Camino dag 12: Alle de søde spændende mennesker

Gået i dag: 34 km

Da jeg vågnede i morges, var jeg alene.

Som i helt alene på sovesalen.

Samtlige øvrige senge var tomme, og så ud, som om der aldrig havde ligget nogen i dem.

Jeg satte mig brat op og greb min telefon. Hvad var klokken? Havde jeg sovet som en sten fra rumsteren fra 7 mennesker OG min alarm?

Det første havde jeg åbenbart, det andet havde jeg ikke. Klokken var 6.02 – 13 minutter før, min alarm ville bippe.

Jeg dobbeltcheckede – var jeg så søvnig, at jeg ikke kunne se, at der i virkeligheden stod 8.02 på telefonen?

Men nej, klokken var 6, og hele salen var åbenbart bare smuttet afsted, uden at jeg havde opdaget det.

Oh Well, så har jeg da toilettet for mig selv, tænkte jeg og daffede derud, børstede tænder, pakkede mine ting, drak en kop kaffe i herbergets café og begyndte at gå lidt i syv.

I dejligt morgenkøligt vejr, som varede indtil min kaffe- og croissantpause ni kilometer fremme. Derfra gik det ud over højsletten – som med en 12 % stigning og bagefter 18 % nedstigning over en knold ikke var så flad, som jeg havde fået indtrykket af – i brændende hede.

Jeg gik hurtigt, fordi det gør jeg, men da jeg på et tidspunkt indhentede Sarah, den amerikanske kvinde, som jeg mødte på herberget i går, satte jeg farten ned og slog følge med hende. Fordi hun var sød og sjov, og de næste timer fik vi vendt verdenssituationen, mens vi først gik, så spiste verdens tørreste sandwich (kun gjort en smule spiselig af noget sennep, jeg ellers ikke er stor fan af) på en café, og så gik igen.

Sarah havde fået en grim vabel, så hendes mål for dagen var ikke lige så langt fremme som mit. Og den vabel blev værre og værre i den hede, som i timerne efter kl 12 kun blev endnu mere trykkende. Ikke gjort bedre af, at vi var ude under helt åben himmel på mesetaen og med marker, hvorend man kiggede hen.

Medmindre man kiggede fremad og langt derude kunne skimte nogle træer. Der efterhånden som vi kom nærmere kunne se var det oplagte sted at søge ind i skyggen. Det gjorde vi – sammen med i omegnen af 50 andre opkogte pilgrimme – og sad der og kiggede på dem, der kom efter os og også lignede børn, der oplever juleaften, da de kom så tæt på, at de kunne se, skyggen under træerne ikke bare var et fata morgana.

Blandt dem var den svenske kvinde fra i går, og da Sarah havde mødt hende tidligere, satte hun sig ret naturligt i “vores” plet af skygge, og fulgtes med os, da vi gik videre.

Det var dog ikke længe, vi var et trekløver, for ved næste by gjorde Sarah holdt for dagen, og jeg gik ind på et herberg for at få en iskold cola i baren, mens den svenske jernlady fortsatte ad stien.

Mit mål var Fromista, en af de lidt større af de små byer, og belæsset med kiks, kirsebær og nødder, jeg havde lynshoppet i et supermarked i sekunderne før siestaen, smed jeg lettet rygsæk, sko og stave, da jeg nåede det herberg, jeg havde udset mig blandt byens +10 af slagsen. Udvalgt – ligesom det i går – fordi det havde en have.

Som jeg drønede ud i, så snart jeg havde fået anvist min seng – og sad så der nærmest klos op ad en flok midaldrende tyske mænd (fordi det var det eneste sted med skygge), der lignede nogen, der havde siddet der længe og hygget sig med store øl.

Et bad senere fandt jeg skygge i herbergets forhave og faldt i snak med – endnu – en amerikaner (de er åbenbart min ting, folk fra det land), denne gang en i en typisk amerikanerstørrelse, som jeg havde bemærket ude på ruten, fordi hun så ekstremt besværet ud. I varmen og med de i øvrigt vanvittigt mange pollen, der fløj rundt i luften som sne.

Og fortalte da også, at hun so far har været fire uger om de godt 350 km fra St Jean Pied de Port, og nu var hun nok nødt til at lave snydetricket og tage en bus et stykke vej, for ellers ville hun ikke nå de resterende lidt over 400 km til Santiago i tide til sit fly hjem om et par uger.

Men hun var sød og kunne berette om overnatninger i sovesale med tyskere, der sov nøgne, og ikke havde noget problem med at smide klunset foran hende i køjen ved siden af. Eller at de splitterkong Hans vadede fra baderummet ind til deres seng.

“Er det sådan med europæere?” spurgte hun.

Hm. Det synes jeg nu ikke – jeg har i hvert fald ikke strippet på nogen sovesal – men måske er det anderledes med tyskere, klogede jeg mig. Og håbede, at min tildelte seng ikke er omringet af tysken.

Tanya, som hun hed, kunne også berette, at der var en dansk kvinde på herberget, så hende fandt jeg.

Og gik ud og spiste middag med hende – den sædvanlige pilgrimsmenu, men på en restaurant i Fromista i stedet for på vores herberg, og hvor de mente asparges på udvalget af forretter meget bogstaveligt. Fire hvide asparges på en tallerken. Okay.

Men bortset fra den lidt mystiske kulinariske oplevelse var det rigtigt hyggeligt at være sammen med og snakke med Heidi, som hun hedder, og høre om hendes Camino-vandring indtil nu – vi har jo gået den samme vej, men afhængig af hvem man møder, hvornår man passerer gennem og forbi bestemte steder, og ikke mindst hvor man selv er i sit liv, er det meget forskelligt, hvordan man oplever det og hvad man får ud af det på alle mulige måder.

Jeg vil ikke bræge offentligt her med, hvad Heidi fortalte mig om sin indre rejse, men på det ydre plan har hun blandt andet været hundrede gange bedre end mig til at bemærke, at der er storke i kæmpereder på stort set hvert et kirketag.

Så fra nu af kigger jeg lidt mere op, når jeg går forbi kirkerne. Amen.

About the author

Comments

  1. Kære Gitte.
    Hvor er det dejligt at se alle de åbne landskaber!
    Jeg tror dog, at du inderst inde savner “the Trail”?
    Jeg bakser meget med “Easter Island” lige nu. Det er til at overse.
    KH Svend Aage
    PS. Vi ses vel 27. ds.?

    1. Kære Svend Aage, jeg savner the Trail, det har du helt ret i. Og ja, vi ses d. 27. – til snak om Easter Island blandt andet.
      Kh

  2. Hej Gitte
    Det herberg boede jeg også på
    Jeg følger interesseret med på din blok efter at have hørt dit foredrag i Århus i starten af måneden efter at have læst din fantastiske bog om PCT. Jeg hævde at den forestående Camino ville blive “ A walk in the park” for dig. Men det er du den rigtige til at vurdere. Det er sjovt at se dine billeder og kan genkende stederne, samt din erfaring med pilgrimsmenuen, utrolig når de nu er kendt for deres gode råvarer. Jeg ønsker dig forsat Buen Camino.

    1. Tak, Jette – er glad for, at du kunne lide både bog og foredrag. Og ja, det må være sjovt for dig at læse med, når du kan genkende steder og ting, jeg omtaler. Feks pilgrimsmenuerne 🙂 kh

  3. Kære Gitte,
    Nu skal du have sponsorpenge. Jeg har købt et par Altra Lone Peak pga. dig. Jeg har lige været ude og løbe i dem. DE ER FOR FEDE!!!
    Mirijana
    #altralonepeak4.0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg