Dag 136 – Da to kommende Trail Angels inviterede på frokost
Gået i dag – 0 km. 8.003 skridt (travet rundt i byen)
Jeg sov virkelig sløjt i nat. Kunne ikke falde i søvn og vågnede en masse gange. Enten har jeg vænnet mig af med at sove i en seng (lyder på en måde meget usandsynligt) eller også var det for meget skærmtid inden bedtime og det faktum, at det var morgen i DK, da jeg egentlig burde sove, så kom til at skrive med alle mulige mennesker til langt efter midnat.
Så da jeg stod op ved 8-tiden, var jeg meget uoplagt. Kaffe hjalp ikke synderligt, så jeg dalrede ned i supermarkedet i håb om, at brød med masser af smør måske ville være mirakelkuren.
“Godmorgen, unge dame. How are you? Jeg havde en blodprop i sidste uge,” oplyste manden bag kassen mig om.
Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde vænner mig til den smalltalk kultur, USA gør sig så meget i. Men har efterhånden lært automatisk at svare “good” og følge op med et tilsvarende uforpligtende How are you – men blev kastet lidt ud af balance ved sådan en udvidelse af standardfrasen.
“Det var da ikke så godt,” svarede jeg.
Lidt tamt, men hvad siger man, når fremmed ekspedient i supermarked klokken 8.07 en søndag blaprer ud med sin helbredsstatus midt i, at man er ved at finde mønter til at betale for sit smør og brød, så man ikke skal bære på de mønter. “Pøj-pøj med det” virker lidt for kækt, og jeg ved i øvrigt ikke, hvad det hedder på engelsk.
“Er du okay nu så?” supplerede jeg.
Det var han. Forklarede og fortalte og trak op i det ene lidt for korte bukseben på sine lidt for velnærede ben for at vise mig præcis, hvor den blodprop var opstået.
Jeg nikkede og var enig i det mirakuløse i, at han allerede var tilbage på arbejde, ønskede ham en god dag, og så gik jeg tilbage på motellet og spiste mit brød med tandsmør.
Bagefter checkede jeg ud, for mit værelse havde kun en seng, og det var en for lidt til jeg og Estus, som ville komme senere.
Vel installeret i noget, der nærmest var en lejlighed med to separate soveværelser, skrev jeg til Estus. Han var oppe i passet og ventede på, at nogen samlede ham op.
“Slå håret ud,” foreslog jeg. Han svarede, at han om lidt ville forsøge at moone. Som jo altid har været kendt som en sikker blafferbillet til at blive samlet op.
En times tid senere skrev han igen. Er du sulten? Nogle Trail Angels vil invitere på frokost.
Hvad? Hvordan? Hvorfor? Hvem? Men okay, ja, klart, jeg er altid sulten.
De to Trail Angels var ikke rigtige Trail Angels – hvis der ellers er en definition på det, og det er der for så vidt ikke, for det er jo bare alle, der gør noget for nogen, der går på en sti, en trail.
Disse var fra Seattle, havde på et tidspunkt i sommer været på et mini-roadtrip og kommet forbi en af de veje, PCT-vandrere krydser, og hvor Trail Angels havde disket op med alt i goodies.
“Vi så, hvor meget det betød for de vandrere, så vi ville også gøre noget,” sagde David, manden.
Det noget blev så til, at han og konen i dag havde sat sig ind i bilen, kørt to timer fra Seattle til Stevens Pass med det formål at samle en vandrer op og invitere vedkommende på frokost i Leavenworth.
Den vedkommende blev Estus. Og mig, der blev samlet op på motellet, og så kørte vi de få hundrede meter ned til en af Leavenworths mange restauranter og spiste pizza og drak en øl. På deres regning.
Jeg var vildt taknemlig. Og det virkede de også til at være – den gamle sang om, at der er lige så meget tilfredshed i at give som at modtage.
“Vi er bare glade for at have fået lov at tage noget af jeres tid på jeres fridag. Det er en stor ære at møde nogen, der gør noget så vildt, som I gør,” sagde Pattie, kvinden, så oprigtigt, at jeg fik en klump i halsen.
Bagefter gik Estus og jeg en tur gennem Leavenworth. Som er en by i en liga for sig selv. Den er bygget op efter bayersk forbillede, hvilket vil sige, at hele bykernen – hoteller, restauranter, barer og butikker – ligner en tysk alpelandsby, komplet med skilte på tysk, sauerkraut på menuen, lederhosen til salg i butiksvinduer, og farverige blomster i altankasser på de krummelurede hotelfacader. Den er af samme grund en turistmagnet, ikke mindst under den årlige oktoberfest og ved juletid.
Men også på en helt almindelig søndag i september var der run på fortovet, så da jeg havde ordnet diverse ærinder – blandt andet at købe en ny flaske gas – flygtede jeg hjem til mit motelværelse og indhentede noget af den tabte søvn fra i nat.
Mens Estus vaskede tøj – herunder min tisseklud, som jeg havde tabt, bogstaveligt talt i farten, i går, og som han havde fundet og samlet op (med sin vandrestav) og taget med (i en pose, som han lagde den i med sin vandrestav). Virkeligt sødt af ham.
Om aftenen spiste vi tysk. Baren Haus var lig med schnitzel og sauerkraut, men førstnævnte altså desværre uden ansjoser og peberrod og brasede kartofler og ærter al dente, som jo hører til den ret, hvis jeg skal bestemme. Det skulle jeg så ikke – her var det med rødkål. Men god (og rigelig) alligevel.
På tilbagevejen gik vi ned ad den mest turistede gade bare for at tage et billede af de blomsterpyntede hestevogne, man – typisk bayersk?? – kan tage en byrundtur i. Men de var åbenbart i stald søndag aften, for ingen hingste eller hopper i sigte.
I stedet smed jeg mig så på sengen hjemme på Evergreen Inn og studerede ruten for den kommende strækning.
Der er kun én by, Stehekin, som i virkeligheden mest er en samling huse bestående af et hotel og et posthus – tilbage inden “mål”. Plus en form for kristen lejr langt ude i bjergene, som vi skal forbi, inden vi når Stehekin, fordi et stykke af PCT er lukket på grund af skovbrand, og detouren går forbi Guds lejr.
Der er 184 km til Stehekin og 156 til Holden Village, som den kristne camp er døbt, og ingen som helst form for telefonsignal eller veje, der krydser stien på det stykke. Ydermere skulle terrænet være af den mere barske – men også supersmukke – slags. Altså vildmark af en karakter, der ikke for alvor har været siden Sierra Nevada.
Spændende, men just saying, at der af samme grund ikke kommer nogen lyd herfra, før jeg vælter ind i Stehekin, som har wifi, formentlig på lørdag. Eller rettere, senest på lørdag, for jeg har sendt en kasse med mad til mig selv, og da posthuset ikke er åbent søndag, skal jeg nå det, inden det lukker – tidligt selvfølgelig (!) – lørdag.
Jeg forestiller mig ikke, at vi ikke går de 184 km på fem dage, men man ved jo aldrig, hvad der sker.
I går efter Estus og jeg havde genmødt hinanden på en træstamme om morgenen, stødte han på bjørnemor og to unger. En ikke særlig venlig stemt bjørnemor, der fik ham til at stå stille og forsøge at ligne et ikke-angrebslystent træ i et godt stykke tid. Den slags uforudsete begivenheder er ikke til at vide, om man skal indregne i sin tidsplan.
Til gengæld kan vi i hvert fald i et par dage gå ud fra ikke at skulle bruge tid på at tørre telt. Vejrudsigten siger sol de næste dage. Kæmpehurra. Og så lukker jeg øjnene for, at det derefter bliver vådt efterår igen. Bare 300 km tilbage.
Wow Gitte, you are almost there. You are amazing.
You should see Leavenworth at Christmas time, it is all decked out with thousands of lights and decorations…And snow…Only seen pictures though.
I saw the pictures – it looks quite amazing. But apparently also very packed with people around Christmas time.
Og herhjemme er skridttællerkonkurrencen slut og du blev samlet set nr. 2 ud af 15443 deltagere, når man kun ser på skridt, med 681411 skridt på 14 dage. Godt gået
Og takket være dig, nåede vores hold et all time high som nummer 27 ud af 1972 hold.
Nu mangler vi så bare at vinde lodtrækningen om de 25.000 kr.
Eller rettere blev vores hold nr 5 når man kun tæller skridt. Så højt oppe kommer vi aldrig til at ligge igen!!