Camino dag 26: The end

Gået i dag: 19 km

I Pedrouzo, tirsdag aften da det endelig var holdt op med at regne, spiste Ernst og jeg middag med et par fra Billund. Eller det vil sige parret sad ved bordet ved siden af vores, og så faldt vi i snak. Som man jo indimellem gør, når man hører sit modersmål talt af andre end en selv.

De havde gået fra Ponteferrada – godt 200 km fra Santiago – og især for kvinden var Caminoen en kæmpekæmpe-ting. Manden var glødende fuglefantast og for ham var det mest muligheden for at kikkertstudere spanske arter, der havde fået ham med på vandreturen, lød det til.

Da han havde fortalt begejstret og herligt om gærdesmutter og storke og andet fjerkræ, spurgte kvinden, om det ikke ville blive vores livs oplevelse at nå til Santiago, når nu vi havde gået så langt for det.

Ernst svarede, at ja, jo, nej, måske, han havde jo gået turen før for 19 år siden, så for ham var det ikke umiddelbart det at nå til Santiago, der var højdepunktet – den by var jo bare det definerede mål, som han gik mod, men han var ikke helt oppe at ringe over lige det at stå foran katedralen i Santiago.

Jeg svarede ikke – mest fordi tjeneren kom med de sædvanlige pommes frites til pilgrimsmenuen, og så gik der mad i den, men skulle jeg have svaret, ville jeg også have sagt nej.

At godt nok gik jeg mod Santiago, men jeg havde det ikke sådan, at wuhu, NU ville jeg endelig stå der foran den katedral, at ligesom på Pacific Crest Trail var det mere rejsen (hader det ord, men det er trods alt en smule dækkende her, modsat når det bruges i X Factor), der betød noget end “målet”.

Hvad jeg nok også ville have tilføjet, hvis der virkelig var blevet boret i det, var, at for mig var Caminoen ikke nogen livsomvæltende oplevelse. Det var ikke opfyldelsen af en gammel drøm, håbet om at se lyset, et kald, en vej væk fra hamsterhjulet, en transformation til et bedre liv, en søgen efter mig selv eller en udfordring af mig selv eller de tusindvis af andre indre grunde, som folk kan have til at gå Caminoen.

For alt det havde jeg allerede gjort på en meget længere, meget hårdere, meget vildere og langt mere både fysisk og mentalt udfordrende og for mig givende tur end Caminoen. Og at jeg var her, var primært for at gå langt og hver dag og det simple og frie i ikke at skulle andet end det.

Men det kan man ikke sige til nogen, for hvem Caminoen er det største i verden, og det skal man heller ikke sige, for bare fordi mit udgangspunkt er et helt andet end deres, betyder det jo ikke, at så er deres forelskelse i Caminoen ligegyldig eller latterlig.

For som det gælder med alt her i livet, har vi forskellige udgangspunkter, så selv om jeg et par gange undervejs på den her tur har rullet kraftigt med øjnene, når jeg har hørt nogen erklære, at Caminoen er det absolut mest skelsættende, et menneske kan foretage sig og at det er en gigantisk fysisk udfordring, som om begge dele er et ubestrideligt faktum, har jeg ellers – synes jeg selv i hvert fald – generelt været ret god til at huske på, at folk har forskellige udgangspunkter.

Så da Ernst og jeg mødte Billund-parret igen i morges ude på vejen blandt de par hundrede andre, der var på den sidste etape mod Santiago, smilede jeg bare, da kvinden nærmest hoppede af begejstring over i dag, endelig, endelig, endelig efter 12 dages vandring at nå til Santiago, som hun havde drømt så meget og så længe om og kæmpet så hårdt for at komme til.

Vi overhalede dem, for det regnede, så det med at slentre og smalltalke, var ikke så tiltrækkende. Ikke at det i virkeligheden var det at gå hurtigere – uanset hvor stærkt man går, kan man nå at blive ubehageligt våd på 19 kilometer, når det smådrypper, støvregner eller plasker ned på stort set samtlige af de kilometer. Igen var jeg meget taknemlig for at eje en regnponcho.

Undervejs på dette sidste stykke ind mod Santiago var der forskellige steder i det skovrige terræn opstillet en række små boder – udover de barer og cafeer, der lå i de små landsbyer på ruten – og i godt vejr havde der garanteret været fuldt hus på stolene i solen og det allersidste af Caminovandringen.

I regnvejr var der mindre run på dem, til gengæld ret proppet indendøre, hvor folk krøb i ly for regnen og sad der og lignede farverige druknede mus i regnponchoer i alle farvepalettens nuancer.

Undtagen altså de, der løb – maraton – ned ad vejen i bar mave… (!).

Lidt over 12 nåede vi Santiago og gik det, der føltes som fem uendeligt lange kilometer ind gennem forstadsbyggeri til den gamle bydel og katedralen. Som er ved at blive renoveret før det hellige år 2021, så pilgrimsmessen inde i katedralen, som jeg ellers faktisk havde glædet mig til, var der ikke noget af.

Krypten med apostlen Jakob var der dog stadig adgang til, så efter at have taget en bunke billeder foran katedralen ligesom alle de andre pilgrimsvandrere aftalte Ernst og jeg at checke ind på hver vores hotel – for hans vedkommende i form af et herberg, mens jeg havde foræret mig selv et sted med mit eget værelse – og mødes senere og besøge den krypt. Uden rygsække og våde regnponchoer.

Som aftalt, så gjort, vi gik ind i den mægtige katedral og gik rundt mellem stilladser og presseninger og så både det, der normalt bliver brugt til messer og apostlen Jakobs kiste i krypten.

Jeg har engang for måske 15 år siden været i Santiago på en journalistisk opgave og så også dengang katedralen. Dengang havde jeg ikke nogen pilgrimsvandring bag mig, men den gjorde et stort indtryk alligevel, for det er en vældig bygning, og selv med hvinende bor og anden håndværkerlarm, som den var fyldt af nu, var der en særlig andægtig stemning derinde.

Det var der ikke i samme grad udenfor i Santiagos små gader, som var spækkede med turister og souvenirbutikker, ikke desto mindre var det hyggeligt at slentre rundt og og se på hele hurlumhejet og forsøge at vælge blandt de hundreder af restauranter at spise det sidste måltid på.

Jeg havde ønsket mig at spise blæksprutter i mange dage, så vi hoppede over den primitive pilgrimsmenu og fandt i stedet ind på en af de tapasbarer, hvor alt står fristende og overskueligt præsenteret på disken, herunder blæksprutterne. Priser var der til gengæld ingen af, men selv om vi bare bestilte alt, hvad vi havde lyst til, herunder vin, blev det ikke meget mere end, hvad det har kostet at spise salat med ristet løg og dåsetun – som er en fast bestanddel af mixed salad på pilgrimsmenuen – ude i de små landsbyer.

Og så gik jeg hjem i min seng til den sidste nat på spansk grund. Og lå et stykke tid inden sovetid og tænkte over det oplagte spørgsmål på sådan en sidstedag – hvad har jeg fået ud af turen.

Det har jeg mange tanker om, men tror, jeg har brug for at komme hjem og lande og lade det hele bundfælde sig, inden jeg sådan rigtigt kan sige, hvad Caminoen har givet og gjort for mig og hvordan jeg har det med den.

Mit indtryk lige nu er lidt blandet – jeg har oplevet momenter af lykke og fuldkommen kontakt med mig selv, når jeg er gået gennem små landsbyer fuld af historie i stille morgener, men jeg har også oplevet stor frustration over de mange lidt ligegyldige strækninger på asfalt i trafik og den høje grad af kommercialisering, som især de sidste 100 km af Caminoen har været præget af.

Men man går jo ikke næsten 800 km og bruger det meste af en måned på det uden at få et eller andet ud af det, så når jeg lige har haft lidt tid til at bearbejde det hele, kommer der nok nogle refleksioner og indsigter, som eventuelt interesserede kan læse sig til senere.

Og med de – mere eller mindre :)- vise ord adios til Spanien og Caminoen.

Ps. Beklager den sene upload af dette sidste indlæg – der kom lige en lang hjemtur torsdag i vejen.

5 kommentarer til “Camino dag 26: The end”

  1. PYHA – troede lige at du havde glemt os læsere 😉

    Velkommen hjem igen og glæder mig til at følge din videre færden, hvor end den går hen!

  2. Hej Gitte, tak for en beretning undervejs, spændende at følge din færden, jeg anbefaler dig til hvem som måtte være interesseret i dit liv på de store strækninger. Min kollega Åsa Pallie skal afsted på caminoen til august, så bliver det morsomt at høre hvad hun får med hjem. Din bog er fængslende læsning, tak for det.
    Mvh kurt holm

  3. Hej Gitte .
    Det har været en fornøjelse at følge med på sidelinjen. Det virker desværre som om Caminoen er blevet (endnu) mere overrendt og kommercialiseret end i 2013 hvor jeg var afsted.
    Tak for dine daglige beretninger som jeg virkelig har nydt og på flere områder nikket genkendende til. Glæder mig til at læse din bog, som jeg står på venteliste til på biblioteket 🙂
    Bh Marianne

  4. Dejligt med de acamino afsluttende ord. Jeg Ventede spændt !

    Hvor er det vildt at kirken ikke holder messe i det der jo så bliver år….alle de pilgrimme der kommer dertil dagligt fra alle lande ude i den store verden, de må godt nok blive skuffede. …
    Og ja selvom jeg er meldt ud af folkekirken er jeg dog religionslærer og finder det altid spændende at opleve de store religiøse handlinger, særligt de katolske som jeg også personligt overvældes af.

    Jeg var sidst i S.C i 2015 men der kom jeg ad den portugisiske rute. Det er utroligt den by kan blive ved med at få presset folk ind. Jeg har tit tænkt at det ville være noget særligt og modsætningsfyldt at gå en af ruterne i julen, i sne. Sikke en ro og anderledes fredfyldt “vej” det ville være.

    Velkommen hjem Gitte og tak fordi vi har kunnet være lidt med på sidelinjen.
    Ærgerligt Vinoteca var lukket:-(
    Den skal lige lande hos mig og hos mit bagland. Øv

    Kh.
    Tanya

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.