Camino dag 23: Den dag jeg var småsyg

Gået i dag: 27 km

Det er sjovt, hvordan jeg nogle dage kan cruise 35 kilometer og have det, som om jeg bare lige har været ude på en slentretur med hunden. Og andre dage kan hvert et skridt føles som op ad bakke – også når det ikke bogstaveligt er det.

Sidstnævnte oplever jeg heldigvis sjældent og har ikke haft nogen af den slags på Caminoen – før i dag.

Det startede allerede, inden jeg var stået op. Jeg vågnede i nat og havde det, som om jeg var syg. Svedte, frøs, havde kvalme. Jeg tænkte straks på den halvsuspekte panerede fisk, jeg fik til aften i går, men havde ikke ondt i maven på forgiftningsmåden – bare sådan en influenza-følelse i kroppen og ondt i hovedet. Af måske for lidt mad og (helt sikkert) for lidt vand, for meget sol, eller for lange vandringsdage. Eller en kombi.

Uanset – jeg var slatten som en karklud, da Ernst og jeg begyndte at gå efter en kop kaffe, som jeg dårligt kunne få ned (og SÅ er der noget galt.)

Og forblev i den tilstand – omend med et kort klart øjeblik, da vi passerede 100 km tilbage-markøren og endnu et, da vi tog en kort detour af en “highly difficult section”, der ikke på nogen måde overhovedet var nogen form for highly difficult, bare stejlt ned ad uklippet) – de første tre timer til Portomarin.

Portomarin er en af de større byer i Galacien. Eller i hvert fald en af de byer, som rigtig mange pilgrimme overnatter i – og at man satser på endnu flere, var ret tydeligt at se i form af en masse igangværende byggeri af (flere) hoteller og hostels. Men heldigvis havde jeg og jo så også Ernst været så forudseende at stoppe for natten i en af de små byer midt mellem Sarria, startbyen for “invasionen”, og Portomarin, så alle de, der havde sovet i Portomarin, var allerede gået videre.

Hvilket betød, at byen her sidst på formiddagen var næsten spøgelsesagtig tom.

Jeg gik ind i supermarkedet for at købe noget mad – ikke fordi jeg egentlig var sulten, men i går gik jeg over 20 kilometer, før jeg spiste (jeg er ikke rigtig morgenmadstypen), og det kunne jeg godt mærke på min krops formåen, så jeg tænkte, at lidt mad og dermed energi nok ville være en god ide, især i dag, hvor jeg i rigtig høj grad manglede energi og havde et bankende hoved.

Det hjalp lidt, men ikke nok, for først på eftermiddagen, mens jeg gik – alene, for Ernst var stoppet for at tisse og var bag mig et sted – blev jeg pludselig enormt svimmel. Solen bagte, og jeg gik direkte under den ad de fine små grusstier igennem det Galacien, som – stadig – er pænt og kuperet og med træer og stengærder og historie og kun ganske lidt vejvandring – og det gjorde det ikke bedre.

Jeg var nødt til at læne mig frem over mine vandrestave og trække vejret dybt et par gange, inden jeg kunne stavre videre, stadig med en følelse af, at mit synsfelt var snævret ind og at jeg sejlede afsted med vandrestave, det pludselig var lige så absurd tunge, som mine ben føltes.

Jeg moslede mig op ad en mindre bakke, og smed mig ind i skyggen på den café, der lå deroppe.

“Skal vi allerede holde pause igen?”, spurgte Ernst, da han indhentede mig.

Relevant spørgsmål, for det var kun et par kilometer siden, jeg var stoppet sidst for at sidde i skyggen og drikke noget koldt.

“Jeg er nødt til at spise og at drikke noget sukker,” sagde jeg halvdramatisk. Og klemte så en cola og en meget lidt appetitlig omelet ned. Omelet som sandwich – dvs en flad æggekage mast inde mellem to stykker brød.

Jeg er ved at være der, hvor jeg ikke behøver flere sandwich foreløbig, så jeg nøjedes med æggedelen, og selv om den ikke smagte særlig vidunderligt, hjalp den faktisk lidt. Jeg fik faktisk lidt energi af den – i hvert fald nok til at slæbe mig frem til det lillebitte herberg i landsbyen Portos med bare 12 senge, som vi i går besluttede at gå efter. Ud fra den famøse herbergs-anmeldelsesliste.

Og som jeg havde reserveret via stedets hjemmeside og fået en mail retur fra Jesus.

Altså ikke dén Jesus, men Jesus som i den mandlige del af det par, der drev A Paso de Formiga. Men som viste sig at være en ligeså good guy som Guds søn, for da vi ankom – sidst på eftermiddagen og mig ekstremt lettet over ikke at skulle videre – viste han os straks op på den fine lille sovesal – med enkeltsenge, altså ingen køjer – og bad os om bare at slappe af, så kunne vi altid ordne betalingen senere. (Og nej, sådan plejer det bestemt ikke at være. Money first. Bed after.)

Så det gjorde jeg. Altså slappede af – med bare ben og i sommertop på græsset i den fine have bag det stenhus, som udgjorde herberget. Og om det var haven, græsset, stedet eller de vand og dansk vand, jeg hældte i mig, der gjorde det, ved jeg ikke, men da jeg gik i seng, havde jeg det langt langt bedre end på noget tidspunkt i løbet af dagen.

Nej tak til flere off-dage…!

Ps. Albergue A Paso de Formiga ligger i et intet signal-område. Ret fint at prøve det også, men betyder lidt delay på blogudgivelse. Sorry.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.