Dag 51 – hold samfundet i gang

Gået i dag – 0 km

I dag har jeg holdt samfundet i gang. Brugt penge. Spenderet. Det var egentlig ikke meningen – udover på mad til næste strækning – men efter en evaluering af mit tøj og udstyr blev jeg enig med mig selv om at lave en udskiftning på noget af det.

Dels en ny T-shirt. Jeg har gået i en løbetrøje, jeg købte i Idyllwild for 960 km siden. Nu kan den ikke mere. Den er bogstaveligt gået op i sømmene. Og ja, timingen er lidt dum, for jeg har sendt en hjemmefra til mig selv, men modtager den først om 300 km, og det er for langt herfra (er mit argument for en spritny flot lilla sag).

Derudover er jeg nu den lykkelige ejer af en (lilla) solhat af den meget dorky slags, men som vil være perfekt til at fæstne myggehat på (og som kasket for the record ikke rigtigt er). Samt nye solbriller – de andre er fine citybriller, men er ikke så gode i sne og sol. Og ikke mindst killer myggespray. Og som sagt mad. Masser af mad. Faktisk brugte jeg to stive timer i supermarkedet – det er utroligt, at det kan tage så lang tid at købe ind. Men – har sagt det før, siger det igen – når man skal studere vægt vs kalorier på alt, hvad man smider i kurven, er det en irriterende lang proces. Som så end ikke er done der, for derefter skal det hele pakkes ud af stor emballage og ned i små plasticposer og så mosles ned i bjørnetønden. Det tog endnu en time. Resten af eftermiddagen sad jeg i et hjørne af gårdhaven – væk fra bonhovederne – og havde en fin snak med en af de mere fornuftige vandrere. Hokole – er hans Trail name, som betyder asshole på Hawaii-sprog, noget med at han synes, det er vildt sjovt at lægge en stor sten i andre vandreres rygsæk og den slags finurligheder – er gået på pension, men virker nu ikke sådan rigtigt som en pensionist. Tidligere brandmand og med en lang livshistorie om brande og sin nye kone, han giftede sig med midt i et vandfald på Hawaii og nogle gloser på norsk efter sine bedsteforældre og alverden andet. Og så smuttede han midt i det hele i supermarkedet og købte kolde margaritaer på dåse. For så vidt en vældig fin eftermiddag. Som endte med en lige så fin aften på det lokale bryggeri med Estus, som jeg ikke har set i godt og vel to uger, men nu har indhentet mig. Det var lørdag aften, så der var live musik og fancy øl – og så os i shorts midt i alle de almindelige mennesker i deres lørdag aften tøj og med make-up på.Det er første gang jeg har tænkt på, at jeg ikke har haft mascara på i over syv uger. Mærkeligt egentlig, at det i mit normale liv er en normal ting – her er det så normalt ikke at have det på, at jeg tror, jeg ville føle det meget unaturligt pludselig at smøre ting i mit ansigt. Skørt, som ting ændrer sig, når man er i helt andre omgivelser. Tilbage på mit hostel havde en flok af de unge knægte gang i en vandkamp med vandpistoler. Heldigvis er jeg åbenbart så sur en gammel dame, at de ikke turde sigte på mig. Noget godt er der ved at være gammel nok til at være nogens mor. Og så tidligt i seng. For jeg har brug for søvnen. Den næste strækning bliver hård og især lang. Der er 7 eller 8 dages vandring og næsten 200 km til jeg igen rammer en by (fraregnet et eventuelt smut indenom det førnævnte fancy resort i bjergene), og dermed det nødvendige signal, strøm og alt det andet, der er lidt essentielle for en blogforfatter. Dette blot for at sige, at en forholdvis lang tavshed herfra betyder (forhåbentlig) ikke, at en bjørn fik mig, men bare en hel masse ødemark. Bare til info (mor).