Dag 109 – hvad gør vi, hvis du dør?

Gået i dag – 25 km

Oregon er skov. Også en masse andet, men her hvor jeg er, er der træer over det hele, i alle retninger, i alle størrelser og sorter og aldre. Jeg har aldrig set så meget skov i mit liv og er på en måde meget fascineret af det.

Men også meget forundret over, hvordan alle disse træer klarer sig med så lidt vand, som der er på i hvert fald den strækning, som Pacific Crest Trail snor sig igennem. Og ja, jeg er med på, at grantræer ikke har brug for samme mængder vand som sarte sommerblomster eller vandrere, men alligevel.

Og årsagen til at jeg havde den undren var, at der er i dag var en 35 km lang strækning uden vand. Som var lig med at slæbe på utrolig mange ekstra kilo vandflasker. Uf.

Inden vi nåede så langt, var der dog lige en mindre rejse fra cowboybyen Chemult de godt 35 km tilbage til stien.

Og den blev lidt forsinket, for jeg sov fra mit vækkeur – en ny first på den her tur, hvor jeg ellers har fået for vane at vågne af mig selv senest kl 7 og ofte meget tidligere.

Så inden vi havde spist morgenmad, pakket, taget et lynbad og købt en Subway sandwich to go og spise til frokost ude i naturen, var klokken næsten 11. Og vi manglede stadig at få nogen til at stoppe og tage os med i sin bil.

Det blev en midaldrende herre, der med sin husky var på vej fra Canada til Sierra Nevada for at vandre. En køretur på godt og vel 16 timer. Han var halvvejs, da han passerede igennem Chemult, og var glad for at samle os op – for the company, all those hours driving a car gets lonely, som han forklarede.

Vi var glade for at blive samlet op og især for, at han gad at køre en omvej for at sætte os af det rigtige sted, som ikke helt var på hans rute. Tak, vandremand fra Canada.

Inden jeg forlod Chemult, nåede jeg også at tjekke Facebook for nyheder. Mest på Pacific Crest Trails side, hvor jeg blandt andet opdagede, at stien i denne weekend er blevet lukket på det allersidste stykke før grænsen til Canada på grund af skovbrand. En brand, der åbenbart ikke bare er farlig røg, der driver ind over Pacific Crest Trail, men også ild.

Det var, for at sige det på den milde måde, ikke ligefrem opløftende nyt. Tænk at gå 4215 km og så ikke kunne gå de allersidste 50 km til grænsen og målet, fordi stien er lukket.

Nu er der stadig en måned eller mere, til jeg er så langt, men den estimerede dato for hvornår ilden er slukket, hedder 1. oktober. Og det er – kunne jeg forstå på kommentarerne på Facebook – bare en dato, der er slynget ud, fordi det i virkeligheden handler om, hvornår der falder nok regn i den del af USA til, at den slukker ilden. Og det er der ingen, der ved hvornår sker.

En anden opdatering, der også greb mig, var en skrevet af en nevø til en af dette års vandrere.

Han – altså ham, der havde gået Pacific Crest Trail – hed Hans, var fra Tyskland, og nevøen lavede opslaget, fordi hans onkel var pludselig død af et hjertestop. Mens han gik ude på stien et sted i Washington. Og nu ville han gerne høre, om nogen havde mødt hans onkel for at få en idé om den sidste tid i hans liv.

Det var rørende, og fik mig, da jeg kom ud på stien og der ikke er andet end tid til at tænke, til at tænke på en besked, jeg fik fra min ene lillesøster.

Det var helt tilbage i ørkenen, i Tehachapi, i starten af juni, og jeg fik den, mens jeg sad ude foran en café i ørkenheden og ventede på, at min yndlings Trail Angel, danske Alice, skulle komme og hente Emily og jeg og køre os tilbage til stien.

Min søster skrev, at hendes mands onkel netop var pludselig død hjemme i sit køkken, og det havde fået hende til at tænke over, hvor hurtigt og uventet det kan ske, og hvad de – altså min familie – skulle gøre med mig, hvis jeg døde.

Det var en meget overraskende besked, som jeg har tænkt meget over siden.

Dels at den kom fra den søster, som ellers ikke normalt er typen, der taler – med mig i hvert fald – om de tunge emner. Og at hun nu gjorde det, gjorde mig glad på den der måde, hvor man også er ved at græde. Heldigvis havde jeg solbriller på der på cafeen.

Dels emnet. Hvis jeg døde. Præmissen værende mens jeg var her et sted ude i ingenting i USA.

Jeg ville gerne forklare, at det garanteret er mere farligt at køre på motorvejen på Fyn end at gå på en sti ude i skoven. At byer er farligere end naturen. At mennesker er farligere end dyr.

Men jeg var med på, at ja, jeg er ude i noget ukendt, og især ukendt for min søster – selv om hun helt sikkert har googlet en masse på PCT (og det gør det ikke bedre, for de øverste resultater handler om dødsfaldene sidste år), og ingen ved, hvad der kan ske. På motorvejen i Danmark, i et køkken eller langt fra civilisationen i USA.

Jeg svarede, at hvis det skulle ske, skulle hun donere min krop til videnskaben og brænde resten af mig og sætte det ned ved siden af min fars urne. Og så skulle der være en slikbuffet til bisættelsen. Fordi jeg døde, mens jeg gjorde noget, der gjorde mig glad. Og derfor skal mine gæster til min bisættelse ikke kun græde.

Det blev dog ikke aktuelt i dag – jeg overlevede de 25 km, Scoop og jeg slæbte os afsted med vores mange liter vand på ryggen, og frem til den fineste lejrplads. En af mine yndlings på hele ruten, besluttede jeg.

Den lå på en klippekant med udsigt til træer, dal, en bjergtop og en solnedgang. Kun delvist indhyllet i røg. Og med stadig varme klipper at spise middag på – som er luksus i forhold til at sidde på jorden i sand og støv.

Og helt vindstille. Næsten lidt uhyggeligt stille, indtil et par fugle pippede godnat fra langt oppe i de majestætiske træer.

Jeg kommer til at savne at sove i skoven.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg