Dag 113 – ville en dansker nogensinde gøre det?
Gået i dag – 19 km
Jeg har været længe nok i journalistik og især den webbaserede af slagsen til at vide, at overskrifter – rubrikker, som det hedder i den verden – er what makes trafiktal go up. Mest dem om sex og vold og 140 tåbelige tegn på Twitter fra Trump. Men altså også spørgsmål som ovenstående. Som ja, er lidt en lokke-læsere ind rubrik, for i dag handlede ikke kun om det. Hvilket så er, hvad man kalder at vinkle.
Og når man vinkler, skal man vælge én ting for ikke at holde en vinkelfest. Det var i dag et lidt sværere valg end andre dage, for i dag kunne jeg også have valgt at lave en overskrift på noget andet vigtigt, der skete: jeg vågnede med en smertende venstre ankel.
Jep. Uden at vide hvor det kom fra. Jeg var ikke vredet om på anklen, jeg var ikke faldet, jeg var snublet over lidt trærødder dagen før, men ikke mere end normalt.
Det gjorde ondt at dreje den. Det gjorde ondt at trække mine tights op over foden. Det gjorde ondt at tage sko på. Det gjorde især ondt at træde på den.
What the hvad nu?!?!
Jeg kunne godt være kravlet tilbage i soveposen og have givet den ankel ro, men det gjorde jeg ikke. I stedet slugte jeg to Ipren, tog rygsækken på og gik. For det er det, man gør. Går og går og går. Går ud i den kolde Oregon-morgen, hvor min ånde hang i luften foran mig som en røgsky og varslede om efterår. Efterår. Hvor blev sommeren af? Det føles som i går, at jeg gik under den brændende sol langt nede i Californien.
Jeg gik 10 miles, 16 km. I den her kontekst er det en lille tur. Også selv om min ankel stadig værkede, omend det var, som om det hjalp at være i gang og varm – i musklerne, ikke på mine fingre, der var små kolde pølser.
Efter 16 km var der en sti, der førte ned til en landevej, og den gik jeg ned til for at forsøge at få et lift de 50 km ind til Bend, en af Oregons større byer.
Det er normalt ikke herfra, man blaffer sig vej til Bend, men jeg havde ikke lyst til at gå yderligere 48 km og først være der i morgen, når nu der rent faktisk var en vej. Jeg troede på, at the Trail ville provide.
Jeg stod der i vejkanten lidt tid. Mest fordi der var meget lidt trafik. Og de få biler, der susede forbi, var af slagsen med en overdimensioneret, som de ofte er, campingvogn monteret bagpå – og de stopper, har jeg erfaret, sjældent. Måske fordi de ikke bare sådan kan bremse med det monstrum bagpå, måske fordi ejerne ikke vil have beskidte vandrere i nærheden af deres skinnende rullende hjem.
Så stoppede en bil. Eller rettere, faktisk kørte den forbi, men så ombestemte chaufføren sig åbenbart, for han bremsede og bakkede.
“Jeg skal kun 10 km til Sparks Lake,” sagde han. “Men måske har du mere held derfra. Hop ind.”
Hopper man bare sådan ind, når man er kvinde alene på en øde landevej midt ude i en skov? Jeg vurderede lynhurtigt – formentlig mere med min intuition end noget andet – om jeg ville ende i en skraldesæk inde i buskadset ved at hoppe ind i den her bil, og så tog jeg min telefon med mig i hånden ind på passagersædet. Ikke at jeg sikkert ville kunne nå at ringe til nogen, hvis chaufføren skulle få ideer om noget, men bare fordi alligevel.
Jeg havde dog ikke noget at frygte. Som jeg bortset fra den afdankede hippie med en bajer i hånden for en uges tid siden – og det var mere hans sprut i blodet end hans intentioner jeg var bange for – ikke har følt fra nogen af de efterhånden mange fremmede, jeg har kørt med.
Denne herre var på campingtur og var pt ude og lede efter gode mountainbikespor. Det kunne jeg ikke rigtigt hjælpe med – PCT er lukket land for de tohjulede og det er den eneste sti, jeg følger, fortalte jeg ham.
Og så talte vi lidt om Danmark og om Oregon og om at hans nabos sønner hjemme i Portland havde været på vandretur i weekenden for at træne til deres tur på PCT næste år. De havde gået 16 km om dagen og var ved at dø. Hvorefter han var ved at dø, da jeg sagde, at det havde jeg gået her til morgen. Og det var, som om han ikke rigtigt hørte den del om, at jeg jo altså også efterhånden havde temmelig mange kilometer træning i benene.
Han satte mig af længere oppe på den øde landevej. Hvor jeg stod i under et minut før en Pick-up truck blinkede ind.
Igen en hurtig vurdering af chaufføren, som denne gang var endnu hurtigere, for han havde to hunde med sig – og hundemennesker er jo per definition gode mennesker -den ene en lille stridhåret sag, som normalt havde passagersædet, men nu fik plads på bagsædet. Indtil han sneg sig om til mig og brugte den godt halve time til Bend på at slikke det salte sved af mine beskidte hænder.
Min chauffør hed Cory og var lokalfødt. Havde boet i Portland, but I am not a cityboy, you know, og fem år på venners sofaer på Hawaii, mens han surfede og ind imellem tjente sit land i Hawaiis hær (ja, sådan en har tropeøerne ude i Stillehavet åbenbart), men nu var han tilbage i Bend. Gift og glad og med en kajak på ladet og sin søster og mand fra Montana på vej på besøg i en bil bag ham. Som nu var foran, fordi han var stoppet for at samle mig op.
Så mens vi kørte og talte om kajaksejlads og vandreture og Cory nikkede “right on” til alt, hvad jeg sagde, forsøgte han at få fat i sin søster for at guide hende til hans adresse i Bend.
For han havde ingen planer om bare at smide mig af og skynde sig hjem. Næh nej, han insisterede på at køre mig downtown og følge mig over til den friluftsbutik, hvor jeg havde et par sko lagt til side. Det er tid til udskiftning, og da jeg ikke er den eneste, vandrer, der skifter i Bend, havde jeg været så forudseende at ringe og reservere i min størrelse.
Bagefter kørte han mig til et supermarked. Og ikke bare en tilfældig Safeway, som er den kædebutik, jeg normalt handler i i byer – igen næh nej, vi kørte udenfor bygrænsen for at handle i Trader Joe, som ifølge Cory var noget helt særligt. Okay så. Jeg købte nogle helt særlige jordbær, juice og en salat.
Derefter ringede han, med højtaleren slået til, til en ven for at høre om overnatningsmuligheder til Denmark – og beklagede virkelig meget, at han havde sin familie på besøg, for ellers var jeg meget velkommen hos ham og konen. Ven tilbød fluks, at jeg kunne sove på hans fars ranch.
“There are plenty of rooms. And also a washer if you need to do laundry.”
Jeg var helt overvældet af al den uventede hjælp og venlighed og taxikørsel rundt i byen.
Og det er så her, man kan spørge sig selv, om det også ville ske i Danmark? Tilfældig mand – altså end ikke en Trail Angel – samler tilfældig blaffer op og leger taxi inklusiv at holde i kø, gå med ind i supermarkedet, foreslå hoteller og ringe til ven i eftersøgning på en seng. Ville det ske? I dont think so. Desværre. Men måske skal jeg tage på en blaffertur til Skagen efter det her. Bare for at finde ud af, om jeg tager fejl.
Jeg takkede pænt nej til et ranchbesøg – jeg ville bare gerne checke ind på et hotel og lukke døren bag mig og smide min ankel op på sengen.
Så det blev det til. Et meget lidt charmerende motel på en meget lidt charmerende trafikhovedåre. Men billigt og med et badekar at håndvaske al støvet og skidtet ud af mit tøj i. Med vaskepulver jeg tiggede hos rengøringskonen. Og så tog jeg et par timer med benene oppe og spiste mine jordbær og drak min appelsinjuice, inden jeg trissede – nu med en bedre ankel – downtown for at drikke et par øl med nogle vandrere, der også bor på ucharmerende Motel 6.
Og hvor billige moteller ikke er noget at berette længe om, er downtown Bend til gengæld så hyggelig, at byen nu står på min liste over steder, jeg gerne vil tilbage til, hvis jeg en dag kommer til Oregon og ikke opererer med en deadline, der hedder Canada, før sneen falder.
Et Canada, der stadig er lukket – altså Pacific Crest Trail overgangen – på grund af skovbrand. Jeg ved stadig ikke, om jeg mest håber på masser af regn, der slukker den, eller helst vil have tørvejr og gå en stor og tilladelsestung omvej for at gå ind i Canada et andet sted. Lader indtil videre svaret på det svæve i vinden.
Hvad er det nu, dine sko hedder? Du skrev vist noget om (ved sidste skoskift), at det er den sko, de fleste bruger? Ret vildt at dine fødder/ankler kan holde til det uden ankelstøtte. Hvor mange kilo går du med, tror du?
Og hov….hvor var Scoop henne på dagens etape?!
Tak for smukke smukke billeder fra Oregon! 🙂
Hej Rose, mine sko hedder Altra Lone Peak. Og ja, de er ret populære, selv om der ikke er nogen ankelstøtte. Til gengæld er de lette Kilo – omkring 10 i snit med mad og en liter vand.
Ah…gotcha. Det ser ud til, at de findes i en model med ankelstøtte. Uha det er farligt…jeg kan ikke stå for fodtøj! 🙂
Netop i denne uge har jeg tænkt over dine fødder og ankler:). Hvordan har de klaret miles efter miles uden kny.
Håber de nye sko og lidt hvile hjælper.
Ville det ske i Danmark med alle de hjælpsomme og frivillige mennesker? Næh.
Mine fødder har det mirakuløst fint – stadig ingen vabler. Og forhåbentlig også den ankel efter en (halv) hviledag 🙂
Jamen, hvad er nu det for en farve, Gitte?!! 🙂 Rigtig god bedring med anklen! Vildt mange tanker til dig fra mig, som virkelig vil gøre mig endnu mere umage med at hjælpe turister, som jeg møder på min vej. Tror lige vi må oppe os, hvis vi skal komme i nærheden af de søde mennesker du møder på din (lange) vej!