Camino dag 15: Me llamo Kita

Gået i dag: 26 km

I dag har været temmelig begivenhedsløs. Som i at jeg bare har gået. Det gør jeg jo hver dag, og hver dag sker der alligevel et eller andet pudsigt eller sjovt – sådan som der jo gør, når man er på eventyr af den slags, hvor man ikke ved, hvad dagen bringer.

Men i dag har faktisk ikke rigtigt været sådan en dag. I dag har jeg bare gået – 26 kilometer, der bortset fra en enkelt eller halvanden gennem to småbyer gik langs en landevej. Godt nok på en grussti og ikke langs en superbefærdet landevej, men ikke desto mindre befandt jeg mig konstant et par meter fra asfalt.

Det er ikke voldsomt ophidsende eller fascinerende, til gengæld kan man skyde en vældig fart i sådant et (fladt) terræn, så især de første syv kilometer til første by gik i fuld firspring. Fordi mit herberg trods løfter om det modsatte ikke havde åbnet baren kl syv, så jeg kunne få morgenkaffe inden afgang. Og når man er i kategorien morgenkaffeglad (eller -afhængig), kan det betyde ekstra fart i benene mod det koffein.

“You are almost running, Señora,” sagde en – af de øvrigt meget få – pilgrimsvandrere, jeg stormede forbi. Med tyk spansk accent.

“Quiero cafe!!!” svarede jeg.

Det syntes han åbenbart var vildt sjovt, for jeg kunne høre ham grine et godt stykke tid efter jeg var forbi ham. Selv om det i min optik ikke var noget at grine af – at ville have kaffe er da dybt seriøst. Men måske var det mit forsøg på spansk, han fandt ret sjovt.

På kaffebaren kunne hende, der ekspederede, ganske godt engelsk, men nu var jeg opsat på at øve mit spanske, så jeg bestilte kaffe og juice og bad om at få min croissant varmet – det sidste bare for at få lov at bruge andre ord end cafe con leche. Og bildte mig ind, da hun rent faktisk forstod og gjorde, som jeg spurgte om, at jeg kommer hjem med et nyt sprog i rygsækken.

Næste strækning var knapt 13 kilometer uden byer, til gengæld var der et par rastepladser med bænke, hvor jeg på en af dem måtte tage en pause, fordi jeg pludselig kunne mærke, at jeg var våd på det nederste af ryggen, og var bange for, at jeg ikke havde fået lukket min shampoo ordentligt, så der nu sejlede fedtet shampoo – omend fra en flaske i rejsestørrelse, men dog nok til at lave et fedtet rod – rundt i bunden af min rygsæk.

Det viste sig “bare” at være min vandflaske, der åbenbart var utæt. Heldigvis var temperaturen faldet omkring ti grader, så jeg turde godt gå uden en masse vand, hvorfor jeg tømte flasken – listo, problem solved.

Fremme ved herberget, som jeg på mit bedste spanske bookede plads på i går, stod jeg under navnet Kita.

Kita?

Meget er jeg blevet kaldt i mit liv som rejsende i lande, hvor det er helt håbløst at hedde Gitte – læs: altså alle andre lande end Danmark. Kedu for eksempel. Men Kita – den er alligevel ny.

Kita gik ovenpå til sovesalen for at vælge en seng, og med næsten frit valg mellem de +30 senge scorede jeg underkøjen op ad væggen ved vinduet – luft og en smule privatliv, ja tak.

At så få af sengene var taget, kan skyldes, at klokken kun var kvart over et-ish. Det kan også være, fordi rigtig mange åbenbart springer over mesetaen, stykket mellem Burgos og Leon. Fordi det er ensformigt og kan være udfordrende, hvis det er meget varmt.

Uanset årsag – der har været betydeligt færre mennesker på ruten de sidste fire-fem dage. Og i går endnu færre, fordi ruten delte sig i to, så nogle tog den ene vej, andre den anden.

Og dét har jeg bestemt ikke noget imod.

Jeg ved ikke – er jo ikke rutineret Camino-vandrer – om det er omkring nu, to uger inde i turen, at man bliver rutineret i den del af vandringen, der hedder at ankomme til herberget. Med alt, hvad det indebærer af lokalisering af herberg i byen (og høre, om det har plads), checkin, finde en seng, stempel i pas, evt booking af middag, orienteren sig på stedet, tøjvask, bad, evt indkøb i supermarked, osv osv., men jeg føler i hvert fald, at hvor hele den del har fyldt irriterende meget – det er altså nemmere bare at slå et telt op, bum – er det okay nu. Selv om alle steder er forskellige, er rutinen den samme. Og folk – altså pilgrimsvandrerne – er også, synes jeg, faldet lidt mere ned.

Ikke fordi det på nogen måde er en konkurrence om noget som helst, men ligesom når man starter i gymnasiet, og alle gerne vil gøre et godt indtryk på alle, er det hele nu nået dertil, at alle virker lidt mere afslappede end de første hektiske dage.

Man har gået næsten 500 kilometer (altså dem, der startede i St Jean Pied de Port) – og behøver ikke længere skulle “bevise”, at man godt kan finde ud af at være her. Altså hvis folk har følt det sådan – det ved jeg ikke, det er bare min tolkning af, hvordan nogen virkede i især den første uge i forhold til nu.

Samtidig er der ikke så meget påtvungen socialisering – det er helt okay bare at ligge i sin køje og stene eller at spise med sig selv uden at blive antastet, fordi nogen føler, at man er i samme “båd” og så skal man tale sammen. Jeg tror, at mange faktisk er her for ikke nødvendigvis at chit-chatte hele tiden, men bare være i sig selv med sig selv.

Men igen – det er min tolkning, det kan også sagtens være, sådan som min redaktør på Turen Går Til Caminoen sagde med et lummert smil, måske belært af egen erfaring fra hans tur back in the days?, at Caminoen i virkeligheden er en knapt 800 km lang scorerute.

I så fald er jeg ikke et potentielt offer, for lige præcis ingen har forsøgt at chatte mig op. Og tak for det, medpilgrimme 🙂

Ej heller til pilgimsmiddagen, som jeg meget apropos spiste med mig selv efter at have været turist rundt i Mansilla de Los Muras og se på byen og dens små hyggelige pladser og fine bro over floden. På dén måde er det okay at være tidligt fremme.

About the author

Comments

  1. Hej Gitte, ser frem til hver morgen at læse din “klumme”. Herligt og
    du er en fantastisk fortæller.
    Hilsen
    Niels

  2. Hej Gitte

    Startede Caminoen en uges tid før dig (du har dog næsten indhentet mig), og det er fedt at genopleve etaperne og høre hvad du har fået ud af dem 🙂

    Du har set og oplevet nogle andre ting end mig – det er sjovt hvordan man ser noget forskelligt. Har ikke mødt mange andre danskere – men mødte Heidi i Los Arcos 🙂

    Ser frem til flere beretninger…

    PS – jeg boede også på Bercianos og havde samme skønne oplevelse som dig.

    1. Hej Anja, hvor sjovt at høre fra dig! Og ja, det er garanteret ekstra sjovt for dig at følge med, når du selv lige har været på de steder, jeg skriver om. Selv om du har oplevet nogle af tingene anderledes – det tror jeg næsten altid, man gør. 🙂

      Jeg “står af” i fire dage fra i morgen for at rejse til Madrid og kysse min kæreste, så jeg indhenter dig desværre nok ikke, men giv endelig lyd, hvis du i løbet af de næste uger kan se i min beretning, at jeg er i nærheden af dig 🙂

      1. Skal nok holde øje og give lyd 🙂

        Rigtig god fornøjelse med kæreste-turen. Dejligt at I kan mødes og have nogle dage sammen ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg