Camino dag 8: Det bulgarske børnehjem

Gået i dag: 28 km

Morgenen startede som forleden – afgang halv otte, ud ad en markvej og i flok med denne gang i omegnen af måske 100 pilgrimsvandrere.

Jeg overhalede adskillige af dem, herunder de amerikanske unge, der i dag var noget mere tavse og flere af dem humpende og uden rygsække. De har tydeligvis opdaget, at det kan være hårdt at bære (for) mange ting og at man for sølle 5 euro kan få sit habengut kørt til næste overnatningssted.

Desværre var mit høje tempo ikke nok til at lægge alt og alle bag mig – da jeg nåede den første by og kaffebar, smed jeg min rygsæk og styrtede ind efter en tiltrængt kaffe, og mens jeg sad og drak den og spiste verdens største croissant, kom bunker af mennesker tøffende. Så meget for at styrte forbi dem, tænkte jeg og grinede lidt af mig selv.

Der gik noget tid, så kom også Ernst, og kort tid efter ham de to canadiske damer, som jeg egentlig havde troede, jeg ikke ville se mere, fordi de går temmelig meget op i drikke vin, og så kommer man jo alt andet lige ikke så hurtigt frem.

Men her var de, og fortalte lystigt om deres stop ved vinfontænen, hvor de havde fyldt deres muslingeskaller – som vi alle sammen render rundt med dinglende fra vores rygsække – med vin tre gange. Og så var den dag en god dag.

Deres mål for i dag var Santo Domingo, som lå godt 22 kilometer fra Nareja, hvor vi og – viste det sig – også de havde sovet, så da jeg sagde, at min og Ernst’ plan var Grañón syv kilometer videre end det, sukkede den ene af dem dybt og sagde: oh my godness, you are such an inspiration.

Hun mente formentlig, fordi jeg kan gå langt, men hvad hun jo ikke ved, er at det i den her kontekst især skyldes, at jeg bliver rastløs af at være fremme først på eftermiddagen, når jeg egentlig allerhelst bare gerne vil gå.

For det er det, jeg vil. Det er ved at gå op for mig, at for mange handler Caminoen ikke kun om at gå, det handler også om alt det, der foregår, når man er færdig med den daglige vandring. Afslapning, tøjvask, messe i kirker, vin, chit-chat, dagbog, måske en lur, middag, refleksion over dagen. Eller hvad man nu får resten af eftermiddags- og aftentimerne til at gå (!) med.

Og det er fint – det er bare ikke mig.

Jeg vil gå og være i bevægelse og tæt på mig selv og mine tanker og naturen (omend man kan diskutere omfanget af natur, når jeg som i dag fulgte en motorvej i en hel del kilometer. Udover heldigvis et smukt smukt stykke i markblomster-land) – og det, der sker efter vandringen, er ikke en stor og vigtig ting i min bog. Så selv om der desværre er et praktisk element i at være forholdsvis hurtigt fremme ved sin destination, fordi det er sådan, man har den største chance for at score en seng, tror jeg måske, jeg må gå over til at booke overnatninger på forhånd, så jeg kan gå til senere end kl 14-15.

Det gjorde jeg ikke i dag.

Lidt over tre var Ernst og jeg i Granon og fandt Residencial El Cuartel, som ikke optræder på nogen af de Camino-apps, jeg har, men som jeg havde fundet på google og som på website-billederne så okay ud. Inklusive dem af køkkenet, som sammen med info i kommentarfeltet på en af mine apps om, at Granon havde et meget begrænset restaurant-udvalg fik os til at shoppe lav selv-aftensmad i et større supermarked i Santo Domingo. At bære en baguette og lidt salat i syv kilometer kunne jeg godt lige klare.

Fremme ved El Cuartel måtte jeg checke websitet igen – var det det samme sted!? For hvor online-billederne viste en fin have, et lyst køkken og et hyggeligt fællesrum, var virkeligheden mere noget, der mindede om de bulgarske børnehjem, min veninde og jeg besøgte i – ja, sjovt nok Bulgarien – da vi i sin tid var dernede for at lave en journalistisk opgave om, hvor ringe forholdene er.

Hele Residential El Cuarto var ved at falde fra hinanden, det var beskidt, støvet, lugtede muggent, maling skallede af, jeg låste mig selv inde på toilettet, fordi låsen var i stykker, lyset var dunkelt (hvis det overhovedet virkede), køkkenet var ulækkert og alting så fedtet, at jeg vaskede tallerkener og bestik, inden vi brugte det, en kattebakke stod bag huset og lignede en, der aldrig var blevet tømt, vandtrykket i bruseren var så lavt, at efter 20 minutters skyllen havde jeg stadig shampoo i håret, stikkontakten var placeret i loftet (??), der var udelukkende øl og cigaretter i de “vending machines”, der findes alle vegne, men her på de revnede fliser i indgangsområdet altså med et særligt udvalg, døren ud til balkonen var blokeret af en gammel sofa, så man skulle være højst en str small for at klemme sig ud af den, og “haven” og den grill, som stedet reklamerede mangt og meget for på deres website, havde set betydelig bedre dage. Stedet blev drevet af et par, der åbenbart også selv boede der, for konen og ungerne var i gang med at se spansk tv på høj volumen og fortære en ordentlig omgang Vianetta is i spisestuen, da vi var i køkkenet – mens manden lavede I dont know what med nogle unge knægte, der holdt udenfor bygningen i hurtige biler, mens de kæderøg ud af vinduet, og efter deres business med manden gassede op og drønede væk.

Det hele var så absurd, at det var sjovt, selv om stemningen var mildest talt sær. Men heldigvis var min seng blød og fin, og da solen tittede frem først på aftenen, så i det mindste græsarealet foran bygningen okay ud.

Så lidt kan bulgarske børnehjem alligevel – om ikke andet få mig til at glemme tandpine (eller også virkede den naturlige antibiotika). Uanset er tandpinen gået fra enerverende i morges til næsten ikke-eksisterende sidst på dagen. Hurra. Jeg håber, det fortsætter sådan – og at jeg ikke mister livet i den her Tarantino-film, jeg lidt føler, jeg er med i, i nattens løb.