Camino dag 24: Invasionen er for real

Gået i dag: 31 km

Al min dårligdom fra i går var væk i morges. Thank God. Jeg kunne både drikke kaffe og joke med Ernst (selv om han var lidt for søvnig til at fatte mine vittigheder. Eller bare ikke syntes, de var sjove. Hrmph.) Og lidt i 8 var jeg i næsten vanligt firspring afsted.

Det smådryppede, men var ikke koldt, så jeg vandrede bare afsted i min regnjakke (og ja, altså også bukser), og nynnede lidt for mig selv over, hvor pænt Galacien er.

Det er lidt svært at beskrive, hvad det er for et landskab, for ligesom på resten af vejen er der marker og markveje, men derudover er Galicien meget skov. Og mere op og ned. Ikke kæmpebjerge, men en stigning her op mellem træer og der ned ad en øde smal landevej. Den krydser stadig større veje, men ikke så ofte som tidligere, og at jeg (tror jeg) går ad samme vej, som pilgrimmene gjorde “i gamle dage”, er med jævne mellemrum tydeligt – ældgamle stentrin, ditto mure, og bygninger i de små klynger af huse, der tydeligvis har stået her i hundredvis af år. Og som er fascinerende og klart en stor del af oplevelsen.

Der er dog også tegn på nutiden. Nogle af husene i især i de større byer som Palas de Rei og Melide er nye – de indeholder herberger eller hoteller og er mildest talt ucharmerende kolosser, specielt i Melide, som ved indgangen til den lignede noget fra Rusland. Betonklodser smækket op, bum.

Men at det er nødvendigt at have noget stort eller bare noget at proppe vandrefolk ind i er beyond any doubt, for antallet af det vandrefolk er som forventet steget voldsomt.

Ernst og jeg var bevidst stoppet før Palas de Rei i går – for at undgå at starte morgenen i samlet flok med de mange, der at dømme efter antallet af mulige sovepladser i den by ville være på farten derfra.

Desværre var vi ikke så snedige, som vi selv syntes, for da vi sad på en lille café i Palas de Rei og drak formiddagskaffe – i øvrigt efter at jeg var stormet muggen ud fra den café ved siden af, fordi en amerikansk turleder havde moslet sig ind foran mig i køen og bestilt seks cappucinoer, tre espressoer og 9 glas friskpresset juice, kom invasionen.

Hen forbi caféen kom i omegnen af 50 engelske teenagedrenge. Larmende og hujende og fyldte hele fortovet og lydbilledet. Og desværre så langsomt-gående, at da vi havde drukket færdig og begav os videre ad Caminoen, indhentede vi dem. Og måtte lave diverse krumspring, for de fyldte også hele den ellers meget brede sti.

Det samme gjorde en amerikansk storfamilie lidt længere fremme, en koreansk ditto, og så dem, der tog turen på hest og dem på cykel – omend de fleste af dem passerede os under en pause – og dem, der valgte hestevognsmodellen.

Der er mange måder at “gå” Caminoen på, og ingen er bedre eller mere rigtig end andre, men… ja, der er mange, der skal dele begrænset plads. Både ude på selve Caminoen og på overnatningsstederne.

Det sidste erfarede Ernst og jeg, da vi hen på eftermiddagen begyndte at overveje, hvor vi skulle sove.

Jeg havde sat mit tempo ned for at følges med ham – altså rent faktisk følges og tale imens, hvilket jeg ellers ikke har gjort meget med mange, men i dag gad jeg godt, for han er en hyggelig og sjov nordjysk herre – og vi blev i løbet af dagen enige om at finde et overnatningssted sammen igen i dag.

Uden at have booket, for med så mange mulige steder måtte det kunne lade sig gøre bare at stoppe, hvor man syntes, det så hyggeligt ud (og i øvrigt havde min hollandske anmelder ikke noget at sige om denne dags strækning).

Så vi gik gennem et par småbyer med et par kilometer mellem hver, som ikke så specielt interessant ud, og endte sidst på eftermiddagen i en dal i landsbyen Ribadiso da Baixo (jeg kommer næppe til at huske navnene på de her småbyer). Den har et stort offentligt herberg, men udenfor det sad +50 spanske skoleelever i ens uniformer, så vi gik de ti skridt videre til landsbyens andet herberg.

Som – viste det sig – også var fuldt okkuperet af en spansk skoleklasse på tur.

Sidste mulighed var et såkaldt pensionat, som var dyrere, fordi det ikke havde sovesale, men private værelser, men ingen af os gad gå videre – og jeg var allerede forelsket i haven bag pensionatet med solsenge og udsigt til marker og skov, så det blev et værelse med tre store senge, hvoraf den ene formentlig ville blive optaget af en tredje vandrer senere. Ja, ja, no worries, for værelset havde eget badeværelse med håndklæder. Ja tak til dét.

Og nå ja, så havde det også et tv, som Ernst straks tændte for at genudse en eller anden fodboldspiller fra Real Madrid blive live-gift for åben skærm, mens jeg gik ud i haven og lå i solen og ringede til min kæreste. Min yndlingsmåde at slappe af på efter en dags vandring. ❤️

About the author

Comments

  1. Jeg kan se at du ikke fik booket i San Xulian. Det eneste refugie jeg personligt altid vil vende tilbage til uanset .
    Stedet med den blinde og hjertevarme ejer, hjemmelavet mad på bål og en datter der glædeligt synger opera til middagen hvis hun ellers er hjemme fra Madrid.

    Men…Det lyder nu også som et herligt pensionat I fandt jer og godt at du er frisk igen.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilken slags tur denne din camino ville have været hvis du ikke var fuldkommen ny forelsket. ? ❤

    Rigtig god vej videre.
    Har du overvejet om du vil gå til Fisterra?

    Varme hilsner
    Tanya

    1. Hej Tanya, San Xulian passede desværre dårligt i forhold til tidspunktet, jeg kom forbi. Men lyder ellers herligt.

      Jeg skal ikke videre til Finisterre i denne omgang – jeg skal jo lave en opdatering af Turen Går Til Caminoen, så rejser herned igen senere på sommeren og lægger der vejen forbi F.
      Kh – og tak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg