Dag 46 – slowmotion

Gået i dag – 13 km

I dag startede som i går: nærmest som havde jeg et indre ur vågnede jeg 7.30, stod op og daffede ned ad gaden til Lone Star Bistro og en cafe latte. Og sad igen i morgensolen og drak den.

Og nød den ekstra meget, fordi jeg de næste fire, måske fem, dage vil være kaffeløs. Og i det hele taget noget der er varmt-løst.

Jeg har besluttet at skille mig af med min gryde og brænder og kun spise og drikke ting, der ikke kræver kogning. For at spare vægt (gas vejer, gryde og brænder og vand vejer) og så fordi jeg de sidste mange dage ikke har gidet bøvle med det, men hellere vil spise tortillas eller nødder eller diverse barer – eller chokolade.

Så må vi se, om det bliver så bitterligt koldt i bjergene, at det bliver en kæmpe fortrydelse.

Anyway, efter kaffen hentede jeg Emily og så gik vi på posthuset – hun for at hente en kasse med mad, hendes mor har sendt til hende, mig for at sende den føromtalte gryde og brænder til en af mine private “posthuse” her i USA, denne gang søde Tore, som bor i San Francisco og hurtigt kan sende retur, hvis jeg fortryder. 🙂

Derefter pakkede vi vores habengut og så tilbage til Lone Star Bistro og en bagel, inden vores Trail Angel “taxi”, Magic Man, hentede os.

Magic Man er the one with the magic, vi mødte, da vi kom til Kennedy Meadows, hvor han helt fantastisk uddelte kolde drikke. Han uddelte også sit telefonnummer og en besked om, at vi bare kunne give lyd, hvis vi havde brug for transport fra Lone Pine tilbage til stien. Og det havde vi jo, så i går aftalte vi pick-up time med ham kl 13.

Behøver jeg sige – igen – hvor vildt det er, at der findes sådan nogle mennesker?! Der uden at ville have noget for det kører os, to for ham tilfældige kvinder, 35 km op ad en lillebitte hullet bjergvej til stien? Og i øvrigt bruger 3 måneder på ikke at lave andet? (Ja, altså ikke kun at køre os, men også et par andre vandrere 🙂 Jeg elsker Trail Angels.

Jeg elsker ikke den bjergvej lige så meget. Normalt har jeg ingen problemer med snoede små veje, men her blev jeg faktisk en lille smule køresyg. Og at vi samtidig steg et par tusind meter or so i højde hjalp ikke på det, så da vi var ude af bilen og inden vi satte i gang med vandreriet, måtte jeg lige sidde lidt.

Til gengæld var jeg overraskende i form til at stige yderligere, da vi først kom i gang. Op og op og op. Til omkring 3500 meters højde. Det kan man godt mærke på vejrtrækningen og syren i benene, men – tak til erfaring fra Nepal – slowmotion hjælper. Sloooow, slooooow, mere sloooow.

Så det var den fart, vi gik i. Slow, slow, slow. Lidt frustrerende i forhold til i ørkenen hvor vi ind imellem nærmest løb. Men vi var godt klar over, at bjergene ville være lig med en anden fart.

Så vi sneglede os frem, indtil vi nåede den første af de søer, vi har hørt og læst og set billeder af, og som var præcis lige så smuk i virkeligheden. Chicken Lake er den døbt, og den fik vores selskab så længe, at vi næsten overvejede bare at slå lejr lige der ved bredden.

Meeen det var alligevel for kort en dag, så på med rygsæk og fem km-ish videre. Til det fineste lille campsite i læ af en masse store klippeblokke. Og med en skråning lige ovenfor, hvor vi slæbte vores allerede meget forhadte bjørnetønder indeholdende alt spiseligt op – og spiste aftensmad med udsigt til solnedgangen over bjergene.

Helt stille var der. Ingen vind, ingen mennesker, kun en enlig fugl, der pippede godnat fra et sted langt derude. Og måske en bjørn somewhere – i så fald var han tavs. Ikke desto mindre var vi meget omhyggelige med at parkere bjørnetønderne langt fra teltene, som man skal.

Time will tell, om den kære bjørnefamilie kommer forbi for at snuse til dem. Altså tønderne, forhåbentlig ikke teltene.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg