan gå rundt i shorts og klip-klappere og have det behageligt. Selv om heden om dagen er voldsom, tager jeg den gerne med for at kunne futte rundt i bare arme og ben om aftenen. Hurra for det.

About the author

Comments

  1. Buenas Gitte!

    Uhhh jeg har sådan glædet mig til at læse om dagens tur.
    Dejligt at læse at også andre kan opleve sletten som det mareridt det er at føle man ingen steder kommer.
    Altså uden at jeg godter mig over dine anstrengelser., overhovedet ikke. Men det har optaget mig at kun jeg altid nævner lige præcis det stykke som særligt udfordrende.

    Sol og vandmelon lyder himmelsk efter en festival på fyn med mere regn end noget forår har budt de sidste 4 år…men jeg føler med dig – Mesetaen kan være hård en solrigdag uden skygge.
    Også derfor er det Klogt at du booker værelser for natten og dermed har muligheden for at træde ud af rotteræset og tage dagen i dit eget tempo og efter eget temperament.

    Fra Leon, synes jeg byerne igen bliver bedre men jeg er også meget stor fan af Galicien og det er der mange forskellige grunde til, men blandt andet det frodige klima som er med til at naturen er så pokkers smuk tager en stor del af æren.
    Pudsigt nok er min nuværende nabo fra Galicien så ham og familien får vi dagligt en lille snak med ude på vores terrasser 🙂

    El Acebo
    Molinaseca
    O Cebreio
    Triacastella
    Villafranca
    Portomarin
    San Xulian

    Er de byer jeg tænker tilbage på med et extra kærligt smil på læberne og smukke minder i tankerne, når jeg ser hvad du har tilbage af turen. Den del af ruten har jeg gået rigtig mange gange så ja selvom det ofte drejer sig om selskab, stemninger mm. Så er der steder der er pænere og mere spændende end andre så jeg håber de omfavner dig i lige så stort omfang som de omfavner mig.

    Og så til et spørgsmål:
    Kan du tage hjem uden at have set og mærket havet ved verdens ende….?

    Kh.
    Tanya.

    1. Hej Tanya, ja, den strækning var klart det hårdeste so far. Den stoppede jo aldrig! 😉
      Og tusind tak for dine input til steder efter Leon – jeg er lidt gået i gang med at se på den strækning og hvordan jeg strategisk skal overnatte for ikke at starte alt for mange morgener de samme steder som flokken fra Sarria – så rigtigt rart at have dine fif til fine byer!
      Kh

  2. Hej Gitte,
    Det er fortsat en fornøjelse at følge med i dine oplevelser, inkl. de gode og matchende billeder. Rigtig god tur også fremover 🙂

  3. Hej Gitte!
    Super inspirerende læsning… Gider du på et tidspunkt skrive lidt mere om hvad dit budget er – og hvad det ville være, hvis man valgte lidt mere behagelige overnatningssteder (læs eneværelse)?
    Fortsat god tur!
    Kh Marchen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg