Camino dag 22: Reunion med Ernst

Gået i dag – 35 km

I dag indhentede jeg Ernst.

Som jeg ikke har set i over to uger og siden jeg “forlod” (læs: gik længere end ham) før Burgos for over 400 kilometer siden.

Han har imellemtiden selvfølgelig passeret mig, fordi jeg tog fire dages ferie i Madrid, men skrev til mig i går aftes for at høre, hvor langt jeg var.

Han var på det tidspunkt på et syret hippie-agtigt sted (hvor Bertelsen åbenbart også var forbi på sin Camino-vandring), som lå under ti kilometer længere fremme end Fillobal, hvor jeg sov.

Så vi lavede en halv aftale om at skrives ved i dag, hvis han gik så kort og jeg så langt, at vi ville ende samme sted.

Jeg var ikke sikker på det, da jeg begyndte at gå i morges. Jeg var lidt grumpy, fordi det småregnede og fordi den amerikanske mand i køjen over mig – ham, jeg var i bad med – højtideligt havde erklæret før sengetid, at han ikke var snorketypen, meeeen det var han. Den højlydte.

Så det var lidt en halvsur og træt Gitte, der traskede afsted ved otte-tiden. Men som blev i bedre og bedre humør – morgenkaffen i første by efter fire kilometer hjalp, det samme gjorde et hul i skyerne. Og især gjorde det faktum, at jeg valgte den af de to mulige ruter ud af Triacastela, som gik op og ned. Gennem skov og ad fine små markveje, indimellem temmelig stejlt op og ned, men virkelig pænt og roligt og dejligt.

Og det fortsatte på den måde.

Efter Sarria snoede Caminoen sig gennem landskabet ad stier og grusveje omkranset af stengærder, forbi ældgamle krogede træer, og over vandløb på små stenbroer, der så ud, som om de havde været der altid. Det var meget sådan, jeg havde romantiseret Caminoen til at være – altså med tydelige tegn på, at det er en historisk rute, og hvor jeg har savnet det på store dele af den indtil nu (på en måde tvivler jeg på, at pilgrimmene i “gamle dage” gik over motorveje og rundkørsler), fik jeg det i fuldt flor i dag. Sammen med et kuperet smukt grønt landskab væk fra de store veje. Så hvis Galicien fortsætter sådan, bliver den region – ligesom jeg kan forstå, den er for mange andre – min favorit.

Og apropos at være manges favoritområde passerede jeg midt på dagen Sarria. Den by på Caminoen, der har rekorden for at lægge bygninger til flest herberger, vandrehjem, hoteller og andre overnatningsmuligheder.

Fordi det er den by, de allerallerfleste starter deres vandring fra og går de 113 kilometer, der er fra den til Santiago og som dermed giver ret til at få Compostela Certifikatet.

Jeg var spændt på at se, hvor mange mennesker jeg ville løbe ind i, når jeg nåede Sarria – blandt andet på baggrund af min app, der havde advaret om en invasion af folk.

Men enten overdriver den app, eller også ankom jeg bare på et rigtigt tidspunkt – altså midt på dagen – for byen var nærmest død. Jeg så meget meget få andre, og på de 13 kilometer, jeg gik fra Sarria til den lillebitte landsby Ferreiros, hvor jeg stoppede for dage , så jeg under en håndfuld andre.

Det var næsten helt uhyggeligt at være SÅ alene (på et tidspunkt var jeg sgu næsten i tvivl om, jeg var gået forkert), men da Ernst så kunne berette om, at han på selvsamme strækning et par timer før mig havde oplevet en bus læsse omkring 25 amerikanske pilgrimsvandrere af, så de kunne gå en lille strækning og få et stempel (som er påkrævet to gange dagligt fra Sarria og resten af vejen for at få det føromtalte åbenbart meget eftertragtede certifikat), var jeg ret glad for at have været Gitte alene på Caminoen.

Vi brugte aftenen på at catche op på de sidste par uger og vores respektive oplevelser og møder med folk – og gjorde det (bare for at fejre, at der kun er 100 km tilbage) med en pilgrimsmenu de luxe til 12 euro i stedet for standardudgaven til 10. Big spender Holtze.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg