Camino dag 9: Fra social til alene-tid

Gået i dag: 27 km

Okay. Det, jeg sagde i går om, at jeg ikke gider være tidligt fremme på herbergerne, tager jeg i mig igen.

I hvert fald lige i dag, for selv om det egentlig ikke var en hård etape, denne første af slagsen på det, der er døbt højsletten og betyder gigamarker med korn, ærter, raps og alverdens andet, så langt man kan se – var jeg træt, da jeg nåede frem. Måske efter en nat på et bizart “hotel”, måske fordi adskillige kilometer af ruten i dag gik langs – som i klos op ad – en landevej med tung og konstant trafik.

Så selv om klokken kun var 13.44 (ved jeg meget præcis, fordi jeg lige præcis nåede supermarkedet og en bakke kirsebær inden det siesta-lukkede i tre timer), da jeg nåede frem, var jeg ganske tilfreds med det.

Det, jeg nåede frem til, var den niende lille by, jeg passerede igennem i dag (denne dog lidt større end de fleste af de andre, der med tre huse og en kirke dårligt kan kaldes en by), og som hedder Villafranca.

Den havde udover en smuk kirke et okay udvalg af overnatningssteder, men det mest oplagte var det herberg, der også fungerede som et hotel – hvilket betød, at alle pilgrimme checkede ind i en fancy reception i en lobby med veloursofaer og marmorgulv og blev derefter vist om til bagindgangen og en noget mere beskeden indretning i den del af etablissementet.

Det var dog alt rigeligt til mig. For fordi jeg var her så tidligt (også efter at have ventet på Ernst i det meste af en halv time) fik han og jeg senge i den “gode” sovesal – dvs en sal uden køjer, men med enkeltmandssenge og med skillevægge.

Hurra for privatliv – altså bortset fra lyde, men til det formål er ørepropper jo heldigvis opfundet. Selv om jeg kraftigt overvejede at kyle et æble efter ham, der ikke kunne vente til nattetid, hvor det ville være naturligt at stikke ørepropper i ørerne, men brugte eftermiddagen på at sove. Højlydt.

Jeg opførte mig dog civiliseret, lagde mig bare på sengen (og spiste chips – når han må larme, må jeg også!) og ordnede diverse på telefonen.

Herunder at booke overnatninger lidt fremad, for selv om i dag har været dejligt fredeligt og affolket på ruten – formentligt fordi vi startede ud i morges fra et sted, som blandt andet grupper og andre, der følger “officielle guider” ikke gør overnatningsholdt – kan jeg nok ikke være så heldig hele vejen. Og i morgen er en lang dag, 39 km til Burgos, og når jeg når frem, vil jeg gerne være sikker på en seng uden at skulle rundt til flere steder og spørge. Ydermere har jeg flottet mig lidt og booket et privatværelse med eget badeværelse.

Ernst er ikke en del af den booking – for udover at han ikke helt er på samme hold som mig, hvad angår lange distancer, trænger jeg til noget alenetid.

Ikke fordi jeg ikke gider følges med ham mere, overhovedet ikke, men når man – læs: jeg – er typen, der oplader bedst alene, er jeg nødt til at gøre det engang imellem for ikke at slå nogen ihjel. Og det gælder især her på Caminoen, der i så høj grad er et socialt, interagerende mange mennesker-eventyr.

Med den booking og lidt kommende alenetid på plads gik jeg ud for at være social og interagere med de to canadiske damer, der også boede på San Anton Abad herberget.

De er ret underholdende i al deres brokkende adfærd, og da jeg nok ikke ser dem de næste dage (eller overhovedet igen?), i og med de ikke går hele vejen til Burgos i morgen, ville jeg gerne grine lidt med dem denne aften. Og det samme med Ernst, så vi spiste pilgrimsmiddag sammen i restauranten på hotellet – lige den del må pilgrimme i vandretøj (altså for mit vedkommende. Mange andre bærer åbenbart rundt på skiftetøj) gerne deltage i.

Og underholdende må man sige, at de var. Fra deres fortællinger om at holde divorce parties, som åbenbart er en stor ting i Canada – “Seriously, people. Its very populær at The Real Jerk in Toronto” – til deres forsøg på at overbevise os om, at de altså ikke – overhovedet! – har et leverproblem, selv om de drikker lige så meget vin på den her tur, som de går. Okay, ladies.

Og således opmuntret og i øvrigt heldigvis kun med så små tandsmerter, at de kan ignoreres, stak jeg ørepropperne langt ind i hovedet og gik i seng. Klar til en langdistancevandredag i morgen.

4 kommentarer til “Camino dag 9: Fra social til alene-tid”

  1. TAK for endnu en sjov beretning fra din vandringscaminofærden – jeg er kæmpe fan af din pen, fortælleevne og super billeder – glææææder mig til at høre mere og god lang solo walk imorgen jihaa

  2. Kære Gitte, det må siges at være en noget anderledes tur end PCT. – på alle planer – indre og ydre. Jeg har aldrig haft lyst til at gå Caminoen, og får det slet ikke nu. Derfor er dine updates dog sjove at læse; og jeg får det lidt a’la “godt jeg ikke skal sove på sovesal og gå i flok”. Jeg selv er lige kommet hjem fra en lykkelig tur i Skotland.

    1. Hej Mirijana, det er på alle måder en helt helt anden tur – og kan godt afsløre, at selv om det er rart at prøve det og der (også) er mange gode ting at sige om Caminoen, bliver jeg nok ikke en af dem, der gør det igen og igen. Foretrækker aleneheden og stor natur (som feks i Skotland 🙂 kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.