Camino dag 1: Gitte i kloster

Gået i dag: 25 km

Jeg startede min allerførste Camino-vandredag med at få mine roomies til at blive en lillebitte smule trætte af mig.

Fordi jeg havde sat min telefon til at bimle 5.50, opsat på at være klar til morgenmaden kl 6 og så afsted.

Men da telefonen larmede 5.50, var jeg så søvnig, at jeg besluttede at blive liggende lidt længere, så slukkede for bipperiet og vendte mig om på den anden side. Altså EFTER at have vækket de tre andre, der mumlede lidt arrigt – som man altså godt kan afkode, selv om de mumler på spansk. Ups.

Ikke desto mindre var de ude af døren, da jeg trak mit gardin fra halv otte-ish, så enten var det i forvejen deres plan at stå tidligt op eller også blev det det.

Anyway, fyldt op med youghurt, kaffe og (hvidt fransk) brød trissede jeg cirka halv ni ned ad den smalle gade i St Jean Pied de Port, som Caminoen starter ad, og videre ad landevejen ud af byen med øjnene rettet mod de adskillige (som i mange!) skilte med gule pile og/eller muslingeskaller.

Omkring mig var et par håndfulde andre, men ikke så mange, som man kunne frygte – jeg ræsonnerede, at de fleste nok havde haft en noget tidligere afgang.

Vejret var tåget. Og det blev det ved at være hele dagen. Hvilket ikke var kæmpehurra, for ruten gik op over Pyrenæerne, og en af grundene til at tage den godt 1.400 højdemeter stigning (istedet for at starte på den anden side) var for at se på udsigten. Den fik jeg så ikke – denne del af bjergkæden var indhyllet i en sky og det eneste jeg så tydeligt var en hel del mudder på stien, skabt af det regnvejr, der har øset vand ned over området den sidste tid. Til gengæld kunne jeg så glæde mig over, at mudderstrækningen var forholdsvis begrænset – ud af de 25 kilometers vandring fra St Jean Pied de Port til Roncesvalles, som var min endestation, gik de første 15 på asfalt.

Det er ikke ubetinget en fest at gå på asfalt – bortset fraværet af mudder – men da det jo ligesom var sådan, det var, glædede jeg mig bare over, at jeg gik i mine nye Altra Lone Peak. Det mærke sko, jeg også gik i på PCT, og da det her par er spritnye, føltes det som at flyve, fordi sålen var fjedrende.

Og således fløj jeg forbi den ene medvandrer efter den anden.

Eller gik, men forbi, for efterhånden som jeg fik gået mig varm, indhentede jeg åbenbart dem, der var startet tidligere. Efter syv kilometer nåede jeg den hyggelige lille by (eller hvad man skal kalde noget, der mest består af et herberg og en lille restaurant) Orisson, hvor jeg pludselig var omringet af mennesker. Som jeg så en efter en pænt bad om lov til at passere på stykket derefter. Og ja, mit vandretempo er ret højt, ikke fordi jeg er en superwoman med superben, jeg går bare generelt hurtigt, og det var der mange, der ikke gjorde.

Nogle slentrede ret bevidst – så det ud til – andre kæmpede en del med opstigningen, som visse steder var forholdsvis stejl. Og så var der dem, der bar på giga-rygsække.

Andre bar på ingenting eller en beskeden gymnastikpose, som afslørede, at de fik kørt deres bagage, som også er en mulighed – og hvis det er det, der skal til for at de kommer ud og afsted, er det jo fint, at det kan lade sig gøre. Selv om jeg ikke var helt tilfreds med de mange biler, der fræsede forbi ad den samme smalle vej, som var ruten.

Midt på eftermiddagen gik jeg i kloster.

Bogstaveligt. Det mest populære sted at overnatte i Roncesvalles er et refugium, som har været augustinerkloster siden – siger min research – 1100-tallet og som i mange mange år har ageret ly for pilgrimme på vej mod Santiago.

Det gør det stadig. 183 senge er der i den mastodontiske bygning, og i og med de andre overnatningsmuligheder i Roncesvalles er dyre, er det her, størstedelen af pilgrimsvandrerne søger mod. Mange vandrere.

Det er de heldigvis vant til i klostret.

Da jeg kom ind i den lille forhal, blev jeg sammen med en flok andre, der kom samtidig, modtaget af en hel hær af hollandske mænd, der som et frivilligt forårs- eller sommerjob står her og tager imod folk. Hænger et farvet skilt om halsen om en, der fortæller, hvornår det er ens tur til at komme ind på kontoret og checke ind, informerer om, hvor man stiller sine sko og hvor cola- og kaffeautomaten er, og hvis man er fra Holland, giver et kram. Og ser skuffet ud, når man siger Danish og ikke Dutch.

Jeg fik et rødt skilt om halsen og en ventetid på en halv times tid til min check-in audiens, som jeg bevæbnet med en cola slog ihjel i den store klostergård. Sammen med en af de hollandske hjælpere, der lige sneg sig til en pause.

Han fortalte, at han engang selv har gået Caminoen, men i år er han “bare” hjælper. Til gengæld berettede han stolt om at have deltaget i Nijmegen, en 160 kilometers march i Holland, som gås hvert år i juli på fire dage.

Og den havde den i hvert fald 60-årige herre så gået 44 gange. (!) Jeg er vild med den slags historier. Som bare – igen – beviser, at alle har en historie. Omend det er første gang jeg møder en, der har marcheret den i øvrigt så populære march, at der er en 2.000 mennesker venteliste, 44 freaking gange!

Da jeg var checket ind, gik jeg ovenpå for at finde min seng – meget spændt på, om det fungerede sådan, at alle 183 senge stod i ét stort rum.

Det gjorde det ikke. Godt nok var der i omegnen af 80 senge på min etage og ikke nogen lukkede døre (bortset fra til toiletterne – dog), men det var opdelt så nærmest hyggeligt faktisk, at fire senge, altså to køjesenge, havde sit eget lille “rum” eller aflukke. Og hver seng eller dens ejermand et skab til sit habengut. Og alting var rent og pænt og med en giga-hovedpude – vigtig detalje.

Jeg havde seng 161, men på min hovedpude lå en seddel om, at de to over for mig var venner og gerne ville sove under/over hinanden. No problem at all – så fik jeg en underkøje. Og da de to damer ankom og undskyldte og undskyldte for at have byttet rundt, var jeg fuld af smil – Ladies, en underkøje er yndlings..!

De var fra Tyskland og supersøde, men talte omkring to ord engelsk, så jeg måtte rode i mit noget begrænsede tyske ordforråd for at føre en samtale. Til gengæld forstod jeg alt, hvad de sagde – sjovt at jeg faktisk kan det, men åbenbart ikke selv kan få de tyske gloser frem.

Udover en seng at sove i kan man på klostret også købe måltider – til aftensmad en såkaldt pilgrimsmenu til 10 euro. Det gjorde jeg, og fik en seddel udleveret med besked om, at jeg var på kl 19-holdet.

Det betød, at jeg lige kunne nå i bad inden, så fordi min telefon var ved at oplade, bad jeg på tegnsprog spanske Marco, som lå i køjen over mig og hvilede sig og som kunne endnu mindre engelsk end damerne, som imellemtiden var ude, om at holde øje med min telefon, der lå til opladning – og så gik jeg nyvasket til middag. Undtagen mine bukser, der stadig var sjasket til i mudder.

Og havnede ved et bord sammen med spanske pilgrimsvandrere, der heller ikke kunne andet engelsk end Cheers i den rødvin, der fulgte med de tre simple, men ganske okay retter. Det var knapt så festligt, men det gik hurtigt, for næste middagshold var lige på trapperne.

Så so far er mit indtryk af Caminoen, at 1. Det er sat overvældende og imponerende meget i system, 2. Det er formentlig nødvendigt (med meget system), fordi her er virkelig mange mennesker (fra alle lande), 3. Selve det at vandre og ikke skulle andet end at bevæge kroppen fremad og lade tankerne flyde imens, er lige præcis lige så givende, som jeg husker det. Også selv om det er tåget og her er mange andre.

Jeg læste et sted, at på den her årstid skulle man ikke regne med på noget tidspunkt ikke at kunne se en anden vandrer 50 meter foran eller bagefter sig. Det holdt ikke helt stik i dag – jeg havde flere øjeblikke, hvor jeg ikke kunne se nogen nogen steder. Og selv om jeg også har læst mange skrækhistorier om denne første etape op over Pyrenæerne, syntes jeg ikke, det var hårdt-hårdt.

Så måske er læren på dag 1, at jeg skal lære ikke at tage alt for pålydende og gøre mig mine egne erfaringer. Også med at sove i kloster med Tyskland og Spanien 🙂

About the author

Comments

  1. Hvor er det Dejligt at læse dine detaljeret beskrivelser og hvor er det skægt at man nu i det gamle kloster kan sove på en 1.sal! Tilbage i 2004 var det blot i stueetagen og der står alle sengene altså sammen…..med lysekroner og klassisk musik minder det mere om en scene fra Harry potter!
    Sejt at bentøjet funger så godt – jeg husker etapen over bjerget for 5 år siden og DEN var hård! Tak for sko fif i øvrigt. Mine pink lone peak kastede mig gennem Gendamstien sidste uge – vidunderlig sko og ingen vabler overhovedet 🙂

    Buen camino Tanya

    1. Hej Tanya, det gad jeg (på en måde) godt at have oplevet Og cool med skoene – stort hurra for ingen vabler!

  2. Kære Gitte – tak tak tak for at få lov at få et malende, kløgtigt, sjovt og aktuelt indblik i og IKKE mindst billeder fra din tur på Caminoen ❤️❤️❤️- så fedt næsten selv at være med – når man nærer et stort ønske om at gøre det samme -en dag – SÅ GLAD for togturen til job i dag – så jeg kan hygge mig med din blog. Håber vejret er med dig i dag og fortsat god tur Ann-Charlotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg