Dag 114 – romance over and out

Gået i dag – 19 km

Jeg føler mig som en 14-årig. Og ville i virkeligheden helst have sprunget over den fortælling, der følger her – både blogwise og selve oplevelsen – men det er desværre en del af min tur på Pacific Crest Trail, der fylder meget, så det ville være at lyve. Eller fortie, som vel lidt er det samme.

Min Trail romance er slut.

Som nogen af jer sikkert bemærkede, var Scoop ikke nævnt i gårsdagens indlæg. Som skyldtes, at han ikke tog med til Bend – han gik videre. Og det er her, teenage-referencen kommer ind i billedet, for var det ikke lige i sidste uge, jeg proklamerede min romance? Hvordan kan det så allerede være ovre – min (og hans) alder taget i betragtning?

Ligesom historien om hvordan vores “forhold” kom i stand, beholder jeg de mest saftige detaljer om vores break-up for mig selv. De følger, hvis jeg en dag laver en blog om mit datingliv. Og dén bliver underholdende. 😉

Her og nu og det, der har betydning for min tur her, er, hvordan det har påvirket mig, og det vil jeg gerne dele.

For det første er tid et mærkeligt relativt begreb. Hver dag herude er kæmpelang og overstået på et sekund. Det føles på en og samme tid, som om jeg lige har taget de første usikre skridt fra grænsen og som om det er så længe siden, at det kun er et tåget minde. Fordi der er så mange nye indtryk hver eneste dag, og alligevel er hver dag så identisk med den før og efter, at dagene flyder sammen.

For mig, der har været sammen med Scoop i nærmest bogstaveligt talt 24 timer i døgnet den sidste måned og lidt til, føles det som en evighed. Noget, der vel svarer til at have datet nogen i den virkelige verden i et halvt år eller mere. Og så er det endda ikke engang sikkert, man i et forhold i den virkelige verden er nået til at se hinanden rense tæer, mens man laver mad (sandsynligvis ikke – det sker på en måde sjældent hjemme i lejligheden). Eller hvordan man reagerer under pres.

Jeg har set Scoop under pres. Og jeg har set ham i alle mulige andre situationer. Jeg ved hvad han stemmer (på Trump. Grund nok til at løbe væk!), hvad han mener om det ene og det andet, hvordan han opfører sig overfor andre mennesker (og dyr), hvad der trigger ham, hvad der er vigtigt og ligegyldigt for ham, og hvordan han agerer, når noget går ham imod eller han bliver sagt imod.

Jeg er ikke blind, for selv om jeg er, eller har været, tiltrukket af Scoop, er jeg ikke forelsket – ja, der er en, betydelig, forskel – og når ikke man er det, kan man godt se de større eller mindre skønhedspletter hos den anden, som den famøse kærlighed har det med at gøre usynlige.

Og nogle af de pletter fyldte for meget.

Ikke så meget i min bevidsthed, men i min mave. Og efter mit sidste forhold, hvor jeg alt for længe blev i noget, der var usundt og ødelæggende, selv om min mave dunderhamrede med samtlige alarmklokker, lytter jeg nu til min mavefornemmelse.

For det meste – nogle gange forsøger jeg at overhøre den, fordi ja, det ér dejligt at blive holdt om, når man har savnet det længe, men hvis den, der holder om en, dagen efter for whatever reason udviser en opførsel, man kan finde i ordbogen som definitionen på disrespekt, eller noget bare er off, råber min mave. At det føles forkert i den.

Og det skal ikke føles forkert i ens mave at være sammen med nogen. Heller ikke selv om det er en her og nu feriefling, der slutter der, hvor USA bliver til Canada. Og slet ikke på en tur, man er på for at blive mere glad og i ro med sig selv og ens mave.

Så da jeg drejede væk fra stien i går for at humpe ned mod landevejen og et lift ind til Bend, gik Scoop videre. Og ja, to be honest kunne jeg også godt være gået videre og have taget til Bend fra samme sted, som han ville gøre, men min ankel blev den perfekte undskyldning for at skride min egen vej.

Og det var formentlig det sidste, jeg ser til ham, for jeg går hurtigere, end han gør, og han forlader i næste uge stien i nogle dage for at opfylde en gammel aftale med sin søn.

Jeg har det blandet med det.

Jeg er lettet, fordi det ikke var rigtigt. Det var sjovt og hyggeligt og jeg var vild med at have en romance, men der var ting i hans personlighed, der især er kommet frem den sidste uges tid, som jeg ikke bryder mig om. Og som jeg er oprigtig lettet over ikke længere at skulle forholde mig til.

Samtidig er jeg lidt ked af det på den der måde, man kan være, når noget er slut. En tomheds-ked af det hed. Jeg savner de sjove stunder og de oplevelser, der har været ekstra særlige, fordi jeg har delt dem med nogen – at stå tavse og kigge på bambier eller at highfive over at krydse en statsgrænse eller at grine af wacko typer i micro town America.

Jeg er også gal på mig selv over, at jeg har fået noget med at tiltrække typer, der ikke er gode mennesker. Som virker som noget på overfladen og som kan være lig med en masse sjov, men som i dybden ikke indeholder ret meget. Af noget jeg ønsker mig i hvert fald. Og som alle som en taber i sammenligning med ham, jeg var gift med.

Men den mest dominerende følelse, og jeg er rigtig glad for, at det er den, der fylder mest, er jeg spændt på næste etape af turen.

Jeg glæder mig til at være alene igen. Med tid til mine tanker og til mig selv. Det, jeg kom for. Ingen frustrationer over nogen, ingen kompromisser med nogen om tidspunkter, distance, pauser, rutiner, penge. Og ingen til at give en falsk tryghed af noget – jeg skal klare mig selv derude, og lige om lidt på en del af turen, som har sine helt egne udfordringer, fordi oppe i Washington er efteråret på vej. Det glæder jeg mig til.

Og med den lange udredning af mit følelsesliv nu on to dagens begivenheder.

Som startede med, at jeg konstaterede, at det tøj, jeg vaskede i går, ikke var tørt. Great. Så jeg tog halvvåde shorts på og parkerede mine sokker i solen i vindueskarmen for at undgå at skulle pakke dem ned i våd tilstand.

Det har jeg gjort før, altså pakket vådt tøj ned, og det resulterer i en ikke særlig liflig duft, kan jeg afsløre.

Jeg havde egentlig overvejet at blive en dag og hvile min ankel, men jeg var for rastløs – jeg ville tilbage og vandre.

Så mine sokker lå og tørrede indtil klokken 9, hvor jeg oplevede endnu en omgang The Trail Provides.

I går aftes skrev jeg til en af Bends Trail Angels, som jeg fandt på Facebook, og voila – kl 9 holdt Scott udenfor det skrabede Motel 6 for at samle mig op og køre mig tilbage til stien. De Trail Angels – jeg knuselsker dem.

Vi rundede posthuset på vejen – klip-klappere og nederdel og stråhat og et par andre sommerlige småting ryger nu ud af min bagage til fordel for vanter og varmere tøj – og så afsted.

Scott er en af de vilde Trail Angels, der bor i en hel anden del af landet, i hans tilfælde Washington DC, men som bruger hele Pacific Crest Trail sæsonen – altså fra april til september/oktober – på at følge flokken nordpå og undervejs give lift, stille dunke med vand ud på små veje langs ruten, og i øvrigt have bilen fuld af opladere, så man lige kan få lidt strøm på telefonen, hvis man har brug for det. Ret fantastisk.

Undervejs til stien samlede vi to andre vandrere op. Mr Bojangles, som hedder sådan, fordi han har tusind ting hængende fra sin rygsæk, der klimter og klamter, når han går, og hans far, der var kommet over fra Frankrig for at gå sammen med ham en måneds tid. Jeg så sidst Mr Bojangles omkring South Lake Tahoe midt i juli, så det var festligt med et gensyn.

Som blev kort. Da vi nåede stien, hjernede far og søn afsted, mens jeg og min ankel tog det lidt mere med ro. Men fik dog somehow moslet mig knapt 20 km afsted. Og hentet den pakke med varmt tøj, som postbud Tore har sendt til mig, i Big Lake Youth Camp – en kristen sommerlejr ude i skoven, som også er PCT-lejr i den forstand, at en af de mange hytter i lejren er dedikeret vandrere. Med toiletter, bad, et køkken og et fællesrum at hænge ud i og oplade diverse elektronik. At ryge pot er strengt forbudt – men dette års uopdragne curlingbørn tog åbenbart ikke det forbud lidt tungt, for røgen og duften af den grønne plante hang tykt i luften. Super, børn. Det skal nok få Big Lake Youth Camp til at åbne dørene næste år også.

Jeg gik dog ikke ind i en mor-siger-I-skal-lade-være-med-det-der debat med dem. Hentede bare mine pakker – udover den fra Tore var det her, jeg samlede en madkasse fra Ian, englænderen, der var nødt til at tage hjem med en skadet fod, op. Fuld af gode sager og så utrolig mange kiks, som jeg smed i hikerboxen til glæde for andre vandrere. Så vild er jeg altså ikke med bisquits.

Og så gik jeg et lille stykke længere og slog mit telt op i en lille lysning, hvor der kun var mig. Og lavede mad siddende i døråbningen, fordi det allerede kl 19 var pivkoldt. Hurra for at have fået min fleecetrøje fra Tore.

Ps. Ingen billeder i dag. Signalet er for svagt 🙁