Dag 115 – dødens dag

Gået i dag – 47 km

Dryp.

Dryp.

Dryp. Dryp.

Jeg vågnede ved, at det dryppede på mit telt. Først troede jeg, det var småbitte grankogler, der faldt ned, som det skete en morgen i the Sierras. Men det var det ikke. Da jeg lynede op og kiggede ud, kiggede jeg ud i regn. Støvregn, men regn.

What the hvorfor nu det?!? Hvor kom dét fra? Ja, himlen tydeligvis, men altså – det havde vejrudsigten ikke meldt noget om, og det var jeg ikke lige, som i overhovedet, oplagt til. Et vådt telt og at gå i regn.

Jeg lå lidt. Så lavede jeg varm kakao. Så lå jeg lidt mere. Så kiggede jeg ud igen. No change, bortset fra at det nu var blevet halvlyst, så jeg kunne konstatere, at himlen var grå som bly og at det bly lå lige over mig og ikke lignede noget, der havde tænkt sig at rykke nogen steder hen foreløbig.

Jeg gad ikke ligge der og kukkelure, så jeg pakkede sammen. Heldigvis har jeg lige siden dag 1 øvet mig i en pakke-ned rutine, der foregår inde i teltet, så det eneste jeg skal, når alt er i rygsækken, er at hive teltet ned og smide det øverst i rygsækken. Og endnu mere heldigvis var jeg så forudseende at bede Tore, da jeg forleden bad ham sende mig min fleecetrøje og vanter, også at sende mig min packliner – en vandtæt inderpose til rygsækken.

Som jeg ikke havde troet, jeg ville få brug for før jeg rammer Washington, men altså åbenbart ville få sin berettigelse allerede i dag. Tak til mig selv for at tænke forud. (Og Tore for at være verdens hurtigste postbud 🙂

Og så, med det våde telt i en pose øverst i rygsækken, gik jeg. Iført stort set alt mit tøj og regntøj, hvilket i det mindste betød mindre at bære på.

Det regnede i seks timer. Støvregn på den måde støvregn er, når man går inde i en sky. Da vinden, som kom hjernende ind fra vest, da jeg drejede om et hjørne og pludselig havde den for fuld kraft ind i ansigtet, blæste skyerne lidt fra hinanden, kunne jeg se, at nede i dalen var det klart vejr. Eller klarere i hvert fald. Men heroppe på bjergkanten, hvor jeg var, lå der en tyk tung sky.

Seks timers silenende vand er koldt. Mine fingre var små stive røde pølser, der havde svært ved at bruge min telefon til at åbne navigationsappen – og i øvrigt godt det samme, for selv om jeg har et vandtæt cover på min telefon, var den ikke meget for at reagere i våd tilstand.

Mit regntøj er af letvægtsmodellen, og selv om det holdt vandet ude, blev især min jakke klistret våd. Under jakken havde jeg min fleecetrøje, så jeg frøs ikke på kroppen, men fordi jeg var så kold om fingrene, trak jeg ærmerne ned om dem. Dårlig idé – det varede ikke ret længe, før enderne af ærmerne var så våde, at jeg kunne vride dem. Dryp dryp med vand ned på stien foran mig.

Og mine sko, der er så praktiske og lette i sol, er ikke særlig praktiske i regn og mudder – mesh holder ikke den slags ude i ret lang tid.

Midt i denne uskønne vandfest mødte jeg, som det første andet menneske denne dag en bredvommet herre med en gigantisk rygsæk og en rød spids hat af filt. Meget lidt praktisk hat i regn – eller i sol, filt må være varmt – og den hang da også slukøret med sin spids.

“Halløj, du vandrende kvinde,” hilste han begejstret. Enten fordi han heller ikke havde mødt andre i dag eller bare fordi han var den begejstrede type, uanset vejret.

Vi udvekslede de vanlige fraser – hvor er du fra, hvornår startede du, hvor slog du lejr i nat, hvor langt tænker du at gå i dag, den slags.

Så spærrede han pludselig øjnene op under filthatten.

“Uh, er det M&M du har der?!?” spurgte ham og pegede på min sidelomme i rygsækken, hvor jeg havde parkeret formiddagens chokoladelager.

Det var det. Og ja, han måtte gerne få en. En blå, som han specifikt bad om. Og med et nærmest saligt smil gumlede i sig.

“Hvad er dit Trail navn?” spurgte han så.

Jeg svarede Lupin – som de lilla blomster, fordi jeg har opdaget, at mange ikke ved, at de lilla blomster, vi ser hele tiden, hedder Lupin.

“Ja, dem er der jo mange af. Men der er kun én af dig, og jeg er sikker på, du er noget særligt, skønne kvinde. Noget magisk vil ske for dig.” Sagde han og svingede en imaginær tryllestav. Som om han var en fe med sin fehat.

Jeg grinede og var, da vi skiltes, i et bedre humør end før. Regn eller ej. Gode feer eller bare specielle vandrere er altid sjovt at møde.

Og det humør steg cirka 500 grader, da regnen holdt op. Og endnu mere, da den blev erstattet af en stribe blå himmel og et par – varmende – solstråler. Ikke nok til at jeg tog noget af alt mit tøj af undtagen min hue, men lige præcis nok til, kombineret med en vind, at jeg kunne hive mit drivvåde telt frem og tørre det hængende hen over en busk, mens jeg spiste frokost med udsigt til en grøn dal og en turkis sø langt under mig.

Således opmuntret gik jeg videre. Desværre til et meget lidt opmuntrende område. Oregon var sidste år ramt af en række skovbrande, der betød, at store dele af Pacific Crest Trail var lukket, fordi den gik lige igennem de brændende skove.

Ilden blev slukket og stien genåbnede, men synet af det, ilden havde forårsaget, var uhyggeligt. Det, der havde været grøn og frodig skov, var nu sortsvedne stammer, der stak op fra en jord dækket af aske. Ingen dyr, ingen lyde udover en knirken og knagen fra træerne og ind imellem et højt smæld, når en af de døde grene brækkede af og faldt til jorden.

Jeg gik gennem det så hurtigt, jeg kunne. Dels for ikke at være et uheldigt sted, når en af de grene faldt ned eller et af træerne gav efter og væltede, dels fordi det var trøstesløst og uhyggeligt – jeg kunne sagtens se den skov være kulisse i en film, der havde døden som det primære tema.

Kort før den døde skov sluttede, væltede en flod ned gennem landskabet. Russell Creek hed den ifølge kortet, men som nogen vittigt havde bemærket i kommentarfeltet på Guthook, burde man måske omdøbe den til Dead Horse Creek, for lige der, hvor PCT krydsede floden, lå resterne af en død hest. Hovedet og forpartiet var skjult under vandet, men ryg, hale og bagben stak op og var dækket af et grønt lag mos blandet med gullige pletter af forrådnelse. Jeg stoppede for at tage et billede, men fik det med det samme dårligt, for der steg en klam stank af selvsamme forrådnelse op fra kadaveret.

Historien om hesten melder, at en kvindelig rytter gled på den stejle sti ned mod floden, hun brækkede sit ene ben, hesten alle fire, og mens hun blev fløjet ud med helikopter, var man nødt til at skyde hesten.

Og altså åbenbart lade den ligge og rådne i floden.

Efter det knapt så festlige syn hoppede jeg – meget lidt elegant, men tørskoet – på et par glatte sten over den brusende flod, gik et par kilometer mere, nu igen i støvregn, og slog lejr på en plads halvt i læ under et par grantræer.

Satte teltet op i rekordfart, tissede og krøb ned i soveposen med den intention ikke at komme op igen før i morgen. Madlavningen foregik derfor inde fra teltet. Altså ikke I teltet, men i den såkaldte vestibule, som ikke er ret stor, men stor nok til, at min gryde kunne stå der og koge vand.

Mens jeg holdt skarpt øje med den – jeg så for mig, hvordan en enkelt vildfaren gasflamme på to sekunder fortærede hele teltet, og så sad jeg herude med 50 km til nærmeste vej i regnvejr uden et telt. Ikke en super ønskværdig situation.

Det skete – heldigvis – ikke; til gengæld gjorde jeg en opdagelse, jeg var ret tilfreds med.

I stedet for at lave min brændende kærlighed – ja, jeg er stadig vild med pulverkartoffelmos – i min gryde hældte jeg kogende vand ned i en frysepose (de kraftige med lynlås, ikke de små sarte, bare til info hvis nogen vil gentage kunsten) og rørte gourmetretten sammen i den. Jeg kunne ikke spise det hele, og mens jeg sad med posen i hånden og overvejede, hvad jeg skulle gøre med den, opdagede jeg, at det var da egentlig den perfekte håndvarmer til de kolde fingre, jeg tit har inden sengetid, hvis jeg har ligget med min telefon og læst – eller skrevet et laaaangt blogindlæg.

Jeg vovede ikke at lægge den ned i bunden af soveposen til mine fødder, nej tak til en eventuel revnet pose med mos omkring fødderne, men var lykkelig for at have den på min mave og en hånd om den.

Så fra nu af laver jeg da bare ekstra mos, hvis jeg fryser. Og måske skulle jeg oven i købet sende idéen ind til Ude og Hjemmes side om gode husråd og få en tevarmer eller hvad der nu er takkegaven for tiden.

I en helt anden boldgade end tevarmere kunne man godt ironisere lidt over symbolikken i, at den første dag jeg er back on Trail med mig selv er det gråt, vådt og koldt, og stien går gennem det måske mest deprimerende område med tydelige spor af død og ødelæggelse.

I så fald vælger jeg den udlægning af symbolikken, at jeg trods alle de mindre festlige omstændigheder har gået 47 km (ankel er åbenbart back in business) og nu ligger varmt, trygt og dejligt i min gule hule. Har det været en sjov dag? Nej, ikke specielt. Jeg har vænnet mig til at være beskidt og svedig, (endnu) ikke til at være kold og våd, men det er også en del af at være her. Og jeg har ikke på noget tidspunkt i dag tænkt, at jeg ikke har lyst til at være her.

Tværtimod følte jeg mig heldig at være her, da jeg først på eftermiddagen rundede et hjørne i en del af den ikke-udbrændte skov, og der pludselig stod et rådyr midt på stien foran mig.

Det kiggede på mig, jeg kiggede på ham – eller hende -og sådan stod vi der og havde et (wo)man meets nature moment et minut or so, inden det graciøst hoppede ind i buskadset og forsvandt. Og jeg smilede og gik videre i regnen, meget taknemlig for den oplevelse.

3 kommentarer til “Dag 115 – dødens dag”

      1. Ah klart – jeg oplevede noget lignende med en halgstorm i sierra, hvor jeg havde sendt mit regngear fremad til min store fortrydelse, så nu har jeg det bare med hele vejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.