Dag 2 – vabler og frøer
Gået i dag: 16 km
Klokken var 5.40, da jeg vågnede. Frisk som den der havørn. Måske fordi jeg stadig kører på en tidszone, der er ni timer foran Californien-tid, måske fordi jeg sov som en baby klokken meget tidligere end normalt.
Da jeg stak hovedet ud af teltet, var to tredjedele af de i nærheden af 20 telte med vandrere, som også havde slået lejr aftenen før, væk.
Læs: man starter (meget) tidligt for at undgå at gå i alt for meget bagende sol. Oh well – Lara (som faktisk hedder Laura) og jeg var ikke klar til take-off før halv otte-ish. Hendes vabler, der i løbet af natten ikke mirakuløst var forsvundet, tværtimod, krævede en større omgang tape, før de kunne proppes ned i et par sko.
Og selv det var ikke nok. Efter omkring ti minutters vandring erklærede hun, at det her blev en lang dag for hendes fødder.
Jeg havde thank God ingen vabler whatsoever, men ved udemærket hvor sindssygt smertefuldt det er, så vi gik langsomt og roligt. Stoppede op og betragtede de mange kaniner, der var på hoppetur i morgensolen, en lillebitte slange, der solede sig på stien (og ikke en klappermodel altså), og hyggesludrede lidt med fire unge mænd, der var på mtb-bike tur og ville høre alt om vores pct-projekt.
De kendte hinanden fra den lokale kirke, informerede de os om, og inden vi gik videre, spurgte de, om det var okay, at de gav os en blessing med på vejen. Ja da.
Så med hinanden i hænderne og cyklerne akavet mellem benene gav de os en velsignelse – for en sikker tur til Canada, med håb om masser af energi, styrke, glæde og indre ro til at klare, hvad end vi måtte møde. Amen.
Således velsignede gik (humpede) vi 10 km til det næste sted med vand – og så kunne Lauras væskende fødder absolut ikke mere.
Vi smed os ved et picnicbord i skyggen – klokken var godt 11 og temperaturen i nærheden af 40 grader. Selv der i skyggen og uden at bevæge mig overhovedet løb sveden ned ad ryggen på mig, ned over panden, selv ud af armene kom der vand. Eneste sted jeg var nogenlunde kølig – eller lidt mindre svedig – var på benene. Jeg havde tidligere på dagen skiftet fra bukser til shorts – hellere luft og en centimeter solcreme på benene end at have dem pakket ind. Til gengæld havde jeg så været så dygtig at mosle de bare ben ind i en åbenbart halvgiftig plante, der havde beriget mig med en hidsig rød plamage på anklerne.
Indenfor de næste par timer dukkede en håndfuld øvrige vandrere op – den ene mere opkogt end den næste.
Først Tim – en australsk gut med rødt hår og hud i en tone, der normalt følger rødhårede – han var indhyllet i tøj for at beskytte sig mod solen og bællede bunker af vand, inden han kunne samle sig om at hilse på os.
Så kom Gail – en 72-årig storsnakkende herre fra Idaho, som strippede ned til underbukser og med telefonen for øret humpede på sine vabelbefængte fødder over til toiletterne, mens han højlydt fortalte vedkommende i den anden ende, at han havde en eksistentiel krise – var det her overhovedet noget for ham? (Det var det åbenbart ikke – han gik over i skyggen af et andet træ og ringede efter en exit, for en time senere rullede en pickup truck ind og chaufføren råbte: cowboy coach here, you called for a ride? Og så var Gail, stadig i underbukser, out of there.)
Dernæst fik vi selskab af et par, vi havde mødt tidligere (jeg allerede hos Scout & Frodo i San Diego) og som var proffer – den ene af dem havde gået pct tre gange tidligere (!).
Og til sidst et ungt par, der troede, de var proffer, og til trods for at de var startet samme dag som os mente at vide og uopfordret holdt foredrag om alt om hele stien, inklusiv hvilken rygsæk man absolut ikke kunne komme gennem den her tur uden (sjovt nok den de havde – surprise.).
Da klokken var fire og solen var – en lille smule – mindre stærk, snørede Laura sine sko og sammen med Tim, som var blevet i skyggen under træet med os i de mange siestatimer, gik vi de godt seks kilometer, som der ifølge de apps over ruten, vi er udstyret med, var til næste vandhul. Og nej, desværre ikke vandhul som i en her-kan-man-få-kolde-øl-og-en-gewesen beverding, men et helt ægte vandhul.
Det hul viste sig at være en fin lille å-ish, som løb nede i en slugt godt 30 meter under stien. Der var en – forholdvis stejl – sti derned, men vi halvt gik, halvt skred ned gennem gruset til åen, og slog så lejr dernede på et fint stykke græs mellem klippestykker og vand. Virkeligt smukt – især da det – ret kort tid efter – blev mørkt og den knaldblå himmel over os forvandlede sig til det vildeste stjernetæppe.
Eneste aber dabei var de millioner af frøer – mindst! – der kvækkede om kap nede i åen, som havde de lige opdaget, at der faktisk var lyd på dem. Tak til mig selv for at have medbragt ørepropper!
Ps. Jeg ville utrolig gerne have indsat billeder, men for some reason kan jeg ikke få lov til det via den ellers så smarte app, jeg bruger – det ér fejlmeldt til IT.
Tænk, jeg vidste ikke at det var et reality show du skulle med i Gitte Det lyder helt vildt fedt, vildt og skørt det hele – jeg elsker det. Og hepper på Holtze Kram
Sikke et eventyr, Gitte! Og ikke dårligt med en blessing – det kan da ikke skade. Jeg savner ikke fotos – dine ord er rigeligt til, at man kan se det hele for sig. Der er ingen grund til at lade fotos blive et irritationsmoment.
Hej sis❤️ Tak for SOS-update med så præcis angivelse af, hvor du befandt dig for en god håndfuld timer siden. Sjovt at følge med og finde din lille ‘sti’. Keep on going… det lignede, at der var vand i nærheden kram fra et sommervarmt Danmark
Hvor er jeg da utrolig glad for, at du har fået en blessing med på vejen. Det gør din kusine i Kolding helt rolig:-)
Hep hej! jeg er lige kommet med på rejsen i dag. Og jeg sidder og græder af grin over det indre billede af fire gutter med mtb’ere mellem benene der velsigner jer 😀 Sikke et persongalleri, jeg glæder mig til at læse videre, og satser på at indhente dig her på bloggen inden du når til vejs ende 🙂