Dag 34 – mødet med the Lord

Gået i dag – 21 km

Målet for i dag var Tehachapi. En lille grøn oase af en ørkenby inden sidste 200 km stræk til bjergene.

Så vildt at tænke, at jeg om godt en uge er ude af ørkenen, færdig med første etape af turen og dermed vil have gået 1.100 km. Det betyder også, at mit hoved er begyndt at være optaget af næste strækning, som er bjergene, the Sierras – og dermed bjørne, sne, floder og meget mindre civilisation, end der trods alt har været i ørkenen.

Jeg prøver dog på ikke at tænke alt for meget frem – for det første tror jeg, at det er den sikre vej til at blive stresset, for det andet (prøver!) jeg at være til stede der, hvor jeg er. Og ørkenen er på sin egen barske måde smuk.

Tænkte jeg, mens jeg fulgte stien op og ned og rundt om de bløde bakker, der ligger her på kanten af den flade dal, jeg i går krydsede over.

Over mig og i horisonten tårnede hundredvis af vindmøller sig op mod himlen, men jeg må have gået i læsiden af vinden, for den var kun blid og behagelig, og kombineret med – åbenbart – et fald i temperaturen var det perfekt vandrevejr.

Ikke desto mindre: Da jeg nåede til den vej, der fører ind til Tehachapi, tog jeg en beslutning, som nogen vil kalde pjæk.

For der er også en vej ind til Tehachapi 12 km længere fremme. Og det var egentlig den, jeg gik efter, for det er der, jeg planlægger at komme tilbage på stien – af den årsag, at der ikke er nogen “vandhuller” i 25 km derefter – og at komme tilbage til stien på den første Tehachapi-“afkørsel” vil dermed betyde intet vand i 37 km.

Hvad gør man så? Går de 12 km i dag? Går 37 km (læsset op med vand) efter Tehachapi? Eller står af ved den første “afkørsel” og på igen ved den anden og dermed springer 12 km over, altså pjækker, snyder eller hvad man vil kalde det?

Jeg valgte det sidste. Besluttede at jeg godt kan leve med mig selv, selv om jeg dermed ikke betræder hver en centimeter af pct.

Så jeg gik op til vejen, klar til at tomle med mig selv – for første gang.

Oppe ved vejen på en form for parkeringsplads stod der en ældre herre udenfor en bil.

Skal du tilfældigvis ind til Tehachapi, spurgte jeg ham.

Ja, det skulle han, men han ventede på sin nevø og dennes ven, som var på vej ned ad stien og ville være her om en halv times tid. Hvis jeg ville vente på det, var jeg velkommen til at køre med. Det ville jeg gerne.

Så vi ventede. Og imens vi gjorde det, fortalte Uncle Dave, som han hed (altså Dave og var onkel til Eric, som var nevøen), at han havde været i militæret i 21 år, havde besøgt 17 lande (og at Tyskland var hans favorit “despite Second World War, those bastards”), havde friet til sin kone Debbie efter ni dage, mens han “served our country” og hun sagde først nej, fordi alle soldater var jo gift og det troede hun, at den flotte unge mand i uniform også måtte være, at the Lord havde givet dem tre sønner og en datter, som var handicappet, at han var født i West Virginia, men nu boede i Tehachapi, at hans ene søn, den eneste som var gift – så heldige havde de andre desværre ikke været – havde to børn, den ene var rødhåret og opkaldt efter sin farfar, og de boede i San José, og han lavede marmelade – altså Uncle Dave – af frugt og uden sukker, for han havde sukkersyge, og solgte det på markeder til 3 dollars for et lille glas og 5 for et stort, og det var tåbeligt ikke at købe det store, for man fik mere for pengene, og hans favorit var den med rødbeder, men han havde indtil videre opfundet over 50 forskellige smagsvarianter.

Det er sjovt med amerikanere. Langt de fleste af dem, jeg har mødt, er vildt gæstfrie og hjælpsomme på en ret udansk måde. Og åbne – jeg ser ikke for mig, at nogen danskere ville remse hele deres livshistorie op til en vildtfremmed. Men samtidig kun tale om sig selv. Ikke et ondt ord om Uncle Dave, men der er noget fascinerende over folk, der bare beretter ud i en køre uden et eneste spørgsmål til lytteren ud over How are you.

Anyway, gæstfriheden er som sagt enorm, og i Uncle Daves tilfælde blev den ikke mindre, da Eric og hans ven Eddie endelig kom ned fra stien og vi støvede og svedige moslede os ind i Uncle Daves gamle vogn, hvor han undervejs på turen ind til Tehachapi uden videre tilbød mig at overnatte hos dem.

Jeg takkede pænt nej – jeg havde set frem til mit eget hotelværelse med mit eget badeværelse og muligheden for bare at ligge i en seng med rene hvide lagner og spise frugt. Og regnede med, at Uncle Dave så bare ville sætte mig af ved det hotel som aftalt.

Men næh nej, først skulle jeg lige med hjem med “drengene”, som han kaldte sin nevø og ven. Så vi kørte ud til et villakvarter i Tehachapi og op foran et hus omringet af den grønneste græsplæne, jeg nogensinde har set, roser i alverdens farver langs husmuren, og en overdækket veranda med en hot tub. Som jeg var velkommen til at hoppe i.

Indendøre – for jeg skulle da lige med ind og hilse på hans kone, insisterede Uncle Dave – mødtes jeg af et syn, jeg heller aldrig har oplevet før. Hele entréen og halvdelen af køkken-alrummet var stablet nærmest bogstaveligt gulv til loft med marmelade. Tusindvis af glas var der. På komfuret stod en gryde og boblede med seneste variant, Granny Smith med kanel, og til afkøling rundt omkring på hylder og reoler stod andre modeller.

Det eneste nogenlunde ryddede område var et alter. Eller noget der mindede lidt uhyggeligt meget om det – kors, forskellige kristne koryfæer og små lys var omhyggeligt arrangeret ind imellem billeder af børn, børnebørn og Uncle Dave himself som ung på et gulnet billede af fem børn med vandkæmmet hår.

Vil I have en sandwich, spurgte Uncle Dave. Retorisk, for selvfølgelig ville vi det. Og så grillede hans kone – på panden og med masser af smør – tre gigantiske ham&cheese sandwich til Eric, Eddie og jeg, serverede det med iskold mælk fra verdens største og mest proppede (amerikaner)køleskab, gav os cookies til dessert og bad os i øvrigt help ourselves til hvad vi ellers havde lyst til at spise eller drikke.

Det var intet mindre end paradis, og det må Uncle Dave have vidst, for midt i det hele kom han ud i køkkenet og brød højtideligt ud i en bordbøn.

“Thank you, Lord, for this meal, for bringing my nephew and his friends safe to my home” – og en masse mere tak og blessings, som jeg ikke lige kan huske de specifikke ord til (undskyld, Gud), og så et Amen, som både kone og nevø istemte, mens Eddie – og jeg – sad lidt paffe med mælkeglasset stivnet halvt oppe ved munden.

Det hele var nærmest surrealistisk. Et par timer før havde jeg gået på en støvet sti og tænkt på, hvor smuk en tør ørken egentlig er; nu sad jeg her midt i en åbenbart kristen højborg med en tidligere miltærmand og marmelademager. Men også fantastisk – en af den slags oplevelser, man på ingen måde kan planlægge og som jeg bestemt ikke ville have været foruden.

Bagefter kørte Uncle Dave mig downtown til et hotel. Jeg checkede ind for to nætter – planen er, at Emily kommer i morgen (Laura er rejst hjem som hele tiden har været planlagt; hun havde kun fri fra arbejde i fem uger) – og indtil da hedder det bad, mad og ingenting-tid. Hotel, sweet hotel.

Ps. I al min befippelse tog jeg desværre ingen billeder af Uncle Dave, men tænk Onkel Anders og tilsæt lidt Vietnam War veteran look (altså lidt slidt og hårdkogt), så har I hans udseende.

About the author

Comments

  1. Hej søde Gitte jeg følger dig hver dag og det bedste der sker er når der i min inbox ligger en besked om at der er nyt fra dig – hold nu op hvor er jeg imponeret over dine fortællinger…kan jeg allerede nu booke dig til foredrag om CA og ikke mindst Oregon når du kommer hjem og det er betalt naturligvis:) kh Karin

    1. Du er sød, Karin – og ja, selvfølgelig kan du det. Omend du nok må regne med et timelangt foredrag – der er vanvittigt meget at berette om. :). Og vil helt sikkert være det fra Oregon også, som jeg i øvrigt glæder mig meget til at nå til – det skulle være en vildt flot strækning (og sikkert med endnu flere skøre menneskemøder 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg