Dag 4 – min første slange

Gået i dag – 18 km

Har man været på festival, ved man, at nogle morgener kan gå med ingenting. Man stod op og så sad man der og hang i timer, bagstiv og uden rigtigt at komme videre. For der kom jo også hele tiden nogen forbi, man lige kunne chit-chatte lidt med. Og man skulle jo egentlig heller ikke noget udover at høre lidt musik senere eller noget.

Sådan en morgen var den her. Ikke fordi jeg var bagstiv eller fordi jeg ikke skulle noget senere – har jo sådan et andet land at nå et tidspunkt – men fordi dagens plan var lidt usikker. Lauras vabler var stadig groteske, så skulle hun blive en dag og give dem ro eller skulle hun humpe med videre? Og i så fald hvor langt skulle vi så og dermed hvor meget vand skulle vi have med?

Derudover var vi nødt til at vente på, at Mount Lagunas General Store (læs butikken hvor If we dont have it, you dont need it reglen gælder) åbnede, så jeg kunne købe noget mere mad til de næste dage.

Men eftersom en del af de andre vandrere var oppe og afsted mellem 5 og 6, var vi også det – at lukke luften ud af et liggeunderlag kan bare ikke gøres lydløst. Og så kunne man jo ligeså bruge tiden på at hænge om et picnicbord og snakke om udstyr og tidligere vandre-eventyr og hvor man er fra. (Jeg har brugt ordet Denmark utrolig meget den sidste uge).

Nå, men ved 10-tiden var vi on the trail – Laura, Tim og jeg. Gennem kølig (læs 25-ish grader) og smuk nåleskov, langs kløfter med flotte udsigter og i et roligt behageligt slentre-tempo. Vi havde ikke helt besluttet hvor vi skulle ende, men der var et par muligheder.

For lige at opklare evt mysterier om overnatning, er det så snedigt indrettet, at man på et kort (eller de to apps over stien, som de fleste bruger) kan se, hvad der er af overnatning langs hele stien. Campingpladser – af den rustikke slags, men dog med toiletter og picnicborde – eller såkaldte tentsites, som stort set bare er et stykke grus, der er ryddet og forholdsvis fladt lige ved siden af stien og nogle med plads til kun et enkelt telt, andre til flere.

Det fremgår af kort og apps præcis hvor de ligger, så når man planlægger dagens etape, tænker man det ind. For udover ikke at være helt lovligt er det ofte rent praktisk no-go at sove andre steder langs stien end de officielle – medmindre man altid har drømt om at ligge i meget tæt ske med en kaktus.

Så vores plan var at tappe vand hvor det fandtes efter cirka 12 km og så at smække teltene op cirka 6 km længere fremme. Altså indtil vi nåede frem til vandhullet og fik den ret uvelkomne nyhed fra de vandrere, der sad og gispede i skyggen, at næste vandhul på ruten – en vandtank – var lukket, så der ville ikke være vand at få de næste 46 km. Ud fra en tommelfingerregel der hedder, at man skal regne med én liter vand per 7 km, og mere når man går i ørken, ville det sige at vi kunne se frem til 7 liter i rygsækken. OG at vi ville være nødt til at gå de 46 km indenfor de næste 24 timer, for ellers skulle vi slæbe endnu mere med til at lave mad med.

Laura havde kun flasker til 4 liter og for mange vabler til at gå så langt på så kort tid. Det samme gjaldt Pat, en lille rundkindet irer i sin bedste nogle-og-halvtreds alder, vi havde mødt i Laguna og som var en af dem der hang under træet i skyggen. Så han og Laura aftalte ikke at gå strækningen, men at tomle ind til Julian – næste bystop – fra et sted på ruten, der løb langs en vej.

Tim og jeg aftalte at det kunne vi sgu godt. 46 km med 7 liter vand på 24 timer, we’ll give it a crack, sagde Tim. Så vand i flasker og vandsække (tappet fra en vandhane omringet af hvepse), og så afsted. Jesus, det var tungt.

Men klokken var 17-ish og det var – lidt – køligere, så det var (vægten på ryggen fraregnet) en virkelig fin tur.

Men SÅ – mens vi går der på stien – er der pludselig en pind lige foran min højre fod, som ikke er en pind, men en skællet klam sag. Jeg stopper med foden oppe i luften og laver en piruette – med 17 kg på ryggen, det må have været et ømt syn – for at træde alle andre steder end ovenpå den ækle slange. Som viser sig ikke at være af klappermodellen, men “bare” en anden type desert snake med spillende tunge. Jeg tager vejen ind gennem diverse kaktusser udenom dem – og så et billede. I behørig afstand 🙂

Og så videre til en teltplads, op med teltet, mad, sove og vækkeuret sat til 4.30, så Tim og jeg – og de tre andre, der allerede er der – kan komme ud på de resterende 40 km, mens det er morgenkøligt. Will we make it? To be continued…

Yaks.
Vabelblaster, tun i pose, gunpowder? They have it. 
Pat i front, Laura som bagtrop.
Wildlife i ørkenen.

5 kommentarer til “Dag 4 – min første slange”

  1. Du er så MONSTER-sej. Og godt med gode reflekser. JÆJ for dig. Og for dem, der fortalte om det lukkede vandhul.

  2. Keep’m coming, Gitte! Fedt at læse din rejseberetning. Sveder helt ved tanken. Pas på dig selv og fortsat god tur. Hvor meget mangler du? 4500 km? -ish

  3. Så meget respekt for at have overlevet min største skræk – og ovenikøbet nå at tage billeder…❤️ Håber ikke du skal møde mange flere ‘orme’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.