POST-PCT: Mit idol hedder Al
Efter mine få minutters TV-berømmelse for nogle uger siden har jeg fået en masse henvendelser.
Mails og beskeder og opkald fra folk, jeg kender, folk, jeg ikke kender, og folk, jeg har kendt engang.
Der var Anders, som jeg var håbløst forelsket i i 8. klasse, men som desværre aldrig rigtigt så lyset i mig. Nu her 30 år senere arbejder han på en olieboreplatform ude i Nordsøen, og det var derfra, han havde set mig tone frem tete-a-tete med Jes Dorph.
Der var Anja, som jeg var bedstevenner med på handelsskolen, men som jeg ikke anede, hvor var nu, bortset fra at nu var hun på min telefon med en besked fuld af lovord og hjerter.
Og der var Martin, som jeg gik på Journalisthøjskolen med, og som jeg, indtil jeg blev skilt, så ofte, fordi han også var venner med min eksmand. Jeg havde desværre ikke set ham længe, men det han skrev til mig, rørte mig meget.
Og så var der Helle, som jeg ikke kender.
Og hvis besked havde gemt sig, fordi den var tikket ind på Messenger der, hvor beskeder fra folk, man ikke er Facebook-venner med, havner.
Helle skrev, at hendes drøm var at gå fra Valencia til Santiago de Compostela. Men at hun var 68 år, og om jeg mente, at hun var for gammel?
Jeg svarede hende i dag, da jeg opdagede hendes besked.
Jeg svarede, at jeg syntes bestemt ikke, hun var for gammel til at forfølge sin drøm.
Og så skrev jeg om en mand, jeg mødte på Pacific Crest Trail.
Jeg mødte ham på det, der var min dag nummer 30. Det var en steghed kvælende brændende varm dag i ørkenen. Det var dagen inden, vi ramte det hjørne af Mojave ørkenen, som Pacific Crest Trail skrår over, og han sad i støvet på stien foran en kilde og drak vand.
Jeg smed mig selv og min rygsæk ned ved siden af ham og gjorde det samme.
Jeg havde set ham dagen før, kort, da han sammen med en anden mand var passeret forbi mig. De var begge to iført vandreshorts af den slags, der var moderne i 80erne, og trukket helt op over navlen. Deres sokker var forsøgt hevet samme vej. De gik så langsomt, at de næsten gik i stå. Og ham her gik som Dronning Ingrid.
Jeg havde i al min fordomsfuldhed øjeblikkeligt dømt dem ude. De to – de kommer ikke ret langt.
Nu sad vi her ved kilden, og Al, som Dronning Ingrid hed, fortalte mig, at de var startet 11 dage efter mig. At de gik i snit 40 kilometer om dagen. At han havde besteget bjergtoppe over hele USA, og så havde han gået Pacific Crest Trail før. Og Appalachian Trail. Og Continental Divide Trail.
Da han var henholdsvis 65 og 68 og 70.
Nu var han 80.
Den anden mand var hans søn, og han var med for at bære, grinede Al, “for dét kan jeg ikke så godt længere.”
Jeg var vild med dem. De var så søde, de var så uhøjtidelige, og de var så mega seje, at jeg følte, mine ører lyste skarpt røde, så flov var jeg over mig selv og mine fordomme.
Jeg så dem aldrig igen, de gik ikke hurtigt, men de gik meget længere, end jeg gjorde på det tidspunkt, og de holdt ingen pauser.
Og så, for et par uger siden, da jeg scrollede ned gennem en af PCT Facebook-grupper så jeg, at 28. september var Al og hans søn gået ind over grænsen til Canada.
På det tidspunkt var Al 81 år og dermed den ældste nogensinde til at gå fra Mexico til Canada.
Jeg jublede og skrev straks til Estus, som også havde mødt Al nede i ørkenen. Fuck, hvor sejt altså.
Og ja, Al havde måske noget erfaring, som andre ikke har, men han havde også sin alder imod sig, og han gjorde det alligevel.
En anden, jeg er mindre imponeret af, er en tysk kvinde, som i denne uge blev reddet ud af en snestorm i bjergene i Washington.
Hun VILLE nå til Canada, så trods advarsler fra lokale om, at der var en storm på vej, og at hun ikke havde det rette udstyr til at klare sig i de barske bjerge i Washington i slutningen af oktober, gik hun ud i den. Og blev kun reddet ud i live, fordi en bekymret kvinde, hun havde mødt lige før, hun gik ud på det i øvrigt hårdeste område i North Cascades i Washington, ringede 911.
Den tyske kvindes telt var blæst væk, hendes sovepose var gennemblødt, hun havde så lidt mad, at hun spiste sne, og og hendes fødder var lilla af kulde.
I et efterfølgende interview med hende, som jeg læste på et amerikansk website, sagde hun, at hun var sat ud på Pacific Crest Trail for at tabe sig.
Jamen, det er jo både simpelthen så dumt og simpelthen så sørgeligt. Hun kunne have tabt meget mere end vægt i den snestorm i Washington.
Men apropos vægt har jeg taget næsten alle mine tabte kilo på igen.
Det sker, når man går fra at bevæge sig 12 timer om dagen til, som jeg gør nu, at sidde ved mit spisebord i 12 timer om dagen og skrive på min bog. Og kun bevæge mig, når hunden skal ud. Eller jeg skal på posthuset for at hente det certifikat, jeg har fået af Pacific Crest Trail Association, og som jeg egentlig synes er lidt skørt, men også lidt sjovt.
At være forfatter er også sjovt. Efterhånden som jeg får arbejdet mig gennem dagene på min blog, husker jeg ting, jeg havde glemt – og jeg opdager, hvor fokuseret jeg har været på at oplyse jer om tidspunkter og distancer. Jeg læste aldrig igennem, hvad jeg skrev, før jeg udgav indlæggene. Det burde jeg måske have gjort, men har så nu muligheden for at sortere nogle af de mange tal fra i bogprocessen.
Et enkelt tal, eller dato, jeg dog gerne vil huske alle eventuelle kommende Pacific Crest Trail-vandrere på: Overvejer I på nogen måde at tage afsted næste år, er det 14. november kl. 18.30 dansk tid, man skal sidde klar ved computeren for at søge om tilladelse. Vigtigt.
Gitte, that is so weird about Al. Some time in June/July, I went on a back pack trip out of Horseshoe Meadows and crossed PCT on Cottonwood Pass. There I ran into an elderly man and we chatted for a few minutes. He too was 80 years old and it was his second time hiking PCT and he too had started out with this son but he was now alone and he said he didn’t have it in him to continue and planned to go home. Now I wonder if that is the same man and maybe he changed his mind and perhaps his son joined him again. I wished I had taken a picture of him so I could compare. That would be so crazy if we had run into the same guy…even crazy if it was two different guy with such similar stories.
I only heard of one other hiker around that age, and he didnt hike with his son. So it might very well have been him. Who then yes, changed his mind.
I am in such awe of him!
Stadig glad for dine indlæg her! 🙂 Jeg kommer til at gå PCT en eller anden dag…ved ikke helt hvornår, men det sker på et tidspunkt…om et par år tror jeg. Jeg er 53 nu, så der skal ikke gå 10 år ;). Men godt at vide, at man skal søge om tilladelse på et bestemt tidspunkt! Kan du give et hint om, hvor meget turen har kostet dig cirka? Indregnet et hotel her og dér, ligesom du har gjort det?
JA. Det skal du gøre, Rose. Og alder er ligegyldigt!
Jeg brugte cirka 80.000 alt inklusive, men laver et indlæg om det en af dagene, for flere har spurgt 🙂