POST-PCT: Må jeg give dig et af min kones halssmykker som honorar for vores kaffemøde?

I lørdags, 1. december, var det præcis to måneder siden, jeg kom tilbage fra USA.

Hvordan er det så nu? To måneder efter.
Er jeg “ved at være landet”, som nogle formulerer det, har jeg tilpasset mig en dansk hverdag igen, har jeg fundet ud af, hvordan mit liv skal være fremover, er der sket noget vildt og overraskende?

Inden jeg tog afsted, brugte jeg en masse tankevirksomhed på at overveje, hvordan det mon ville være at leve i en rygsæk ude i ingenting. Om jeg mon kunne finde ud af det? Og mens jeg var afsted og især hen mod slutningen, brugte jeg lidt, omend ikke helt så meget, energi på at spekulere over, hvordan det mon ville være at vende tilbage til hverdagen.

Jeg ved nu, at hvor det gik overraskende nemt med at vænne mig til at leve primitivt, er det sværere at tilpasse mig den moderne civilisation igen.

Det lyder latterligt og sådan lidt Gitte Stallone, der har glemt alt om at tale dansk efter 20 minutter i USA-agtigt, for SÅ længe har jeg jo altså heller ikke været væk.
Til gengæld har jeg været helt væk, og det har altså haft den effekt, at selv her to måneder efter at være kommet tilbage har jeg det virkeligt svært med brok og stress og (over)forbrug og fokus på ting, i medierne såvel som i min omgangskreds, der for mig – og nok også for andre, når alt kommer til alt – er ligegyldige, og som jeg synes, der er Helt. Vildt. Meget. Af.

Så jeg vil ud på landet.

Så meget er besluttet, for selv om jeg ikke er så naiv, at jeg tror, jyder eller fynboer eller bare dem, der ikke har postnummer i Storkøbenhavn, ikke danskerbrokker sig eller har travlt eller går amok på Black Friday, bilder jeg mig ind, at det er på et andet niveau.

Og derude skal jeg ikke på samme måde springe for livet for sindssyge københavnervigtige cyklister (og ja, dem har jeg selv tilhørt. Tankevækkende) eller overhøre nogen kalde nogen for en skaldet nar i metroen, og jeg kan flygte ud i skoven og gå i velsignet ro og gummistøvler, når det hele går lidt for stærkt og overfladisk omkring mig.

Men bortset fra at have haft besøg af en ejendomsmægler for at få vurderet min lejlighed er der ikke konkret sket noget, jeg har ikke købt et hus i Ebeltoft eller søgt et job i Svendborg. Så langt er jeg ikke kommet, for jeg har de sidste to måneder siddet begravet i min bog om Pacific Crest Trail og først i denne weekend sat det allersidste punktum.

Det har været en helt vildt fantastisk proces at genopleve hele turen, for det har jeg vitterlig gjort – jeg har præcist kunnet genkalde mig, hvordan jeg havde det på en hvilken som helst dag undervejs.
Mens jeg skrev om ørkenen, drak jeg utrolig meget appelsinjuice herhjemme i stuen, fordi jeg nærmest fysisk kunne mærke, hvor tørstig jeg var derude under den brændende sol; da jeg skrev om Sierra Nevada, kom det tydeligt tilbage, hvor skrækslagen jeg var for at krydse specielt Bear Creek; hele miseren med Scoop stod også meget klart for mig, da jeg skrev om den (og som by the way er betydeligt mere udpenslet i bogen – til dem, der måtte være interesseret i at vide det ;-), og da jeg kom til Washingtondelen, var jeg, indrømmer jeg gerne, glad for at sidde i en uldtrøje i sofaen på Bryggen, for jeg kunne meget tydeligt huske, hvor ufedt det var at plaske gennem mudder og regn og prøve at falde i søvn i isnende kulde i en sovepose, der var flad som en konvolut, fordi mit sved gennem de sidste måneder havde fedtet isoleringen ud af dunene. Brr.

Men nu er teksten afleveret, layout sker i december, bogen trykkes i januar, og lige før rejsemessen i Herning i februar er den – hvis alt ellers går vel – ude i butikkerne. Crazy. Tænk at jeg bliver officielt forfatter. Men alt det følger der meget meget mere om, når det nærmer sig.

For der er også sket noget andet vildt.

For knapt en måned siden bragte Berlingske en artikel, der handlede om, hvad jeg havde fået ud af min tur på Pacific Crest Trail.

Linket er herunder for de interesserede, og sorry, men ja, det koster penge at læse den, hvis ikke man allerede er Berlingske-abonnent.

Med mine beskidte hænder tørrede jeg tårer væk, mens jeg gik opad, gik nedad, gik gennem skov

Jeg skrev artiklen på samme måde, som jeg har skrevet denne blog – tastede de ord, der kom ud af fingrene på mig uden at bruge en masse tid på at udtænke fine formuleringer eller overveje, hvad jeg skulle skrive, det kom bare flydende.

Måske derfor blev det en meget ærlig og meget personlig artikel, og det er formentlig grunden til, at jeg efterfølgende modtog en flodbølge af henvendelser fra folk, der havde læst den.

Fra venner og perifære venner og fra alle mulige, jeg ikke kendte, men som var blevet påvirket eller rørt eller inspireret eller en hel masse andet. Min venindes mand så meget, at han på screensaveren på sin telefon skrev med store fede bogstaver “Det løser sig altid”, en af de overbevisninger, jeg omtalte i artiklen.

Og vi taler vel at mærke ikke om en knægt på 22, men en voksen mand med en titel som CEO.

Det var jeg, ligesom for alle de øvrige henvendelser, rigtig glad for. En ting er, hvad jeg har fået ud af Pacific Crest Trail, men at der er så mange, der også bliver påvirket via det, jeg fortæller eller skriver, er da kæmpestort.

Blandt henvendelserne var også diverse forespørgelser på foredrag, på deltagelse i radio- og TV-programmer, og på undervisning. Og så var der det måske mest forunderlige, som jeg endnu ikke helt ved, hvad jeg skal mene om.

Jeg fik en mail fra en herre på 80 år.

Den var meget lang, ikke helt sammenhængende, og jeg var nødt til at læse den adskillige gange, før jeg var med på, hvad budskabet var. Eller spørgsmålet, for den 80-årige havde en drøm om at rejse rundt på den sydlige halvkugle i tre måneder i 2019, og nu ville han gerne høre, om det lå indenfor mit forretningsområde at yde konsulentbistand på et sådant projekt.

Han remsede i mailen op, hvilke lande han havde besøgt i sit liv, fra Samoa over Panama til Vietnam, og flettede også ind, at hans kone for halvandet år siden var død af kræft, og hendes sidste ord til ham havde været, at nu måtte han vandre alene.

Det sidste rørte mig, så jeg læste mailen omhyggeligt for at se, hvor det med vandringen indgik i hans rejseplaner. Det gjorde det ikke umiddelbart, hvorfor jeg var endnu mere mystificeret over, hvorfor han lige tænkte, at det skulle være mig, der skulle hjælpe ham med at planlægge og arrangere det, han kaldte sin RTW rejse, Round the World, som, ud fra jeg kunne tolke, primært skulle bestå af besøg hos hans gamle venner diverse steder syd for Ækvator.

Jeg skrev tilbage til ham, og han ringede til mig. Og forklarede efter en længere fortælling om de 52 rejseberetninger, han havde begået, og det julemarked i Gdansk, han skulle ned og besøge om lidt, at han gerne ville have mig til at være tovholder på projektet, fordi han mente, at jeg var så empatisk.

En konklusion, han havde draget ud fra min artikel, og om jeg egentlig klatrede? For der bruger man jo også tov, sagde han.

Et kort sekund var jeg i tvivl om, hvorvidt han ville have mig med på turen?? Men nej, det var der ikke tale om, hans behov var at have en på standby herhjemme, mens han var væk, der helhjertet kunne holde hans liv i sine hænder, som han formulerede det, og det havde hans børn, herunder 47-årige Christian, som var den kærligste søn, altså alt for travlt til.

Hvorefter han tilbød han mig et af sin afdøde kones 400 halssmykker som honorar for det kaffemøde, vi aftalte. Det takkede jeg nej til og forsøgte det næste kvarters tid skiftevis at afslutte samtalen og svare på, om jeg havde læst bog det og det om eventyrer dit og dat og besøgt land x og land y.

Han lød vældig sød og sympatisk, og som sådan en, der har brugt sit 80-årige liv på at leve mere end at leve et ansvarligt arbejdsliv, og dét kan jeg jo godt lide. Jeg ved dog endnu ikke helt, om skal være empatisk tovholder for den berejste pensionist, men mere om det følger efter det, der helt sikkert bliver en lang og garanteret underholdende kaffesnak med ham i næste uge.

Men hvad skal jeg så? Hvad skal den fremtid så indeholde, hvis den ikke skal være i konsulent for berejste seniorer-branchen? Nu er bogen færdig, så selv om der stadig er rettelser og andre småting, indtil den går i trykken, er det nok nu, jeg skal til at overveje et eller andet i forhold til job og karriere. I hvert fald at dømme efter mængden af spørgsmål fra min omgangskreds. 

Der er stadig dejlig blank skærm på det emne.

Udover overskriften som er noget, der er sjovt og giver mening for mig.
Jeg vil lave noget, hvor jeg kan kombinere de to ting, jeg er allermest vild med i verden, natur og friluftsliv og at skrive.
Ikke nødvendigvis i et 9-17 fast forhold med en arbejdsplads, men det skal handle om natur og friluftsliv, og der skal være ord i det. 

Det vil med andre ord sige, at jeg ikke skal tilbage til den mediemølle, jeg var en del af før Pacific Crest Trail, men det vidste jeg nu allerede, næsten før jeg var trådt ud af den og tog til USA.

Og det vil også sige, at jeg ikke skal være en del af et Content Studio hos eksempelvis Arla – som bare er ét eksempel på et af de jobopslag, jeg blev træt i hovedet af at læse, da jeg havde forvildet mig ind på Jobindex for at se, hvad der foregår der for tiden.
Mit liv er simpelthen for kort til at execute digital content (kunne man eventuelt blive enige om bare at kalde det indhold?) for at få flere mennesker til at købe Kærgården.

Nogle vil utvivlsomt kalde det forkælet, at jeg kun gider lave noget, der får det til at boble i maven på mig.
Der er rugbrød i alle stillinger, og du skal jo altså have penge til at betale dine regninger, lyder argumentet.

Yes, men jeg vil hellere tjene få penge end at mærke årene smuldre væk mellem hænderne på mig, mens jeg SEO-optimerer og social media performer for en eller anden virksomhed, som gjaldt det livet, når det absolut ikke gælder livet.

Og tror på, at jeg – selvfølgelig – kan finde en båd på det hav, der hedder job og karriere, som sejler lige præcis derhen, hvor jeg gerne vil. The ocean provides.

I en helt anden boldgade: Min mor sendte i juni en pakke til mig, som var blevet sendt retur, da jeg nåede til “posthuset” i Tuolumne Meadows for at hente den.
Den fik jeg i lørdags.
Nobody knows, hvor på kloden den har været siden slutningen af juni – har den ligget og skammet sig på et støvet postkontor i USA, på hylden med mistænkeligt gods i tolden i Danmark, langt under dæk på et skib over Atlanten, eller i bunken med Diverse i postafdelingen i Føtex i Nyborg? Det er ret fascinerende, og jeg kunne godt tænke mig, at man kunne spore dens historik.

Men uanset – lakridserne i den smagte, som de skulle. Fandt jeg ud af, da jeg spiste dem i søndags, mens jeg bagte 60 æbleskiver til mig og hunden for at fejre, at bogen er færdig. Yeah. Og glædelig anden søndag i advent.