Camino dag 25: Stort tak til opfinderen af regnponchoen

Gået i dag: 22 km

Himlen lå blytung over det lille samfund i Spanien, der kalder sig Ribadiso, da jeg trådte ud i den smalle gade lidt i otte i morges.

Og mens jeg drak morgenkaffe i cafeen over for pensionatet, som heldigvis var åben, selv om den ikke reklamerede med det udefra (og spækket med folk, der havde fundet ud af det alligevel), åbnede den himmel sig.

“Nej, nej, nej,” udbrød Ernst. “DET har jeg altså ikke tøj til, det der. Stop.”

Vejret lyttede ikke, så han skiftede fra bukser til noget, han kaldte termoshorts, men altså mest lignede boksershorts. Jeg blev i mine tights – regnbukser er ikke en del af min garderobe her, og det var for køligt til, at min krop syntes, jeg skulle gå i shorts. Og med overkroppen pakket ind i en regnjakke og rygsækken i et cover, måtte det være nok, mente jeg.

En lille time senere sad vi på en café i byen Arzua, mens regnen plaskede ned og ventede på, at sportsbutikken skulle åbne, så vi kunne købe regnponchoer.

Som for mit vedkommende var så voldsom en pressening, at det føltes som at kravle ind i et telt, da jeg hev den over hoved og rygsæk. Men det var netop meningen – vejrudsigten havde lovet tung regn det meste af dagen og i morgen med, og selv om jeg har oplevet betydeligt værre på PCT – og endda slået telt op og ned i det også – var jeg nu den noget mere pjevsede udgave af mig selv, der gerne ville ofte 7 euro på at kunne være i ly for bunker af vand.

Det varede også noget, inden det kom. For – typisk – holdt regnen op nærmest i samme sekund, jeg havde moslet mig selv ind i presseningen, så jeg måtte afmosle den igen for ikke at smelte af hede inde i det ekstremt syntetiske ikke-åndbare stykke “stof”.

Mens jeg rodede rundt med det, blev jeg overhalet.

Først af en flok løbere – formentlig i gang med at løbe et maraton de sidste 42 km til Santiago.

Så af en gigantisk spansk skoleklasse.

Og så af mountainbikere og af masser og masser af andre pilgrimme – som ligesom mig ikke havde spor travlt. Jeg overvejede ganske vist i går aftes at gå hele vejen til Santiago i dag, 41 km, så jeg ville være fri for at nå derind i morgen samtidig med horder af andre, men efter at have ventet på at ponchobutikken i Arzua skulle åbne, var klokken så meget, at det ikke var så realistisk. Og så kunne jeg ligeså godt anlægge den modsatte strategi og få det fulde udbytte af den næstsidste dag.

Det betød stop ved stort set samtlige barer og cafeer. Og dem var der mange af. Den mest specielle var dog den Biergarten, der pludselig åbenbarede sig, da jeg rundede et hjørne. Og ikke bare biergarten af navn – dekorationen fulgte med i bedste Smukfest-stil, så jeg blev helt i festivalhumør og drak for første gang på turen øl midt på dagen (og nej, jeg er ingen helligfransine – gider normalt bare ikke alkohol i kombi med at gå).

Og SÅ kom regnen.

Tung og kraftig og hård og ind fra alle sider og af den meget våde slags. I otte lange kilometer. Som ja, kunne have været meget værre og i længere tid og alt muligt andet, I know, men den var træls nok til, at jeg næsten fløj herbergsfar om halsen, da Ernst og jeg med bukkede hoveder i regnen vadede ind hos ham på hovedgaden i byen O Pedrouzo og fik et nik til spørgsmålet om ledige senge.

O Pedrouzo er ifølge min app ikke særlig charmerende, men fungerer mest som last stop før Santiago – i hvert fald for dem, der ikke magter at gå så langt ind mod byen, at der kun er 5 kilometer igen (OG at bo på det gigantiske 400-sengs herberg, som ligger der. 400 senge! Freaking crazy). Men lige i dag i regnen var det faktisk lidt ligemeget, hvor jeg skulle bo. Og selv om Albergue Porto de Santiago ikke så ud af noget som helst udefra, var det faktisk ganske okay indendøre. Med god gulvplads, stik til alle sengene, og trækøjer (som er langt at foretrække over de rystende stålmodeller) og – ikke mindst – med vægge mellem køjerne (så man ikke skal ligge i “dobbeltseng” med nogen og ej heller flagre i en seng midt ude i rummet).

Man lærer, hvad der er vigtigt. Og de her ting er vigtige for mig, så jeg var ret glad – det var et fint herberg at runde Caminoen af med (jep, i Santiago har jeg flottet mig med eget hotelværelse.)

Og at herbergsfar så begyndte at tale dansk til mig efter at have checket mig ind via mit pas (han kunne sige mange tak – og det var omkring det), og fare hen for storsmilende og næsten bukkende at åbne døren, hver gang jeg skulle ind eller ud, gjorde ikke Porto de Santiago mindre “særligt”, hvis man altså kan definere et herberg med plads til over 50 og dermed næsten per definition ikke videre personligt som særligt.

Da jeg havde ligget i min køje og stenet et par timer, inklusiv at falde lidt i søvn, gik jeg ud for at checke vejret – og fandt fuld sol over O Pedrouzo. Wuhu. Please, vejr, stay like that bare én dag mere.

4 kommentarer til “Camino dag 25: Stort tak til opfinderen af regnponchoen”

  1. Øv da for et vejr. Håber du får sol på den sidste etape i morgen. Og jeg håber også, at de rødklædte kardinaler (eller hvad de nu er) vil svinge røgelse over pilgrimsmessen i Katedralen i Santiago, når du når frem. Det er et show!! Kan du huske, jeg lavede en lille video af det for fem år siden? – Gitte rigtig god tur i morgen. – nyd det

    1. Det kan jeg godt huske, Judith, og tænkte meget på dig, da jeg stod der og desværre ikke så noget svingning af røgelse, fordi katedralen var under renovering – øv 🙁

  2. Tænk sig, at det allerede er slut! Hvor tiden dog flyver herhjemme i dagligdagen 26 dage føles langt mindre fyldige herhjemme end 26 dage på Caminoen…eller på en anden vandretur for den sags skyld. Tankevækkende
    Rigtig god tur ind til SDC i morgen

    1. Ja, tiden føles indimellem anderledes hjemme i dagligdagen, end når man er på tur – det ved jeg, at du også ved. Tak og kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.