Dag 86 – Californien brænder

Gået i dag – 41 km

Klokken 4 i nat vågnede jeg ved, at en blodrød måne lyste ind i mit telt. Det var et syret syn – som om nogen havde sprøjtemalet den – og lidt uhyggeligt, fordi jeg godt vidste, det var den vilde skovbrand nær Redding, der var skyld i dette specielle fænomen.

Da Scoop og jeg begyndte at gå halvanden time senere, var det solen, der så anderledes ud, end den plejer.

Først var den der slet ikke. Den var skjult et sted deroppe på en himmel, der så ud som var den dækket af et gråt tæppe af skyer, men som var røg. Et slør af røg, der, da solen på et tidspunkt tittede frem i en sprække, fik den til at ligne sin fætter, månen, i sin blodrøde kappe.

Omend det var et særligt og ikke særligt festligt syn, velvidende hvad det skyldtes, var røgtæppet en gave til os. For det betød en form for beskyttelse fra solen. Så meget at jeg startede ud med lange bukser på og ikke bare shorts, som jeg plejer.

Selvsamme morgenkølighed gjorde, at vi kunne gå hurtigere. Kølig luft ér bare bedre vandrevejr end 1000 grader. Samtidig var der ingen bakker, og terrænet var en hårdtstampet skovsti, så efter 13 km var vi ved Hat Creek Resort by breakfast-time.

Hat Creek, som også hedder Old Station, er – endnu – en samling af huse i fænomenet small town America, og endnu et af dem, der var interessant for os, fordi et af husene var en café. Altså cirka 5 km nede ad vejen, så vi skulle lige score et lift først.

Den slags kan tage lang tid på veje, der fører til udkants-USA, men – thank you, Trail – vi havde stået der i måske 10 sekunder, og jeg var end ikke nået til at tage min rygsæk af, en bil drejede om hjørnet, bilisten knaldede bremserne i, og en kvinde ivrigt lænede sig hen over – maste nærmest – den lille asiat, der sad i passagersædet, og hvinede:

“Are you PCT-hikers?!?”

Øh ja, det var vi jo.

“Hop on in. Come on. Come on.”

Jeg følte mig lidt som en celebrity, nogen er fuldstændig starstruck over at møde, da vi havde smidt vores rygsække bag i vognen og hoppede ind på bagsædet og vores chauffør stirrede på os med henrykte øjne. Og ville vide alt om Pacific Crest Trail. Hvad man spiser, hvor man sover, hvor langt man går hver dag, hvad det hårdeste er, hvad det bedste er, vores Trail names. Og kom med små begejstrede hvin ind imellem.

Hun spurgte og spurgte, og da vi nåede JJs Café, som var vores mål, ville hun have vores Instagram navne, så hun kunne følge os.

“You are my heroes. I am doing it next year. I am. I really am.”

“Gør det!” svarede jeg.

Og så gik jeg ind på cafeen og bestilte bacon og æg og kaffe og pandekager. Og slugte det hele på meget kort tid.

Strækningen efter Old Station er kendt som en af de notorisk hårdeste på pct i det nordlige Californien. Dels fordi der er langt mellem mulighederne for vand – cirka 27 km – dels fordi Hat Creek Rim, som man følger, er bart land med små buske og ingen træer, man kan søge ind under for at finde skygge for den brændende sol.

Vores held, omend det er skrækkeligt at sige fordi det er frygteligt for andre, var igen skovbranden i Redding.

For hvor man under normale omstændigheder har solen bankende ned i nakken, havde vi på grund af røgtæppet bare en sløret udgave, der gjorde det varmt, men på ingen måde uudholdeligt. Og af årsager jeg ikke forstår, lugtede der ikke af røg. Overhovedet faktisk.

Så selv om røgtæppet så også betød, at de garanteret vilde udsigter, der var udover dalen fra plateauet, var skjulte, var det en ganske behagelig vandretur. Som kun blev mere yeah, da vi stødte på to gange Trail Magic.

Den første bestod af en køleboks med iskoldt – som i nærmest frossent – vand og colaer og en pose appelsiner. Den anden var sponsoret af Joe Dirt, som han kaldte sig selv, og var et fornemt setup med parasoller, havestole, chips, chokolade, øl, sodavand og til dem, der blev til dinner, tacos.

Det gjorde vi ikke, for vi ville lidt videre, inden vi slog lejr. Så da jeg havde bællet en liter Gatorade, gik jeg videre.

Scoop bundede fire øl, inden han fulgte efter, og nåede frem til der, hvor vi havde besluttet at gøre sove-holdt 5 km længere fremme i et vældigt festligt humør. Som gjorde det til en underholdende seance for mig at se ham kæmpe med teltpløkker i en stenhård jord i en halvbrandert.

Da det var næsten mørkt, kom en stor flok vandrere væltede ned fra Joe Dirts tacofest og slog lejr nærmest hele vejen rundt om os.

De havde tydeligvis også gravet dybt i kassen med øl, så det blev til en nattesøvn takket være ørepropper.

Og et håb om at den ild, der raser bare 80 km vest for os, ikke breder sig denne vej.